132
👤Xenophon og 👤Plato
✂ Skulde man med faa Ord udtrykke 👤Platos Opfattelse af 👤Socrates, saa kunde man sige, at han giver ham Ideen. Hvor Empirien ender, der begynder 👤Socrates, hans Virksomhed er at føre Speculationen ud af Endelighedens Bestemmelser, at tabe Endeligheden af Sigte og styre ud paa det ►Okeanos, i hvilket den ideale Stræben og den ideale Uendelighed intet fremmed Hensyn kjender, men er sig selv sit uendelige Maal. Som derfor den lavere Sandsning blegner 167ved Siden af denne høiere Erkjendelse, ja bliver et Bedrag, en ►Skuffelse i Sammenligning med denne, saaledes bliver ethvert Hensyn til et endeligt Maal en Forkleinelse, en Profanation af det Hellige. Kort sagt, 👤Socrates har vundet Idealiteten, erobret disse uhyre Regioner, der hidtil var et ►terra incognita. Han foragter derfor det Nyttige, er indifferent mod det Bestaaende, en afgjort 230Fjende af den Middelmaadighed, der hos Empirien er, som det Høieste, Gjenstand for en from Tilbedelse, men for Speculationen ►en Skifting af Troldeæt. Erindrer man nu derimod ►det Resultat, vi kom til gjennem 👤Xenophon, at vi her fandt 👤Socrates i travl Virksomhed som en Endelighedens Apostel, som en geskjeftig ►Probenreuter fra en Maadelighedens Propaganda, ufortrødent anbefalende sit ene saliggjørende jordiske Evangelium, at vi der fandt ►for det Gode det Nyttige, for det Skjønne det Brugbare, for det Sande det Bestaaende, for det Sympathetiske det Lucrative, for harmonisk Eenhed Nøkternhed, saa vil man vist indrømme, at disse to Opfattelser ikke godt lade sig forene. Enten maatte man 213sigte 👤Xenophon for en total Vilkaarlighed, for et ubegribeligt Had til 👤Socrates, der søgte en Tilfredsstillelse i en saadan Bagvadskelse; eller man maatte tilskrive 👤Plato en ligesaa gaadefuld Idiosynkrasie for sin Modsætning, der ligesaa uforklarligt realiserede sig i at forvandle denne i Lighed med sig selv. 133 Ville vi nu et Øieblik lade 👤Socrates' Virkelighed staae som en ubekjendt Størrelse, saa kan man med Hensyn til disse to Opfattelser sige, 👤Xenophon har som en Kræmmer pruttet sig sin 👤Socrates til, 👤Plato har som en Kunstner skabt sig sin 👤Socrates i oaturlig Størrelse. Men hvorledes har 👤Socrates virkelig været, hvad har været Udgangspunktet for hans Virksomhed? Svaret 179 herpaa maa naturligviis tillige hjælpe os ud af den Nød, hvori vi hidtil have været bestedte. Svaret herpaa er: 👤Socrates' Existents er Ironi. Ligesom nu dette Svar, saa troer jeg, hæver Vanskeligheden, saaledes gjør den Omstændighed, at det hæver Vanskeligheden, det tillige til det rigtige Svar, saa at det i samme Øieblik viser sig som Hypothese og som det Sande. Det Punkt nemlig, den Streeg, der gjør Ironien til Ironi, er saare vanskelig at faae fat paa. Med 👤Xenophon kan man derfor gjerne antage, at 👤Socrates har yndet at gaae omkring og tale med allehaande Mennesker, fordi enhver udvortes Begivenhed eller Ting for den altid slagfærdige Ironiker er en Anledning; med 👤Plato kan man gjerne lade 👤Socrates berøre Ideen, kun at 231Ideen ikke aabner sig for ham, men tvertimod er Grændse. Hver 168af disse to Fremstillere har nu naturligviis søgt at fuldstændiggjøre 👤Socrates, 👤Xenophon ved at drage ham ned i det Nyttiges lave Egne, 👤Plato ved at løfte ham op i Ideens overjordiske Regioner. Men det Punkt, som ligger herimellem, usynligt og saare vanskeligt at fastholde, er Ironien. Paa den ene Side er netop Virkelighedens Mangfoldighed Ironikerens Element, men paa den anden Side er hans Gang henover Virkeligheden svævende og ætherisk, han berører bestandig blot Jorden; men da Idealitetens egentlige Rige endnu staaer ham fremmed, er han endnu ikke udvandret dertil, men ligesom i ethvert Øieblik færdig til Afmarsch. Ironien ►oscillerer mellem det ideelle Jeg og det empiriske Jeg; det ene vilde gjøre 👤Socrates til 134 Philosoph, det andet til Sophist; men det, der gjør ham til Mere end Sophist, er, at hans empiriske Jeg har universel Gyldighed.