↩ Saavel 👤Ast som 👤Baur synes at have overseet det Mythiskes indre Historie i 👤Plato. Medens dette nemlig i ►de tidligere Dialoger træder op i Modsætning til det Dialektiske, idet, naar det Dialektiske forstummer, det Mythiske lader sig høre eller rettere 189see, saa er det derimod i de senere i et mere venskabeligt Forhold til det Dialektiske, det er, 👤Plato er bleven Herre over det, det vil sige, det Mythiske bliver det Billedlige. Med 👤Baur at forklare det Mythiske som det Traditionelle, for sædeligreligiøse Sandheder at lade 👤Plato søge et Udgangspunkt i den høiere Auctoritet, der ligger i Digte og Orakelsprog, gaaer ikke 204uden videre an; thi i de første Bøger af 📖 Staten underkjendes jo aldeles Gyldigheden af Digternes Udsagn, der polemiseres og advares stærkt mod dem, og den fremstillende (ɔ: den digteriske) Opfattelse misbilliges i Modsætning til den slet og ret fortællende; ja ►i den tiende Bog af 📖 Staten vil 👤Plato jo have Digterne ud af Staten. Uden videre gaaer det altsaa ikke an. Den fornødne Berigtigelse indeholdes imidlertid i Betragtningen af det Mythiskes ►Metamorphose i 👤Plato. Skarpest træder det frem i de første Dialoger. Medens her Dialektiken giver et aldeles abstrakt og stundom et negativt Resultat, vil det Mythiske give meget Mere. Men spørge vi overhovedet, hvad det Mythiske er, saa maa man vel svare, det er Ideens Udlændighedsstand, dens Udvorteshed, ɔ: dens Timelighed og Rummelighed umiddelbar som saadan. Det Mythiske i Dialogerne bærer ogsaa aldeles denne Charakteer. ►De store Tidsrum, som Sjælen efter Fremstillingen i 📖 Phædrus gjennemløber, ►den rummelige Uendelighed, som i 📖 Gorgias og 📖 Phædon anskueliggjøres som Fremstilling af Sjælens Existents efter Døden, ere Myther. Sagen lader sig let forklare. Det Dialektiske ryddeliggjør Terrainet for alt Uvedkommende og forsøger 104 nu at klattre op til Ideen, da dette imidlertid mislykkes, reagerer Phantasien. Træt af det dialektiske Arbeide lægger Phantasien sig til at drømme, og heraf fremkommer det Mythiske. Under denne Drømmen svæver Ideen enten hastende forbi i uendelig Succession, eller den staaer stille og 146udvider sig uendelig præsent i Rummet. Det Mythiske er saaledes Phantasiens Enthusiasme i Spekulationens Tjeneste, og til en vis Grad, hvad 👤Hegel 155 kalder ►Phantasiens Pantheisme1. Det 190har Gyl105dighed i Berørelsens 205Øieblik og bringes ikke i Forhold til nogen Reflexion. Det vil man ogsaa overbevise sig om ved at 191betragte 147👤Gorgias og 👤Phædon. Den mythiske Fremstilling af Sjælens Existents efter Døden bringes hverken i Forhold til en historisk Reflexion, om det virkelig forholder sig saaledes, om ►👤Aeacus, 👤Minos og 👤Rhadamantus sidde og dømme, eller til en philosophisk, om det er Sandhed. 206Kan man betegne den Dialektik, der svarer til det Mythiske, som ►Attraa, Begjær, som det Øiekast, der seer paa Ideen for at attraae den, saa er det Mythiske Ideens frugtbare Omfavnelser. Ideen synker og svæver ned som en velsignende Taage over Individet. Forsaavidt der imidlertid i denne Individets Tilstand er i ethvert Øieblik en svag Antydning, en fjern Ahnelse af en reflekterende 156 Bevidsthed, en hemmelighedsfuld næsten uhørlig Hvidsken, forsaavidt er der i ethvert Øieblik en Mulighed af, at det Mythiske undergaaer en Metamorphose.
- Naar det Mythiske opfattes saaledes, kunde det synes at det blev forvexlet med det Poetiske; men herved maa bemærkes, at det Poetiske er sig selv bevidst som det Poetiske, har i denne Idealitet sin Realitet og vil ikke have nogen anden Realitet. Det Mythiske derimod ligger i den ►Hverkenhed og Dobbelthed, den Mellemtilstand, hvoraf Bevidsthedens Interesser endnu ikke har udkjæmpet sig. Det Poetiske er en ►hypothetisk Sætning i Konjunktiv, det Mythiske er en ►hypothetisk Sætning i Indicativ. Denne Duplicitet, det indikativiske Udsagn og den hypothetiske Form, der vakler mellem at være hverken Konjunktiv eller Indicativ og baade Conjunktiv og Indicativ, er en Betegnelse af det Mythiske. Saalænge Mythen tages for Virkelighed, er den egentlig ikke Mythe, først i det Øieblik den berører en reflekterende Bevidsthed, bliver den Mythe; og forsaavidt den nu har et speculativt Gehalt og ►applicerer sig til Phantasien, fremkommer den mythiske Fremstilling. Men Mythens Tid er i en vis Forstand forbi, saasnart der bliver Spørgsmaal om en mythisk Fremstilling, men da Reflexionen endnu ikke har faaet Lov at tilintetgjøre den, er Mythen endnu til, og netop ifærd med at bryde op og drage bort, løfter den sig fra Jorden, men speiler sig til Afsked endnu engang i Phantasien, og dette er den mythiske Fremstilling. ►👤Erdmann bemærker (📖 Zeitschrift für spekulative Theologie von Lic. 👤Bruno Bauer. Dritten Bandes erstes Heft Pag. 26): ►Ein Faktum oder auch eine Reihe von Faktis, welche eine religiöse Idee auch nicht sind aber bedeuten, nennen wir einen religiösen Mythus. Der religiöse Mythus ist ein Faktum oder eine Reihe von Faktis, welche einen religiösen Inhalt in der sinnlich zeitlichen Form dar stellen, die aber (und darin besteht ihr Unterschied von der Geschichte) nicht eine nothwendige Manifestation der Idee selbst sind, sondern in einem äußerlichen Verhältniß zu ihr stehen. Deswegen sind die Mythen nicht wahr, wenn sie auch Wahrheit enthalten sollten, sie sind ersonnen, wenn auch nicht durch Reflexion, sie sind keine wirklichen Fakta, sondern fingirt. Men dette, at de ikke ere sande, det er jo først forbeholdt et senere, et sandere Tidsmoment at indsee. Men Phantasien, hvilken det Spørgsmaal, om det er sandt eller ikke er sandt, er indifferent, skuer dem med philosophisk Interesse, og, som i nærværende Tilfælde, træt af Dialektikens Arbeide hviler den i dem. Paa en vis Maade digter den dem selv, dette er det Poetiske, paa en anden Maade digter den dem ikke, dette er det Ikke-Poetiske, Eenheden heraf er det Mythiske, naar det forstaaes om den mythiske Fremstilling. Naar derfor ►👤Socrates siger i 📖 Phædon, at Ingen kan paastaae, at Mythen er sand, saa er dette Frihedens Moment, Individet føler sig frit og emanciperet fra Mythen; men naar han dog mener, at man skal vove at troe det, saa er det Afhængighedens Moment. I første Tilfælde kan han skalte og valte med Mythen, som han vil, tage fra og lægge til; i sidste Tilfælde overvælder den ham, idet han hengiver sig til den, og Eenheden er den mythiske Fremstilling. (tilbage)