Kierkegaard, Søren Uddrag fra Om Begrebet Ironi

↩ At give en Fremstilling af 👤Solgers Anskuelse er visselig saare vanskeligt; thi det er, ►som 👤Hotho rigtigt bemærker 329 (Pag. 399), ►in schwerbegreifbarer philosophischer Klarheit, at han har udviklet sin Betragtningsmaade. Sagen er nemlig denne: 👤Solger er aldeles løben vild i det Negative; og det er derfor ikke uden en vis Betænkelighed, jeg begiver mig ud paa dette stormfulde Hav, ikke saameget fordi jeg frygter for at sætte Livet til, som af Bekymring for, at det vil blive mig saare vanskeligt at give Læseren en nogenlunde paalidelig Efterretning om, hvor jeg er bleven af, eller hvor jeg i ethvert enkelt Øieblik befinder mig. Da nemlig det Negative bestandig blot bliver synligt ved det Positive, men det Negative her er 377det Eneherskende, og er her i sin hele Ufrugtbarhed, saa forvirrer Alt sig her for En, og i det Øieblik, man haaber paa Muligheden af at have en Bestemmelse, hvorefter man kan orientere sig, forsvinder Alt igjen, fordi det Positive, der fjernt viste sig, ved nærmere Eftersyn befindes316 at være en ny Negation. 👤Solger kan derfor vel have sin Betydning i Udviklingen, men man kan vistnok bedst betragte ham som et Offer, 👤Hegels System krævede. Deraf lader sig ogsaa 👤Hegels Forkjærlighed for ham forklare; han er det Negatives metaphysiske Ridder. Han kommer derfor heller ei i Collision med Virkeligheden i den Forstand, som de øvrige Ironikere; thi hans Ironi gestaltede sig ikke paa nogen Maade i Modsætning til Virkeligheden¹. Hans Ironi er ►contemplativ410Ironi, han seer Alts Intethed. Ironien er et Organ, en Sands for det Negative.