Kierkegaard, Søren Uddrag fra Om Begrebet Ironi

↩ Dette vil man ogsaa overbevise sig om, naar man med Opmærksomhed vil gjennemlæse 👤Platos 📖 Apologi, der i sin Skildring af 👤Socrates' Uvidenhed er saa prægnant, at man blot behøver at tie og høre, naar 219 den taler. ►Han skildrer sin Viisdom i Forhold til Parieren 👤Evenus', der tog 5 Miner for sin Underviisning. Han priser ham lykkelig paa Grund af den Positivitet, han maa have været i Besiddelse af, siden han lod sig saa dyrt betale; og svarer nu paa det Spørgsmaal om hans egen Viisdom: ►ποίαν δὴ σοφίαν ταύτην; ἥπεϱ ἐστὶν ἴσως ἀνϑϱωπίνη σοφία. τῷ ὄντι γὰϱ ϰινδυνεύω ταύτην εἶναι 273σοφός (►§ 20 D). De Andre derimod, mener han, maae være i Besiddelse af en høiere Viisdom: ►οὗτοι δὲ τάχ' ἄν, οὓς ἄϱτι ἔλεγον, μείζω τινὰ ἢ ϰατ' ἄνϑϱωπον σοφίαν σοφοὶ εἶεν. Her er nu det Prædicat »menneskelig«¹, der tillægges Viisdommen i Modsætning 203til en Viisdom, der er mere end menneskelig, af største Betydning. Naar nemlig Subjectiviteten har ved sin negative Magt løst det Trylleri, hvori Menneskelivet under Substantialitetens Form hvilede, naar den, 180 ligesom den frigjør Individet fra sit Forhold til Staten, har emanciperet Mennesket fra sit Forhold til Gud, saa er den første Form, hvorunder dette viser sig, Uvidenhed. 255Guderne flygte bort og med dem Fylden, Mennesket staaer tilbage som Formen, som det, der skal optage Fylden i sig, men dette Forhold er paa Erkjendelsens Gebeet rigtigt opfattet som Uvidenhed. Denne Uvidenhed er igjen ganske conseqvent betegnet som menneskelig Viisdom, idet Mennesket her er kommet til sin Ret, men denne Ret er netop den, ikke at være som saadan. De andre Læreres Viisdom indeholdt nu i Forhold hertil meget Mere, hvorimod de naturligviis i en anden Henseende indeholdt meget Mindre, og det er derfor heller ei uden en vis Ironi, at 👤Socrates omtaler deres ►Overvætteshed. Denne Opfattelse finder nu 👤Socrates ogsaa bestyrket ved det delphiske Orakels Udsagn, der fra det guddommelige Standpunkt seer 220 aldeles det Samme². Og som overhovedet Oraklet stod i et 274Forhold til den ►corresponderende menneskelige Bevidsthed, som det i en tidligere Tid raadede med guddommelig Myndighed, i en sildigere Tid befattede sig med at forelægge videnskabelige Problemer³, 181 saaledes see vi ogsaa i det delphiske Orakels Udsagn 👤Socrates betræffende en ►harmonia præstabilita. Ogsaa den Misforstaaelse, 204som om han bag denne Uvidenhed skjulte en Viden, har 👤Socrates indseet, men ogsaa opfattet den som en Misforstaaelse. Han forklarer nemlig, 256hvorledes hans overbevisende Virksomhed har kunnet paadrage ham mange Fjendskaber, ►og tilføier: ►οἴονται γάϱ με ἑϰάστοτε οἱ παϱόντες, ταῦτα αὐτὸν εἶναι σοφόν, ἃ ἂν ἂλλον ἐξελέγξω. Men man seer jo ogsaa, hvorledes han protesterer mod denne Misforstaaelse, og hvorlidet han finder denne Slutning rigtig, at, fordi han kan overbevise Andre om, at de Intet vide, han derfor selv skulde vide Noget.