Kierkegaard, Søren Uddrag fra Om Begrebet Ironi

↩ Enhver vil strax indsee, at vi her har med noget Factisk at gjøre, hvorfor der ikke kan være Tale om Opfattelse i den Forstand, som hos 👤Xenophon, 👤Plato, 👤Aristophanes, hos hvilke 👤Socrates' Virkelighed var Anledning til og Moment i en Fremstilling, der søgte idealt at afrunde, at ►transfigurere hans Person – Noget Statens Alvor umulig kunde indlade sig paa, hvis Opfattelse derfor er ►sine ira atque studio. Vel beroer denne til en vis Grad igjen paa Anklagernes; men hvor hadefuldt disses Sind end har kunnet være mod 👤Socrates, de maae dog have bestræbt sig for saavidt muligt at holde sig til Sandheden. Desuden er Klagen kun et Moment i Statens Opfattelse, den er den ydre Anledning til, at Staten bliver sig i speciellere Forstand dette enkelte Individs Forhold til sig bevidst¹. Om nu den atheniensiske 200Stat ved 👤Socrates' 251Domfældelse har 216 begaaet en himmelraabende Uret, om vi gjøre rigtigst i, som frivilligt Følge at slutte os til de lærde Grædekoners og aandsfattige men taarerige Menneskevenners Skare, af hvis Tuden og Sukken over, at en saadan brav Mand, saadan et retskaffent Menneske, Dydsmønster og ►Kosmopolit i een Person blev et Offer for den lumpneste Misundelse, af hvis Tuden og Sukken, siger jeg, Aarhundreder endnu gjenlyde; eller om den atheniensiske Stat gjorde fuldkommen Ret i at 176 dømme 👤Socrates; om vi med frelst Samvittighed tør hengive os til Glæden over ►den nyere Videnskabeligheds dristige og kraftige Penselstrøg, der skizzere 👤Socrates som en tragisk Heros, der paa eengang 270havde Uret og Ret, den græske Stat som en articuleret Tingenes Orden, – herom skal vi paa dette Sted ikke udførligere tale.