IIA29At ►den Faust, der nu skulde repræsentere Tidsalderen, ⓘ er væsentlig forskjellig fra den tidligere og overhovedet fra enhver anden Tids, er saa evident, at det blot behøves at erindre derom. Men hvorledes? See vi hen til Tidsalderen, da finde [vi] en Mængde Msk. der ret egl. i græsk Forstand ere ►πϱαϰτιχοι, ►hvilke allerede 👤Aristoteles anviser det laveste Trin i Udvikl:. Beskjæftigede med deres Sysler med at dyrke deres Jord og ►som det hedder at opdrage deres Børn – d: v: s: til »►confirmerede Ædere« leve de sorgsløse hen og endog ved de139res Død ►practiserende for Verden – ved nemlig at for[r]aadne og gjøde Jorden. Hos dem vil der neppe udvikle sig noget Faustisk. Paa den anden Side staaer der en stor Mængde Msk, der enten have vendt Hovedet om 115 ⓘ for at gjøre Opdagelser i en forsvunden Tid eller fordybe sig i Naturopdagelser. Hos disse træder paa Grund af deres Travlhed det Faustiske heller ikke frem, thi for at dette skal træde frem, maa Energien først paa en eller anden Maade være lammet. – Men nu træder da endelig den Classe Mennesker frem, vi maa iagttage; det er nemlig dem, der ved ►Anskuelsen søge at opfatte det uendelig Mangfoldige i Naturen, i Livet, i Historien, i Anskuelsens Totalitet. Men her er ogsaa Ulykken, thi Meget er allerede oprullet for deres Blik, Meget kommer der hver Dag til; men under al denne Viden af Meget slumrer Følelsen af, hvor uendelig Lidet det er, og denne Følelse er det, der netop lammer deres Virksomhed, og nu indtræder det Faustiske som Fortvivlen over ikke at kunne omfatte hele Udviklingen i et altomfattende Totalblik, hvor tillige hver enkelt Nuance blev anerkjendt i sin fulde Værdi ɔ: sin absolute Værdi. – Men hvori er Forskjellen? ►Den egenlige Fausts Fortvivlelse var mere practisk. Han havde studeret; men Studierne havde ikke givet ham noget Udbytte (hvorimod den Anden af det, han har seet, dog har noget Udbytte, om end saa uendelig Lidet mod det, han ønsker. Fausts Udbytte af Viden var et Intet, fordi det overhovedet ikke var det Spørgsmaal, han søgte besvaret, men Spørgsmaalet om: hvad han selv skulde gjøre). Paa Grund af Videnskabernes daværende, langt mindre mangfoldigt udviklede Standpunct kunde han lettere tiltroe sig ved et Overblik at have overbeviist sig om deres Intethed, og ►formedelst Tidsalderens ►eiendommelige Charakteer – begeistret Handling for at realisere sit Ideal – maatte Spørgsmaalet føres over paa dette Gebeet; han maatte udsone Livet med Erkjendelsen. For vor Tid maa dette Spørgsmaal langt mere træde tilbage, da den intuitive Retning – som jo naturligt, da Verden bliver ældre – her mere maa træde frem, og Spørgsmaalet altsaa bliver: hvorledes den sande Intuition kan indtræde uagtet Menneskets indskrænkede140 Standpunct. Men det, som driver Mennesket hen til denne Fordring af en fuldkommen sand Intuition, er Fortvivlelse over Alts Relativitet. Ved nemlig, – medens han selv bruger en temmelig stor Maalestok, (og bestyrket i Overbeviisningen herom ved idelig at maatte høre Klage over Phantasterie) – at omgaaes Folk, der bruge alle en Maalestoks mulige uendelige Nuanceringer lige fra en ►Decimaltomme til ►Himmelbanens Diameter; lige fra dem, hvem de største verdenshistoriske Personer begeistre, og lige til dem, for hvem Præsten og Degnen ere hidtil uovertrufne og uovertræffelige Idealer; lige fra dem, der have gjennemfølt og gjennemlevet alle Hjertets stormfulde Bevægelser, og lige til dem, der, fordi de engang ere blevne ►rørte af en Gøgler, med et selvklogt Smiil lade os vide, »at de have overlevet hine Børnestreger« osv .... Ved det, siger jeg, vaagner Forestillingen hos ham om, at han selv igjenⓘ 117 bruger en altfor relativ Maalestok, og Frygten for selv at synke hen og fortabe sig i Spidsborgerlighed. Han hører Tale om en Opdagelse, der aabner Udsigter over en heel ubekjendt ⓘ Verden, der maaskee vil tvinge ham til at gradere sin Maalestok endnu anderledens, ⓘ gjøre►og hans Helte, hans Lidelser til forsvindende Størrelser. Han seer, hvorledes de meest Begavede i Samtiden samle et lidet Udbytte sammen (speculativ concentrere ell. historisk skizzere) han har en hemmelig Frygt for at dette dog muligen ikke er netop, som de foregive, det Vigtigste; men kun det, de formaae at omfatte og favne – han længes efter en Anskuelse, der ophæver al Relativitæt og viser ham endogsaa det Ubetydeligstes absolute Værd; thi for den sande (ɔ: gudd.) Anskuelse er Alt ligestort. At en saadan Faust nu ikke mangler ►Wagnere, det er vel vist og sandt. Heri ligger nu Fortvivlelsen. Hvorledes nu hele Livet slaaer om for ham, viser ogsaa ham forskjellig fra den første Faust, thi medens denne ved sin handlende Retning sank ned i Sandselighed – vil denne trække sig ud af alt, glemme, om muligt, at han nogensinde har vidst Noget, vogte Køer – ell. maaskee af ⓘ Videbegjerlighed flytte sig selv ind i en anden Verden.
d. 19 Mart. 37.