Uddrag fra Journalen BB

Systemet har kun 3 Stadier ... Eenhed : Med 'Systemet' sigtes der til 👤Hegels (jf. nedenfor) filosofiske lærebygning, formentlig især som den blev udviklet af 👤J.L. Heiberg ( 113,24). Hegels system er funderet i en særegen dialektisk metode, efter hvilken 'begrebet', som er fælles for såvel tanken som dens genstand, spekulativt udvikles gennem metafysikken (som Hegel kalder 'logikken'), naturfilosofien og åndsfilosofien. For Hegel afspejler den dialektiske metode den modsigelse eller ufuldkommenhed i begrebet selv, der tvinger det over i sin modsætning ('negation') og herfra videre til at 'ophæve' denne i en ny højere enhed, hvor modsigelsen er 'forsonet'. Denne tredelte bevægelse i begrebet (umiddelbarhed, middelbarhed, formidlet umiddelbarhed) benyttes altså tillige i beskrivelsen af den historiske udvikling, men hvad angår de overordnede udviklingstrin, opererer Hegel dog ikke med tre 'stadier', men – fx i historiefilosofien – med fire 'epoker', nemlig den orientalske, græske, romerske og germanske, jf. Vorlesungen über die Philosophie der Geschichte, udg. af 👤E. Gans og 👤K. Hegel, 📌Berlin 1840 [1837], i Hegel's Werke ( 119,3) bd. 9, (Jub. bd. 11). J.L. Heiberg havde givet en detaljeret udformning af Hegels logik i Grundtræk til Philosophiens Philosophie eller den speculative Logik. Som Ledetraad ved Forelæsninger paa den kongelige militaire Høiskole, 📌Kbh. 1832, og en almen introduktion i Indlednings-Foredrag til det i November 1834 begyndte logiske Cursus paa den kongelige militaire Høiskole, 📌Kbh. 1835 – det sidste skrift blev anmeldt af 👤H.L. Martensen ( 121,18). – At livet har fire stadier ( 117,20).

I trykt udgave: Bind 17 side 119 linje 1