313
V
105
►Forord
✂ Efter mit Begreb gjør den, der vil skrive en Bog, vel i at tænke adskilligt over den Sag, om hvilken han vil skrive. Han gjør heller ikke ilde i at stifte, saavidt mueligt, Bekjendtskab med hvad tidligere er skrevet om den samme Sag. Skulde han paa denne Vei træffe en Enkelt, der udtømmende og tilfredsstillende har behandlet et eller andet ►Partie, da gjør han vel i at ►glæde sig som Brudgommens Ven gjør det, naar han staaer og hører efter Brudgommens Stemme. Naar han har gjort det i al Stilhed og med Forelskelsens Sværmerie, der altid søger Eensomhed, da behøves Intet videre; ►da skrive han sin Bog frisk væk ►som Fuglen synger sin Vise, er der Nogen, der har Gavn eller Glæde af den, saa meget desto bedre; ►da udgive han den sorgløs og ubekymret, uden al Vigtighed, som afsluttede han Alt, eller ►som skulde alle Jordens Slægter velsignes i hans Bog. Hver Slægt har sin Opgave og behøver ikke at uleilige sig saa overordentligt med at være Alt for de foregaaende og efterfølgende. Hver Enkelt i Slægten har ligesom ►hver Dag sin Plage og nok i at skjøtte sig selv, og behøver ikke at omfatte hele Samtiden i sin landsfaderlige Bekymring, eller ►lade Æra og Epoche begynde med sin Bog, end mindre med sit ►Løftes Nytaars-Blus, eller sin Antydnings vidtudseende Forjættelser, eller sin Forsikkrings Henviisning paa et tvivlsomt Valuta. Ikke Enhver, der er rundrygget, er derfor en ►👤Atlas eller bleven det af at bære paa en Verden, ►ikke Enhver der siger Herre Herre! kommer derfor ind i Himmerige, ikke Enhver, der tilbyder sig at cautionere for hele VI Samtiden, har dermed beviist, at han er en vederhæftig Mand, der kan indestaae for sig selv, ikke Enhver, der raaber: ►Bravo, schwere Noth, Gottsblitz bravissimo, har derfor forstaaet sig selv og sin Beundring.
✂ Hvad min egen ringe Person angaaer, da tilstaaer jeg i al Oprigtighed, at jeg som Forfatter er en ►Konge uden Land, men ogsaa ►i Frygt og 314megen Bævelse en Forfatter uden alle Fordringer. Hvis 106det synes en ædel Misundelse, en nidkjær Kritik for meget, at jeg bærer ►et latinsk Navn, da skal jeg med Glæde antage Navnet: ►👤Christen Madsen, helst ønskende at betragtes som en ⓘ Lægmand, der vel speculerer, men dog staaer langt udenfor ►Speculationen, om jeg end er ►devot i min Autoritets-Tro, som ►Romeren var tolerant i sin Gudsfrygt. Hvad menneskelig Autoritet angaaer, er jeg en ►Fetischdyrker, og tilbeder lige from en Hvilkensomhelst, naar det blot tilstrækkeligen ved Trommeslag vorder bekjendtgjort, at det er ham, jeg skal tilbede, at han er Autoritet og ►Imprimatur iaar. Afgjørelsen er over min Forstand, hvad enten den skeer ved Lodkastning og ►Ballotation, eller Værdigheden selv gaaer paa Omgang, og den Enkelte sidder som Autoritet ligesom en ►Borger-Repræsentant sidder i Forligelses-Commissionen.
✂ Videre har jeg Intet at tilføie, uden at ønske Enhver, der deler min Anskuelse, ligesom ogsaa Enhver, der ikke deler den, Enhver, der læser Bogen, ligesom ogsaa Enhver der har nok af Forordet, et meent Levvel!
✂ 📌Kjøbenhavn.
✂ Ærbødigst,
✂ 👤Vigilius Haufniensis.