↩ At man har udtrykt sig anderledes om 👤Adam, har kun sin Grund i, at Consequentsen af 👤Adams phantastiske Forhold til Slægten maa vise sig overalt. Hans Synd er Arvesynden. Ellers veed man Intet om ham. Men Arvesynden seet i 👤Adam er kun hiin første Synd. Er 👤Adam da det eneste Individ, der ikke har Historie? Saa kommer jo Slægten til at begynde med et Individ, der ikke er Individ, hvorved da baade Begrebet Slægt og Individ hæves. Kan noget andet Individ i Slægten i sin Historie have Betydning i Slægtens Historie, saa har 👤Adam det ogsaa; har 👤Adam det kun ved hiin første 129Synd, saa hæves Begrebet Historie, det vil sige saa er Historien forbi i det Øieblik, den begyndte1. 340
- Det gjelder bestandig om at faae 👤Adam ind med i Slægten, ganske i samme Betydning som ethvert andet Individ. Dette burde Dogmatiken passe paa især for Forsoningens Skyld. ►Læren om, at 👤Adam og Christus svare til hinanden, forklare slet Intet, men forvirrer Alt. Analogie kan der være, men Analogien er i Begrebet ufuldkommen. Kun Christus er et Individ, der er mere end Individ; men derfor kommer han heller ei i Begyndelsen, men i ►Tidens Fylde. (tilbage)