◄ betragtet som en Mythe : jf. Hutterus redivivus ( 309,3), hvor det i § 83 »Syndefaldet« oplyses, at de rationalistiske teologer og de filosofisk-kirkelige dogmatikere (dvs. de dogmatikere, der var præget af den ty. idealisme) opfattede syndefaldsberetningen som en filosofisk myte, s. 196 og s. 202 note 5 (den da. overs., s. 203 og s. 210 note 5). Med den sidste gruppe tænkes der fx på 👤W.M.L. de Wette, hvis Kritik der Israelitischen Geschichte. Erster Theil: Kritik der Mosaischen Geschichte, 📌Halle 1807, er et konsekvent forsøg på at anvende den mytiske fortolkning; det er dog betegnende, at han springer fra ►1 Mos 1 og ►2 til ►1 Mos 5 (se s. 43), så en mytisk udlægning af fortællingen om syndefaldet undgås. Senere taler 👤L. Usteri udtrykkeligt om »Mythen i Genes.[is] Kap. 3« i Udvikling af det Paulinske Lærebegreb ( 345,20), s. 23. Også 👤H.N. Clausen taler om »det Gamle Testaments Myther« el. den »mosaiske Mythe« i forbindelse med ►1 Mos 2 og ►3, jf. Catholicismens og Protestantismens Kirkeforfatning, Lære og Ritus ( 332,22), s. 520 og s. 522. Muligvis sigtes der også til 👤Hegel, som skriver i Encyclopädie bd. 1: »In der Natur kömmt (...) innere Entzweiung nicht vor und die natürlichen Dinge thun nichts Böses. Eine alte Vorstellung über den Ursprung und die Folgen jener Entzweiung ist uns in dem mosaischen Mythus vom Sündenfall gegeben«, Hegel's Werke ( 310,1) bd. 6, s. 54 (Jub. bd. 8, s. 92). Jf. også 📖 Vorlesungen über die Philosophie der Religion, udg. af 👤Ph. Marheineke, bd. 1-2, 📌Berlin 1840 [1832], ktl. 564-565; bd. 1, i Hegel's Werke bd. 11, s. 269 (Jub. bd. 15, s. 285).
I trykt udgave: Bind 4 side 338 linje 13