Kierkegaard, Søren Studiekammerater og bekendte

✂ Endnu har formodenlig ►Byen ikke givet Dem Leilighed til at glemme Navnet Kierkegaard, om end den Person i Byen møder Dem saa forandret, saa ukjendelig, at De neppe vil vedkjende ham. Det er derfor egentlig mod mit Princip nu at skrive, da dette først bør skee, naar man kan beregne, at man begynder at glemmes. Denne Glemsel havde jeg 81desuden ►regnet paa af en anden Grund, fordi jeg smigrede mig med af denne Nat ved Deres Kunst engang imellem i et eensomt ubeskjæftiget Øieblik, især paa Deres Værelse, at manes frem i poetisk Skikkelse, efter at jeg nu formodenlig tidt nok er bleven ►fremkoglet: til ►ævig Spot for Forræderen etc., – »formodenlig«, siger jeg; man skulde troe, at jeg bedst maatte vide det, at der dog ved hver slig Operation maa foregaae Noget i mig, der antydede, at det skete. Dette er imidlertid ingenlunde Tilfældet. Thi saa villig jeg møder, saa uhyre Sympathie jeg har endog for den fjerneste ►sympathetiske Berøring, ja Tanke, saa lidet formaaer man over mig, naar jeg ikke vil. Dersom der ►ikke havde været andre Ting, der havde bestemt mig, saa var jeg ikke reist, jeg er ikke vant til at gaae afveien for et Opløb. ►I fjorten Dage fristede jeg Byen paa alle Maader; ikke en Sjæl vovede at sige mig endog det fjerneste Ord. Jeg ►gik bort og Konversationens Sluser aabnede sig, og endnu drypper det vel fra Tagene. Hvad gjør 👤►Sibbern? Jeg vil dog formode, at det Sunde og Ophøiede, der er i ham, har vundet Seir igjen, eller har han virkelig stillet sig i Spidsen for ►Kjællingesladdren og ►Theevandsknægtene? Og hvad Fare er der saa paa Færde? Jeg er jo ikke mere i Byen, og om jeg var der, saa vilde jo 👤Sibbern dog i det mindste i egen Indbildning være Mand for at ►forhindre mig fra at nærme mig nogen Pige. Og skulde der være Flere af samme slette Art som jeg, saa kunde jo 👤Sibbern nedlægge sit Embede og lade sig engagere som »Onkel« eller ►Familie-Sauvegarde mod et billigt Honorar; han kunde jo være til Hest for desto hurtigere at komme omkring. I saa Fald kunde han lade mig faae hans Embede, saa var jo Alle vel tjente og jeg gjort uskadelig; thi en Professor i Philosophie, – det veed 👤Sibbern godt, – gjør jo ikke Sligt. Skulde han være kommen til Fornuft, saa hils ham fra mig. Skulde De ellers træffe paa Nogen, han kjende mig eller ikke, der er i travl Virksomhed for at spolere mit gode Navn og Rygte, saa hils ham fra mig, siig, at jeg har bedet Dem at hilse Enhver, der erindrer mig; gjør det ►dygtig tørt, saa kan Situationen blive ret morsom.

✂ ►Her i 📌Berlin lever jeg med en overordenlig Præcision. Præcise Kl. 10 kommer jeg i en bestemt Krog for at ►l– m– V–. Det er nemlig den eneste paa et uhyre Territorium, hvor man ikke ved et Opslag erindres om, hvad man skal men ikke maa. Jeg tænker derved paa ►Justitsraad 👤Hiorthøy i 📌Kjøbenhavn; ved et bestemt Klokkeslet stod han ogsaa paa et bestemt 82Sted for at l– s– V–. Det var nu mere paa Grund af en almindelig Samvittighedsfuldhed; her er det reen Nødvendighed. I denne moralske By nødes man næsten til at gaae med en Flaske i Lommen, uagtet det ellers ansees for umoralsk, men det forstaaer sig: det er da ogsaa af meget forskjellige Grunde. Jeg kunde udbrede mig meget vidtløftigere om denne Sag; thi den griber forstyrrende ind i alle Livsforhold. Naar to Mennesker spadsere sammen i 📌►Thiergarten og den Ene siger: undskyld et Øieblik, saa er den Tour dermed forbi; thi saa maa han gaae helt hjem. Næsten alle Mennesker i 📌Berlin ►gaae derfor i nødvendige Ærinder. Naar dette er besørget, saa kommer jeg hos ►min Conditor, – det Bedste, jeg har fundet i 📌Berlin. En Conditor, der har bedre Kaffe end man faaer den i 📌Kjøbenhavn, flere Blade, ypperlig Opvartning. Saa længe han er i 📌Berlin, kan jeg aldrig lide af Hjemvee. Dog, jeg tænker allerede paa Adskillelsen. Han bliver der formodenlig, men jeg maa engang forlade ham. Saaledes er Livets Gang; vi mødes og lære hinanden at kjende, vi lære at sætte Priis paa hinanden (det forstaaer Sparganapani – det er hans Navn, – meget godt) og saa maa vi adskilles, og der bliver intet Mellemværende tilbage. – Gaderne ere mig for brede, og saaledes er ogsaa ►👤Steffens' Foredrag. Man kan ikke see over fra den ene Side til den anden, ikke holde Oversigt over de Forbigaaende, ligesaa med 👤Steffens' Foredrag; men det forstaaer sig: de Forbigaaende ere overordentlig interessante, ligesaa med 👤Steffens' Foredrag. Jeg synes, at 👤Steffens ligner ►👤Reitzel? Har De nogensinde seet ham, – jeg mener ikke 👤Reitzel, men 👤Steffens.

✂ ►👤Schelling er begyndt men under en saadan Larmen og Støien, Piben, Banken paa Vinduerne af dem, som ikke kom ind af Døren, for et saa sammenstuvet Auditorium, at man næsten fristes til at opgive at høre ham, hvis det skal blive ved. Jeg var kommen til at sidde mellem Notabiliteter – ►Prof.👤Werder og ►Dr.👤Gruppe. 👤Schelling selv er en høist ubetydelig Mand at see til, han seer ud som en ►Rodemester; imidlertid ►lovede han at forhjælpe Videnskaben og os med den til den Blomstren, den længe har fortjent, den høieste, den vil opnaae. Det kan nu være glædeligt nok for en gammel Mand; for et ungt Menneske er det altid betænkeligt i saa ung en Alder at blive samtidig med denne sjeldne Blomst. Imidlertid har jeg dog sat min Lid til 👤Schelling og vil med Livsfare vove endnu engang at høre ham. Maaskee det allerede kommer til Blomstring i de første Timer, og saa kan man jo med Glæde sætte sit Liv til.

✂ 83Hvorledes befinder De Dem? Er De vel, sund og stærk? Dersom De har Leilighed, saa lad mig vide noget derom.

✂ Glædeligt Nytaar. ►Item ønskes Dem, at Deres ►uvisse Indtægter maae i Tal staae i Forhold til mine Breve, i alt Andet være saa forskjellige som muligt derfra. Thi ligner ikke mine Breve uvisse Indtægter? Uvisse ere de, det vil De dog ikke nægte, Indtægter ere de, men saa uvisse, at man let bliver uvis (ikke sandt?) om det er en Indtægt, – saa det kan man kalde uvisse Indtægter. I denne Henseende ønsker jeg, at Deres uvisse Indtægter ikke maa ligne mine Breve. Derimod var det vel muligt, at De ikke nu igjen havde ventet Brev fra mig; i denne Henseende ønsker jeg, at den uvisse Indtægt maa ligne mine Breve.

✂ Jeg har nu siddet hjemme den hele Formiddag, har læst i ►adskillige lærde og curieuse Skrifter, Kl. er omtrent 1, jeg spiser først til Middag Kl. 1¾, jeg har lagt Bogen tilside, ►tændt mig en Cigar, da falder det mig ind, at det kunde være passende at aflægge Pastor 👤Spang en Visit. Scenen bliver, hvad jeg beklager, ikke paa ►Deres Værelse, men ►paa mit. Fra dette Standpunct maa De betragte mit Brev og overhovedet mine Breve. Jeg troer jeg er i denne Henseende en ret god Korrespondent; mine Breve have alle mulige gode negative Egenskaber, og naar De seer ►mit Segl for et Brev, saa kan De ganske trygt modtage det. ►Naar et Brev ikke er frankeret, saa kan man stundom blive raadvild, om man ikke heller skal lade Postvæsenet beholde det, om dets Indhold virkelig er de Penge værd; – jeg frankerer altid og søger i den Henseende ikke blot at danne mig efter men endog at overgaae ►hiin store Viismand 👤Socrates, der aldrig tog Penge for sin Underviisning; jeg siger jeg overgaaer ham, skjøndt det egenlig er urigtigt, thi jeg [overgaaer?] blot hans Idealitet 84ved at ►give Penge til, thi da det, jeg har at sige, staaer i intet Forhold til det, 👤Socrates havde at sige, saa vilde jeg ikke blot overgaae ham men end ikke danne mig efter ham, hvis jeg anlagde samme Maalestok. Jeg overgaaer ham altsaa derved, at jeg endog giver Penge til, men denne Overgaaen er dog egentlig kun Udtrykket for, at jeg stræber at ligne. Gud veed, om mine Bestræbelser i denne Henseende lykkes mig, og om jeg ikke slipper for let dertil ved blot at frankere. – Den Vanskelighed ved Frankeringen kjender Alle, men erfarne Folk som De og jeg kjender endnu en anden. Naar jeg modtager endog et frankeret Brev, men jeg kun skjønner eller aner, at det er et Brev, som fordrer Svar, saa bliver jeg let raadvild, og saaledes gaaer det formodenlig ogsaa Dem, om man skal modtage det, eller om det ikke var bedre, at lade Postvæsenet beholde det. Efterhaanden som Verden stiger i Kultur, tænker jeg at det bliver Skik, at man faaer Lov at see i Brevene om der skal svares eller ikke og derefter afgjøre, om man vil modtage dem eller ikke; eller man kan indføre et Mærke, som anbringes uden paa Brevene. Ogsaa denne negative Egenskab: ikke at koste Svar har mine Breve, og derfor kan De altid sikkert tage dem i Haanden.

✂ De seer, at min Reise udvikler og danner mig; De seer, at der er foregaaet en stor Forandring med mig, den nemlig, at jeg uforandret bliver den samme.

✂ Hvad Nyt, vilde De formodenlig spørge. Litterære Nyheder har vi ikke mange af, undtagen ►👤Schellings Optræden, som endnu bestandig vedbliver at vedligeholde Nyhedens Interesse. ►2det Bind af 👤Hegels Encyclopædie er udkommet, og ►👤Michelet har tilladt sig, uden at vise Foreningen den, at skrive en Fortale, hvori han noget haardt angriber 👤Schelling. Det var kort før Juul. Jeg havde ventet, at 👤Schelling, der paa sine Forelæsninger er meget polemisk, havde ladet falde et Par Ord af til ham; det er imidlertid ikke skeet. Signalet synes ellers herved at være givet til [Strid?]. 👤Schellings Stilling er ikke behagelig; han er ►draget ind i Hoffets Interesse, dette gjør hans Optræden lidt forhadt, og er naturligviis som ethvert udvortes Hensyn altid skadeligt. Hegelianerne puste til. 👤Schelling seer saa bister ud som en ►Eddikebrygger. Man behøver blot at høre ham sige: ►ich werde morgen (han udtaler det i Modsætning til Berlinerne, der udtale g meget blødt, meget haardt som k: morken) fortfahren, for at faae en Forestilling om hans personlige Forbittrelse. – 85Forleden kom han en halv Time for sildig. ►👤Jacob v. Thyboe kan ikke have sat et forfærdeligere Ansigt op i Beleiringen ved 📌Amsterdam end det, 👤Schelling skar og gav sin Vrede Luft i nogle Angreb paa Indretningen i 📌Berlin, at der ikke var offentlige Uhre. For at gjøre det godt igjen vilde han læse lidt over Tiden, Sligt taales ikke i 📌Berlin, man skrabede og hyssede, 👤Schelling blev rasende og udbrød: er det mine Herrer Tilhørere ubehageligt, at jeg læser, saa kan jeg gjerne høre op: ich werde morken fortfahren. Slige Smaatræk er vel Ubetydeligheder, men jeg skriver jo ogsaa Ubetydeligheder. – At give en Fremstilling af hans Lære og ►de Modificationer, Identitets-Systemet har antaget, lader sig ikke gjøre i et Brev.

✂ ►👤Werder spiller med Kathegorierne ligesom den stærke Mand i Dyrehaugen med 2, 3, 40 Punds-Kugler. Det er forfærdeligt at see til, og man fristes her som i ►📌Dyrehaugen undertiden til at troe, at det er Papirs-Kugler. Han er ikke blot Philosoph men ogsaa Digter. Han har skrevet et uhyre Stykke, som hedder ►Christopher Columbus, der, uagtet Censor har strøget 600 Vers, varer fra Kl. 5½–10; ogsaa i en anden Forstand varer det endnu længere, thi Stykket selv varer i 14 Aar, og forsaavidt maa man jo rose hans Korthed. Det blev første Gang givet igaar Aftes, men man kunde ikke faae Billet.

✂ Tiden er nu forbi, og jeg har jo 👤Werders advarende Exempel til at bestræbe mig for Korthed.

✂ Jeg lever ret vel, ønsker Dem det samme af bedste Hjerte. Forsaavidt det en enkelt Gang paa Deres Værelse skulde synes Dem, som om Døren gik op, og jeg i min egen Tyndhed og med min tynde Stok kom ind deraf, saa lad dette lille Brev være et Forsøg paa at holde Dem et Øieblik skadesløs, hvis De et Øieblik skulde savne Noget ved at Døren ikke gik op. I ethvert Tilfælde være dette lille Brev Dem et haandgribeligt Vidne om, at jeg er til, og at jeg tænker paa Dem, og at jeg forbliver

✂ De seer jeg iler – jeg tænker nemlig som saa: jeg vædder paa, at jeg ellers glemmer det.

✂ Ja vist er jeg »uberegnelig«, og tænk Dem, nu er jeg endogsaa bleven mig selv uberegnelig, eller idetmindste mit Besøg i ►Deres Huus uberegneligt for mig selv. Just ►igaaraftes havde jeg saaledes beregnet, at jeg vilde besøge Dem. Hvad jeg derimod ikke havde beregnet var, at jeg ikke blev lukket ind af Gadedøren, uagtet jeg baade ringede – og ventede. De vil selv indsee, at naar man paa den Maade er forhindret i at besøge Dem, eller rettere, at naar man til alle de andre Forhindringer endnu føier denne, saa har Besøgets Uberegnelighed naaet sit uberegnelige Høieste. – Dog lader os ikke fortvivle, lader os arbeide med forenede Kræfter: jeg ved tiltrods for alle Forhindringer at komme til Gadedøren, De ved at lade den aabne for mig, – saa lykkes det vel igjen med Besøget.

✂ Formodentligen troer De..... ja lad os nu ikke dvæle derved; Alt hvad De saaledes kan troe befæster ingenlunde Troen, alt nærer kun Tvivlen om min Troskab. Sagen er i en vis Forstand ganske simpel og dog i en anden Forstand besynderlig nok; ►det falder mig nemlig hyppigt paa Sinde: Gud veed hvorledes Fru 👤Spang har det, men det falder mig altid ind paa en forkeert Tid. Næsten hver Aften præcise Kl. 9½ banker der en mindende Tanke paa hos mig og siger: husk dog paa at gaae op til Fru 👤Spang; men næsten hver Aften præcise Kl. 9½ staaer jeg paa ►📌Frederiksberg-Bakke. Selv om jeg da vilde ile til 📌Kjøbenhavn, det blev dog for sildigt. Imidlertid foresætter jeg mig den næste Dag paa en Tid, hvor jeg er ►Deres Bolig noget nærmere, at indhente det Forsømte; men see, saa gaaer det mig af Glemme, indtil Aftenen kommer og Klokken bliver 9½, – og jeg staaer angrende paa 📌Frederiksberg-Bakke. Min Omvendelse fører heller ikke til Noget, uagtet jeg som sagt ved det Klokkeslet vender mig om og gaaer til Byen. Igaaraftes indtraadte ganske rigtigt det sædvanlige Phænomen; men da jeg nu er bleven mistroisk mod mig selv, ►skriver jeg Dem herved til, af Frygt for at iaften den gamle Historie skal begynde forfra.

✂ Nu ►Eet Spøg, et Andet Alvor, det vilde sandeligen gjøre mig ondt, om De paa nogen Maade lagde mig min Skjødesløshed til Last. De kan let forstaae, at det vilde gjøre mig meget mere ondt, end om noget saadant var hændt mig med Deres Mand; thi han kunde jo have fanget mig op paa Gaden. Men ►en »virkelig Enke«, som Skriften siger (og dertil fordres, at det virkelig var en Mand der døde, og at den Efterladte har en sand Forestilling om sit virkelige Tab; ellers følger det ingenlunde af sig selv, at enhver Kone, hvis Mand er død, er en virkelig Enke), der sidder hjemme med Savnet og Sorgen i sit Huus: hun er naturligvis berettiget til at gjøre ganske andre Fordringer. Jeg indrømmer det; og visseligen, det var neppe faldet mig ind at skrive saa langt et ►Brev til Deres Mand for at gjøre Undskyldning. Men De maa jo kjende min Indolents fra tidligere Tid, og i Varme kan den især udvikle sig til en høi Grad.

✂ Altsaa, lad dette Brev gjøre Fyldest for min Udebliven; og naar De har læst det, lad det saa være Dem, som havde jeg idag været hos Dem; – 88maaskee kan saa Brevets Størrelse faae Magt over mig, saa jeg kommer en af Dagene, skjøndt jeg Intet lover. Men i min Faveur maa jeg dog erindre om, at jeg ellers saa godt som aldrig skriver til Nogen, saa man kan slutte sikkert, at De maa ligge mig meget paa Sinde, siden De nu modtager dette Brev fra

✂ Hvor Taagen dog kan omtaage et sundt Begreb, kjære ►Herr Magister! Først idag har jeg begrebet, at jeg ved Hjælp af et Brev dog maaskee kan faae besvaret et Spørgsmaal, som jeg hele forrige Uge har grundet over. Jeg har hver Dag studeret Aviserne, altsaa ikke seet Dem dødmeldt. Er De syg? eller ►forsager De? Hellere vil jeg næsten troe det Første – med Deres Tilladelse! Jeg har desværre ikke stor Respect for Folks Udholdenhed eller Trofasthed, saa jeg nødig giver Slip paa den, hvor jeg engang troer at have fundet den. – Derfor siig til: ►Enten – Eller! Visheden er dog i ethvert Tilfælde det Bedste og i dette, haaber jeg, det Bedste.

✂ Hvorfor et ►Enten – Eller? Skulde dette ikke være en ►Donkraft, med hvilken det som bekjendt er allervanskeligst at løfte Livets Ubetydeligheder, hvorfor man da heller ikke ►ordentligviis bruger denne Vægtstang til daglig Brug. Thi sandt nok, hvad formaaer ikke en Donkraft at løfte – men at løfte en Fjæder ved Hjælp af en Donkraft lader sig dog ikke gjøre. Betænk dog hvad det vil sige at sætte saa stærke Motiver i Bevægelse. Sæt nu, jeg med den uhyre Fart af Deres lille Brev kom styrtende hovedkulds ind af Døren, rev Alt overende, bringende Skræk og Ødelæggelse 89med mig! Det er, som bekjendt, langt lettere at mane Aander frem, end at mane dem bort igjen – sæt jeg bliver siddende til langt ud paa Natten: var De tjent dermed?

✂ Og vær saa forvisset om, at enten jeg kommer iaften eller ikke kommer, saa er jeg bestandigt i Forhold til ►Deres Huus en Kommende.

✂

✂ Maa jeg, kjære ►Magister! ligefrem spørge Dem, har De ►Øehlenschlægers Erindringer? og vil De i det Fald laane mig dem? men kun hvis De gjør det, med god Villie, og det ei haster med at sende den tilbage. –

✂ Jeg vil ikke fortælle Dem, at jeg, at ►vi, savne Dem, thi det ⓘ veed Deveed De] SKS, veed det godt. – Jeg sender Dem kun en venlig Hilsen.