Kierkegaard, Søren Fra SK · sept. 1847 · til ukendt

Fra SK · sept. 1847 · til ukendt

Ansøgeren, der siden Mai 1844 har været i min Tjeneste, har i den Tid saa aldeles tilfredsstillet mig endog den kræsnere Fordring, at jeg i enhver Henseende med Sandhedens Eftertryk paa det Bedste kan anbefale ham. Ædru, sædelig, altid invortes vaagen, ubetinget tilforladelig, vant til at tie, ikke uden en vis Opvakthed, hvilken man kan betroe til at handle lidt paa egen Haand, har han i den Grad gjort sig uundværlig for mig, at jeg sandeligen med Glæde beholdt ham i min Tjeneste. Dette er i mine Tanker den bedste Anbefaling, som jeg kan give. Skulde det nu være muligt, at et eller andet af de sandfærdige Prædicater om ham, forsaavidt det særligen stod i Forhold til den ansøgte Stillings Eiendommelighed, kunde bidrage til at henlede nogen gunstig Opmærksomhed paa Ansøgeren; skulde paa nogen Maade min, rigtignok en Ubekjendts Anbefaling kunne have nogensomhelst heldig Indflydelse paa Afgjørelsen af Ansøgerens fremtidige Skjæbne, da skulde det være mig en sand Glæde, fordi jeg føler mig i høi Grad forpligtet til paa ethvert Vilkaar at anbefale ham.

📌Kjbhvn., i Septbr. 1847.

👤S. Kierkegaard,
Mag. artium.