Kierkegaard, Søren Fra Henrik Lund · 24. dec. 1850 · til SK

✂ Dig maa jeg dog ogsaa skrive til. Flere Gange har jeg begyndt derpaa, endnu oftere villet begynde, da jeg, hvergang jeg har aabnet min Mappe, har seet ►et ⓘ ubesvaretubesvaret] , først skrevet f Brev fra Dig – men jeg veed ikke hvorledes det er gaaet, stedse har jeg revet Brevet itu igjen og Dit Brev er forbleven ubesvaret, fordi jeg syntes mit Brev var saa dumt, saa tomt, saa ►flaut. Maaskee dette ikke giver sine henfarne Forgjængere noget efter deri, men det faaer nu leve. Tilgiv mig min langvarige Taushed, den har ikke sin Grund i, at Du har været ude af min 1v Tanke nogensinde – men, oprigtigt talt, jeg taler hellere med Dig end jeg skriver. »Skriftligt« er ikke min stærke Side.

✂ ►Om Fugle er her nu intet atⓘ skrive,skrive,] , < skrive om, de ere alle fløine, undtagen en enkelt lille ►ⓘ GuulspurvGuulspurv] , < Guulspurg, der i sin Farve efterligner et vissent Blad, der er efterladt paa de ellers nøgne Grene.

✂ Om mig selv har jeg kun lidt at skrive. Den ene Dag gaaer som den anden med en mageløs Hurtighed, uagtet jeg intet bestiller, nu i lang Tid ikke har seet eller studeret i en medicinsk Bog, og altsaa vel er 2r gaaet tilbage i Kundskaber, da jeg ikke er gaaet frem deri. At jeg ►længes efter 326engang at kunne komme hjem, for at bestille Noget igjen, maa Du tro; men dertil er jo ikke Udsigt for det første. Mine Kammerater gaaer det jo ligedan, ►commune naufragium dulce.

✂ Levvel, kjære Onkel, tilgiv med Skaansel min lange Taushed, Du lever dog bestandig i Tanken og Sindet hos

✂