Kierkegaard, Søren Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift

* Afsluttendeuvidenskabelig Efterskrift


til


de philosophiske Smuler




Mimisk-pathetisk-dialektisk Sammenskrift,
Existentielt Indlæg,


af


👤JOHANNES CLIMACUS




Udgiven


af


👤S. Kierkegaard








📌Kjøbenhavn
Hos 👤C. A. Reitzel, Universitets-Boghandler
Trykt i 👤Bianco Lunos Bogtrykkeri
1846
Αλλὰ δη γ', ω Σωϰϱατες, τι οιει ταυτ' ειναι ξυναπαντα; ϰνισματα τοι εστι ϰαι πεϱιτμηματα των λογων, ὁπεϱ αϱτι ελεγον, ϰατα βϱαχυ διηϱημενα.
Hippias Major, § 304. A.

Forord

Sjeldent er maaskee et literairt Foretagende saaledes blevet efter Ønske begunstiget af Skjebnen som mine »philosophiske Smuler«. Tvivlsom og paaholdende med Hensyn til enhver egen Mening og Selvkritik, tør jeg utvivlsomt sige Eet med Sandhed om den lille Pieces Skjebne: den har ingen Sensation vakt, slet ingen. Uforstyrret er den ifølge Mottoet (»bedre godt hængt end slet gift«) hængte, ja godt hængte Forfatter bleven hængende; Ingen, end ikke som for Spøgs Skyld i Legen har spurgt ham for hvem han da egentligen hang. Men saaledes var det ønskeligt: bedre godt hængt – end ved et ulykkeligt Giftermaal bragt i systematisk Svogerskab med Alverden. I Tillid til Piecens Beskaffenhed haabede jeg det vilde skee, men i Betragtning af Tidens bevægede Gjæring, i Betragtning af Prophetiens og Visionens og Speculationens uafladelige Varslen befrygtede jeg, ved en Feiltagelse at see mit Ønske forstyrret. Om man end er en nok saa ubetydelig Reisende, er det altid misligt at ankomme til en By paa en Tid, hvor Alle i den meest spændte men dog forskjelligste Forventning, Nogle med opplantede Kanoner og tændte Lunter, med Fyrværkerier og Transparenter i Beredskab; Nogle med Raadhuset festligt smykket, Deputationen bestøvlet, Talerne færdige; Nogle med den systematiske Trangs Pen dyppet og Dictata-Bogen opslaaet imødesee den Forjættedes Ankomst incognito: en Feiltagelse er altid mulig. Litteraire Feiltagelser af den Beskaffenhed høre til Dagens Orden.

Priset være derfor Skjebnen, at det ikke skeete. Uden al Ophævelse, uden Blods, uden Blæks Udgydelse er Piecen forbleven upaaagtet, ikke anmeldt, ikke nævnet noget Sted; ingen literair Klemten den betræffende har forøget Gjæringen; intet videnskabeligt Anskrig har vildledt Forventningens Skare; intet Udraab fra Yderposten har bragt Læseverdenens Borgerskab paa Benene den betræffende. Som Foretagendet selv var uden al Hexerie, saa har Skjebnen ogsaa fritaget det for al blind Allarm. Forfatteren er derved tillige i den lykkelige Stilling, ikke qua Forfatter at skylde Nogen Noget, jeg mener Recensenter, Anmeldere, Mellemmænd, Vurderingsraader o. s. v., der ere i den literaire Verden ligesom Skræddere i den borgerlige, hvilke »skabe Mennesker«: de sætte Façon paa Forfatteren, Læseren paa Standpunktet, ved deres Hjælp og Kunst bliver en Bog til Noget. Men saa er det atter med disse Velgjørere som efter 👤Baggesens Ord med Skrædderne: »de dræbe Folk igjen, Med Regninger paa Skabelsen«. Man kommer til at skylde dem Alt uden engang ved en ny Bog at kunne afbetale denne Gjeld, thi den nye Bogs Betydning, hvis den faaer nogen, skyldes atter disse Velgjøreres Kunst og Hjælp.

Opmuntret af hiin Skjebnens Begunstigelse agter jeg da nu at fare fort. Uden at generes af Noget, eller noget hastende Forhold til Tidens Fordring, ganske følgende min indre Tilskyndelse vedbliver jeg ligesom at ælte Tankerne indtil efter mit Begreb Deien bliver god. 👤Aristoteles siger etsteds, at man nu opstiller den latterlige Regel for Fortællingen, at den skal være hurtig, og vedbliver: »her passer det Svar som blev givet En, der æltede Dei, da han spurgte om han skulde gjøre en haard eller en blød Dei: nu, er det da ikke muligt at gjøre en god?«. Det Eneste jeg frygter er Sensation, især den anerkjendende. Skjøndt Tiden er frisindet, liberal og spekulativ, skjøndt den personlige Rets hellige Fordringer forfægtes af mangen dyrebar, med Acclamation hilset, Talsmand: synes det mig dog, at man ikke opfatter Sagen dialektisk nok, thi ellers vilde man neppe lønne de Udvalgtes Anstrængelser med støiende Jubel, ni Hurra ved Midnatstid, Fakkeltog og andre forstyrrende Indgreb i den personlige Ret. Enhver bør, dette synes billigt, i de tilladelige Ting have Lov til at gjøre hvad ham lyster. Indgrebet consumeres først, naar det den Ene gjør vil forpligte den Anden til at gjøre Noget. Enhver Yttring af Mishag er derfor tilladelig, fordi den ikke griber forpligtende ind i en Andens Liv. Bringer saaledes Folkehoben en Mand et Pereat, saa er dette slet intet Indgreb i hans Frihed; han opfordres ikke til at gjøre Noget, der kræves Intet af ham, han kan uforstyrret blive siddende i sin Stue, ryge sin Cigar, sysle med sine Tanker, spøge med den Elskede, gjøre sig magelig i sin Slaabrok, sødt sove paa sit grønne Øre – ja, han kan endogsaa være ude, thi hans personlige Tilstedeværelse er aldeles ikke fornøden. Anderledes med et Fakkeltog; er den Feirede ude, maa han strax hjem, har han lige tændt en velsmagende Cigar, maa han strax lægge den fra sig, er han gaaet i Seng, maa han strax op, faaer neppe Tid til at tage Buxerne paa, og maa saa barhovedet ud under aaben Himmel for at holde en Tale. Hvad der gjelder for de fremragende Individualiteter med Hensyn til hine Yttringer af en Folke-Mængde, det gjelder paa samme Maade for os Smaafolk i de mindre Forhold. Et litterairt Angreb f. Ex. er ikke noget Indgreb i en Forfatters personlige Frihed; thi hvorfor skal Enhver ikke have Lov til at yttre sin Mening, og den Angrebne kan jo uforstyrret passe sit Arbeide, stoppe sin Pibe, lade Angrebet ulæst o. s. v. En Anerkjendelse er derimod mere mislig. En Critik, der viser En uden for Literaturen, er ikke noget Indgreb, men en Critik der anviser En Plads indenfor, er betænkelig. En Forbigaaende, der leer af En, forpligter En slet ikke til at gjøre Noget, tvertimod bliver han snarere En Noget skyldig: at man gav ham Leilighed til at lee. Hver passer Sit uden nogen forstyrrende eller forpligtende Gjensidighed. En Forbigaaende, der trodsigt seer paa En, og med Blikket antyder, at han ikke finder En værd at tage Hatten af for, forpligter En slet ikke til at gjøre Noget, tvertimod fritager han En fra at gjøre Noget, fra den Uleilighed at tage Hatten af. En Beundrende derimod bliver man ikke saa let qvit. Hans ømme Forbindtligheder blive let lige saa mange Paalæg for den stakkels Beundrede, der inden han veed et Ord deraf, sidder for svære Skatter og Afgifter i Livet, selv om han var den Uafhængigste af Alle. Laaner en Forfatter en Idee af en anden Forfatter uden at nævne ham, gjør han noget Forkeert ud af det Laante, saa gjør han intet Indgreb i den Andens personlige Ret. Nævner han ham derimod, maaskee endog med Beundring som Den hvem han skylder – det Forkeerte: saa generer han i høi Grad. Dialektisk forstaaet er derfor det Negative ikke noget Indgreb, men kun det Positive. Hvor besynderligt! Som hiin frihedselskende Nation, Nordamerikanerne, har opfundet den grusomste Straf, Tausheden: saaledes har ogsaa en liberal og frisindet Tid opfundet de illiberaleste Chicaner: Fakkeltog om Aftenen, Acclamation tre Gange om Dagen, ni Gange Hurra for de Store, og lignende mindre Chicaner for Smaafolk. Socialitetens Princip er netop illiberalt.

Hvad der her bydes, er igjen en Piece, proprio marte, proprio stipendio, propriis auspiciis. Forfatteren er forsaavidt Proprietair, som han er Selveier af den Smule han eier, men iøvrigt ligesaa langt fra at have Hoveribønder, som fra selv at være en saadan. Hans Haab er, at Skjebnen atter vil begunstige dette lille Foretagende og fremfor Alt afværge det Tragi-Comiske, at en eller anden Seer i dyb Alvor eller en Gaudieb for Spøg gaaer hen og bilder Samtiden ind, at det er Noget, og saa løber fra og lader Forfatteren stikke deri som den pantsatte Bondedreng.


👤J. C.

Indhold





Side
Indledning 1
Første Deel
Det objektive Problem om Christendommens Sandhed
Capitel 1
Den historiske Betragtning 12
§ 1. Den hellige Skrift 13
§ 2. Om Kirken 21
§ 3. Aarhundreders Beviis for Christendommens Sandhed 31
Capitel 2
Den spekulative Betragtning 33
Anden Deel
Det subjektive Problem, Subjektets Forhold til Christendommens Sandhed, eller det at blive Christen
Første Afsnit
Noget om 👤Lessing
Capitel 1
Yttring af Taknemmelighed mod 👤Lessing 43
Capitel 2
Mulige og virkelige Theses af 👤Lessing 50
1) Den subjektive existerende Tænker er opmærksom paa Meddelelsens Dialektik. p. 50. 2) Den existerende subjektive Tænker er i sit Exsistents-Forhold til Sandheden lige saa negativ som positiv, har lige saa megen Comik som han væsentligen har Pathos, og er bestandigt i Vorden ɔ: Stræbende. p. 56. 3) 👤Lessing har sagt: tilfældige historiske Sandheder kunne aldrig blive Beviis for evige Fornuft-Sandheder, samt, at den Overgang, hvorved man paa en historisk Efterretning vil bygge en evig Salighed, er et Spring. p. 66. 4) 👤Lessing har sagt: om Gud holdt i sin høire Haand al Sandhed, i den venstre den bestandige Stræben, valgte han det Sidste. p. 76. a) et logisk System kan der gives. p. 78. b) et Tilværelsens System kan der ikke gives. p. 86.
Andet Afsnit
Det subjektive Problem eller hvorledes Subjektiviteten maa være for at Problemet kan vise sig for den
Capitel 1
Det at blive subjektiv 92
Hvad Ethiken maatte dømme, hvis det at blive Subjekt ikke var den høieste Opgave, der er sat ethvert Menneske. Hvad der maa frasees i den nærmere Forstaaelse af dette. Exempler paa Tænkning i Retning af at blive subjektiv.
Capitel 2
Den subjektive Sandhed, Inderligheden; Sandheden er Subjektiviteten 138
Tillæg
Henblik til en samtidig Stræben i dansk Litteratur 187
Capitel 3
Den virkelige Subjektivitet, den ethiske; den subjektive Tænker
§ 1. Det at existere; Virkelighed 227
§ 2. Mulighed høiere end Virkelighed; Virkelighed høiere end Mulighed; den poetiske, intellectuelle Idealitet; den ethiske Idealitet 241
§ 3. Subjektivitetens enkelte Momenters Samtidighed i den existerende Subjektivitet; Samtidigheden som Modsætning til den spekulative Proces 261
§ 4. Den subjektive Tænker; hans Opgave, hans Form ɔ: hans Stiil 266
Capitel 4
»Smulernes« Problem: hvorledes kan en evig Salighed bygges paa en historisk Viden?
Sectio I
Til Orientation i Anlægget af Smulerne
§ 1. At Udgangspunktet toges i Hedenskabet, og hvorfor? 275
§ 2. Vigtigheden af en foreløbig Overeenskomst om hvad Christendom er, inden der kan være Tale om en Mediation af Christendom og Spekulation; Overeenskomstens Udebliven begunstiger Mediationen, medens dens Udebliven gjør Mediationen illusorisk; Overeenskomstens Indtræden forhindrer Mediationen 281
§ 3. Smulernes Problem som Indlednings-Problem, ikke til Christendommen, men til det at blive Christen 290
Sectio II
Problemet selv
Individets evige Salighed afgjøres i Tiden ved Forholdet til noget Historisk, der ydermere er saaledes historisk, at i dets Sammensætning det er medoptaget, hvilket ifølge sit Væsen ikke kan blive historisk, og altsaa maa blive det i Kraft af det Absurde 293
A
Det Pathetiske
§ 1. Den existentielle Pathos's Begyndelses-Udtryk; den absolute Retning (Respekt) mod det absolute τελος handlende udtrykt i Existentsens Omdannelse – æsthetisk Pathos – Mediationens Svigefuldhed – Middelalderens Klosterbevægelse – Paa eengang at forholde sig absolut til sit absolute τελος og relativt til de relative 295
§ 2. Den existentielle Pathos's væsentlige Udtryk: Lidelse – Lykke og Ulykke som æsthetisk Livs-Anskuelse modsat Lidelse som religieus Livs-Anskuelse (belyst i det religieuse Foredrag) – Lidelsens Virkelighed (Humor) – Lidelsens Virkelighed i sidste Forhold som Kjende paa at en Existerende forholder sig til en evig Salighed – Religieusitetens Illusion – Anfægtelse – Lidelsens Grund og Betydning i første Forhold: Afdøen fra Umiddelbarheden og dog Forbliven i Endeligheden – Et opbyggeligt Divertissement – Humor som Religieusitetens Incognito 329
§ 3. Den existentielle Pathos's afgjørende Udtryk: Skyld – At Undersøgelsen gaaer tilbage istedenfor fremad – Skyldens evige Erindren er det høieste Udtryk for Skyld-Bevidsthedens Forhold til en evig Salighed – Lavere Udtryk for Skyld-Bevidstheden og dertil svarende Former af Fyldestgjørelse – Den selvgjorte Poenitentse – Humor – Den skjulte Inderligheds Religieusitet 403
Mellemsætning mellem A og B 427
B
Det Dialektiske
§ 1. Den dialektiske Modsigelse, hvilken er Bruddet: at forvente en evig Salighed i Tiden ved et Forhold til et Andet i Tiden 438
§ 2. Den dialektiske Modsigelse, at en evig Salighed begrundes paa Forholdet til noget Historisk 441
§ 3. Den dialektiske Modsigelse, at det Historiske, om hvilket her er Tale, ikke er noget simpelt Historisk, men dannet af hvad der kun mod sit Væsen kan blive historisk, altsaa i Kraft af det Absurde 445
Tillæg til B
Det Dialektiskes Tilbagevirken i det Pathetiske til skærpet Pathos, og denne Pathos's samtidige Momenter 448
a) Synds-Bevidstheden 449
b) Forargelsens Mulighed 450
c) Sympathiens Smerte 451
Capitel V
Slutning 452
Tillæg
Forstaaelsen med Læseren 475

Indledning

Du vil maaskee erindre, min kjære Læser, at der i Slutningen af de philosophiske Smuler (p. 162) fandtes en Yttring, et Noget, der kunde see ud som Løfte om en Fortsættelse. Som et Løfte betragtet var vist hiin Yttring (»dersom jeg nogensinde skriver et næste Afsnit«) saa skjødesløs som mulig, saa langt som mulig fra en Tro-Lovelse. Jeg har derfor heller ikke følt mig bunden af hiint Løfte, om det end var min Hensigt fra Begyndelsen at indfrie det, og samtidig med Løftet det Fornødne allerede var færdigt. Forsaavidt kunde Løftet gjerne have været med stor Høitidelighed, in optima forma; men det vilde have været inconseqvent, at udgive en Piece, der var saaledes beskaffen, at den ikke kunde og ikke ønskede at vække Sensation, og da i den at anbringe et høitideligt Løfte, der, hvis ellers Noget, er beregnet paa Sensation, og vel ogsaa ubetinget vilde have vakt en uhyre Sensation. Du veed nok, hvorledes det gaaer til. En Forfatter udgiver en meget stor Bog; neppe har den været ude otte Dage, da han tilfældigviis taler med en Læsende, der høfligt deeltagende i Længselens Gløden spørger: om han ikke snart skriver en ny Bog. Forfatteren er fortryllet: at have en saadan Læsende, der saa hurtigt arbeider sig gjennem en stor Bog, og trods Arbeidet bevarer Lysten. Ak, den stakkels Bedragne! I Samtalens Løb vedgaaer hiin for Bogen velvilligt interesserede Læsende, der længselsfuldt imødeseer den nye Bog, han vedgaaer, at han slet ikke har læst den, og vel aldrig faaer Tid dertil, men i Selskab, hvor han havde været, havde han hørt Tale om en ny Bog af den samme Forfatter: og at faae Vished i denne Sag beskæftiger ham overordentligt. – En Forfatter udgiver et Skrift, han tænker som saa, nu har jeg en Maaneds-Tid Frist, indtil Dhrr. Recensenter faae det gjennemlæst. Hvad skeer? Tredie Dagen efter udkommer et hastværksrecenserende Anskrig, som ender med et Løfte om en Anmældelse. Dette Anskrig vækker en uhyre Sensation. Lidt efter lidt bliver Bogen glemt, Anmældelsen kommer aldrig. To Aar senere bliver der i en Kreds Tale om hiint Skrift, og en Velunderrettet kalder det tilbage i de Glemsommes Erindring ved at sige: det var jo det Skrift, som blev anmældt af 👤F. F. Saaledes tilfredsstiller et Løfte Tidens Fordring. Først vækker det uhyre Sensation, og to Aar efter nyder hiin Lovende endnu den Ære at ansees for at have indfriet det. Thi Løftet interesserer; havde han indfriet det, havde han kun skadet sig selv; thi Indfrielsen interesserer ikke.

Hvad nu mit Løfte angaaer, da var den skjødesløse Form ikke noget Tilfældigt; thi Løftet selv var intet Løfte, realiter betragtet, forsaavidt det var indfriet ved selve Piecen. Vil man dele en Sag i en letteste og en vanskeligste Deel, saa bør den lovende Forfatter bære sig saaledes ad: han begynder med den letteste Deel og lover den vanskeligste som Fortsættelse. Et saadant Løfte er Alvor og i alle Maader værd at antages. Letsindigere er det derimod, naar han gjør den sværeste Deel færdig, og saa lover en Fortsættelse, især en saadan, at Enhver der blot opmærksomt har gjennemlæst den første Deel, hvis han forøvrigt er i Besiddelse af den fornødne Dannelse, let selv kan skrive den, hvis han finder det Umagen værd.

Saaledes med de philosophiske Smuler: Fortsættelsen skulde kun, som der blev sagt, iføre Problemet historisk Costume. Problemet var, hvis der ellers var noget Vanskeligt ved den hele Sag, det Vanskelige; det historiske Costume er let nok. Uden at ville fornærme Nogen er det min Mening, at ikke enhver theologisk Candidat vilde have været istand til at fremsætte Problemet blot med den dialektiske Taktfasthed, hvormed det er gjort i Piecen; det er min Mening, at ikke enhver theologisk Candidat, efter at have læst Piecen, vil kunne kaste den bort, og derpaa selv fremsætte Problemet blot med den dialektiske Tydelighed, med hvilket det er tydeliggjort i Piecen. Hvad Fortsættelsen derimod angaaer, da holder jeg mig overbeviist om, og veed just ikke, om det kan smigre Nogen, at enhver theologisk Candidat vil være istand til at skrive den – dersom han da er istand til at eftergjøre de dialektiske, uforfærdede Stillinger og Bevægelser. – Saaledes var Løftet om Fortsættelsen beskaffent. Det er derfor i sin Orden, at det indfries i en Efterskrift, og saare langt fra, at Forfatteren, hvis der ellers er noget vigtigt ved hele Sagen, kan beskyldes for fruentimmeragtigt at sige det Vigtigste i et Postscript. Væsentligt seet er der ingen Fortsættelse. I en anden Forstand kunde Fortsættelsen blive uendelig i Forhold til Dens Lærdom og Erudition, der iførte Problemet historisk Paaklædning. Ære være Lærdom og Kundskaber, priset være Den, som med Videns Sikkerhed, med Autopsiens Tilforladelighed behersker det Stofartige. Men det Dialektiske er dog Livskraften i Problemet. Bliver Problemet ikke dialektisk tydeligt, anvendes der derimod en sjelden Lærdom, stor Skarpsindighed i det Enkelte: saa gjøres Sagen kun vanskeligere og vanskeligere for den dialektisk Interesserede. Unægteligt er der saaledes angaaende hiint Problem præsteret meget Fortræffeligt i Henseende til grundig lærd Dannelse, critisk Skarpsindighed, ordnende Kunst af Mænd, for hvem nærværende Forfatter føler dyb Veneration, hvis Veiledning han som Lærende i sin Tid havde ønsket at kunne have fulgt med mere Talent, end hvad han er i Besiddelse af, indtil han med blandet Følelse af Beundring over de Udmærkede, og Mismod i sin forladte, tvivlende Nød troede at opdage, at Problemet trods de fortrinlige Arbeider ikke blev fremmet men tilbagetrængt. Dersom saaledes den nøgne dialektiske Overveielse viser, at der ingen Approximation er, at det er en Misforstaaelse ad denne Vei at ville qvantitere sig ind i Troen, et Sandsebedrag; at det er en Anfægtelse for den Troende at ville bekymre sig om saadanne Overveielser, en Anfægtelse, han af al Magt maa kæmpe mod, bevarende sig i Troens Lidenskab, at det ikke skal ende med, at det lykkes ham (NB. ved at give efter for en Anfægtelse, altsaa ved den største Ulykke) at forvandle Troen til noget Andet, til en anden Art af Vished, at substituere Sandsynlighed og Garantier, hvilke jo netop bleve forsmaaede da han selv begyndende gjorde Springets qvalitative Overgang fra Ikke-Troende til Troende – dersom dette er saaledes: saa har vel Enhver, der ikke ukjendt med lærd Videnskabelighed og ikke uden Lærvillighed har forstaaet det saaledes, ogsaa følt sin betrængte Stilling, naar han i Beundringen lærte at tænke ringe om sin egen Ubetydelighed ligeoverfor de ved Lærdom og Skarpsindighed og fortjent Navnkundighed Udmærkede, saa han atter og atter vendte tilbage til dem søgende Feilen hos sig selv, og naar han i Mismod maatte give sig selv Ret. Den dialektiske Uforfærdethed erhverves ikke saa let, og Følelsen af sin Forladthed, skjøndt man troer at have Ret, Beundringens Afsked med de tilforladelige Lærere er dens discrimen. Det i Form af Indledning Præsteredes Forhold til den Dialektiske er at ligne med en Talers Forhold til ham. Taleren fordrer at faae Lov til at tale, at udvikle sig i et sammenhængende Foredrag; den Anden ønsker det jo endog, da han haaber at lære af ham. Men Taleren har sjeldne Gaver, har stort Kjendskab til de menneskelige Lidenskaber, har Phantasiens Magt i Skildring, har Forfærdelsen at raade over for Afgjørelsens Øieblik. Han taler da; han river hen; den Hørende fortaber sig i Skildringen; Beundringen for den Udmærkede gjør ham qvindeligt hengiven, han føler sit Hjerte banke, hans hele Sjel er i Bevægelse: nu samler Taleren Alvoren og Forfærdelsen i sin Skikkelse, han befaler enhver Indvending at tie, han stævner Sagen ind for den Alvidendes Throne, han spørger om Nogen i Oprigtighed for Gud tør nægte, hvad kun den Vankundigste, den ulykkeligst Forvildede tør nægte; mildt bevæget føier han Formaningen til, ikke at give efter for saadanne Tvivl, det Forfærdelige er kun at falde i Fristelsen; han vederqvæger den Bekymrede, river ham ud af Forfærdelsen som Moderen sit Barn, der føler sig betrygget ved de ømmeste Kjærtegn: og den stakkels Dialektiker gaaer bedrøvet hjem. Han mærker vel, at Problemet slet ikke blev fremsat, mindre løst, men Veltalenhedens Magt har han endnu ikke Styrke til at staae seierrig imod; med Beundringens her ulykkelige Kjerlighed forstaaer han, at der jo ogsaa i Veltalenheden maa ligge en uhyre Berettigelse. – Naar saa Dialektikeren har frigjort sig fra Talerens Overmagt, saa kommer Systematikeren og siger med Speculationens Emphasis: først ved Slutningen af det Hele bliver Alt klart. Her gjelder det da om at holde længe ud, inden der kunde være Tale om at turde reise en dialektisk Tvivl. Vel hører Dialektikeren med Forundring den samme Systematiker sige: at Systemet endnu ikke er færdigt. Ak: altsaa ved Slutningen bliver Alt klart; men Slutningen er der endnu ikke. Endnu har dog Dialektikeren ikke vundet den dialektiske Uforfærdethed, ellers vilde denne snart lære ham ironisk at smile over et saadant Forslag, hvor Taskenspilleren i den Grad har sikkret sig Udflugter; thi det er jo en Latterlighed at behandle Alt som færdigt og saa til Slutning sige: Slutningen mangler. Mangler Slutningen nemlig ved Slutningen, saa mangler den ogsaa ved Begyndelsen. Dette skulde altsaa være sagt ved Begyndelsen. Men mangler Slutningen ved Begyndelsen, saa vil dette sige: der er intet System. Et Huus kan man rigtignok gjøre færdigt, og der kan mangle en Klokkestræng, men i Forhold til en videnskabelig Bygning har Manglen af Slutning tilbagevirkende Kraft til at gjøre Begyndelsen tvivlsom og hypothetisk ɔ: usystematisk. Saaledes den dialektiske Uforfærdethed. Men Dialektikeren har endnu ikke erhvervet den. Altsaa han afholder sig i ungdommelig Sømmelighed fra enhver Slutning betræffende Manglen af Slutning – og begynder, haabende paa Arbeidet. Saa læser han da, og han forbauses, Beundring fængsler ham, han bøier sig under Overmagten; han læser, han læser, forstaaer Noget, men fremfor Alt han haaber paa Slutningens forklarende Gjenskin over det Hele. Og han er færdig med Bogen, men har ikke fundet Problemet fremsat. Og dog har den unge Dialektiker hele Ungdommens sværmerske Tillid til den Navnkundige; ja som en Pige, der kun har et eneste Ønske, at blive elsket af Een, saa ønsker han kun Eet, at blive Tænker; ak, og denne Navnkundige har det jo i sin Magt at afgjøre hans Skjebne; thi forstaaer han ikke ham, saa er den Unge forkastet, saa har han lidt Skibbrud paa sit eneste Ønske. Derfor tør han endnu ikke betroe sig til Nogen og indvie ham i sin Ulykke, i sin Skjendsel, at han ikke forstaaer den Navnkundige. Altsaa han begynder forfra, han oversætter i sit Modersmaal alt Vigtigere for at være sikker, at han forstaaer det og at han ikke overseer Noget, og derved muligen Noget om Problemet (thi at dette slet ikke skulde findes, kan han aldeles ikke forstaae); han lærer Meget udenad, han optegner Tankegangen, han tager den med sig overalt, syslende med den, han river det Optegnede i Stykker, og optegner atter: hvad gjør man ikke for sit eneste Ønskes Skyld! Saa er han anden Gang kommen til Enden, men ikke Problemet nærmere. Saa kjøber han et nyt Exemplar af den samme Bog for ikke at forstyrres af mismodige Erindringer, reiser til et fremmed Sted for at kunne begynde med friske Kræfter – og hvad saa? Saa bliver han saaledes ved, indtil han tilsidst lærer den dialektiske Uforfærdethed. Og hvad saa? Saa lærer han at give Keiseren hvad Keiserens er: den Navnkundige sin Beundring, men ogsaa at fastholde sit Problem trods alle Navnkundigheder.

Den videnskabelige Indledning distraherer ved sin Erudition, og Sagen faaer det Udseende, som var Problemet fremsat i det Øieblik da den lærde Forsken havde naaet sit Maximum, ɔ: som var den lærde og critiske Stræben hen til Fuldkommenhed den samme som den hen til Problemet; det rhetoriske Foredrag distraherer ved at intimidere Dialektikeren; den systematiske Tendents lover Alt og holder slet Intet. Problemet kommer saaledes ad disse tre Veie slet ikke frem, fornemlig ikke ad den systematiske. Thi Systemet forudsætter Troen som givet (et System som ingen Forudsætninger har!), dernæst forudsætter det, at det skulde interessere Troen at forstaae sig selv paa anden Maade end til at forblive i Troens Lidenskab, hvilket er en Forudsætning (en Forudsætning for et System, som ingen Forudsætninger har!), og en fornærmelig Forudsætning mod Troen, en Forudsætning, der netop derfor viser, at Troen aldrig har været det givet. Systemets Forudsætning om at Troen er givet opløser sig i en Indbildning, i hvilken Systemet har bildt sig ind, at det vidste hvad Troen er.

Problemet som blev fremsat i hiin Piece, uden at denne dog gav sig ud for at have løst det, da den jo blot vilde fremsætte det, lød saaledes: kan der gives et historisk Udgangspunkt for en evig Bevidsthed; hvorledes kan et saadant interessere mere end historisk; kan man bygge en evig Salighed paa en historisk Viden? (cfr. Titelbladet). I Piecen (p. 162) blev der sagt: »som bekjendt er nemlig Christendommen det eneste historiske Phænomen, der uagtet det Historiske, ja netop ved det Historiske har villet være den Enkelte Udgangspunktet for hans evige Bevidsthed, har villet interessere ham anderledes end blot historisk, har villet begrunde ham hans Salighed paa hans Forhold til noget Historisk.« Det i Problemet Omspurgte er saaledes i historisk Costume Christendommen. Problemet er saaledes i Forhold til Christendommen. Mindre problematisk i en Afhandlings Form vilde Problemet lyde saaledes: om de apologetiske Forudsætninger for Troen, Approximations Overgange og Tilløb til Troen, den qvantiterende Indledning til Troens Afgjørelse. Det, der saa vilde være at afhandle, blev en Mængde Overveielser, som behandles eller behandledes af Theologerne i Indlednings-Videnskaben, i Indledningen til Dogmatiken, i Apologetiken.

For dog ikke at afstedkomme Forvirring, maa strax erindres om, at Problemet ikke er om Christendommens Sandhed, men om Individets Forhold til Christendommen, altsaa ikke om det ligegyldige Individs systematiske Iver for at arrangere Christendommens Sandheder i §§, men om det uendeligt interesserede Individs Bekymring betræffende sit Forhold til en saadan Lære. Saa simpelt som muligt (at jeg experimenterende skal bruge mig selv): »jeg 👤Johannes Climacus, barnefødt her af Byen, nu tredive Aar gammel, et slet og ret Menneske ligesom Folk er fleest, antager, at der for mig lige saa vel som for en Tjenestepige og en Professor er et høieste Gode ivente, som kaldes en evig Salighed; jeg har hørt, at Christendommen betinger En dette Gode: nu spørger jeg, hvorledes kommer jeg i Forhold til denne Lære.« »Mageløse Fripostighed,« hører jeg en Tænker sige, »rædsomme Forfængelighed i det verdenshistorisk-bekymrede, det theocentriske, det speculativt-betydningsfulde nittende Aarhundrede, at turde lægge en saadan Vægt paa sit eget lille Jeg.« Det gyser i mig; hvis jeg ikke havde hærdet mig mod adskillige Forfærdelser, vilde jeg vel stikke Halen mellem Benene. Men jeg veed mig fri for enhver Skyld i denne Henseende; thi det er ikke mig der ved mig selv er bleven saa fripostig, det er netop Christendommen der nødsager mig dertil. Den lægger en ganske anderledes Vægt paa mit lille Jeg, og paa ethvert nok saa lille Jeg, da den vil gjøre ham evig salig, hvis han er saa heldig at komme ind i den. Uden nemlig at have fattet Christendommen, da jeg jo fremsætter Spørgsmaalet, har jeg dog forstaaet saa Meget, at den vil gjøre den Enkelte evig salig, og at den netop hos den Enkelte forudsætter denne uendelige Interesse for hans Salighed som conditio sine qua non, en Interesse, hvormed han hader Fader og Moder, og saaledes da vel ogsaa blæser af Systemer og verdenshistoriske Oversigter. Saa meget har jeg forstaaet, skjøndt staaende udenfor, at den eneste utilgivelige Majestæts-Forbrydelse mod Christendommen er, naar det enkelte Individ uden videre antager sit Forhold til den for givet. Hvor beskedent det end kunde synes saaledes at gaae med i Kjøbet, saa anseer Christendommen netop dette for Frækhed. Jeg maa derfor paa det ærbødigste frabede mig alle theocentriske Hjælpere og Hjælperes Hjælperes Bistand for paa den Maade at hjælpe mig ind i Christendommen. Saa vil jeg hellere blive hvor jeg er, ved min uendelige Interesse, ved Problemet, ved Muligheden. Det er nemlig ikke umuligt, at Den som er uendeligt interesseret for sin evige Salighed kan engang vorde evig salig, derimod er det vel umuligt, at Den som har tabt Sandsen derfor, (hvilken jo dog ikke kan være nogen anden end en uendelig Bekymring), at han kan blive evig salig. Ja naar man engang har tabt den, er det maaskee umuligt at faae den igjen. De fem daarlige Brudejomfruer, de havde tabt Forventningens uendelige Lidenskab. Saa gik Lampen ud. Da blev der gjort Anskrig, at Brudgommen kom. Nu løb de hen hos Kræmmeren og kjøbte ny Olie og vilde begynde paa en frisk og lade Alt være glemt. Det forstaaer sig, Alt var ogsaa glemt. Døren blev lukket, og de udelukkede, og Brudgommen sagde til dem, da de bankede paa: jeg kjender Eder ikke. Dette var ingen Spydighed af Brudgommen, men en Sandhed, thi i aandelig Forstand vare de blevne ukjendelige ved at have tabt den uendelige Lidenskab.

Det objektive Problem vilde da være: om Christendommens Sandhed. Det subjektive er: om Individets Forhold til Christendommen. Ganske simpelt: hvorledes jeg 👤Johannes Climacus kan blive deelagtig i den Salighed som Christendommen forjætter. Problemet angaaer ganske alene mig: deels fordi det, hvis det er rigtigt fremsat, vil paa samme Maade angaae Enhver, deels fordi alle de Andre jo har Troen endogsaa som noget Givet, som en Ubetydelighed, de end ikke agte stort værd, eller som en Ubetydelighed, der først ved nogle Beviser bliver maiet ud til at være Noget. Saa er da Problemets Fremsættelse ikke ubeskedent af mig, men kun en Art Galskab.

For at nu mit Problem kan blive tydeligt, skal jeg først fremsætte det objektive Problem, og vise hvorledes dette behandles. Herved vil det Historiske skee sin Ret. Derpaa skal jeg fremsætte det subjektive. Det er i Grunden mere end den lovede Fortsættelse, som Iførelse af det historiske Costume, thi dette er givet blot ved at nævne Ordet: Christendom. Den første Deel er den lovede Fortsættelse, den anden Deel et fornyet Forsøg i samme Retning som Piecen, et nyt Tilløb til Smulernes Problem.

Første Deel


Det objektive Problem om Christendommens Sandhed

For den objektive Betragtning er Christendommen en res in facto posita, hvis Sandhed omspørges dog reent objektivt, thi det beskedne Subjekt er altfor objektivt til ikke at lade sig selv udenfor eller dog ohne weiter at tage sig selv med som Den der sagtens har Troen. Sandhed kan saaledes objektivt forstaaet betyde: 1) den historiske Sandhed, 2) den philosophiske Sandhed. Som historisk Sandhed betragtet maa Sandheden udfindes ved en critisk Overveielse af de forskjellige Efterretninger o. s. v., kort, paa samme Maade som ellers den historiske Sandhed udfindes. Spørges der om den philosophiske Sandhed, da spørges der om den historisk givne og ratihaberede Læres Forhold til den evige Sandhed.

Det forskende, det spekulerende, det erkjendende Subjekt spørger saaledes vel om Sandheden, men ikke om den subjektive Sandhed, om Tilegnelsens Sandhed. Det forskende Subjekt er saaledes vel interesseret, men ikke uendelig personligt i Lidenskab i Retning af sin evige Salighed interesseret for sit Forhold til denne Sandhed. Langt fra det objektive Subjekt være en saadan Ubeskedenhed, en saadan Forfængelighed.

Det forskende Subjekt maa nu være i eet af Tilfældene, enten maa det i Troen være overbeviist om Christendommens Sandhed og om sit Forhold til denne, i saa Fald kan jo umuligt alt det Andet uendeligt interessere, da jo Troen netop er den uendelige Interesse for Christendommen, enhver anden Interesse let en Anfægtelse; eller det er ikke i Troen, men objektivt i Betragtningen, og saaledes heller ei uendeligt interesseret for Spørgsmaalets Afgjørelse.

Dette blot her strax itide for at gjøre opmærksom paa, hvad der i anden Deel vil blive udført, at Problemet ad denne Vei slet ikke kommer afgjørende frem, ɔ: ikke kommer frem, da Problemet netop ligger i Afgjørelsen. Lad den videnskabeligt Forskende arbeide med rastløs Iver, lad ham endog forkorte sit Liv i Videnskabens begeistrede Tjeneste, lad den Speculerende ikke spare Tid og Flid: de ere dog ikke uendeligt personligt i Lidenskab interesserede, tvertimod ville de end ikke være det. Deres Betragtning vil være objektiv, interesseløs. Hvad Subjektets Forhold til den erkjendte Sandhed angaaer, da antages, at naar blot det objektive Sande er tilveiebragt, saa er det en smal Sag med Tilegnelsen, den følger af sig selv i Kjøbet, og am Ende er det da ligegyldigt med Individet. Deri ligger netop den Forskendes ophøiede Ro, og den Eftersnakkendes comiske Tankeløshed.


Cap. 1


Den historiske Betragtning

Betragtes Christendommen som historisk Aktstykke, da gjelder det om at faae en aldeles paalidelig Efterretning om, hvad der da egentlig er den christelige Lære. Dersom det forskende Subjekt var uendeligt interesseret om sit Forhold til denne Sandhed, vilde det strax her fortvivle, fordi Intet er lettere at indsee end, at i Forhold til det Historiske er den største Vished dog kun en Approximation, og en Approximation for lidet for derpaa at bygge sin Salighed, saaledes ueensartet med en evig Salighed, at intet Facit kan fremkomme. Da derimod det forskende Subjekt ikkun er historisk interesseret (det være nu, at han som Troende tillige er uendelig interesseret i Christendommens Sandhed, hvorved hans hele Stræben let kunde indvikle ham i adskillige Modsigelser; eller at han, dog uden nogen i Lidenskab negativ Afgjørelse som Ikke-Troende, staaer udenfor), saa begynder han paa Arbeidet, paa de uhyre Studier, hvortil han selv leverer nye Bidrag, indtil i sit 70de Aar; fjorten Dage før sin Død netop imødeseer han et nyt Skrift, der skal kaste Lys over en heel Side af Overveielsen. En saadan objektiv Sjelstilstand er, hvis ikke Modsætningen er et Epigram over den, et Epigram over den uendeligt interesserede Subjectivitets Uro, der dog vel skulde have et saadant Spørgsmaal, der betræffer hans evige Saligheds Afgjørelse, besvaret, og i ethvert Tilfælde for ingen Priis turde opgive sin uendelige Interesse indtil sit sidste Øieblik.

Idet der nu spørges historisk om Christendommens Sandhed, eller om hvad der er christelig Sandhed, hvad ikke, viser strax den hellige Skrift sig som et afgjørende Aktstykke. Den historiske Betragtning samler sig derfor først paa 📖 Bibelen.

§ 1
Den hellige Skrift

Det gjelder her for den Forskende at sikkre sig den størst mulige Tilforladelighed; derimod gjelder det for mig ikke om at vise Kundskab eller at jeg ingen har. For min Overveielse er det vigtigere, at det forstaaes og erindres, at selv med den stupenteste Lærdom og Udholdenhed, og om saa alle Kritikeres Hoved sad paa een Hals, kommer man dog aldrig videre end til en Approximation, og at der er et væsentligt Misforhold mellem den og en personlig uendelig Interesserethed for sin evige Salighed1.

  1. I Udhævelsen af denne Modsigelse fremhævede eller satte Piecen de philosophiske Smuler Problemet frem: Christendommen er noget Historisk (i Forhold til hvilket den høieste Viden kun er en Approximation, den mesterligste historiske Overveielse kun det mesterligste Saagodtsom, næstendeels), og dog vil den qua historisk netop ved det Historiske have afgjørende Betydning for Ens evige Salighed. Det følger af sig selv, at Piecens fattige Kunststykke bestandigt var blot at sætte Problemet, at vikle det ud af alle pratende og speculerende Forklaringsforsøg, der vel forklare, at den Forklarende slet ikke veed hvorom Talen er. (tilbage)

Naar Skriften betragtes som det sikkre Tilhold, der afgjør, hvad der er christeligt, og hvad ikke, saa gjelder det historisk-critisk at sikkre Skriften1.

  1. Det Dialektiske lader sig nu engang ikke udelukke. Det kan hænde, at een Generation, at to maaskee leve hen i den Formening, at have fundet et Plankeværk, som var Verdens og Dialektikens Ende: hjælper ikke. Saaledes meente man en lang Tid at holde Dialektiken ude fra Troen ved at sige, at dens Overbeviisning var i Kraft af Autoritet. Vilde man da spørge, ɔ: dialektisere med den Troende, vendte han Sagen med en vis unbefangen Frimodighed saaledes: jeg kan og skal ikke kunne gjøre Rede for den; thi jeg hviler i Tillid til Andre, til de Helliges Autoritet o. s. v. Dette er en Illusion; thi Dialektiken vender sig blot og spørger, ɔ: dialektiserer med ham om, hvad saa Autoritet er, og hvorfor han nu anseer disse for Autoritet. Den dialektiserer altsaa ikke med ham om Troen, han har i Tillid til Hine, men om Troen, han har til Hine. (tilbage)

Man afhandler da her: de enkelte Skrifters Medhenhøren til Kanon, deres Authentie, Integritet, Forfatternes Axiopistie, og man sætter en dogmatisk Garantie: Inspirationen1. Naar man tænker Englændernes Arbeide paa Tunnelen: den uhyre Anstrængelse af Kraft, og hvorledes saa et lille Tilfælde kan i lang Tid forstyrre det Hele – saa faaer man en passende Forestilling om dette hele critiske Foretagende. Hvilken Tid, hvilken Flid, hvilke herlige Evner, hvilke udmærkede Kundskaber ere her fra Slægt til Slægt satte i Reqvisition til dette Underværk. Og dog kan her pludseligen en lille dialektisk Tvivl, der rører Forudsætningerne, i lang Tid forstyrre det Hele, forstyrre den underjordiske Vei til Christendommen, som man objektivt og videnskabeligt har villet anlægge, istedetfor at lade Problemet blive til som det er: subjektivt. Man hører vel stundom Ustuderede eller Halvstuderede eller opblæste Genier lade haant om det critiske Arbeide med Hensyn til Oldtidsskrifter, man hører dem daarligen spotte den lærde Granskers Omsorg for det Ubetydeligste, hvad netop er hans Ære, at han videnskabeligt Intet anseer for ubetydeligt. Nei, den lærde Philologie er aldeles i sin Ret, og nærværende Forfatter nærer vist trods Nogen Ærbødighed for hvad Videnskab helliger. Men den lærde kritiske Theologie faaer man derimod ikke noget reent Indtryk af. Hele dens Stræben lider af en vis bevidst eller ubevidst Dobbelthed. Det seer bestandigt ud, som skulde der af denne Kritik pludselig resultere Noget for Troen, Noget denne betræffende. Deri ligger Misligheden. Naar en Philolog udgiver et Skrift af 👤Cicero f. Ex. og gjør det med stor Skarpsindighed, med det lærde Apparat i skjøn Lydighed under Aandens Overmagt, naar hans Ingenium og hans ved Jern-Flid erhvervede Fortrolighed til Oldtiden hjælper hans opdagende Takt til at fjerne Vanskeligheder, til at berede Tankegangen Vei i Læsemaadernes Forvirring o. s. v., saa kan man trygt hengive sig til Beundringen; thi naar han er færdig, følger deraf intet Andet, end det Beundringsværdige, at ved hans Kunst og Duelighed et Oldtidsskrift er bragt tilveie i den tilforladeligste Skikkelse. Ingenlunde derimod, at jeg nu paa dette Skrift skal bygge min evige Salighed; thi i Forhold til min evige Salighed, ja jeg tilstaaer det, er hans forbausende Skarpsindighed mig for Lidt; ja jeg tilstaaer det, min Beundring for ham blev ikke glad men mismodig, naar jeg troede, han havde noget Saadant in mente. Men just saaledes gjør den lærde kritiske Theologie; naar den er færdig, og indtil da holder den os in suspenso, men med denne Udsigt for Øie: saa slutter den: ergo kan Du nu bygge din evige Salighed paa disse Skrifter. Den, som troende statuerer Inspiration, han maa conseqvent ansee enhver kritisk Overveielse, den være nu for eller imod, for en Mislighed, en Art Anfægtelse; og Den, som uden at være i Troen vover sig ud i de kritiske Overveielser, kan dog umuligt lade ville Inspirationen resultere af disse. Hvem er det saa egentligen det Hele interesserer?

  1. Misforholdet mellem Inspiration og den critiske Forsken er ligesom den mellem evig Salighed og critiske Overveielser, fordi Inspiration kun er Gjenstand for Troen. Eller er man derfor saa critisk ivrige, fordi Bøgerne ere inspirerede? Saa er da altsaa den Troende, som troer, at Bøgerne ere inspirerede, ikke vidende om, hvilke Bøger det er, hvorom han troer, at de ere inspirerede. Eller resulterer Inspirationen af Critiken, saa naar den har gjort Sit, den tillige har beviist, at Bøgerne ere inspirerede? I saa Fald kommer man aldrig til at antage Inspirationen, thi det critiske Arbeide er i sit maximum kun en Approximation. (tilbage)

Dog Modsigelsen mærkes ikke, fordi Sagen behandles reent objektivt; ja saa er den der end ikke, naar den Forskende selv glemmer hvad han har bag Øre, undtagen forsaavidt han engang imellem lyrisk opmuntrer sig selv dermed til Arbeidet, eller lyrisk polemiserer ved Veltalenheds Hjælp. Lad et Individ træde til, lad ham med uendelig personlig Interesse i Lidenskab ville knytte sin evige Salighed til dette Resultat, til det forventede Resultat: han seer let, at der intet Resultat er og intet at forvente, og Modsigelsen vil bringe ham til Fortvivlelse. Blot 👤Luthers Forkastelse af Jacobs Brev er nok til at bringe ham til Fortvivlelse. I Forhold til en evig Salighed og en uendelig Interesse i Lidenskab for denne (i hvilken sidste da kun den første kan være) er en Tøddel af Vigtighed, af uendelig Vigtighed, eller omvendt: Fortvivlelsen over Modsigelsen vil netop lære ham, at ad denne Vei lader der sig ikke trænge frem.

Og dog er det saaledes gaaet hen. Een Generation efter den anden er gaaet i Graven; nye Vanskeligheder ere blevne til, beseirede, og nye Vanskeligheder ere blevne til. I Arv fra Generation til Generation er den Illusion fortsat, at Methoden er den rigtige, men at det endnu ikke er lykkedes de lærde Forskere o. s. v. Alle synes at befinde sig vel, de blive Alle mere og mere objektive. Subjektets personlige, uendelige Interesserethed i Lidenskab (hvilken er Troens Mulighed og dernæst Troen, den evige Saligheds Form, og dernæst den evige Salighed) forsvinder mere og mere, fordi Afgjørelsen udsættes, og udsættes som ligefrem resulterende af den lærde Forskers Resultat. Dette vil sige: Problemet bliver slet ikke til; man er bleven for objektiv til at have en evig Salighed; thi denne er netop i den uendelige personlige Interesserethed i Lidenskab, og det er netop den man opgiver for at blive objektiv, den man lader sig franarre af Objektiviteten. Ved Hjælp af Præsterne, der engang imellem forraader Lærdom, faaer Menigheden et Nys derom. Den troende Menighed bliver tilsidst en Titulatur, thi Menigheden bliver jo objektiv alene ved at see paa Præsterne, og imødeseer et uhyre Resultat o. s. v. Nu styrter en Fjende frem mod Christendommen. Han er dialektisk ligesaa vel underrettet som Forskerne og den fuskende Menighed. Han angriber en Bog af 📖 Bibelen, en Suite af Bøger. Øieblikkelig styrter det lærde Redningschor til o. s. v. o. s. v.

👤Wessel har sagt, at han holder sig udenfor hvor Trængsel er: saaledes er det heller ikke noget for en Piece-Forfatter at komme stikkende med sin ærbødige Ansøgning om nogle dialektiske Overveielser, han bliver kun en Hund i et Spil Kegler; saaledes er det heller ikke noget for en splitternøgen Dialektiker at komme ind i en saadan lærd Striden, hvor det trods al Talent og Lærdom pro et contra, dog i sidste Instants ikke er dialektisk afgjort, hvad det er man strider om. Er det en reen philologisk Strid, saa være Lærdom og Talent hædrede med Beundring, som de fortjene det, men saa vedkommer det jo ikke Troen. Har man Noget bag Øret, saa lad os faae det frem, for i al dialektisk Ro at tænke det igjennem. Den, der i Hensigt paa Troen forfægter 📖 Bibelen, maa jo have tydeliggjort sig selv, om der af hele hans Arbeide, hvis det lykkedes efter al mulig Forventning, resulterede Noget i denne Henseende, paa det han ikke skal blive siddende i Arbeidets Parenthes og glemme over de lærde Vanskeligheder det afgjørende dialektiske Claudatur. Den, som angriber, maa jo ligeledes have gjort sig Rede for, hvis Angrebet nu lykkedes efter den størst mulige Maalestok, om der saa resulterede noget Andet end det philologiske Resultat eller i det Høieste en Seier ved at stride e concessis, hvor man vel at mærke kan tabe Alt paa en anden Maade, hvis den gjensidige Overeenskomst er et Phantom.

For at da det Dialektiske kan skee sin Ret, og uforstyrret blot tænke Tankerne, saa lad os antage først det Ene, og saa det Andet.

Altsaa jeg antager, at det er lykkedes at bevise om 📖 Bibelen, hvad nogensinde nogen lærd Theolog i sit lykkeligste Øieblik har kunnet ønske at bevise om 📖 Bibelen. Disse Bøger høre til Kanon, ikke andre, de ere authentiske, ere hele, Forfatterne ere troværdige – man kan godt sige, det er, som var hvert Bogstav inspireret (Mere kan man da ikke sige; thi Inspirationen er jo Troens Gjenstand, er qvalitativ dialektisk, ikke til at naae ved en Qvantiteren). Fremdeles der er ikke Spor af Modsigelse i de hellige Bøger. Thi lader os være hypothetisk forsigtige, ymtes der blot et Ord om noget Saadant, saa er Parenthesen der igjen og den philologisk-critiske Stundesløshed fører En strax paa Afveie. Overhovedet er det blot den diætetiske Forsigtighed, Forsagelsen af enhver lærd Mellemsætning, der een to tre kunde udarte til at blive en hundredaarig Parenthes, der her er fornøden for at Sagen kan være let og simpel. Maaskee er dette ikke saa let, og som et Menneske gaaer i Farer hvor han gaaer, saaledes gaaer den dialektiske Udvikling i Farer overalt, i Fare for at slippe ind i en Parenthes. Det gaaer i det Mindre som i det Større, og det som i Almindelighed gjør Disputer saa kjedelige at høre paa for Trediemand er, at allerede ved det andet Anløb er Disputen inde i en Parenthes og fortsættes nu med denne skjæve Retning hidsigere og hidsigere bort fra den egentlige Gjenstand. Man bruger det derfor som et Fægterkneb at friste Modstanderen lidt, for at see om man har en dialektisk Paradeur for sig, eller en Parenthes-Durchløber, der gaaer Hyp i Gallop saasnart det gjelder om det Parenthetiske. Hvor mangt et heelt Menneskeliv er det ikke gaaet paa den Maade, at det fra en tidlig Ungdom af har bevæget sig fortsat i Parenthes. Dog jeg afbryder disse moraliserende og til Almeenvellet sigtende Betragtninger, hvormed jeg har søgt at gjøre lidt Fyldest for min manglende historisk-critiske Dygtighed. Altsaa Alt antaget at være i sin Orden med Hensyn til den hellige Skrift – hvad saa? Er saa Den, som ikke havde Troen, kommet et eneste Skridt nærmere til Troen? Nei, ikke et eneste. Thi Troen resulterer ikke af en ligefrem videnskabelig Overveielse, og heller ikke ligefrem, tvertimod taber man i denne Objektivitet den uendelige personlige i Lidenskab Interesserethed, hvilken er Troens Betingelse, det ubique et nusquam, hvori Troen kan blive til. – Har Den, som havde Troen, vundet Noget i Henseende til Troens Kraft og Styrke? Nei, ikke det Allermindste, snarere er han i denne vidtløftige Viden, i denne Vished, der ligger ved Troens Dør og begjerer efter den, saa farefuldt stillet, at han vil behøve megen Anstrængelse, megen Frygt og Bæven for ikke at falde i Anfægtelsen, og forvexle Viden med Tro. Medens Troen hidtil i Uvisheden har havt en gavnlig Tugtemester, vilde den i Visheden faae sin farligste Fjende. Tages nemlig Lidenskaben bort, saa er Troen ikke mere til, og Vished og Lidenskab spændes ikke. Lad en Parallelle belyse dette. Den, som troer, at der er en Gud til og et Forsyn, har lettere derved at bevare Troen, lettere ved bestemt at faae Troen (og ikke en Indbildning) i en ufuldkommen Verden, hvor Lidenskaben holdes vaagen, end i en absolut fuldkommen Verden. I den er nemlig Tro utænkelig. Derfor læres ogsaa, at Troen afskaffes i Evigheden. – Hvilken Lykke da, at denne ønskende Hypothese, den critiske Theologies skjønneste Ønske, er en Umulighed, fordi selv den fuldkomneste Realisation dog kun vil blive en Approximation. Og atter hvilken Lykke for Videnskabsmændene, at Feilen ingenlunde ligger hos dem! Om alle Engle sloge sig sammen, de kunne dog kun tilveiebringe en Approximation, fordi i Forhold til en historisk Viden er en Approximation den eneste Vished – men ogsaa for Lidt til derpaa at bygge en evig Salighed.

Saa antager jeg det Modsatte, at det er lykkedes Fjenderne at bevise om Skriften, hvad de ønske, saa vist, at det overgaaer den arrigste Fjendes hidsigste Ønske – hvad saa? Har Fjenden dermed afskaffet Christendommen? Ingenlunde. Har han skadet den Troende? Ingenlunde, ikke det Allermindste. Har han vundet Hævd paa at fritage sig selv fra det Ansvar ikke at være en Troende? Ingenlunde. Fordi nemlig disse Bøger ikke ere af disse Forfattere, ikke ere authentiske, ikke ere integri, ikke ere inspirerede (dette kan dog ikke modbevises, da det er Troens Gjenstand), deraf følger jo ikke, at disse Forfattere ikke have været til, og fremfor Alt ikke, at Christus ikke har været til. Forsaavidt staaer det den Troende endnu lige saa frit at antage det, lige saa frit, lader os vel agte dette; thi hvis han antog det i Kraft af noget Beviis, var han ifærd med at opgive Troen. Kommer det nogensinde saavidt, saa vil den Troende altid have nogen Skyld, dersom han selv har inviteret og begyndt med at spille Vantroen Seiren i Haanden ved selv at ville bevise. Her ligger Knuden, og jeg føres atter tilbage til den lærde Theologie. For hvis Skyld føres Beviset? Troen behøver det ikke, ja maa endog ansee det for sin Fjende. Derimod naar Troen begynder at skamme sig ved sig selv, naar den som en Elskerinde, der ikke nøies med at elske, men underfundigt skammer sig ved den Elskede og altsaa maa have det godtgjort, at han er noget Udmærket, altsaa naar Troen begynder at tabe Lidenskaben, altsaa naar Troen begynder at ophøre at være Tro, da gjøres Beviset fornødent for at nyde borgerlig Agtelse hos Vantroen. Hvad der paa dette Punkt ved Forvexling af Categorierne af geistlige Talere er præsteret i rhetoriske Dumheder, ak, lader os ikke tale derom. Troens Forfængelighed (et moderne Surrogat – hvorledes kunne De troe, der indbyrdes tage Ære af hinanden, Joh. Ev. 5, 44) vil og kan naturligviis ikke bære Troens Martyrium, og et egentligt Troens Foredrag er maaskee i dette Øieblik det Foredrag, der høres sjeldnest i hele 📌Europa. Speculationen har forstaaet Alt, Alt, Alt! Den geistlige Taler holder dog lidt igjen, han tilstaaer, han har endnu ikke forstaaet Alt, han tilstaaer, han stræber (stakkels Fyr, det er en Forvexling af Categorierne!). »Om der er Nogen, som har forstaaet Alt«, siger han, »da tilstaaer jeg« (ak, han er beskæmmet, og mærker ikke, at han skulde bruge Ironie mod de Andre) »at jeg ikke har forstaaet det, ikke kan bevise Alt, og vi Ringere« (ak, han føler sin Ringhed paa et meget urigtigt Sted) »maae nøies med Troen.« (Stakkels miskjendte, høieste Lidenskab: Tro, at Du maae nøies med en saadan Forsvarer; stakkels geistlige Fyr, at Du slet ikke veed, hvorom Talen er! Stakkels videnskabelige Fattig Peer Eriksen, der ikke rigtigt kan komme med i Videnskaben, men som har Troen, for det har han, Troen, der gjorde Fiskere til Apostle, Troen, der kan flytte Bjerge – naar man har den!).

Naar Sagen behandles objektivt, kan Subjektet ikke i Lidenskab forholde sig til Afgjørelsen, allermindst uendeligt interesseret i Lidenskab. Det er en Selv-Modsigelse og saaledes comisk, at være uendeligt interesseret i Forhold til hvad der i sit Maximum altid kun bliver en Approximation. Sættes der dog Lidenskab til, saa fremkommer Zelotismen. For den uendeligt interesserede Lidenskab vil enhver Tøddel være af uendelig Værdie1. Feilen ligger ikke i den uendeligt interesserede Lidenskab, men i at dens Gjenstand er blevet en Approximations-Gjenstand.

  1. Herved er tillige den objektive Betragtning reduceret in absurdum og Subjektiviteten sat. Thi vilde man spørge, hvorfor er dog den mindste Tøddel af uendelig Vigtighed, saa maatte Svaret være, fordi Subjektet er uendelig interesseret, men altsaa er det Subjektets uendelige Interesserethed, der gjør Udslaget. (tilbage)

Den objektive Betragtning har derimod sin Bestaaen fra Generation til Generation netop derved, at Individerne (Betragterne) blive mere og mere objektive, mindre og mindre uendeligt lidenskabeligt interesserede. Under Forudsætning af, at man ad den Vei blev ved at bevise og søge Beviset for Christendommens Sandhed, vilde det Mærkelige tilsidst fremkomme, at just som man blev færdig med Beviset for dens Sandhed, havde den ophørt at være til som noget Nærværende; den var i den Grad blevet noget Historisk at den var noget Forbigangent, hvis Sandhed, ɔ: hvis historiske Sandhed nu var bragt til Tilforladelighed. Paa den Maade kunde den bekymrede Prophetie i Luc. 18, 8 gaae i Opfyldelse: dog, naar Menneskens Søn kommer, mon han skal finde Troen paa Jorden?

Jo mere Betragteren bliver objektiv, desto mindre bygger han en evig Salighed ɔ: sin evige Salighed paa sit Forhold til Betragtningen, thi en evig Salighed bliver der kun Tale om for den i Lidenskab uendeligt interesserede Subjektivitet. Objektivt forstaaer da Betragteren (han være nu forskende Lærd eller et fuskende Medlem af Menigheden) sig i følgende Afskedstale paa Livets Grændse: da jeg var ung, omtvivledes de og de Bøger, nu har man beviist disses Ægthed, men saa har man rigtignok igjen i den sidste Tid reist en Tvivl om nogle Bøger, som man aldrig før har tvivlet om. Men der vil saamænd nok komme en Lærd o. s. v.

Den beskedne, objektive Subjektivitet holder sig med applauderet Heroisme udenfor; den er til Tjeneste med at ville antage Sandheden, saasnart den er tilveiebragt. Dog er det et fjernt Maal, hvortil der stræbes (unægteligt, thi en Approximation kan blive ved saa længe det skal være) – og medens Græsset groer, saa døer Betragteren, rolig, thi han var objektiv. O, Du ikke for Intet prisede Objektivitet, Du formaaer Alt, ikke den meest Troende har været sin evige Salighed saa vis, og fremfor alt saa sikker paa ikke at tabe den som den Objektive! Det skulde da være, at denne Objektivitet og Beskedenhed var paa urette Sted, at den var uchristelig. Saa var det jo rigtignok betænkeligt paa den Maade at komme ind i Christendommens Sandhed. Christendommen er Aand, Aand er Inderlighed, Inderlighed er Subjektivitet, Subjektivitet i sit Væsentlige Lidenskab, i sit Maximum uendelig personligt interesseret Lidenskab for sin evige Salighed.

Saasnart man tager Subjektiviteten bort, og af Subjektiviteten Lidenskab, og af Lidenskab den uendelige Interesse, saa er der overhovedet slet ingen Afgjørelse, hverken i dette eller i noget andet Problem. Al Afgjørelse, al væsentlig Afgjørelse ligger i Subjektiviteten. En Betragter (og dette er den objektive Subjektivitet) har paa intet Punkt nogen uendelig Trang til en Afgjørelse, og seer den paa intet Punkt. Dette er Objektivitetens Falsum og Mediationens Betydning som Gjennemgang i den fortsatte Proces, hvori Intet bestaaer og hvori heller Intet uendeligt er afgjort, fordi Bevægelsen vender tilbage i sig selv, og atter vender tilbage, og Bevægelsen selv er en Chimaire, og Speculationen altid klog bagefter.1 Objektivt forstaaet er der overalt Resultat nok, men intet afgjørende Resultat nogetsteds, hvilket er ganske i sin Orden, netop fordi Afgjørelsen ligger i Subjektiviteten, væsentligen i Lidenskaben, maxime i den for sin evige Salighed uendeligt interesserede personlige Lidenskab.

  1. Saaledes maa det ogsaa forstaaes med den for sin Positivitet udskregne hegelske Philosophies Skepsis. Efter 👤Hegel er Sandheden den fortsatte verdenshistoriske Proces. Hver Slægt, hvert Stadium er berettiget og dog kun et Moment i Sandheden. Dersom her ikke slaaer sig lidt Charlatanerie til, som hjælper ved at antage, at den Generation, i hvilken Prof. 👤Hegel levede, eller den som nu efter ham er Imprimatur, at den Generation er den sidste og Verdenshistorien forbi, saa ligge vi Alle i Skepsis. Det lidenskabelige Spørgsmaal om Sandhed kommer ikke engang frem, thi Philosophien har først faaet narret Individerne til at blive objektive. Den positive hegelske Sandhed er ligesaa svigefuld som Lykken var i Hedenskab. Først bag efter faaer man at vide, om man har været lykkelig: og saaledes faaer den næste Generation at vide, hvad det Sande var i den afdøde Generation. Systemets store Hemmelighed (dog dette bliver unter uns, ligesom Hemmeligheden mellem Hegelianerne) er noget nær Protagoras's Sophisme: »Alt er relativt, kun at Alt her er relativt i den fortsatte Progres. Hermed er dog den Levende ikke tjent, og hvis han tilfældigviis kjender en Anekdote af 👤Plutarch (i Moralia) om en Lacedæmonier Eudamidas, kommer han vist til at tænke paa den. Da Eudamidas i Academiet saae den bedagede Xenocrates med sine Disciple søge efter Sandheden, spurgte han: hvo er denne Gamle; og da man svarede, at det var en viis Mand, En af dem, som søge efter Dyden, raabte han: »naar vil han da bruge den«. Det er formodentlig ogsaa denne fortsatte Progres, som har bragt den Misforstaaelse op, at der maa en 👤Satans Karl udi Speculation til for at frigjøre sig fra Hegelianismen. Langtfra; der behøves blot sund Menneske-Forstand, Fynd i det Comiske, lidt græsk Ataraxie. Udenfor Logiken og tildeels ogsaa i den ved et tvetydigt Lys, som 👤Hegel ikke har holdt borte, er 👤Hegel og Hegelianisme et Forsøg i det Comiske. Salig 👤Hegel har formodentlig allerede fundet sin Mester i afdøde 👤Socrates, der uden Tvivl har faaet Noget at lee af, dersom ellers 👤Hegel er blevet uforandret. Ja, der har 👤Socrates faaet en Mand det nok er værd at tale med, og især socratisk at spørge (hvilket jo var 👤Socrates' Agt at gjøre ved alle de Afdøde), om han veed Noget eller han ikke veed Noget. 👤Socrates maatte have forandret sig betydeligt, hvis han i fjerneste Maade lod sig imponere af, om 👤Hegel vilde begynde at afdeklamere §§, og love, at Alt skulde blivt klart i Slutningen. – Maaskee kan jeg i denne Note finde en passende Plads for Noget jeg har at beklage mig over. I 👤Poul Møllers Levnet har man kun anført en eneste Yttring, der giver Forestilling om, hvorledes han i en sildigere Tid opfattede 👤Hegel. Den ærede Udgiver har formodentlig i denne Afholdenhed ladet sig bestemme af Forkjerlighed og Pietet for den Afdøde og et ængsteligt Hensyn til hvad vel visse Folk vilde sige, et spekulativt næsten hegeliansk Publikum dømme. Maaskee har dog Udgiveren, netop i det Øieblik han troede at handle i Forkjerlighed for den Afdøde, skadet Indtrykket af ham. Mærkeligere end mangen Aphorisme, som er bleven trykt i Samlingen, nok saa mærkelig som mangt et Ungdomstræk, den omhyggelige og smagfulde Biograph har opbevaret i en skjøn og ædel Fremstilling, nok saa mærkeligt var det, at 👤P. M., medens Alt var hegeliansk, dømte ganske anderledes, at han først en Tid lang næsten med Indignation talte om 👤Hegel, indtil den sunde humoristiske Natur, der var i ham, lærte ham at smile især af Hegelianismen, eller, for endnu tydeligere at erindre om 👤P. M., ret hjertelig at lee af den. Thi hvo har været forelsket i 👤P. M. og glemt hans Humor; hvo har beundret ham og glemt hans Sundhed, hvo har kjendt ham, og glemt hans Latter, der gjorde En godt, selv naar det ikke blev En ganske tydeligt, hvad det var han lo af; thi hans Distraction bragte En stundom i Vilderede. (tilbage)

§. 2
Om Kirken

Den catholske Kirkes Værn mod Dialektikens Indtrængen, som dette haves i Pavens synlige Nærværelse, vilde vi her lade udenfor Omtale1. Men ogsaa indenfor Protestantismen har man, efter at have opgivet 📖 Bibelen som det sikkre Tilhold, grebet til Kirken. Skjøndt der endnu gjøres Angreb paa 📖 Bibelen, skjøndt lærde Theologer lingvistisk og critisk forsvare den, saa er denne hele Fremgangsmaade for en Deel antiqveret, og fremfor Alt har man, netop fordi man bliver mere og mere objektiv, ikke de afgjørende Slutninger bag Øret med Hensyn til Troen. Bogstav-Zelotismen, der dog havde Lidenskab, er forsvunden. Det Fortjenstligste ved den var, at den havde Lidenskab. I en anden Forstand var den comisk, og ligesom Riddertiden egentligen slutter af ved 👤Don Quixote, (thi den comiske Opfattelse er altid den afsluttende), saaledes kunde en Digter endnu tydeliggjøre, at med Bogstav-Theologien er det forbi, ved comisk at forevige en saadan ulykkelig Bogstav-Tjener i sin tragi-comiske Romantik; thi overalt hvor der er Lidenskab er der ogsaa Romantik, og Den, der har Bøielighed og Sands for Lidenskab, og ikke har lært udenad hvad der er Poesie, han vil i en saadan Figur see et skjønt Sværmeri, ligesom naar en elskende Pige baldyrer den kunstige Indfatning til det Evangelium, hvori hun læser sin Elskovs Lykke, ligesom naar en elskende Pige tæller Bogstaverne i det Brev, han har skrevet hende til; men da vilde han tillige see det Comiske. – Der vilde nok blive leet af en saadan Figur; et andet Spørgsmaal er, med hvad Ret der vilde blive leet, thi det, at hele Tiden er bleven lidenskabsløs, er ingen Berettigelse til at lee. Det Latterlige hos Zeloten laae i, at hans uendelige Lidenskab kastede sig paa en forkeert Gjenstand (en Approximations Gjenstand), men det Gode hos ham var, at han havde Lidenskab.

  1. Overhovedet kjender man strax den uendelige Reflexion, i hvilken først Subjektiviteten kan blive bekymret om sin evige Salighed, paa Eet: at den overalt har Dialektiken med sig. Det være et Ord, en Sætning, en Bog, en Mand, et Samfund, det være hvad det være vil, saasnart det saaledes skal være Grændse, at Grændsen selv ikke er dialektisk, er det Overtro og Indskrænkethed. Der er altid en saadan saavel magelig som ogsaa bekymret Trang i et Menneske til at faae noget rigtigt fast, der kan udelukke Dialektiken, men dette er Feighed og Svigagtighed mod Guddommen. Selv det Visseste af Alt: en Aabenbaring, bliver eo ipso dialektisk, idet jeg skal tilegne mig den; selv det fasteste af Alt, den uendelige negative Beslutning, der er Individualitetens uendelige Form for Guds Væren i ham, bliver strax dialektisk. Saasnart jeg tager det Dialektiske bort, er jeg overtroisk og bedrager Gud for Øieblikkets anstrængede Erhverven af det eengang Erhvervede. Derimod er det langt mageligere at være objektiv og overtroisk, og broutende deraf, og proklamerende Tankeløsheden. (tilbage)

Den Sagens Vending, at slippe 📖 Bibelen og at gribe til Kirken, er endog en dansk Idee. Imidlertid vil det ikke lykkes mig, hverken selv at juble paa Landsmandskabets Vegne over denne »mageløse Opdagelse« (dette er denne Idees officielle Titulatur hos de geniale Vedkommende: Opfinderen og Dhr. Beundrende), eller at finde det ønskeligt, om Regjeringen lod befale et te deum af hele Folket til gudelig Taksigelse for den »mageløse Opdagelse«. Det er bedre, og falder mig i det mindste ubeskriveligt let, at lade 👤Grundtvig beholde hvad hans er: den mageløse Opdagelse. Vel blev der i sin Tid, især da en lignende lille Bevægelse begyndte i 📌Tydskland med Delbrück o. s. v., ymtet om, at det egentligen var 👤Lessing, 👤Grundtvig skyldte denne Idee, uden dog at skylde ham det Mageløse ved den, saa 👤Grundtvigs Fortjeneste vilde blive at forvandle et med sindrig Kløgt, med sjelden skeptisk Forfarenhed, med fiin Dialektik problematisk henstillet lille socratisk Tvivlsmaal til en evig, mageløs, verdenshistorisk, absolut, himmelraabende og soleklar Sandhed. Men selv antaget, at der var et Forhold fra Pastor 👤Grundtvigs Side, hvilket jeg dog slet ikke antager, da den mageløse Opdagelse i sin mageløse Absoluthed har umiskjendeligt Præg af grundtvigsk Oprindelighed: det vilde dog være en Uretfærdighed, at sige det var et Laan fra 👤Lessing, da der i alt det Grundtvigske ikke er det Mindste, som erindrer om 👤Lessing, eller som Forstandens Stormester uden en mageløs Resignation kunde gjøre Fordring paa som sin Eiendom. Havde man endda sagt, at den kloge, dialektiske Mag.👤Lindberg, den mageløse Opdagelses talentfulde Generalprocureur og Værge, muligen skyldte 👤Lessing Noget: det lod sig høre. I ethvert Tilfælde skylder Opdagelsen 👤Lindbergs Talent meget, forsaavidt den ved ham fik Form, blev tvungen ind i dialektisk Holdning, blev mindre hiatisk, mindre mageløs – og mere tilgængelig for den sunde Menneskeforstand.

Dette havde da 👤Grundtvig rigtigt indseet, at 📖 Bibelen umuligen kunde holde igjen mod den indtrængende Tvivl, men han havde ikke indseet, at Grunden var, fordi Angrebet og Forsvaret begge ligge i en Approximeren, der i sin evindeligen fortsatte Stræben ikke var dialektisk for en uendelig Afgjørelse, hvorpaa man bygger en evig Salighed. Da han ikke var dialektisk opmærksom herpaa, maatte det være ved et reent Slumpetræf, at han virkeligen kom udenfor de Forudsætninger, indenfor hvilke Bibel-Theorien har sin store Fortjeneste, sin ærværdige videnskabelige Betydning. Men et Slumpetræf er utænkeligt i Forhold til det Dialektiske. Forsaavidt var det sandsynligere, at han med sin Kirke-Theorie kom til at blive indenfor de samme Forudsætninger. Uqvemsord mod 📖 Bibelen, hvormed han virkelig i sin Tid forargede de ældre Lutheranere, Uqvemsord og Magtsprog istedenfor Tanker kan naturligviis kun, og naturligviis overordentlig tilfredsstille Tilbedere; enhver Anden seer let, at naar Tanken mangler i den larmende Tale, saa er det Tankeløsheden der slaaer sig løs i Udtrykkets Løsagtighed.

Som 📖 Bibelen før skulde objektivt afgjøre, hvad der er det Christelige og hvad ikke, saa skulde Kirken nu være det sikkre objektive Tilhold. Nærmere bestemmet er det igjen det levende Ord i Kirken, Troesbekjendelsen, og Ordet ved Sacramenterne.

Først er det nu klart, at Problemet behandles objektivt. Den beskedne, umiddelbare, aldeles ureflekterede Subjektivitet holder sig naivt overbeviist om, at naar blot den objektive Sandhed staaer fast, saa er Subjektet fix og færdig til at trække i den. Herpaa seer man strax Ungdommeligheden (hvilken den gamle 👤Grundtvig jo ogsaa roser sig af), der ingen Anelse har om hiin underfundige lille socratiske Hemmelighed: at Knuden netop er Subjektets Forhold. Dersom Sandheden er Aand, saa er Sandheden Inderliggjørelse, og er ikke et umiddelbart og høist ugeneret Forhold af en umiddelbar Geist til en Sum af Sætninger, man kalde nu dette Forhold til ny Forvirring med Subjektivitetens meest afgjørende Udtryk: Tro. Ureflekterethedens Retning er bestandig ud efter, hen til, mod, i Stræben til Maalet, mod det Objektive; den socratiske Hemmelighed, der, hvis Christendommen ikke skal være et uendeligt Tilbageskridt, i denne kun kan være uendeliggjort ved en dybere Inderlighed, er, at Bevægelsen er ind efter, at Sandheden er Subjektets Forvandling i sig selv. Det om 📌Grækenlands mageløse Fremtid varslende Genie er just ikke fortroligt med Græciteten. Studiet af den græske Skepsis vilde være meget at anbefale. Der lærer man ypperligt, hvad der altid skal Tid og Øvelse og Disciplin til at forstaae (trange Vei for Frisproget!), at den sandselige Vished end sige den historiske Vished er Uvished, er kun Approximation, at det Positive og et umiddelbart Forhold dertil er det Negative.

Den første dialektiske Vanskelighed ved 📖 Bibelen er, at den er et historisk Aktstykke, at, saasnart den skal være Tilholdet, den indledende Approximeren begynder, og Subjektet distraheres i en Parenthes, hvis Slutning man i al Evighed kan imødesee. Det nye Testamente er noget Forbigangent, og saaledes i strængere Forstand historisk. Netop dette er det Bedaarende, der vil forhindre i at gjøre Problemet subjektivt, og behandle det objektivt, hvorved det slet ikke bliver til. – Denne Vanskelighed har »de philosophiske Smuler« samlet sig paa i Cap.IV og V ved at hæve Forskjellen mellem den samtidige og den sidste Discipel, hvilke antages adskilte ved 1800 Aar. Dette er af Vigtighed, at ikke Problemet (den Modsigelse, at Guden har været til i menneskelig Skikkelse) skal forvexles med Problemets Historie, ɔ: med summa summarum af 1800 Aars Meninger o. s. v.

Saaledes experimenterende hævede Smulerne Problemet frem. Vanskeligheden med det nye Testamente som noget Forbigangent synes nu hævet ved Kirken, der jo er noget Nærværende.

Paa dette Punkt har 👤Grundtvigs Theorie Fortjeneste. Især er det af 👤Lindberg med dygtig, juridisk Skarphed udviklet, at Kirken bortskjærer al den Bevisen og Bevisen, som var fornøden i Forhold til 📖 Bibelen, da denne er noget Forbigangent, medens Kirken er til, er et Nærværende. At fordre et Beviis af den for, at den er til, siger 👤Lindberg og rigtigt, er Nonsens, ligesom at fordre af en levende Mand Beviis for at han er til1. Deri har 👤Lindberg fuld Ret, og Fortjeneste af den Urokkelighed og udklarende Sikkerhed, hvormed han veed at holde Noget fast.

  1. Dialektisk-metaphysisk nærmere bestemmet kommer dette deraf, at Tilværelse er et høiere Begreb end al Bevisen derfor, og at det derfor er en Taabelighed at fordre Beviset; medens det omvendt er et Spring, fra Væsen at slutte til Tilværelse. (tilbage)

Kirken er altsaa til; af den (som nærværende, som samtidig med Spørgeren, hvorved Problemet er hævdet Samtidighedens Ligelighed) kan man faae at vide, hvad der væsentligen er christeligt; thi det er Det, som Kirken bekjender.

Rigtigt. Men paa dette Punkt har end ikke 👤Lindberg kunnet holde Sagen (og jeg ønsker helst at have en Dialektiker for mig, overladende 👤Grundtvig det Mageløse). Efterat der nemlig er sagt om Kirken at den er til, og at man hos den kan faae at vide, hvad det Christelige er, udsiges der igjen om denne Kirke, den nærværende, at den er den apostoliske, at den er den samme som har bestaaet gjennem atten Aarhundreder. Det Prædikat: den christelige er altsaa mere end den nærværendes Prædikat; prædiceret om den nærværende angiver det en Forbigangenhed, altsaa en Historiskhed ganske i samme Forstand som 📖 Bibelen. Nu er al Fortjenesten gjort til Intet. Det eneste Historiske der er høiere end Beviset er den samtidige Tilværelse, enhver Bestemmelse af Forbigangenhed fordrer Beviis. Vil Nogen saaledes sige til en Mand: beviis at Du er til, saa svarer den Anden ganske rigtigt: det er Nonsens. Siger han derimod: jeg, som nu er til, har været til for over 400 Aar siden, væsentligen den Samme, saa siger den Første rigtigt: her behøves et Beviis. At en saadan gammel Dialektiker som 👤Lindberg, der netop er duelig til at sætte en Sag paa Spidsen, ikke har bemærket dette, er besynderligt.

I det Øieblik man ved Hjælp af det levende Ord urgerer Continuiteten, er Sagen aldeles bragt hen paa det Sted, hvor den var i Bibeltheorien. Det gaaer med Indvendinger ligesom med Nissen: en Mand flytter – Nissen flytter med. Stundom skuffer det et Øieblik. Ved pludseligt at forandre Operations-Planen, naar man da tillige er saa heldig, at Ingen angriber det nye Værn, kan et Genie som 👤Grundtvig let blive lyksaliggjort i den Mening, at nu er Alt godt ved Hjælp af hans mageløse Opdagelse. Lad imidlertid Kirketheorien holde Stødet ud som 📖 Bibelen har maattet gjøre det, lad alle Indvendinger tragte den efter Livet, hvad saa? Saa vil her igjen ganske conseqvent (thi enhver anden Adfærd vil tilintetgjøre selve Kirketheorien og sætte Problemet over i Subjektiviteten, hvor det jo rigtignok hører hjemme, men hvad den objektive 👤Grundtvig ikke antager) blive en Indledningsvidenskab nødvendig, der beviser Troesbekjendelsens Oprindelighed, dens Eenstydighed overalt og i ethvert Moment gjennem atten Aarhundreder (hvor det critiske Arbeide vil støde paa Vanskeligheder, som Bibeltheorien slet ikke kjendte1), saa vil der blive støvet efter i gamle Bøger. Det levende Ord hjælper ikke; det forstaaer sig, det hjælper heller ikke at ville sætte dette ud for 👤Grundtvig. Dette skeer derfor heller ikke med noget Haab snarere med et Mishaab. Det levende Ord forkynder Kirkens Tilværelse. Rigtigt, dette kan 👤Satan selv ikke tage fra Nogen; men det levende Ord forkynder ikke, at Kirken har været til i atten Aarhundreder, at den væsentligen er den samme, at den aldeles uforandret har været til o. s. v.; dette kan en dialektisk Yngling indsee. Til det samtidigt Nærværendes umiddelbare ubeviselige Tilvær svarer det levende Ord som Yttring af Tilværelse, men saa lidet som Forbigangenhed er ubeviselig (ɔ: er høiere end Beviset), saa lidet svarer det levende Ord dertil, som det tilføiede Prædikat jo ogsaa kun tyder paa den umiddelbare Nærværelse. Et grundtvigsk Anathema over dem, som ikke kunne forstaae det levende Ords lyksaliggjørende eller afgjørende Magt i Forhold til Bestemmelsen det historisk Forbigangne (et levende Ord af Afdøde), beviser hverken at 👤Grundtvig tænker, eller at Modparten ikke tænker.

  1. For en Forsigtigheds Skyld maa jeg her gjentage det Dialektiske. Det var ikke utænkeligt, at En, der havde Phantasie nok til at blive opmærksom paa disse Vanskeligheders Vidtløftigheder, vilde sige: nei, saa gaaer det bedre med 📖 Bibelen. Men man glemme ikke atter i Adspredelse, at dette Mere eller Mindre, Bedre eller Ikke-bedre er indenfor en Approximerens væsentlige Ufuldkommenhed som incommensurabel for en evig Saligheds Afgjørelse. (tilbage)

Netop Magister 👤Lindberg, der er for godt et Hoved til at kunne nøies med Aar ud og Aar ind at slaae Allarm, netop han har selv givet Sagen denne Vending. Da der engang blev Strid om det var rigtigst at sige: jeg troer en christelig Kirke, eller en christelig Kirke at være, tog han selv sin Tilflugt til gamle Bøger for at bevise, naar den forkeerte Variant var kommen ind. Der er naturligviis heller intet Andet at gjøre, med mindre man til den christelige Troesbekjendelse føier en ny Forsagelse, den af al sand Tænkning i Forhold til den mageløse Opdagelse og det levende Ords Abracadabra1.

  1. Den derimod, hvis Phantasie ikke er aldeles ubevægelig, hvis han erindrer hiin Strid, vil vist ikke nægte, at 👤Lindbergs Adfærd ret levende erindrede om en bekymret Bibel-Exegeses lærde Anstrængelser. Noget Sophistisk i 👤Lindbergs Fremgangsmaade har jeg aldrig kunnet opdage, naar man, som billigt og retfærdigt er, ikke formaster sig til inspireret at ville dømme over Hjerterne, hvilken Dom 👤Lindberg altid er bleven forfulgt med. (tilbage)

Ad denne Vei begynder saa Approximationen igjen, Parenthesen sættes, og naar den ender kan ikke siges, thi dette er og bliver kun en Approximeren, og denne har den mærkelige Egenskab, at den kan blive ved saa længe det skal være.

Altsaa Kirke-Theoriens Fortjeneste i Forhold til Bibel-Theorien var at skaffe det Senere-Historiske bort og gjøre det Historiske til det Nærværende. Men denne Fortjeneste forsvinder strax igjen, naar de nærmere Bestemmelser træde til.

Hvad der ellers leilighedsviis er blevet yttret om Troesbekjendelsens Fortrinlighed fremfor 📖 Bibelen som Betryggelsesmiddel mod Angreb, er temmeligt dunkelt. At 📖 Bibelen er en stor Bog, Troesbekjendelsen nogle faae Sætninger, er en illusorisk Trøst, og gjelder egentlig kun for Folk, som ikke opdage, at Tankevidtløftigheden ikke altid staaer i Forhold til Ord-Vidtløftigheden. Angriberne behøve ogsaa blot at forandre Angrebet ɔ: rette det mod Troesbekjendelsen, saa er Alt i fuld Gang. Kan Angriberne for at nægte den hellige Aands Personlighed exegetisk forsøge sig paa det ny Testamente, saa kan de jo ligesaa godt knytte sig til den Differents som 👤Lindberg har exegetiseret over, om der i Troesbekjendelsen skal staae: den hellige Aand, eller den Hellig-Aand. Dette blot som et Exempel, thi det følger af sig selv, at det er umuligt at finde en saadan objektiv Afgjørelse i Forhold til historiske Problemer, at ingen Tvivl skulde kunne trænge sig ind. Ogsaa dette tyder paa, at Problemet skal sættes subjectivt, og at det netop er en Misforstaaelse at ville sikkre sig objektivt, og derved undgaae den Risico, i hvilken Lidenskaben vælger, og i hvilken Lidenskaben forbliver hævdende sit Valg. Det vilde ogsaa være en uhyre Uretfærdighed om nogen sildigere Generation trygt ɔ: objektivt skulde kunne trænge sig ind i Christendommen og saaledes blive deelagtig i hvad de Første havde kjøbt i Subjektivitetens yderste Livsfare og erhvervet i den samme Fare gjennem et langt Liv.

Vil Nogen sige, at det korte Udsagn er lettere at holde fast og vanskeligere at angribe, saa fortier han Noget, nemlig hvor mange Tanker der er indeholdt i det korte Udsagn. Forsaavidt vil da en Anden med samme Ret kunne sige, at den vidtløftigere Udførelse (naar som in casu begge Dele ere af de Samme, her af Apostlene) er tydeligere og saaledes lettere at fastholde og vanskeligere at angribe. Men Alt hvad der siges i denne Retning, pro et contra, er igjen kun en Approximations-Skepsis.

Kirke-Theorien er bleven tilstrækkeligen anpriset som objektiv, et Ord, der i vor Tid er en Æreserklæring, hvormed Tænkere og Propheter troe at sige hinanden noget Stort. Skade kun, at der hvor man skulde være objektiv, i den strænge Videnskab, der er man det sjeldent; thi en med dygtig Autopsie rustet Lærd er en stor Sjeldenhed. I Forhold til Christendommen er det derimod en høist uheldig Categorie, og Den, som har en objektiv Christendom og intet Andet, han er eo ipso en Hedning; thi Christendommen er netop Aandens, og Subjektivitetens og Inderlighedens Sag. At nu Kirke-Theorien er objektiv, vil jeg ikke nægte, tvertimod vise det ved Følgende. Naar jeg sætter det for sin Salighed uendeligt lidenskabeligt interesserede Individ i Forhold til den, saaledes, at han paa den vil begrunde sin Salighed, saa bliver han comisk. Han bliver ikke comisk, fordi han er uendeligt interesseret i Lidenskab, dette er netop det Gode hos ham, men han bliver comisk, fordi Objektiviteten er ueensartet dermed. Skal det Historiske ved Troesbekjendelsen (at den er fra Apostlene o. s. v.) være det Afgjørende, saa maa hver Tøddel uendeligt urgeres, og da dette kun lader sig naae approximando, saa er Individet i den Modsigelse at knytte ɔ: at ville knytte sin evige Salighed og ikke at kunne komme til det, fordi Approximationen aldrig bliver færdig, hvoraf igjen følger, at han i al Evighed ikke kommer til at knytte sin evige Salighed til den, men et mindre lidenskabeligt Noget. Blev man først ret enige om at bruge Troesbekjendelsen istedetfor Skriften, vilde der fremkomme aldeles analoge Phænomener med den bekymrede bibelske Exegeses Zelotisme. Individet er tragisk ved sin Lidenskab og comisk ved at kaste den paa en Approximation. – Vil man accentuere Daabens Sacramente, og derpaa at man er døbt begrunde sin evige Salighed, saa bliver man atter comisk; ikke fordi den uendeligt interesserede Lidenskab er comisk, langtfra, den er netop ærværdig, men fordi Gjenstanden kun er en Approximations-Gjenstand. Vi Alle leve beroligede i den Formening, at vi ere døbte, men skal Daaben være afgjørende, uendeligt afgjørende for min evige Salighed, saa maa jeg, og saaledes Enhver, der ikke er bleven objektiv lyksaliggjort og har aflagt Lidenskab som en Barnestreg (og en Saadan har jo ingen evig Salighed at begrunde, saa han kan sagtens begrunde den paa Lidet), saa maa jeg bede om Vished. Ak, Ulykken er: i Forhold til et historisk Faktum kan jeg kun faae en Approximation. Min Fader har sagt det, det staaer i Kirkebogen, jeg har en Attest1 o. s. v. O ja, jeg er beroliget. Men lad et Menneske have Lidenskab nok til at fatte sin evige Saligheds Betydning, og lad ham saa forsøge at knytte den dertil, at han er døbt: han vil fortvivle. Ad denne Vei maatte Kirketheorien ligefrem, hvis den havde havt nogen Indflydelse og ikke Alt var blevet saa objektivt, føre til Baptisme, eller ogsaa til Gjentagelse af Daaben ligesom af Nadveren, for at være sikker i sin Sag.

  1. Gud veed, om Pastor 👤Grundtvig antager, at der ogsaa er et levende Ord, der beviser, at man virkeligen er døbt. (tilbage)

Netop fordi 👤Grundtvig som Digter er omtumlet og bevæget i umiddelbar Lidenskab, hvilket just er det Herlige ved ham, føler han en Trang og føler den umiddelbart forstaaet dybt, en Trang til noget Fast, hvormed man kan holde det Dialektiske borte. Men en saadan Trang er kun Trang til et overtroisk Holdningspunkt; thi, som ovenfor sagt, enhver Grændse, der vilde holde Dialektiken ude, er eo ipso Overtro. Netop fordi 👤Grundtvig er bevæget i umiddelbar Lidenskab, er han ikke ubekjendt med Anfægtelser. I Forhold til disse skyder man nu en Gjenvei ved at faae noget Magisk at holde sig til, og saa faaer man god Tid til at være verdenshistorisk bekymret. Men her ligger netop Modsigelsen: i Forhold til sig selv at fortrøste sig til noget Magisk, og saa at have travlt med hele Verdenshistorien. Naar Anfægtelsen griber dialektisk, naar Seiren bestandig tillige er dialektisk construeret, saa skal et Menneske faae nok med sig selv at gjøre. Det forstaaer sig, saa kommer man ikke til at lyksaliggjøre hele Menneskeheden i mageløse Syner.

Om det forøvrigt ikke er uchristeligt, at finde Hvile betræffende det Spørgsmaal om sin evige Salighed i den Vished, at man er døbt, ligesom Jøderne beraabte sig paa Omskærelsen og paa at være 👤Abrahams Børn som det afgjørende Beviis for Guds-Forholdet, altsaa at finde Hvile ikke i Frihedens Aands-Forhold til Gud (og saa ere vi jo i Subjektivitets-Theorien, hvor de egentlige religiøse Categorier høre hjemme, hvor Enhver blot skal frelse sig selv og have nok deri, fordi Frelsen bestandig bliver vanskeligere – intensivere i Inderlighed – jo betydningsfuldere Individualiteten; og hvor det at spille verdenshistorisk Genie og verdenshistorisk at fraternisere med Gud som en Extraordinarius, er ligesom Lapserie i Forhold til det sædelige Liv), men i en Begivenhed, altsaa at holde Anfægtelsen borte ved denne magiske Daab1, ikke at ville gjennemtrænge den med Troen: skal jeg ikke indlade mig paa at afgjøre. Jeg har overalt ingen Mening, men experimenterer blot Problemet frem.

  1. Naar man siger, at deri er det Betryggende mod al Anfægtelse i Tanken om Daaben, at Gud i den gjør Noget ved os, saa er det naturligviis kun en Illusion, der ved en saadan Bestemmelse mener at holde Dialektiken borte, thi Dialektiken kommer strax med Inderliggjørelsen af denne Tanke, med Tilegnelsen. Derpaa har ethvert Genie, det største der nogensinde har levet, udelukkende at anvende al sin Kraft: paa Inderliggjørelsen i sig selv. Men Anfægtelsen ønsker man eengang for alle at være fri for, og i Anfægtelsens Øieblik retter Troen sig derfor ikke mod Gud, men Troen bliver Troen paa, at man virkelig er døbt. Hvis her nu ikke skjulte sig meget Spilfægterie, saa vilde der forlængst være fremkommet psychologisk mærkelige Tilfælde af Bekymring om med Vished at faae at vide, at man er døbt. Det skulde blot være 10,000 Rbd. det gjaldt om, saa vilde man neppe lade det staae hen med den Art af Vished, som vi Alle har om at være døbte. (tilbage)


*   *
*


Hvad Bibel-Theorien angaaer, da kan nærværende Forfatter, selv om han blev mere og mere overbeviist om den dialektiske Misviisning, der her skjuler sig, dog aldrig Andet end med Taknemlighed og med Beundring mindes det indenfor Forudsætningen udmærket Præsterede, mindes de med sjelden Lærdom og Grundighed udstyrede Skrifter, mindes et velgjørende Indtryk af den hele Stræben, der er nedlagt i en Literatur, hvis hele Omfang nærværende Forfatter langtfra arrogerer sig et ualmindeligere lærd Kjendskab til. Hvad 👤Grundtvigs Theorie angaaer, da føler han just ikke nogen Smerte i Adskillelsens Øieblik, føler sig just heller ikke forladt ved Tanken om at være ueens med denne Tænker. At have 👤Grundtvig paa sin Side kunde vist Ingen ønske, der med Bestemthed ønsker at vide hvor man er, og ikke ønsker at være, hvor der er Allarm, især naar Allarmen er den eneste nærmere Bestemmelse af, hvor man er. Hvad Mag. 👤Lindberg angaaer, da er han en Mand med saa mange dygtige Kundskaber, han er en saa forfaren Dialektiker, at han som Allieret altid er en stor Vinding, og som Fjende altid kan gjøre En Striden vanskelig – men ogsaa fornøielig, fordi han er en øvet Fægter, der rammer og ikke ihjelslaaer saa absolut, at den Levende let forvisser sig om, at det ikke er ham, der er bleven ihjelslagen, men en eller anden uhyre Absoluthed. Det er altid forekommet mig en Uretfærdighed mod 👤Lindberg, at medens Pastor 👤Grundtvig nyder noget Vist om Aaret i Beundringens Offer og Accidentser af det tilbedende Partie, Mag. 👤Lindberg derimod har maattet staae i Skyggen. Og dog er det i Sandhed Noget, og Noget der med Sandhed kan siges om 👤Lindberg, at han er et godt Hoved; derimod er det høist tvivlsomt, hvad i Sandhed Alt det er, der siges om, at 👤Grundtvig er Seer, Barde, Skjald, Prophet, med et hartad mageløst Blik paa Verdenshistorien, og med eet Øie for det Dybe.

§ 3
Aarhundreders Beviis for Christendommens Sandhed

Problemet er stillet objektivt; den vederhæftige Subjektivitet tænker som saa: »lad det blot være vist og klart med Christendommens Sandhed, jeg skal nok være Mand for at antage den, det følger jo af sig selv.« Ulykken er blot, at Christendommens Sandhed har ved sin paradoxe Form1 noget tilfælles med Brændenelden: den vederhæftige Subjektivitet brænder sig kun, naar han saaledes uden videre vil gribe til; eller rettere (da det er et Aands-Forhold, kan det jo kun forstaaes overført om at brænde sig selv) han griber den slet ikke, dens objektive Sandhed griber han saa objektivt, at han selv bliver udenfor.

  1. Cfr. herom »Smulerne.« (tilbage)

Egentligen dialektisk lader dette Argument sig slet ikke behandle; thi i sit første Ord forvandler det sig selv til en Hypothese. Og en Hypothese kan blive sandsynligere ved at holde sig i 3000 Aar, men derfor bliver den aldrig nogen evig Sandhed, der kan være afgjørende for Ens evige Salighed. Har ikke Muhamedanismen bestaaet i 1200 Aar? De atten Aarhundreders Tilforladelighed, det at Christendommen har gjennemtrængt alle Livsforhold, omskabt Verden o. s. v., denne Tilforladelighed er netop en Svig, hvorved det besluttende og vælgende Subjekt fanges og gaaer ind i Parenthesens Fortabelse. Atten Aarhundreder har ingen større Beviiskraft end een Dag i Forhold til en evig Sandhed, der skal være afgjørende for en evig Salighed; derimod har atten Aarhundreder og Alt, Alt, Alt det, som kan fortælles og siges og gjentages i den Anledning, en Adspredelsens Magt, som distraherer ypperligt. Af Naturen er ethvert Menneske lagt an til at blive en Tænker (Ære og Priis være den Gud, som skabte Mennesket i sit Billede!). Gud kan ikke for, at Vane og Slendrian og Lidenskabsløshed og Affectation og Praten med Nabo og Gjenbo efterhaanden fordærver de Fleste, saa de blive tankeløse – og bygge deres evige Salighed derpaa og saa derpaa og for det Tredie derpaa – og mærke ikke, at Hemmeligheden er, at deres Tale om deres evige Salighed er Affectation, netop fordi den er lidenskabsløs, hvorfor den ogsaa ypperligt kan bygges paa Svovelstikke-Argumenter.

Argumentet lader sig derfor kun behandle rhetorisk1. Sand Veltalenhed er nu vistnok en Sjeldenhed, den sande Veltalenhed vilde vel tage i Betænkning at bruge det: maaskee lader det sig deraf forklare, at Argumentet høres ofte. I sit Maximum vil Argumentet da ikke dialektisere (thi det er kun Fuskere der begynde saaledes, og saa først bag efter gribe til det Rhetoriske), det vil imponere. Taleren isolerer det betragtende eller det tvivlende Subjekt ud af al Forbindelse med Andre, og stiller ligeoverfor den stakkels Synder de utallige Slægter og Millioner Millioner Millioner, derpaa siger han til ham: tør Du nu være fræk nok til at nægte Sandheden, tør Du, tør Du indbilde Dig, at Du skulde have Sandheden og atten Aarhundreder, de utallige Slægter og Millioner Millioner Millioner skulle have levet hen i en Vildfarelse; tør Du, Du elendige Ene-Menneske, tør Du ville ligesom styrte alle disse Millioner Millioner Millioner, ja hele Menneskeheden i Fordærvelse; see, de staae op af Gravene, see, de gaae ligesom forbi min Tanke Slægt efter Slægt alle hine Troende, der fandt Hvile i Christendommens Sandhed, og deres Blik dømmer Dig, Dig Du frække Oprører, indtil Dommens Adskillelse forhindrer Dig fra at see dem, fordi Du blev funden for let, blev lukket udenfor i Mørke, fjern fra hiin evige Salighed o. s. v. Bag denne uhyre Slagorden (af Millioner Millioner Millioner) skjelver dog stundom den feige Taler, naar han bruger Argumentet, fordi han aner, at der er en Modsigelse i hele hans Adfærd.

  1. Bedst maaskee med en humoristisk Vending, som naar 👤Jean Paul siger: at om man opgav eller modbeviste alle Beviser for Christendommens Sandhed, blev det dog tilbage: at den har bestaaet i atten Aarhundreder. (tilbage)

Synderen gjør han imidlertid ingen Skade. Et saadant rhetorisk Styrtebad fra en Høide af atten Aarhundreder er meget oplivende. Taleren gavner, om just ikke paa den Maade han mener, han gavner ved at udsondre Subjektet ligeoverfor andre Mennesker – ak, dette er en stor Tjeneste, thi kun faae Mennesker formaae dette alene ved sig selv; og dog er Forsøgelse i denne Stilling en absolut Betingelse for at komme ind i Christendommen. De atten Aarhundreder skal netop være Forfærdelse. Som Bevis pro er de i Afgjørelsens Øieblik for det enkelte Subjekt = 0; men som Forfærdelse contra ere de yderst fortræffelige. Kun er det et Spørgsmaal, om det skal lykkes Rhetoren at faae Synderen ind under Styrtebadet; han gjør ham nemlig Uret, da Synderen jo aldeles ikke udsiger eller nægter Christendommens Sandhed, men er ene og alene betænkt paa sit Forhold til den. Som Islænderen, efter Fortællingen, sagde til Kongen: det er for meget Deres Velærværdighed, saaledes kunde Synderen sige: det er for meget Deres Høiærværdighed, hvortil alle disse Millioner Millioner Millioner; man bliver saa fortumlet i Hovedet, at man hverken veed ud eller ind. Som ovenfor bemærket, det er Christendommen selv, der lægger en uhyre Vægt paa det enkelte Subjekt; den vil kun indlade sig med ham, ham, ham ene, og saaledes med Hver især. Det er forsaavidt en uchristelig Brug af atten Aarhundreder, ved dem at ville lokke den Enkelte ind i Christendommen eller ængste ham ind: han kommer dog ikke ind. Og kommer han ind, kommer han det enten han har atten Aarhundreder for sig eller imod sig.

Hvad her er blevet antydet, have »Smulerne« ofte nok indskærpet, at der ingen ligefrem og umiddelbar Overgang er til Christendommen, og at derfor Alle, der paa den Maade ville skyde rhetorisk til for at faae En ind i Christendommen eller vel endog ved Prygl hjælpe En derind: alle disse ere Bedragere – nei: de vide ikke hvad de gjøre.


Cap. 2


Den speculative Betragtning

Den speculative Betragtning opfatter Christendommen som et historisk Phænomen; Spørgsmaalet om dens Sandhed betyder derfor, at gjennemtrænge den saaledes med Tanken, at tilsidst Christendommen selv er den evige Tanke.

Den speculative Betragtning har nu den gode Egenskab, at den ingen Forudsætninger har. Den gaaer ud fra Intet, antager Intet som Givet, begynder ikke »bittweise«. Her kan man da altsaa være sikker paa ikke at træffe saadanne Forudsætninger, som i det Foregaaende.

Dog antages der jo Eet: Christendommen som givet. Der antages at vi Alle ere Christne. Ak, Ak, Ak, Speculationen er altfor artig. Ja, hvor Verdens Gang er besynderlig! Engang var det livsfarligt at bekjende sig for at være Christen, nu er det betænkeligt at betvivle, at man er det. Især nemlig naar denne Betvivlen ikke betyder, at man stormer frem for at faae Christendommen afskaffet, thi saa lader det sig høre. Nei, hvis et Menneske simpelt og eenfoldigt vilde sige, at han var bekymret for sig selv, at det ikke hang rigtigt sammen med at han kaldte sig en Christen: saa vilde han – ikke blive forfulgt eller henrettet, men man vilde see vredt til ham og sige: »det er ret kjedeligt med det Menneske, at han skal gjøre Ophævelser over ingen Ting; hvorfor kan han ikke være ligesom vi Andre, der alle ere Christne; det er ligesom med 👤F. F., der ikke kan gaae med en Hat som vi Andre, men skal være aparte.« Var han gift, vilde hans Kone sige til ham: lille Mand, hvor kan Du nu faae saadanne Indfald; skulde Du ikke være en Christen? Du er jo Dansk; staaer der ikke i Geographien, at den luthersk-christelige Religion er den herskende i 📌Danmark? For en Jøde er Du da ikke, en Mahomedaner heller ikke, hvad skulde Du vel saa være? Det er jo 1000 Aar siden, at Hedenskabet blev fortrængt, saa veed jeg da, Du er ingen Hedning. Passer Du ikke Dit Arbeide i Contoiret som en god Embedsmand, er Du ikke en god Undersaat i en christelig, i en luthersk-christelig Stat: saa er Du jo en Christen.» See, saa objektive ere vi blevne, at selv en Embedsmands Kone argumenterer fra det Totale, fra Staten, fra Samfunds-Ideen, fra Geographiens Videnskabelighed til den Enkelte. Det følger i den Grad af sig selv, at den Enkelte er Christen, har Troen o. s. v., at det er Lapseri at gjøre Ophævelser derover eller ogsaa er det Grillefængerie. Da det nu altid er ubehageligt at maatte tilstaae, at man ikke er i Besiddelse af Noget, som Alle antages uden videre at være i Besiddelse af, og som kun med rette faaer et Slags særlig Betydning, naar Nogen er taabelig nok til at forraade sin Skavank, hvad Under da, at Ingen tilstaaer det. I Forhold til hvad der dog er et Noget, hvad der forudsætter en Færdighed og andet Saadant, kan man bedre gjøre en Tilstaaelse, men jo ubetydeligere Gjenstand, ubetydeligere nemlig derved, at Alle have den, desto flauere er Tilstaaelsen. Og dette er egentligen den moderne Categorie i Forhold til Bekymringen for ikke at være en Christen: det er flaut. – Ergo er det givet, at vi Alle ere Christne.

Men siger maaskee Speculationen: »dette er populaire og eenfoldige Betragtninger, som Seminarister og Populair-Philosopher kan anstille dem; Speculationen har dermed slet Intet at gjøre.« O, Rædsel at være udelukket fra Speculationens fornemme Viisdom! Men besynderligt forekommer det mig, at man bestandig taler om Speculationen og Speculationen, som var denne en Mand, eller en Mand var Speculationen. Speculationen gjør Alt, den tvivler om Alt, o. s. v.; Speculanten derimod er bleven for objektiv til at tale om sig selv, han siger derfor ikke, at han tvivler om Alt, men at Speculationen gjør det, og at han siger det om Speculationen, mere siger han ikke – i Tilfælde af privat Søgsmaal. Skulde vi nu ikke være enige om, at være Mennesker! 👤Socrates siger som bekjendt, at naar man antager et Fløitespil, maa man ogsaa antage en Fløitespiller; og altsaa naar man antager en Speculation, maa man ogsaa antage en Speculant eller flere Speculanter. »Altsaa, dyrebare Menneske, høistærede Hr. Speculant, Dem tør jeg dog nærme mig i subjektiv Tiltale: o, Kjære! hvorledes betragter De Christendommen, ɔ: Er De en Christen eller ikke? Her spørges ikke, om De gaaer videre, men om De er det; det skulde da være, at det at gaae videre for en Speculant i Forhold til Christendommen er at ophøre at være hvad man var, et sandt Kunststykke à la👤Münchhausen, et Kunststykke, som maaskee er muligt for Speculation, thi denne uhyre Magt fatter jeg ikke, men dog vel umuligt for Speculanten qua Menneske.

Speculanten (hvis han ikke er ligesaa objektiv som hiin Embedsmands Kone) vil altsaa betragte Christendommen. Han er ligegyldig ved, om Nogen antager den eller ikke; slig Bekymring overlades Seminarister og Lægfolk – og saa dog vel de virkelige Christne, hvilke det ingenlunde er ligegyldigt, om de ere Christne eller ikke. Han betragter Christendommen for nu at gjennemtrænge den med sin speculative, ja sin ægte speculative Tanke. Sæt dette hele Foretagende var en Chimaire, sæt det slet ikke lod sig gjøre; sæt Christendommen netop er Subjektiviteten, er Inderliggjørelsen, sæt altsaa, at kun to Klasser af Mennesker kan vide Noget om den: De, der uendeligt interesserede i Lidenskab for deres evige Salighed troende bygge den paa deres troende Forhold til den; og De, som i modsat Lidenskab (men i Lidenskab) forkaste den – de lykkelige og de ulykkelige Elskere. Sæt altsaa den objektive Ligegyldighed aldeles intet kan faae at vide. Kun det Lige forstaaes af det Lige, og den gamle Sætning quicquid cognoscitur, per modum cognoscentis cognoscitur maa dog udvides saaledes, at der ogsaa er en Maade, paa hvilken den Erkjendende slet Intet erkjender, eller at det bliver en Indbildning med hans Erkjenden. I Forhold til en Iagttagelse, hvor det er af Vigtighed, at Iagttageren befinder sig i en bestemt Tilstand, gjelder det jo, at naar han ikke er i denne Tilstand, saa erkjender han slet ikke Noget. Han kan nu bedrage En ved at sige, at han er i den Tilstand uagtet han ikke er det, men naar det træffer sig saa heldigt, at han selv siger, at han ikke er i den fornødne Tilstand, saa bedrager han Ingen. Dersom nu Christendommen væsentligen er noget Objektivt, saa gjelder det for Iagttageren at være objektiv; men dersom Christendommen væsentligen er Subjektiviteten, saa er det en Feiltagelse, hvis Iagttageren er objektiv. I Forhold til al Erkjenden, hvor det gjelder at Erkjendelsens Gjenstand er selve Subjektivitetens Inderlighed, gjelder det, at den Erkjendende maa være i denne Tilstand. Men Udtrykket for Subjektivitetens yderste Anstrængelse er den uendeligt lidenskabelige Interesse for sin evige Salighed. Allerede i Henseende til jordisk Elskov gjelder det, at Iagttageren dog maa være i Elskovens Inderlighed. Men Interessen er her ikke saa stor, fordi al Elskov ligger i Illusion, og netop derfor har den et Slags objektiv Side, som gjør, at en Erfaring paa anden Haand endda lader sig høre. Gjennemtrænges Elskoven derimod med et Guds-Forhold, saa forsvinder den ufuldkomne Illusion, det Skin af Objektivitet, der bliver tilbage; og nu gjelder det, at Den, som ikke er i denne Tilstand, Intet vinder ved al sin Betragten. I den uendelige lidenskabelige Interesse for sin evige Salighed er Subjektiviteten i sin yderste Anstrængelse, i det Yderste, ikke hvor der intet Objekt er (den ufuldkomne og udialektiske Distinction), men hvor Gud er negativt i Subjektiviteten, der i denne Interesse er den evige Saligheds Form.

Speculanten betragter Christendommen som et historisk Phænomen. Men sæt Christendommen slet ikke var det. »Hvilken Dumhed,« hører jeg En sige, »hvilken mageløs Jagen efter Originalitet, at sige noget Saadant, netop i disse Tider da Speculationen har fattet det Historiskes Nødvendighed.« Ja hvad Speculationen er istand til at fatte; thi hvis en Speculant vilde sige, at han havde fattet et historisk Phænomens Nødvendighed, da vilde jeg bede ham dog et Øieblik at sysle med de Betænkeligheder, som »Smulerne« eenfoldeligen fremsatte i Mellemspillet mellem Cap. IV og Cap. V. Til hiint lille Partie henvises altsaa indtil videre, jeg skal altid være villig til at lægge det til Grund for yderligere dialektiske Udviklinger, naar jeg faaer den Lykke at have med en Speculant at gjøre, med et Menneske, thi Speculationen tør jeg ikke indlade mig med. Og nu denne mageløse Jagen efter Originalitet! Lad os tage et Analogon. Tag et Ægtepar; see, deres Ægteskab præger sig tydeligen ud i det Udvortes, det danner et Phænomen i Tilværelsen (i det Mindre ligesom Christendommen verdenshistorisk har udpræget hele Livet); men deres ægteskabelige Kjerlighed er intet historisk Phænomen; det Phænomenale er det Ubetydelige, har kun for Ægtefolkene ved Kjærligheden Betydning, men anderledes seet (ɔ: objektivt) er det Phænomenale et Bedrag. Saaledes med Christendommen. Er dette saa originalt? I Forhold til det Hegelske, at det Udvortes er det Indvortes og det Indvortes det Udvortes, er det jo rigtignok yderst originalt. Men det vilde dog ogsaa være endnu originalere, om det Hegelske Axiom ikke blot blev beundret af Samtiden, men endogsaa fik tilbagevirkende Kraft til historisk baglænds at afskaffe Distinctionen mellem den synlige og usynlige Kirke. Den usynlige Kirke er intet historisk Phænomen; den lader sig slet ikke objektivt betragte som saadant, thi den er kun i Subjektiviteten. Ak, med min Originalitet seer det kun maadeligt ud; trods al Jagen, hvilken jeg dog ikke er mig bevidst, siger jeg kun hvad ethvert Skolebarn veed, om det end ikke veed at sætte det saa tydeligt frem, hvilket Skolebarnet dog har tilfælleds med store Speculanter, kun at Skolebarnet er endnu for umodent, Speculanten for overmoden.

At nu den speculative Betragtning er objektiv, nægtes ikke, tvertimod vil jeg blot for yderligere at vise det, atter her gjentage Forsøget med at sætte den i Lidenskab for sin evige Salighed uendeligt bekymrede Subjektivitet i Forhold til den, hvorved det da netop vil vorde aabenbart, at den speculative Betragtning er objektiv, derved, at Subjektet bliver comisk. Han er ikke comisk fordi han er uendelig interesseret, (tvertimod er netop Enhver comisk, der ikke uendelig i Lidenskab interesseret dog vil bilde Folk ind, at han er interesseret for sin evige Salighed), nei, det Comiske ligger i det Objektives Misforhold.

Er Speculanten tillige Troende (hvilket ogsaa siges), saa maatte han jo forlængst have indseet, at Speculationen aldrig kan faae den Betydning for ham som Troen. Netop som Troende er han jo uendelig interesseret for sin evige Salighed, og er i Troen forvisset om den (NB. saaledes som man troende kan være det, ɔ: ikke eengang for alle, men dagligen med den uendelige personlige lidenskabelige Interesse erhvervende Troens visse Aand); og han bygger da ingen evig Salighed paa sin Speculation, han omgaaes snarere Speculationen mistænkeligt, at den ikke narrer ham ud af Troens Vished (der i ethvert Øieblik har Uvishedens uendelige Dialektik i sig) ind i den ligegyldige objektive Viden. Simpel dialektisk forstaaet forholder Sagen sig saaledes. Siger han derfor, at han bygger sin evige Salighed paa Speculationen, saa modsiger han sig comisk, thi Speculationen i sin Objektivitet er netop aldeles ligegyldig mod hans og min og Din evige Salighed; medens den evige Salighed netop ligger i Subjektivitetens ved den yderste Anstrængelse erhvervede fradragende Selvfølelse. Han lyver tillige med Hensyn til at han udgiver sig for en Troende.

Eller Speculanten er ikke Troende. Speculanten er naturligviis ikke comisk, thi han spørger slet ikke om sin evige Salighed, det Comiske fremkommer først, naar den i Lidenskab uendeligt interesserede Subjektivitet vil sætte sin Salighed i Forhold til Speculationen. Speculanten derimod fremsætter ikke det Problem, hvorom vi tale, thi som Speculant bliver han netop for objektiv til at bekymre sig om sin evige Salighed. Her dog eet Ord for at det kan vorde tydeligt, hvis Nogen misforstaaer mange af mine Yttringer, at det er ham der vil misforstaae mig, medens jeg er uden Skyld. Ære være Speculationen, priset Enhver, der i Sandhed sysler med den. At nægte Speculationens Værd (om man end kunde ønske at Vexelererne i Forgaarden o. s. v. bleve forjagne som Vanhellige) vilde i mine Øine være at prostituere sig selv, og især taabeligt af Den, hvis meste Liv efter fattig Leilighed er helliget til dens Tjeneste, især taabeligt af Den, der beundrer Grækerne. Thi han maa jo dog vide, at 👤Aristoteles, naar han afhandler, hvad Lyksalighed er, sætter den høieste Salighed i at tænke, mindende om de evige Guders salige Tidsfordriv i Tænkning. Han maa fremdeles have baade Forestilling om og Ærbødighed for den Videnskabeliges uforfærdede Begeistring, hans Udholdenhed i Ideens Tjeneste. Men for den Speculerende kan Spørgsmaalet om hans personlige evige Salighed slet ikke komme frem, netop fordi hans Opgave bestaaer i mere og mere at komme bort fra sig selv og blive objektiv, og saaledes forsvinde for sig selv og blive Speculationens skuende Kraft. Alt Sligt veed jeg endda ganske god Beskeed om. Men see, de salige Guder, hiint Speculantens store Forbillede, de vare jo heller ikke bekymrede for deres evige Salighed. Saaledes kom derfor Problemet slet ikke frem i Hedenskabet. Men at behandle Christendommen paa samme Maade, er jo blot at forvirre. Da Mennesket er en Synthese af det Timelige og det Evige, vil den Speculationens Salighed, Speculanten kan have, være en Illusion, fordi han i Tiden vil være blot evig. Deri ligger Speculantens Usandhed. Høiere derfor end denne Salighed er den i Lidenskab uendelige Interesse for sin personlige evige Salighed. Den er høiere netop fordi den er sandere, fordi den bestemt udtrykker Synthesen.

Saaledes forstaaet (og i en vis Forstand vilde det end ikke behøve at oplyses, om den uendelige Interesse for sin evige Salighed er noget Høiere, thi Hovedsagen er blot at den er det Omspurgte) vil det Comiske let vise sig i Modsigelsen. Subjektet er uendelig interesseret i Lidenskab for sin evige Salighed, nu skal han hjælpes ved Speculationen, ɔ: altsaa ved selv at speculere. Men for at speculere maa han netop gaae den modsatte Vei, opgive og tabe sig selv i Objektiviteten, forsvinde for sig selv. Ueensartetheden vil aldeles forhindre ham i at begynde, og vil comisk dømme enhver Forsikkring om ad denne Vei at have vundet Noget. Dette er fra den modsatte Side aldeles det Samme som der blev sagt i det Foregaaende om Iagttagerens Forhold til Christendommen. Objektivt lod Christendommen sig ikke iagttage, netop fordi den vil bringe Subjektiviteten til sit Yderste; naar Subjektiviteten saaledes er rigtigt stillet, kan den ikke knytte sin evige Salighed til Speculationen. Modsigelsen mellem det i Lidenskab uendeligt interesserede Subjekt og Speculationen, naar den skal hjælpe ham, vil jeg tillade mig at oplyse ved et sandseligt Billede. Naar man vil sauge, gjelder det om ikke at trykke for stærkt paa Saugen; jo lettere den Saugende gjør sin Haand, desto bedre gaaer Saugen. Vil En trykke af al sin Kraft paa Saugen, kommer han slet ikke til at sauge. Saaledes gjelder det ogsaa her for den Speculerende at gjøre sig selv objektiv let, men Den, der i Lidenskab er uendeligt interesseret for sin evige Salighed, gjør sig saa subjektiv tung som muligt. Netop derved gjør han sig det umuligt at komme til at speculere. Dersom nu Christendommen hos det enkelte Subjekt fordrer denne uendelige Interesse (hvilket antages, thi derom dreier Problemet sig), saa sees det let, at han umuligen i Speculation kan finde det han søger. – Dette kan ogsaa udtrykkes saaledes, at Speculationen slet ikke lader Problemet komme frem, saa al dens Besvarelse kun er en Mystification.

Anden Deel
Det subjektive Problem. Subjektets Forhold til Christendommens Sandhed, eller det at blive Christen

Første Afsnit


Noget om 👤Lessing

Cap. 1


Yttring af Taknemlighed mod 👤Lessing

Dersom en stakkels privatiserende Tænker, en spekulativ Grillefænger, der liig en fattig Logerende beboede et Tagkammer øverst oppe i en uhyre Bygning, hensad der i sit lille Aflukke fangen i hvad der syntes ham vanskelige Tanker, dersom han, uden opdagende nærmere at kunne forstaae hvorledes, fattede en anende Mistanke om, at der maatte være en Feil eet eller andetsteds i Fundamenterne, dersom han, saa ofte han saae ud af sit Tag-Vindue, med Gysen bemærkede den fordoblede og travle Anstrængelse for at forskjønne og udvide Bygningen, saa han, naar han havde seet og naar han havde gyset, hensank i Mathed tilmode som en Edderkop, der i sin skjulte Krog frister det kummerlige Liv siden sidste Reengjøren, medens den i Angest mærker paa sig selv, at der er et Uveir i Luften; dersom han hver Gang han yttrede sin Tvivl til en Enkelt saae sin Udtryksmaade ved Forskjelligheden fra den almindelige Tanke-Klædedragt betragtet som et forulykket Subjekts luslidte og afstikkende Paaklædning – dersom, siger jeg, en saadan privatiserende Tænker og spekulativ Grillefænger pludseligen stiftede Bekjendtskab med en Mand, hvis Navnkundighed vel ikke ligefrem var ham Borgen for Tankernes Rigtighed (thi saa objektiv var den stakkels Logerende ikke, at han uden videre bagvendt kunde slutte fra Navnkundighed til Sandhed), men hvis Navnkundighed var et Smiil af Lykken til den Forladte, der hos den Navnkundige fandt en og anden af de vanskelige Tanker berørte: ak, hvilken Glæde, hvilken Høitid paa det lille Qvistkammer, naar hiin stakkels Logerende trøstede sig ved den Navnkundiges herlige Ihukommelse, medens Tanke-Syslen vandt Frimodighed, og Vanskeligheden Skikkelse, og Haabet blev til, Haabet om at forstaae sig selv, ɔ: først at forstaae Vanskeligheden og da maaskee endog at overvinde den! Det gjelder nemlig med Hensyn til Vanskeligheders Forstaaelse hvad 👤Peer Degn urigtigt vil have indført i den geistlige Befordring: først 👤Degn .... – det gjelder først at forstaae Vanskeligheden, saa kan man altid gaae over til at forklare den – hvis man kan det.

Nu vel da, for Spøg og i Alvor: tilgiv, navnkundige 👤Lessing, denne Yttring af en sværmersk Taknemlighed, tilgiv dens spøgende Form! Yttringen er visseligen i sømmelig Afstand uden Paatrængenhed, den er uden verdenshistorisk Vrælen, uden systematisk Vold reen personlig; er den usand, er det fordi den er altfor sværmersk, hvorpaa dog Spøgen bøder. Og denne Spøg har ogsaa sin dybere Grund i det omvendte Forhold: Dens, der experimenterende reiser Tvivlene, uden at forklare hvorfor han gjør det, og Dens, der experimenterende søger at bringe det Religiøse frem i dets overnaturlige Størrelse, uden at forklare, hvorfor han gjør det.

Yttringen angaaer ikke hvad man i Almindelighed og vel ogsaa, det antager jeg, med Rette har beundret hos 👤Lessing. Til saaledes at beundre skjønnes jeg ikke beføiet. Den angaaer ikke 👤Lessing i Qvalitet af Lærd, ikke hvad der tiltaler mig som en sindrig Mythe, at han var Bibliothekar; ikke hvad der tiltaler mig som et Epigram, at han var Sjelen i et Bibliothek, at han med en næsten allestedsnærværende Autopsie holdt en enorm Viden, et gigantisk Apparat behersket af Tankens Indsigt, lydigt under Aandens Vink, fæstet i Ideens Tjeneste. Den angaaer ikke 👤Lessing som Digter, ikke hans Mesterskab i at construere den dramatiske Sætning, ikke hans psychologiske Myndighed til digterisk at gjøre aabenbart, ikke hans vel hidtil uovertrufne Replikker, der med Samtalens lette Sving bevæge sig frit og ugenerede i Dialogens Slyngning, skjøndt betyngede af Tanke. Den angaaer ikke 👤Lessing som Æsthetiker, ikke hiin Demarcations-Linie, der paa hans Bud, anderledes afgjørende end en Paves, droges mellem Poesie og Kunst, ikke hiin Velstand af æsthetisk Iagttagelse, der vedbliver at strække til endnu i vor Tid. Den angaaer ikke 👤Lessing som Viis, ikke hiin sindrige Viisdom, der skjulte sig beskedent i Fabelens ringe Dragt. Nei, den angaaer Noget, hvor Knuden netop er, at man ikke ligefrem kan komme til at beundre ham, eller ved sin Beundring i et umiddelbart Forhold til ham, da Fortjenesten netop er at have forhindret det: at han religieust sluttede sig af i Subjektivitetens Isolation, at han i religieus Henseende ikke lod sig narre til at blive verdenshistorisk eller systematisk, men forstod og forstod at fastholde, at det Religieuse angik 👤Lessing, 👤Lessing alene, som det paa samme Maade angaaer ethvert Menneske, forstod at han uendeligt havde med Gud at gjøre, men ligefrem Intet, Intet med noget Menneske. See, dette er Yttringens Gjenstand, Taknemlighedens Gjenstand, dersom det nu bare er vist, at det er saa med 👤Lessing, dersom. Og dersom det saa var vist, saa vilde 👤Lessing med Rette kunne sige: Intet at takke for. Dersom det barestens er vist! Ja forgjeves vilde jeg storme ind paa ham med Beundringens Overtalelse, forgjeves trygle, true, trodse, han har netop fattet hiint Religieusitetens archimediske Punkt, hvorved man ikke just kan bevæge hele Verden, men hvortil der hører en Verdenskraft for at opdage det, naar man har 👤Lessings Forudsætninger. Dersom det bare er saaledes! – Men nu hans Resultat! Har han antaget Christendommen, har han forkastet den, har han forsvaret den, har han angrebet den, at ogsaa jeg kan antage den samme Mening i Tillid til ham, der havde digterisk Phantasie nok til, hvad Øieblik det skulde være, at blive samtidig med hiin Begivenhed, som indtraadte for nu 1812 Aar siden, saa primitivt, at ethvert historisk Sandsebedrag, ethvert objektivt-bagvendt Falsum var forhindret. Ja, tag 👤Lessing der. Nei, han havde ogsaa skeptisk Ataraxie og religieus Sands nok til at mærke det Religieuses Categorie. Vil Nogen nægte dette, saa fordrer jeg, at der skal balloteres derpaa. Altsaa hans Resultat! Vidunderlige 👤Lessing! Han har intet, intet, der er ikke Spor af noget Resultat; sandeligen, ikke en Skriftefader, der modtog en Hemmelighed at bevare, ikke en Pige, der havde lovet sig selv og sin Forelskelse Taushed og blev udødelig ved Løftets Holdelse, ikke Den, som tog enhver Oplysning med sig i Graven: Ingen kunde bære sig forsigtigere ad end 👤Lessing ved den vanskeligere Opgave: tillige at tale. Ikke 👤Satan selv kan som Trediemand med Bestemthed sige Noget som Trediemand. Hvad Gud derimod angaaer, da kan han aldrig blive Trediemand, hvor han er med i det Religieuse; dette er netop det Religieuses Hemmelighed.

Det Verden maaskee altid har havt Mangel paa, er hvad man kunde kalde de egentlige Individualiteter, de afgjorte Subjektiviteter, de kunstnerisk gjennemreflekterede, de selvtænkende, hvilke ere forskjellige fra de vrælende og de docerende. Jo mere objektiv Verden bliver og Subjektiviteterne, desto vanskeligere bliver det med de religieuse Categorier, som netop ligge i Subjektiviteten, hvorfor det at ville være verdenshistorisk, videnskabelig, objektiv i Forhold til det Religiøse hartad er en irreligieus Overdrivelse. Dog er det ikke for at faae En at beraabe mig paa, at jeg har draget 👤Lessing frem, thi allerede det kun at ville være subjektiv nok til at beraabe sig paa en anden Subjektivitet er et Forsøg paa at blive objektiv, er det første Skridt til at faae Stemmefleerheden paa sin Side og sit Guds-Forhold forvandlet til en Speculations-Entreprise i Kraft af Sandsynlighed og Compagnieskab og Medactionnairer.

Men i Forhold til det egentligen at blive subjektiv, gjelder det igjen om, hvilke Reflexions-Forudsætninger Subjektet har at gjennemtrænge, hvilken Objektivitetens Vægt han maa afkaste, hvilken uendelig Forestilling han har om, hvad denne Vending betyder, dens Ansvar og dens discrimen. Ligger der nu end i denne Betragtning en Fordring, som gjør Tallet paa de Individualiteter, mellem hvilke der kunde vælges, ringe, saa er det, selv om det syntes mig, at 👤Lessing var den Eneste, atter ikke for at beraabe mig paa ham (o, hvo der turde det, hvo der turde sætte sig i et umiddelbart Forhold til ham, ja han var hjulpen!), at jeg her drager ham frem. Det falder mig ogsaa ind, at det var misligt af den Grund, at jeg ved Hjælp af Beraabelsen tillige havde modsagt mig selv og hævet det Hele. Har Subjektiviteten ikke selv gjennem- og udarbeidet sig af Objektiviteten, saa vil al Raaben paa en anden Individualitet blot være Misforstaaelse, og har den gjort det, saa vil den Subjektive vel vide Besked om sin egen Gang, og om de dialektiske Forudsætninger, i og efter hvilke han har sin religieuse Existents. Den religieuse Subjektivitets Udviklings-Gang har nemlig den mærkelige Egenskab, at Veien bliver til for den Enkelte og lukker sig efter ham. Hvorfor skulde ikke ogsaa Guddommen vide at holde sig selv i Priis! Overalt hvor der er noget Overordentligt og noget Værdifuldt at see, der er vel Trængsel, men Eiermanden indretter det forsigtigen saaledes, at kun Een og Een ad Gangen faaer Lov at komme ind – Trængselen, Massen, Hoben, det verdenshistoriske Opløb bliver udenfor. Og Guddommen eier dog vel det Kostbareste; men den veed ogsaa ganske anderledes at sikkre sig end alt jordisk Opsyn, veed ganske anderledes at forhindre, at Ingen smutter verdenshistorisk, objektivt, videnskabeligen ind, benyttende sig af Trængselen. Og Den, som fatter dette, han udtrykker formodentligen og maaskee det Samme ved sin Adfærd, medens dog den samme Adfærd hos den Ene kan være Frækhed, hos den Anden det religieuse Mod, uden at dette objektivt lader sig afgjøre. Om nu 👤Lessing har gjort det Store, om han saaledes ydmygende sig under det Guddommelige, elskende det Menneskelige, er kommen Guddommen til Hjælp ved i sit Forhold til Andre at udtrykke sit Guds-Forhold, at ikke det Meningsløse skulde indtræde, at han skulde have sit Guds-Forhold, og noget andet Menneske kun gjennem ham have sit Guds-Forhold: hvo veed det med Bestemthed? Vidste jeg det med Bestemthed, saa kunde jeg beraabe mig paa ham, og kunde jeg beraabe mig paa ham og gjøre det med Rette, saa havde 👤Lessing bestemt ikke gjort det.

Nu er 👤Lessing jo rigtignok et forlængst Tilbagelagt, en forsvindende lille Station paa den verdenshistorisk-systematiske Jernbane, at tye til ham er at dømme sig selv, er at berettige enhver Samtidig til den objektive Dom om En, at man ikke formaaer at følge med Tiden hvor det gaaer paa Jernbane – og hele Kunsten altsaa bestaaer i at springe ind i den første den bedste Vogn og lade verdenshistorisk staae til; at minde om ham er en Fortvivlelsens Gjerning, thi saa er det jo vist, at det er forbi med En, at man er langt, langt bag efter, dersom 👤Lessing allerede har sagt Noget af det, man vil sige – det skulde da være, enten at det var sandt, hvad 👤Lessing sagde (i saa Fald er det betænkeligt med Jernbane-Fart at styre bort derfra), eller at man ikke havde givet sig Tid til at forstaae 👤Lessing, der snildt bestandigt vidste at unddrage sig, og sin dialektiske Viden, og sin Subjektivitet indenfor denne, enhver travl Transport til Ihændehaveren. Men see, naar man saa har væbnet sig mod al denne Tort og Anfægtelse, saa staaer det Værste tilbage: sæt saa 👤Lessing bedrog En. Nei, det var dog en Egoist den 👤Lessing! I religieus Henseende havde han altid Noget for sig selv, Noget, som han vel sagde, men paa en underfundig Maade, Noget, som ikke ligefrem lod sig ramse bagefter af Repetenter, Noget, som bestandigen blev det Samme, medens det bestandigen forandrede Form, Noget, som ikke udleveredes stereotyperet til at indføres i en systematisk Formularbog, men som den gymnastiske Dialektiker frembringer og forandrer og frembringer, det Samme og dog ikke det Samme. Det var i Grunden stygt af 👤Lessing, at han saaledes bestandigt forandrede Bogstaverne i Forhold til det Dialektiske, ligesom naar en Mathematiker derved forvirrer den Lærende, der ikke mathematisk faaer Øie paa Beviset, men nøies med et Gadebekjendtskab, der tager Kjende paa Bogstaverne. Det var en Skam af 👤Lessing at bringe Dem, der saa uendeligt gjerne vilde sværge in verba magistri i den Forlegenhed med Hensyn til ham aldrig at kunne komme i det eneste dem naturlige Forhold: det sværgende; at han ikke selv sagde ligefrem, jeg angriber Christendommen, at de Sværgende kunde sige: vi sværge; at han ikke sagde ligefrem, jeg vil forsvare Christendommen, at de Sværgende kunde sige: vi sværge. Det var en Misbrug af hans dialektiske Kunst, at han nødvendigviis maatte foranledige dem til at sværge falsk (da de nødvendigviis maatte sværge), deels naar de svoer, at det han nu sagde var det Samme, som det han før sagde, fordi Formen og Indklædningen var den samme; deels naar de svoer, at det han nu sagde ikke er det Samme, fordi Formen og Indklædningen er forandret: ligesom hiin Reisende, der under Eds Aflæggelse gjenkjendte sin Røver i den Uskyldige og ikke kjendte sin Røver, fordi han kun kjendte Parykken, og derfor viseligen skulde have indskrænket sig til at sværge paa, at han kjendte Parykken. Nei, 👤Lessing var ingen alvorlig Mand, hele hans Fremstilling er uden Alvor og uden den sande Tilforladelighed, der gjør Fyldest for Andre, som tænke bag efter, dog uden Eftertanke. Og nu hans Stiil! Denne polemiske Tone, der hvert Øieblik har uendelig god Tid til en Vittighed, og det endda i en Gjærings-Periode; thi ifølge en gammel Avis jeg har fundet, skal det dengang akkurat ligesom nu have været en Gjæringsperiode, som Verden aldrig har seet Magen til. Denne stilistiske Sorgløshed, der udfører en Lignelse indtil den mindste Detail, som havde Fremstillingen selv et Værd, som var der Fred og Tryghed, og det uagtet maaskee Bogtrykkerdrengen og Verdenshistorien, ja den hele Menneskehed ventede paa, at han skulde blive færdig. Denne videnskabelige Ørkesløshed, der ikke lystrer Paragraph-Normativet. Denne Blanding af Spøg og Alvor, som gjør det umuligt for Trediemand med Bestemthed at vide, hvilket der er hvilket – det skulde da være, at Trediemand vidste det ved sig selv. Denne Underfundighed, der maaskee endog stundom lægger falsk Accent paa det Ligegyldige, at den Vidende netop saaledes bedst maa fatte det dialektisk Afgjørende, og Kjætterne ikke faae Noget at rende med. Denne Fremstillingsmaade, der ganske tilhører hans Individualitet, der frisk og vederqvægende baner sig sin egen Vei, og ikke udaander i et Mosaik af Stik-Ord og autoriserede Talemaader, og Samtidiges Vendinger, der under Gaaseøine forraade En, at den Skrivende følger med Tiden, medens 👤Lessing sub rosa betroer En, at han følger med Tanken. Denne Fiffighed med hvilken han drillende bruger sit eget Jeg, næsten ligesom 👤Socrates, frabedende sig Compagniskab eller rettere sikkrende sig derimod, naar det er i Forhold til den Sandhed, hvor Hovedsagen netop er at være ene derom, uden at ønske Mennesker med sig for Triumphens Skyld, da her ingen er at vinde, det skulde da være Uendelighedens Spøg at være Intet for Gud, uden at ønske Mennesker om sig i den eensomme Tænknings Livsfare, da denne jo netop er Veien. Alt Dette er det Alvor? Er det Alvor, at han væsentligen bærer sig eens ad mod Alle, om end i Formen forskjelligt, at han unddrager sig ikke blot Fanatikeres dumme Forsøg paa at indrullere ham i det positive Sociale og illuderer deres taabelige Anmasselse, naar de ville excludere ham, men at endog den ædle 👤Jacobis begeistrede Veltalenhed Intet formaaer over ham, at han ikke røres ved 👤Lavaters elskelige eenfoldige Bekymring for hans Sjel? Er det en alvorlig Mands Udgang af Livet, at hans sidste Ord er ligesaa gaadefuldt som alt det Øvrige1, at den ædle 👤Jacobi end ikke tør indestaae for hans Sjels Salighed, hvad 👤Jacobi var alvorlig nok til at bekymre sig om – næsten ligesaa meget som om sin egen? Er det Alvor? Ja, lad Dem afgjøre det, der ere saa alvorlige, at de end ikke forstaae Spøg, de ere dog vel competente Dommere, med mindre det skulde være umuligt at forstaae Alvor naar man ikke forstaaer Spøg, hvad allerede hiin alvorlige Romer 👤Cato Uticensis (ifølge 👤Plutarch i 📖 Moralia) skal have paaviist ved at vise den dialektiske Reciprocitet mellem Spøg og Alvor. Men naar saa 👤Lessing ikke er en alvorlig Mand, hvad Haab er der da for Den, der opgiver saa saare Meget, det Verdenshistoriske og det samtidige Systematiske, for at tye til ham?

  1. Saaledes skal jo 👤Hegel ogsaa være død med de Ord, at Ingen forstod ham uden Een, som misforstod ham; og naar 👤Hegel har gjort det Samme, saa kunde det maaskee tjene 👤Lessing til Gode. Ak, men der var en stor Forskjel. 👤Hegels Udsagn har strax den Skavank, at det er et ligefremt Udsagn og saaledes aldeles uadæqvat for en saadan Misforstaaelse, og beviser tilstrækkeligt, at 👤Hegel ikke har kunstnerisk existeret i Dobbelt-Reflexionens Svigefuldhed. Dernæst, at 👤Hegels Meddelelse i de samfulde sytten Bind er en ligefrem Meddelelse; har han da Ingen fundet, der har forstaaet ham, saa bliver det værst for 👤Hegel. En anden Sag vilde det være med 👤Socrates f. Ex., der kunstnerisk havde indrettet hele sin Meddelelses-Form paa at blive misforstaaet. Som dramatisk Replik af 👤Hegel i Dødsøieblikket, betragtes hiint Udsagn af 👤Hegel bedst som en Vildelse, en Tankeløshed, der nu i Døden skal være med paa de Veie, hvor han aldrig har været med i Livet. Er 👤Hegel som Tænker eneste i sit Slags, saa er der jo Ingen, han kan sammenlignes med; og skulde han dog have Nogen han kunde sammenlignes med, saa er saa meget vist, at med 👤Socrates har han aldeles Intet tilfælleds. (tilbage)

See, en saadan vanskelig Sag er det at nærme sig 👤Lessing i religieus Henseende. Vilde jeg fremsætte de enkelte Tanker og da ramsende henføre dem ligefrem til ham, vilde jeg forbindtligen omslutte ham i Beundringens Favntag som Den, hvem jeg skyldte det Alt, da vilde han maaskee smilende unddrage sig og lade mig i Stikken, en Gjenstand for Latteren. Vilde jeg fortie hans Navn, træde vrælende frem lyksalig over min mageløse Opdagelse, som Ingen før havde gjort, da vilde vel hiin πολυμητις Οδυσσευς hvis jeg tænkte mig ham tilstede, nærme sig, slaae mig med en tvetydigt beundrende Mine paa Skulderen og sige: darin haben Sie Recht, wenn ich das gewußt hätte – og da vilde jeg nok forstaae, om end ingen Anden forstod det, at han havde mig til Bedste.

Cap. 2


Mulige og virkelige Theses af 👤Lessing

Uden da at turde beraabe mig paa 👤Lessing, uden med Bestemthed at turde angive ham som Hjemmelsmand, uden at forpligte Nogen til paa Grund af Navnkundigheden pligtskyldigst at ville eller forsikkrende at ville have forstaaet hvad der bringer den Forstaaende i et betænkeligt Forhold til min Navnløshed, som vel har noget ligesaa Afskrækkende som 👤Lessings Navnkundighed har Tiltrækkende: agter jeg nu at fremsætte hvad jeg Fanden gale mig henfører til 👤Lessing uden at være sikker paa, at han vedstaaer det; hvad jeg snart kunde fristes til drillende i Overgivenhed at ville paadutte ham at han har sagt det, om ikke ligefrem; hvad jeg paa en anden Maade sværmersk kunde ønske beundrende at turde takke ham for; hvad jeg atter med stolt Paaholdenhed og Selvfølelse kun i Genereusitet henfører til ham; og hvad jeg atter frygter for at fornærme eller besvære ham med ved at bringe hans Navn i Forhold dertil. Ja, man finder dog sjeldent en Forfatter, der er saa behagelig i Omgang som 👤Lessing. Og hvoraf kommer det? Deraf, tænker jeg, at han er saa sikker paa sig selv. Al denne trivielle og magelige Omgang mellem en Udmærket og en mindre Udmærket, at den ene er Genie, Mester, den anden Lærling, Bud, Leietjener o. s. v., er her forhindret. Om jeg med Djævels Vold og Magt vilde være 👤Lessings Discipel, jeg kan det ikke, han har forhindret det. Som han selv er fri, saa vil han frigjøre Enhver, det tænker jeg, i sit Forhold til ham, frabedende sig Lærlingens Uddunstninger og Labansstreger, befrygtende at blive til Latter ved Repetenterne: et eftersnakkende 👤Ecchos sædvanlige Gjengivelse af det Sagte.

1. Den subjektive existerende Tænker er opmærksom paa Meddelelsens Dialektik.

Medens den objektive Tænkning er ligegyldig ved det tænkende Subjekt og dets Existents, er den subjektive Tænker som existerende væsentligen interesseret i sin egen Tænkning, er existerende i den. Derfor har hans Tænkning en anden Art af Reflexion, nemlig Inderlighedens, Besiddelsens, hvorved den tilhører Subjektet og ingen Anden. Medens den objektive Tænkning sætter Alt i Resultat, og forhjælper den hele Menneskehed til at snyde ved at afskrive og opramse Resultatet og Facitet, sætter den subjektive Tænkning alt i Vorden, og udelader Resultatet, deels fordi dette netop tilhører ham, da han har Veien, deels fordi han som existerende bestandigen er i Vorden, hvilket da ethvert Menneske er, der ikke har ladet sig narre til at blive objektiv, til overmenneskeligt at blive Speculationen.

Inderlighedens Reflexion er den subjektive Tænkers Dobbelt-Reflexion. Tænkende tænker han det Almene, men som existerende i denne Tænkning, som erhvervende denne i sin Inderlighed bliver han mere og mere subjektiv isoleret.

Forskjelligheden mellem den subjektive og den objektive Tænkning maa ogsaa yttre sig i Meddelelsens1 Form, det vil sige, den subjektive Tænker maa strax blive opmærksom paa, at Formen maa kunstnerisk have lige saa megen Reflexion som han selv existerende i sin Tænkning har det. Kunstnerisk vel at mærke, thi Hemmeligheden bestaaer ikke i, at han ligefrem udsiger Dobbelt-Reflexionen, da et saadant Udsagn netop er en Modsigelse.

  1. Dobbelt-Reflexionen ligger allerede i selve Meddelelsens Idee, at den i Isolationens Inderlighed existerende Subjektivitet (der ved Inderligheden vil udtrykke Evighedens Liv, hvor al Socialitet og alt Fælledsskab ikke lader sig tænke, fordi Existents-Categorien: Bevægelse her ikke lader sig tænke, hvorfor heller ingen væsentlig Meddelelse lader sig tænke, fordi Enhver maa antages væsentlig at besidde Alt) vil meddele sig, altsaa at han paa eengang vil have sin Tænkning i sin subjektive Existentses Inderlighed og dog vil meddele sig. Denne Modsigelse kan umuligen (uden for Tankeløsheden, og for den er jo Alt muligt) finde sit Udtryk i en ligefrem Form. – At forøvrigt det saaledes existerende Subjekt kan ville meddele sig, er ikke saa vanskeligt at forstaae. En Forelsket f. Ex., hvem hans Elskov netop er ham hans Inderlighed, han kan vel ville meddele sig, men ikke ligefrem, netop fordi Elskovens Inderlighed er ham Hovedsagen. Væsentligen beskjæftiget med bestandigt at erhverve Elskovens Inderlighed, har han intet Resultat, og er aldrig færdig, men kan derfor gjerne ville meddele, men kan netop derfor aldrig bruge en ligefrem Form, da den forudsætter Resultat og Færdighed. Saaledes ogsaa i et Guds-Forhold. Netop fordi han selv bestandigt er i Vorden ind efter, ɔ: i Inderlighed, kan han aldrig meddele sig ligefrem, da her Bevægelsen er lige den modsatte. Den ligefremme Meddelelse fordrer Visheden, men Visheden er umulig for den Vordende, og er netop Bedraget. Vilde, for at benytte et erotisk Forhold, saaledes en elskende Pige længes efter Bryllupsdagen, fordi denne gav hende en sikker Vished, vilde hun som Ægteviv gjøre sig beqvem i juridisk Tryghed, vilde hun istedenfor pigeligen at længes gabe ægteskabeligen, saa vilde Manden med Rette beklage sig over hendes Utroskab, uagtet hun dog ikke elskede nogen Anden, men fordi hun havde tabt Ideen, og egentligen ikke elskede ham. Og dette er dog den væsentlige Utroskab i det erotiske Forhold, den tilfældige, den at elske en Anden. (tilbage)

Den almindelige Communication mellem Menneske og Menneske er aldeles umiddelbar, fordi Menneskene i Almindelighed existere umiddelbart. Naar den Ene foredrager Noget, og den Anden vedkjender sig ordret det Samme, saa antages de at være enige og at have forstaaet hinanden. Netop fordi den Foredragende ikke er opmærksom paa Tanke-Tilværelsens Dobbelthed, kan han heller ikke være opmærksom paa Meddelelsens Dobbelt-Reflexion. Han aner derfor ikke, at den Art af Enighed kan være den høieste Misforstaaelse, og naturligviis heller ikke, at ligesom den subjektivt existerende Tænker har ved Dobbeltheden frigjort sig selv, saaledes beroer Meddelelsens Hemmelighed netop i at frigjøre den Anden, og netop derfor maa han ikke meddele sig ligefrem, ja det er endog ugudeligt at gjøre det. Dette Sidste gjelder jo mere det Subjektive er det Væsentlige, og altsaa først og fremmest i det Religieuse, hvis da den Meddelende ikke er Gud selv eller tør beraabe sig paa en Apostels mirakuløse Myndighed, men blot er Menneske og tillige en Ven af at have Mening i hvad han siger og hvad han gjør. Den subjektive religieuse Tænker derfor, der for at være dette har fattet Tilværelsens Dobbelthed, indseer let, at den ligefremme Meddelelse er et Bedrag mod Gud (der bedrager ham muligen for et andet Menneskes Tilbedelse i Sandhed), et Bedrag mod sig selv (som var han ophørt at være existerende), et Bedrag mod et andet Menneske (som muligen kun faaer et relativt Gudsforhold), et Bedrag, der bringer ham i Modsigelse med hele hans Tænkning. Igjen ligefrem at udsige dette vilde atter være en Modsigelse, fordi Formen blev den ligefremme tiltrods for al Udsagnets Dobbelt-Reflexion. At fordre af en Tænker, at han i Formen, han giver sin Meddelelse, skal modsige hele sin Tænkning og sin Verdens-Anskuelse, at trøste ham med, at saa gavner han, at lade ham holde sig overbeviist om, at Ingen bryder sig derom, ja at Ingen mærker det i disse objektive Tider, da slige yderlige Conseqventser kun ere Narrestreger, som enhver systematisk Leietjener agter for Intet, ja det er gode Raad, som endda ikke ere dyre. Sæt saaledes det var et religieust existerende Subjekts Livs-Anskuelse, at man ikke maa have Disciple, at det er Forræderi baade mod Gud og Mennesker, sæt han var lidt dum (thi skal der end Lidt mere end Ærlighed til for at komme igjennem Verden, saa er Dumhed altid fornøden for ret at gjøre Lykke og ret at blive forstaaet af Mange), og sagde dette ligefrem med Salvelse og Pathos: hvad saa? Ja saa vilde han blive forstaaet, og der vilde snart melde sig Ti, der blot mod at blive barberede frit eengang om Ugen, søgte Engagement med at forkynde denne Lære, ɔ: han havde været saa særdeles heldig til yderligere Bekræftelse af Lærens Sandhed at faae Disciple, som antoge og udbredte denne Lære om ingen Discipel at have.

Den objektive Tænkning er aldeles ligegyldig mod Subjektiviteten og derved mod Inderligheden og Tilegnelsen; dens Meddelelse er derfor ligefrem. Det følger af sig selv, at den ingenlunde derfor behøver at være let, men den er ligefrem, den har ikke Dobbelt-Reflexionens Svig og Kunst, den har ikke hiin subjektive Tænknings gudfrygtige og humane Omsorg i at meddele sig, den lader sig ligefrem forstaae, den lader sig ramse. Den objektive Tænkning er derfor blot opmærksom paa sig selv, og er derfor ingen Meddelelse1, idetmindste ingen kunstnerisk Meddelelse, forsaavidt der dog altid vilde fordres at tænke den Modtagende og at agte paa Meddelelsens Form i Forhold til Modtagerens Misforstaaelse. Den objektive Tænkning2 er ligesom de fleste Mennesker saa inderlig god og meddeelsom; den meddeler sig uden videre og griber i det Høieste til Forsikkringer om sin Sandhed, Anbefalinger, Forjættelser om at alle Mennesker engang ville antage denne Sandhed – saa sikker er den. Eller maaskee snarere saa usikker, thi Forsikkringen og Anbefalingen og Forjættelsen, som jo rigtignok er for de Andres Skyld, som skulle antage den, turde maaskee ogsaa være for Lærerens Skyld, der trænger til Stemmefleerhedens Sikkerhed og Tilforladelighed. Nægter Samtiden ham den, saa trækker han paa Eftertiden – saa sikker er han. Denne Sikkerhed har noget tilfælleds med den Uafhængighed, der, uafhængig af Verden, behøver Verden som Vidne til sin Uafhængighed, for at være vis paa, at man er uafhængig.

  1. Saaledes gaaer det altid med det Negative; hvor det er ubevidst med, forvandler det netop det Positive til det Negative; her forvandler det Meddelelsen til Illusion, fordi det Negative i Meddelelsen ikke er tænkt, men denne tænkt puur og pære positiv. I Dobbelt-Reflexionens Svig er Meddelelsens Negativitet tænkt, og derfor er denne Meddelelse, der i Sammenligning med hiin anden Meddelelse ingen synes at være, netop Meddelelse. (tilbage)
  2. Det maa bestandigt erindres, at jeg taler om det Religieuse, hvor den objektive Tænkning, naar den skal være det Høieste, netop er Irreligieusitet. Overalt derimod, hvor den objektive Tænkning er i sin Ret, er dens ligefremme Meddelelse ogsaa i sin Orden, fordi den netop ikke skal have med Subjektiviteten at gjøre. (tilbage)

Meddelelsens Form er noget Andet end Meddelelsens Udtryk. Naar Tanken har faaet sit rette Udtryk i Ordet, hvilket naaes ved den første Reflexion, saa kommer den anden Reflexion, der betræffer Meddelelsens eget Forhold til Meddeleren og gjengiver den existerende Meddelers eget Forhold til Ideen. Lad os endnu engang anføre et Par Exempler, vi har jo ogsaa god Tid, thi hvad jeg skriver er ikke den forventede sidste §, hvormed Systemet er færdigt. Sæt1 altsaa, at En vilde meddele følgende Overbeviisning: Sandheden er Inderligheden; der er objektivt ingen Sandhed; men Tilegnelsen er Sandheden; sæt han havde Iver og Begeistring for at faae dette sagt, thi naar Folk hørte det, saa vare de frelste, sæt han saa sagde det ved alle Leiligheder og bevægede ikke blot de Letsvedende, men ogsaa haardføre Mennesker: hvad saa? Saa vilde der nok findes nogle Arbeidere, der havde staaet ledigt paa Torvet, og først ved dette Kald gik hen at arbeide i Viingaarden – med at forkynde denne Lære for Alle. Og hvad saa? Saa havde han yderligere modsagt sig selv, som han havde gjort det lige fra Begyndelsen, thi allerede Iveren og Begeistringen for at faae det sagt, og faae det hørt, var en Misforstaaelse. Hovedsagen var jo netop at blive forstaaet, og Forstaaelsens Inderlighed vilde jo netop være, at den Enkelte forstod det ved sig selv. Nu havde han endog bragt det til at faae Udraabere; og en Udraaber af Inderlighed er et seeværdigt Dyr. For virkeligen at meddele en saadan Overbeviisning vilde der udfordres Kunst og Selvbeherskelse; Selvbeherskelse nok til i Inderlighed at fatte, at det enkelte Menneskes Guds-Forhold er Hovedsagen og Trediemands Travlhed er Mangel paa Inderlighed og Overflødighed af elskværdig Dumhed; Kunst nok til uudtømmeligt, som Inderligheden var det, at variere Meddelelsens dobbelt-reflekterede Form. Jo mere Kunst, jo mere Inderlighed; ja havde han megen Kunst, kunde han endog gjerne sige, at han brugte den, sikker paa i næste Øieblik at kunne sikkre Meddelelsens Inderlighed, fordi han var uendelig bekymret for at bevare sin egen Inderlighed, hvilken Bekymring frelser den Bekymrede fra al positiv Sluddervorrenhed. – Sæt En vilde meddele, at ikke Sandheden er Sandheden, men Veien er Sandhed, ɔ: at Sandheden kun er i Vordelsen, i Tilegnelsens Proces, at der altsaa intet Resultat er; sæt han var en Menneskeven, der nødvendigviis maatte avertere alle Mennesker derom; sæt han skjød den fortræffelige Gjenvei at meddele det i den ligefremme Form i Adresseavisen, hvorved han vandt en Masse Tilhængere, medens den kunstneriske Vei vilde trods hans yderste Anstrængelse lade det uafgjort, om han havde hjulpet noget Menneske: hvad saa? Ja saa blev hans Udsagn netop et Resultat. – Sæt En vilde meddele, at al Reciperen er en Produceren; sæt han gjentog det saa tidt, at denne Sætning endogsaa blev brugt paa Forskrifter til Skjønskrivning: saa havde han rigtignok faaet sin Sætning bekræftet. – Sæt En vilde meddele den Overbeviisning, at et Menneskes Guds-Forhold er en Hemmelighed; sæt det var ret saadan en rar Mand, der holdt saa meget af andre Mennesker, at det maatte ud af ham; sæt han dog endnu havde saa megen Forstand, at han mærkede lidt af Modsigelsen ved at meddele det ligefrem, og han altsaa meddeelte det under Tausheds Løfte: hvad saa? Saa maatte han enten antage, at Discipelen var visere end Læreren, at Discipelen virkelig kunde tie, hvad Læreren ikke kunde (en ypperlig Satire over det at være Lærer!), eller han maatte blive lyksaliggjort i Galimathias, saa han slet ikke opdagede Modsigelsen. Det er besynderligt med disse rare Mennesker; det er nu saa Rørende, at det maa ud af dem – og det er saa Forfængeligt, at troe, at noget andet Menneske i sit Guds-Forhold trænger til Ens Bistand, som kunde Gud ikke nok hjælpe sig selv og den Paagjeldende. Men det er lidt anstrængende, existerende at fastholde den Tanke, at man for Gud er Intet, at det er en Spøg med al Ens Anstrængelse; lidt tugtende, at ære ethvert Menneske, saa man ikke ligefrem tør blande sig i hans Guds-Forhold, deels fordi man skal have nok med sit eget at gjøre, deels fordi Gud ikke er en Ven af Næsviished.

  1. Jeg siger blot: sæt, og under denne Form har jeg jo Lov at bringe frem det Visseste og det Urimeligste; thi selv det Visseste sættes jo ikke som det Visseste, men sættes som det Antagne for at oplyse Forholdet, og selv det Urimeligste sættes jo ikke væsentligen, men antagelsesviis, for at belyse Conseqvents-Forholdet. (tilbage)

Overalt hvor det Subjektive er af Vigtighed i Erkjendelsen, altsaa Tilegnelsen er Hovedsagen, der er Meddelelsen et Kunstværk, den er dobbelt-reflekteret, og dens første Form er netop det Underfundige, at Subjektiviteterne maae holdes gudeligt ud fra hinanden, og ikke løbe skjørnende sammen i Objektivitet. Dette er Objektivitetens Afskedsord til Subjektiviteten.

Den almindelige Meddelelse, den objektive Tænkning har ingen Hemmeligheder, først den dobbelt-reflekterede subjektive Tænkning har Hemmeligheder, ɔ: al dens væsentlige Indhold er væsentlig Hemmelighed, fordi det ikke ligefrem lader sig meddele. Dette er Hemmelighedens Betydning. Det, at Erkjendelsen ikke er ligefrem at udsige, fordi det Væsentlige ved Erkjendelsen netop er Tilegnelsen, gjør at den bliver en Hemmelighed for Enhver, der ikke paa samme Maade ved sig selv er dobbelt reflekteret; men det, at det er Sandhedens væsentlige Form, gjør, at denne ikke kan siges paa nogen anden Maade1. Naar derfor En vil meddele det ligefrem, saa er han dum; og naar En vil fordre det af ham, saa er han ogsaa dum. Ligeoverfor en saadan svigefuld kunstnerisk Meddelelse vilde den sædvanlige menneskelige Dumhed raabe: det er Egoisme. Naar saa Dumheden seirede, og Meddelelsen blev ligefrem, saa havde Dumheden vundet saa meget, at Meddeleren var bleven ligesaa dum.

  1. Dersom der i vor Tid levede et Menneske, der subjektivt udviklet var opmærksom paa Meddelelsens Kunst, han vilde opleve de herligste Comedier og Løier. Han vilde blive sat udenfor Døren, som den, der ikke formaaede at være objektiv, og saa vilde vel endeligen en godmodig objektiv Fyr, et systematisk Stykke Karl forbarme sig over ham og hjælpe ham halvt ind i Paragrapherne; thi hvad der blev anseet for en Umulighed, at male Mars i den Rustning, der gjør ham usynlig, det vilde nu lykkes overordentligt, ja hvad endnu besynderligere er, det vilde nu lykkes halvt. (tilbage)

Man kan distingvere mellem den væsentlige og den tilfældige Hemmelighed. Det er f. Ex. en tilfældig Hemmelighed, hvad der er blevet sagt i et Geheime-Statsraad, saa længe det endnu ikke er bekjendt; thi Udsagnet selv vil kunne forstaaes ligefrem, saasnart det bliver bekjendt. Det er en tilfældig Hemmelighed, at Ingen veed, hvad der skeer om et Aar; thi naar det er skeet, vil det lade sig forstaae ligefrem. Naar 👤Socrates derimod ved sin Dæmon isolerede sig fra ethvert Forhold og f. Ex. posito antog, at saaledes maatte Enhver gjøre, saa vilde en saadan Anskuelse af Livet væsentligen blive en Hemmelighed eller en væsentlig Hemmelighed, thi den lod sig ikke ligefrem meddele, det Høieste han formaaede var kunstnerisk majeutisk at hjælpe negativt en Anden til det Samme. Alt det Subjektive, der ved sin dialektiske Inderlighed unddrager sig den ligefremme Yttringsform, er en væsentlig Hemmelighed.

En saadan Meddelelsens Form i sin uudtømmelige Kunst svarer til og gjengiver det existerende Subjekts eget Forhold til Ideen. For i Experimentets Form at tydeliggjøre dette, uden at afgjøre, om Nogen virkelig existerende har været sig dette bevidst eller ikke, ɔ: har existeret saaledes eller ikke, vil jeg antyde Existents-Forholdet.

2. Den existerende subjektive Tænker er i sit Existents-Forhold til Sandheden ligesaa negativ som positiv, har ligesaa megen Comik som han væsentligen har Pathos, og er bestandigt i Vorden, ɔ: Stræbende.

Da det existerende Subjekt er existerende (og det er da ethvert Menneskes Lod, undtagen de Objektives, der have den rene Væren at være i), saa er han jo i Vorden. Som da hans Meddelelse i Formen maa være væsentlig conform med hans egen Existents, saa maa hans Tanke svare til Existentsens Form. Enhver kjender nu Vordens Dialektik fra 👤Hegel. Hvad der i Vorden er Alternationen mellem Væren og Ikke-Væren (en dog noget utydelig Bestemmelse forsaavidt Væren selv tillige er det Continueerlige i Alternationen), er senere det Negative og det Positive.

Man hører i vor Tid ofte nok tale om det Negative og om negative Tænkere, og hører ofte nok de Positives Præken i den Anledning og deres Takkebønner til Gud og 👤Hegel, at de ikke ere som hine Negative, men ere blevne Positive. Det Positive i Forhold til Tænkning lader sig henføre til disse Bestemmelser: sandselig Vished, historisk Viden, speculativt Resultat. Men dette Positive er netop det Usande. Den sandselige Vished er Svig (cfr. den græske Skepsis og den hele Fremstilling i den nyere Philosophie, hvoraf man kan lære saare Meget); den historiske Viden er Sandsebedrag (da den er Approximations-Viden); og det speculative Resultat er Blendværk. Alt dette Positive udtrykker nemlig ikke det erkjendende Subjekts Tilstand i Existentsen, det angaaer derfor et fingeret objektivt Subjekt, og at forvexle sig selv med et saadant er at blive og at være narret. Ethvert Subjekt er et existerende Subjekt, og derfor maa dette væsentligen udtrykke sig i al hans Erkjenden og udtrykke sig som forhindrende den i illusorisk Afslutning i Sandse-Vished, i historisk Viden, i illusorisk Resultat. I historisk Viden faaer han en Mængde at vide om Verden, Intet om sig selv, bevæger sig bestandigt i Approximations-Videns Sphære, medens han med sin formeentlige Positivitet bilder sig ind at have Visheden, som dog kun haves i Uendeligheden, i hvilken han dog som existerende ikke kan være, men bestandigt ankomme. Intet Historisk kan blive mig uendelig vist, undtagen dette, at jeg er til (hvilket igjen ikke kan blive uendelig vist for noget andet Individ, der atter kun saaledes er uendeligt vidende om sin egen Tilværelse), hvilket ikke er noget Historisk. Det speculative Resultat er forsaavidt Illusion, som det existerende Subjekt vil tænkende abstrahere fra, at det er existerende og være sub specie æterni.

De Negative have derfor bestandigt den Fordeel, at de have noget Positivt, dette nemlig, at de ere opmærksomme paa det Negative; de Positive have slet Intet, thi de ere bedragne. Netop fordi det Negative er tilstede i Tilværelsen og er overalt tilstede (thi Tilværelse, Existents er bestandig i Vorden), derfor gjelder det som den eneste Frelse derimod at blive bestandigt opmærksom derpaa. Ved at blive positivt betrygget er Subjektet netop narret.

Den Negativitet der er i Tilværelsen, eller rettere det existerende Subjekts Negativitet (hvilken hans Tænkning maa væsentligen gjengive i en adæqvat Form), er grundet i Subjektets Synthese, at det er en existerende uendelig Aand. Uendeligheden og det Evige er det eneste Visse, men idet det er i Subjektet, er det i Tilværelsen, og det første Udtryk derfor er dets Svig og denne uhyre Modsigelse, at det Evige vorder, at det bliver til.

Det gjelder da om, at det existerende Subjekts Tænkning har en Form, hvori det kan gjengive dette. I det ligefremme Udsagn siger det netop noget Usandt, hvis det siger dette; thi i det ligefremme Udsagn er netop Svigen udeladt, saa altsaa Meddelelsens Form forstyrrer, ligesom naar den Epileptiskes Tunge siger det forkeerte Ord, om den Talende maaskee ikke mærker det saa tydeligt som den Epileptiske. Lader os tage et Exempel. Det existerende Subjekt er evigt, men som existerende er det timeligt. Uendelighedens Svig er nu, at Dødens Mulighed er tilstede i ethvert Øieblik. Al positiv Tilforladelighed er saaledes gjort mistænkt. Er jeg mig ikke i ethvert Øieblik dette bevidst, saa er min positive Tillid til Livet Barnagtighed, uagtet den er bleven spekulativ, fornem paa den systematiske Cothurne; men bliver jeg mig dette bevidst, saa er Uendelighedens Tanke saa uendelig, at den ligesom forvandler min Existents til et forsvindende Intet. Hvorledes gjengiver nu det existerende Subjekt denne sin Tanke-Existents? At det er saaledes med det at existere, veed ethvert Menneske, men de Positive veed det positivt, ɔ: de veed det slet ikke – men det forstaaer sig, de have jo ogsaa travlt med hele Verdenshistorien. Engang om Aaret ved en høitidelig Leilighed griber denne Tanke dem, og nu udsige de i Forsikkringens Form, at det er saa. Men dette at de kun engang ved en høitidelig Leilighed bemærke det, forraader tilstrækkeligen, at de ere meget positive, og det at de sige det i Forsikkringens Tilforladelighed, viser, at de, selv idet de udsige det, ikke veed, hvad de sige, hvorfor de ogsaa i næste Øieblik kunne glemme det igjen. I Forhold nemlig til saadanne negative Tanker er en svigefuld Form den eneste adæqvate, fordi den ligefremme Meddelelse ligger i Continueerlighedens Tilforladelighed, den svigefulde Tilværelse derimod, hvor jeg fatter den, isolerer mig. Den, der er opmærksom herpaa, den der, nøiet med at være Menneske, har Styrke og Ørkesløshed nok til ikke at ville bedrages for saa at faae Lov at spreche om hele Verdenshistorien, beundret af Ligesindede, spottet af Tilværelsen, han undgaaer det ligefremme Udsagn. Som bekjendt var 👤Socrates en Dagdriver, der hverken brød sig om Verdenshistorien eller Astronomien (denne opgav han som Diogenes fortæller, og naar han senere stod stille og stirrede hen for sig, kan jeg dog, uden forøvrigt at afgjøre Noget om hvad han egentlig foretog sig, ikke antage, at han kiggede Stjerner), men havde god Tid og Særhed nok til at bekymre sig om det simple Menneskelige, hvilken Bekymring, besynderligt nok, ansees for Særhed hos Mennesker, medens det derimod slet ikke er sært, at have travlt med Verdenshistorien, Astronomien og andet Saadant. Ifølge en udmærket Afhandling i det Fyenske Tidsskrift seer jeg, at 👤Socrates skal have været noget ironisk. Det var virkelig paa den høie Tid, at det blev sagt, og jeg er nu i det Tilfælde at turde beraabe mig paa hiin Afhandling, naar jeg antager noget Lignende. 👤Socrates's Ironi bruger blandt Andet den Form, netop naar han vil have Uendeligheden frem, at han i første Instants taler som en Afsindig. Ligesom Tilværelsen er lumsk, saaledes er hans Tale ogsaa, maaskee (thi jeg er ikke en saadan vis Mand som den Positive i det fyenske Tidsskrift) for at forhindre, at faae en rørt og troende Tilhører, der positivt tilegnede sig Udsagnet om Tilværelsens Negativitet. Denne Afsindighed i første Instants kan da tillige have betydet for 👤Socrates, at han, medens han talte med Menneskene, tillige i det Sagte confererede privatissime med Ideen, hvilket Ingen kan forstaae som kun kan tale ligefrem, og hvilket det ikke kan hjælpe at sige En eengang for alle, da Hemmeligheden netop er, at det altid maa være overalt tilstede i Tanken og i dennes Gjengivelse, ligesom det overalt er tilstede i Tilværelsen. Det er forsaavidt netop det Rigtige ikke at blive forstaaet, thi derved er man jo sikkret mod Misforstaaelse. Naar saaledes 👤Socrates etsteds siger, at det er mærkeligt nok, at Skipperen, der har sat En over fra 📌Grækenland til 📌Italien, naar han er ankommen, gaaer rolig frem og tilbage paa Strandbredden, modtager sin Betaling, som havde han gjort noget Godt, medens han dog ikke kan vide, om han har gavnet Passagererne, eller om det ikke havde været disse bedre at sætte Livet til paa Havet: saa taler han egentlig som en Afsindig1. Maaskee har En af de Tilstedeværende virkeligen anseet ham for gal (thi ifølge 👤Plato og 👤Alcibiades skal det have været en almindeligere Mening idetmindste at ansee ham for sær, ατοπος); maaskee har en Anden tænkt, at det var en snurrig Vending i Talen, maaskee. 👤Socrates derimod, han har maaskee paa samme Tid holdt et lille Stævnemøde med sin Idee, med Uvidenheden. Dersom han har fattet Uendeligheden i Uvidenhedens Form, saa maa han jo overalt have denne hos sig. Sligt uleiliger ikke en Privat-Docent, han gjør det eengang om Aaret i § 14 med Pathos, og deri gjør han vel, at han ikke gjør det anderledes, hvis han nemlig har Kone og Børn og Udsigt til et godt Levebrød – men ingen Forstand at tabe.

  1. Naar en Nulevende talede saaledes, saa vilde vel ogsaa Enhver indsee, at han var gal; men de Positive veed, de veed det med positiv Bestemthed, at 👤Socrates var en Viis, det skal være ganske bestemt: ergo. (tilbage)

Den subjektive existerende Tænker, der har Uendeligheden i sin Sjel, har den altid, og derfor er hans Form bestandig negativ. Naar saa er, naar han virkeligen existerende gjengiver Tilværelsens Form i sin Existents, saa er han existerende bestandig lige saa negativ som positiv, thi hans Positivitet bestaaer i den fortsatte Inderliggjørelse, i hvilken han er vidende om det Negative. Blandt de saakaldte Negative er der imidlertid Nogle, som efter at have faaet et Nys om det Negative forfalde til det Positive og gaae vrælende ud i Verden, for at anbefale, paanøde, falbyde deres lyksaliggjørende negative Viisdom – og et Resultat kan man jo ogsaa raabe med som man raaber med holsteensk Sild o. s. v. Meget klogere end de Positive ere disse Udraabere ikke, hvorimod det er en Inconseqvents af de Positive at blive saa vrede paa dem, thi væsentligen ere de Positive. Udraaberne ere ikke existerende Tænkere, de vare det maaskee engang, indtil de fandt Resultatet; fra det Øieblik existere de ikke længere som Tænkere, men som Udraabere og Auctionsholdere.

Men den egentlig subjektive existerende Tænker han er bestandig ligesaa negativ som positiv, og omvendt; han er det bestandigt, saa længe han existerer, ikke eengang for alle i en chimærisk Mediation. Hans Meddelelse er svarende dertil, at han ikke ved at være saa overordentlig meddeelsom meningsløst skal forvandle en Lærendes Existents til noget Andet end hvad en menneskelig Existents overhovedet er. Han er vidende om det Uendeliges Negativitet i Tilværelsen, han holder bestandigt dette Negativitetens Saar aabent, hvilket jo stundom er det Frelsende (de Andre lade Saaret groe til og blive Positive – Bedragne); i Meddelelsen udtrykker han det Samme. Han er derfor aldrig en Lærer, men en Lærende, og naar han bestandigt er ligesaa negativ som positiv, er han bestandigt stræbende.

Paa den Maade gaaer jo rigtignok en saadan subjektiv Tænker glip af Noget, han faaer ikke den positive trivelige Glæde af Livet. For de fleste Mennesker forandrer Livet sig, naar de ere komne til et vist Punkt i deres Forsken; de gifte sig, de indtage Livsstillinger, ifølge hvilke de for en Skams Skyld maae have noget Færdigt, maae have Resultater (thi Generethed for Mennesker byder at have Resultat, hvad Undseelsen for Guden kunde byde, tænker man mindre paa), saa mene de sig selv virkeligen færdige, eller maae for Skik og Brugs Skyld mene det, eller sukke og klage engang over, at der er saa meget som forhindrer dem i at stræbe (hvilken Fornærmelse mod Guden, hvis Sukket søgte ham; hvilken Fornærmelse mod Guden, hvis Sukket er ogsaa saadan for Skik og Brugs Skyld; hvilken Modsigelse at sukke over, at man ikke kan jage efter det Høiere, fordi man griber efter det Lavere, istedetfor at lade være at sukke og lade være at gribe efter det Lavere!); saa beskjæftige de sig ogsaa af og til med at stræbe lidt, men det Senere er dog kun den sparsomme Marginal-Note til den forlængst færdige Text. Paa den Maade fritages man for exeqverende at blive opmærksom paa de anstrængende Vanskeligheder, som det simpleste Udsagn om det at existere qua Menneske indeholder, medens man som positiv Tænker veed Besked om Verdenshistorien og vor Herres Privatissimer.

Den der er Existerende er bestandigt i Vorden; den virkeligen existerende subjektive Tænker eftergjør bestandig tænkende denne sin Existents og sætter al sin Tænken i Vorden. Det er hermed som med at have Stiil, kun Den har egentlig Stiil, der aldrig har noget Færdigt, men hver Gang han begynder »rører Sprogets Vande«, saa det meest dagligdagse Udtryk for ham bliver til med nyfødt Oprindelighed.

Saaledes bestandigt at være i Vorden er Uendelighedens Svigefuldhed i Tilværelsen. Den kunde bringe et sandseligt Menneske til Fortvivlelse, thi man føler dog bestandigt en Trang til at have noget Færdigt; men denne Trang er af det Onde og maa forsages. Den idelige Vorden er Jordlivets Uvished, hvori Alt er uvist. Dette veed jo ethvert Menneske, siger det engang imellem især ved en høitidelig Leilighed ikke uden Sveed og Taarer, siger det ligefrem og rører sig selv og Andre – og viser i Gjerningen, hvad han allerede viste i Udsagnets Form, at han ikke forstaaer hvad han selv siger1. 👤Lucian lader i Underverdenen 👤Charon fortælle følgende Historie: en Mand stod i Oververdenen og talte med en af sine Venner, hvem han indbød til at spise hos sig lovende ham en sjelden Ret. Vennen takkede for Indbydelsen; da sagde Manden: men lad det nu endeligen være bestemt, at Du kommer. Bestemt, svarede den Indbudne. Saa skiltes de ad, og en Tagsteen faldt ned og slog den Indbudne ihjel – er det ikke til at lee sig ihjel over, føier 👤Charon til. Sæt den Indbudne havde været en Taler, der maaskee Øieblikket iforveien havde rørt sig selv og Andre ved at tale om: at Alt er uvist! Thi saaledes tale Menneskene: i eet Øieblik veed de Alt, og i samme Øieblik veed de det ikke. Og derfor ansees det for Daarskab og Særhed at bryde sig derom og om Vanskelighederne, fordi jo Enhver veed det. Hvad nemlig ikke Enhver veed, hvad der er Differents-Viden, det er herligt at bekymre sig derom; men hvad Enhver veed, hvor altsaa Forskjellen er den Narrestreg, hvorledes han veed det, det er spildt Umage at bryde sig om – man kan heller slet ikke blive vigtig derved. Sæt den Indbudne havde svaret i Kraft af Uvisheden, hvad saa? Saa vilde hans Tale ikke have været ulig en Afsindigs, om den dog ikke vilde være bleven bemærket af Mange, thi det kan jo siges saa svigefuldt, at kun Den, som selv er fortrolig med saadanne Tanker, opdager det. En Saadan anseer det da heller ei for Afsindighed, hvilket det og ikke er, thi medens Udsagnet i Spøgen maaskee slynger sig snurrigt ind i det Øvrige, har den Talende maaskee privatissime et Stævnemøde med Guden, der netop er tilstede saasnart Alts Uvished er tænkt uendeligt. Derfor kan Den, som virkeligen har Øie for Guden, see ham overalt, medens Den, som kun seer ham ved overordentlige Leiligheder, egentligen slet ikke seer ham, men er overtroisk bedragen ved at see et Phantom.

  1. Det, hvorpaa man kjender den gjennemdannede Individualitet er, hvor dialektisk den Tænkning er, i hvilken han har sit daglige Liv. At have sit daglige Liv i Uendelighedens afgjørende Dialektik og dog blive ved at leve: det er Kunsten. De fleste Mennesker have til daglig Brug magelige Categorier, og kun ved høitidelige Leiligheder Uendelighedens, det er, de have dem aldrig. Men til daglig Brug at have Uendelighedens Dialektik og existere i den, er naturligviis den høieste Anstrængelse; og atter er den høieste Anstrængelse fornøden, for at Øvelsen ikke svigefuldt istedetfor at øve En i at existere deri narrer En ud deraf. – Det er bekjendt nok, at en Kanonade gjør, at man ikke kan høre; men det er ogsaa bekjendt, at man ved at holde ud kan høre hvert Ord ligesom naar Alt er stille. Saaledes er ogsaa den ved Reflexion potenserede Aands-Existents. (tilbage)

At den subjektive existerende Tænker er ligesaa positiv som negativ, kan ogsaa udtrykkes saaledes, at han har ligesaa megen Comik som Pathos. Saaledes som Menneskene i Almindelighed existere er det Comiske og det Pathetiske fordeelt, saa Een har det Ene, en Anden det Andet, Een lidt Mere af det Ene, en Anden lidt Mindre. Men for den i Dobbelt-Reflexionen Existerende er Forholdet dette: ligesaa megen Pathos, ligesaa megen Comik. Forholdet betrygger nemlig gjensidigen. Den Pathos, der ikke er betrygget ved Comik, er Illusion, den Comik, der ikke er betrygget ved Pathos, er Umodenhed. Kun den, der selv producerer dette, forstaaer det, ellers ikke. Det lyder aldeles som en Spøg, hvad 👤Socrates sagde om Overfarten over Vandet, og dog var det den høieste Alvor. Naar det blot skulde være Spøg, saa gik maaskee Mangen med; naar det blot skulde være Alvor, kom vist mangen Letsvedende i Sindsbevægelse; men sæt 👤Socrates slet ikke forstod det saaledes. Det vilde lyde som en Spøg, dersom en Indbuden, idet han modtog Indbydelsen, svarede: jeg skal bestemt komme, tro mig nu, dog undtager jeg det Tilfælde, at en Tagsteen faldt ned og slog mig ihjel, thi saa kan jeg ikke komme; og dog kan det tillige være det høieste Alvor, og den Talende, spøgende med et Menneske, være for Guden. Sæt der var en ung Pige, der ventede den Elskede med det Skib, 👤Socrates taler om, sæt hun ilede til Havnen, traf 👤Socrates og med al sin forelskede Lidenskab spurgte om den Elskede, sæt hiin gamle Drillepind 👤Socrates istedetfor at svare hende sagde: ja Skipperen gaaer rigtignok selvtilfreds frem og tilbage, og stryger Pengene i Lommen, og det uagtet han jo ikke med Bestemthed kan vide, om det ikke havde været bedre for Passagererne at omkomme paa Havet: hvad saa? Hvis det var en fiffig lille Pige, saa vilde hun indsee, at 👤Socrates paa en Maade havde sagt, at den Elskede var ankommen; og naar saa det var vist, hvad saa? Saa vilde hun lee af 👤Socrates, thi saa gal var hun da ikke, at hun ikke med Bestemthed skulde vide, hvor ypperligt det var, at den Elskede var kommen. Nu det forstaaer sig, en saadan lille Pige var jo ogsaa kun oplagt til et Stævnemøde med den Elskede paa den trygge Strand i erotisk Omfavnelse, ikke udviklet nok til et socratisk Stævnemøde med Guden i Ideen paa Uvishedens uendelige Hav. Men sæt saa den fiffige lille Pige havde været confirmeret, hvad saa? Saa havde hun jo vidst aldeles det Samme som 👤Socrates – Forskjellen var blot, hvorledes det vides. Og dog har formodentlig 👤Socrates havt hele sit Liv i denne Forskjel, endnu i sit 70de Aar var han ikke færdig med stræbende at indøve inderligere og inderligere hvad en Pige paa 16 Aar veed. Thi han var ikke som Den, der kan Hebraisk, og altsaa kan sige til den unge Pige: det kan Du ikke, og det behøver lang Tid for at læres; han var ikke som Den, der kan hugge i Steen, hvilket den unge Pige vel vilde forstaae at hun ikke kunde, og forstaae at beundre, nei, han vidste ikke mere end hun. Hvad Under da, at han var saa ligegyldig ved at døe, thi den stakkels Fyr har formodentlig selv indseet, at hans Liv var spildt, og at det nu var for silde at begynde forfra for at lære, hvad kun de Udmærkede vide. Hvad Under da, at han slet ingen Ophævelser gjør over sin Død, som tabte Staten noget Uerstatteligt i ham. Ak, han har vel tænkt som saa: havde jeg endda været Professor i Hebraisk, havde jeg været Billedhugger eller Solodandser, end sige havde jeg været et verdenshistorisk lyksaliggjørende Genie, ja hvor skulde Staten da have forvundet mit Tab, og hvor skulde dens Indvaanere have faaet det at vide, som jeg kunde sige dem! Men mig skal der intet Spørgsmaal blive om, thi hvad jeg veed, det veed Enhver. Det var dog en Spøgefugl den 👤Socrates, saaledes at spøge med Hebraisk, Billedhuggerkunsten, Balletter og den verdenshistoriske Lyksaliggjørelse; og saa igjen at bryde sig saa meget om Guden, at han, skjøndt uden Aflad, øvende sig gjennem hele sit Liv (ja som en Solodandser til Gudens Ære), tvivlsomt imødesaae, om han skulde kunne bestaae i Gudens Prøve: hvad var saa det?

Den relative Forskjel, der i Umiddelbarheden er mellem det Comiske og det Tragiske, svinder bort i Dobbelt-Reflexionen, hvor Forskjellen bliver uendelig, og derved Identiteten sat. Religieust er derfor Tilbedelsens comiske Udtryk ligesaa gudsfrygtigt som dens pathetiske. Det til Grund for det Comiske og det Pathetiske Liggende er Misforholdet, Modsigelsen mellem det Uendelige og det Endelige, det Evige og det Vordende. En Pathos derfor, som udelukker det Comiske, er en Misforstaaelse, er slet ikke Pathos. Den subjektivt existerende Tænker er derfor ligesaa bifrontisk som Existents-Forholdet er. Misforholdets Opfattelse, naar det sees hen til Ideen, er Pathos, Misforholdets Opfattelse, naar det sees med Ideen bagfra, er Comik. Naar den subjektive existerende Tænker vender Ansigtet mod Ideen, er Misforholdets Opfattelse i Pathos, naar han vender Ryggen til Ideen og lader denne straale bagfra ind i det samme Misforhold, er Opfattelsen i Comik. Det er saaledes Religieusitetens uendelige Pathos at sige Du til Gud, det er uendeligt comisk, naar jeg vender Ryggen til og i Endeligheden seer dette, der bagfra falder ind i denne. Har jeg ikke udtømt hele det Comiske, har jeg heller ikke Uendelighedens Pathos; har jeg Uendelighedens Pathos, har jeg ogsaa strax det Comiske. – Saaledes er det at bede Uendelighedens høieste Pathos1, og dog er det Comisk,2 netop fordi det i sin Inderlighed er incommensurabelt for ethvert udvortes Udtryk, især naar man efterkommer Skriftens Ord, at salve sit Hoved og toe sit Ansigt naar man faster. Det Comiske er her paa to Maader. Det forkastelige Comiske vilde fremkomme, naar f. Ex. en bomstærk Mand træder bedende frem og for at betegne Bønnens Inderlighed vrider sig i Kraft-Stillinger, der vilde være belærende, især hvis den Talende var bararmet, for en Kunstner, der studerer Arm-Musklerne. Bønnens Inderlighed og uudsigelige Sukke ere ikke commensurable for det Muskuløse. Det sande Comiske er, at det Uendelige kan foregaae i et Menneske, og Ingen, Ingen opdage det paa ham. I Forhold til den idelige Vorden er det Comiske og Pathetiske paa eengang i Bønnens Gjentagelse; netop dens Uendelighed i Inderlighed synes at gjøre en Gjentagelse umulig, og derfor er Gjentagelsen selv baade til at smile og til at sørge over.

  1. Den socratiske Stirren er ogsaa et Udtryk for den høieste Pathos og derfor tillige ligesaa comisk. Lad os forsøge det. Altsaa 👤Socrates staaer og stirrer hen for sig; nu kommer der tvende Forbigaaende, den Ene siger til den Anden: hvad foretager det Menneske sig? Den Førstes Svar bliver nu: Intet. Lad os antage, at den Ene dog har lidt mere Forestilling om Inderlighed, og at han giver 👤Socrates's Handling et religieust Udtryk og siger: han hensynker i det Guddommelige, han beder. Lad os blive ved det Sidste, han beder. Men bruger han vel Ord, gjør maaskee endogsaa mange Ord? Nei, 👤Socrates havde forstaaet sit Guds-Forhold saaledes, at han slet ikke turde sige Noget af Frygt for at komme med daarlig Snak, og af Frygt for at faae et forkeert Ønske opfyldt, hvilket der jo skal være forekommet Exempler paa, som da Oraklet forudsagde en Mand, at alle hans Sønner vilde blive udmærkede, og den bekymrede Fader videre spurgte: og saa ville de vel alle komme ynkeligen af Dage, svarede Oraklet: ogsaa dette skal blive Dig opfyldt; her er nemlig Oraklet conseqvent nok til at antage, at Den, som raadfører sig med det, er en Bedende, og derfor bruger det conseqvent nok det Ord: opfyldt, hvilket er en sørgelig Ironi for Vedkommende. Altsaa 👤Socrates gjør slet Intet, han end ikke taler i sit Indre med Guden – og dog gjør han jo det Høieste af Alt. Det har 👤Socrates formodentlig ogsaa selv indseet og vidst drillende at fremhæve. Derimod har Mag. 👤Kierkegaard neppe forstaaet dette, af hans Disputats at slutte. Der omtaler han nemlig ved at citere Dialogen 📖 Alcibiades secundus 👤Socrates's negative Forhold til Bønnen, men kan, som det var at vente af en positiv theologisk Candidat i vor Tid, ikke afholde sig fra i en Note at belære 👤Socrates om, at dette dog kun var til en vis Grad sandt. (tilbage)
  2. Jeg taler ikke her om det tilfældige Comiske, som hvis en Mand bedende holdt Hatten for Øinene og ikke havde bemærket, at der ingen Pul var i, og man tilfældigt kom til at see ham Ansigt til Ansigt. (tilbage)

Som den subjektive existerende Tænker selv existerer saaledes, saa gjengiver hans Fremstilling ogsaa dette, og derfor kan Ingen uden videre tilegne sig hans Pathos. Som de comiske Partier i et romantisk Drama, saaledes slynger ogsaa Comiken sig gjennem 👤Lessings Fremstilling, maaskee stundom paa urette Sted, maaskee, maaskee ikke; med Bestemthed kan jeg ikke sige det. Hauptpastor Goetze er en høist ergötzlich Figur, som 👤Lessing har comisk conserveret for Udødeligheden ved at gjøre ham uadskillelig fra sin Fremstilling. Det forstaaer sig, det er forstyrrende, man kan ikke med den Tilforladelighed hengive sig til 👤Lessing, som til Deres Fremstilling, der med ægte speculativ Alvor gjøre Alt ud af Eet, og saaledes have Alt færdigt.

Det, at den existerende subjektive Tænker bestandigt er stræbende, betyder dog ikke i endelig Forstand, at han har et Maal, hvortil han stræber, hvor han var færdig, naar han var kommen derhen; nei, han stræber uendeligt, er bestandigt i Vorden, hvilket er betrygget derved, at han bestandigt er ligesaa negativ som positiv, og har ligesaa megen væsentlig Comik som væsentlig Pathos; og hvilket har sin Grund i, at han jo er existerende, og tænkende gjengiver dette. Vordelsen er selve Tænkerens Existents, hvilken man vel tankeløst kan abstrahere fra og blive objektiv. Hvor langt eller hvor kort han er henne, gjør væsentligen Intet til Sagen (det er jo ogsaa kun en endelig-relativ Sammenligning), saa længe han er existerende, er han i Vorden.

Existentsen selv, det at existere, er Stræben, og er ligesaa pathetisk som comisk; pathetisk, fordi Stræben er uendelig, ɔ: rettet mod det Uendelige, er Uendeliggjørelse, hvilket er den høieste Pathos; comisk, fordi Stræben er en Selvmodsigelse. Pathetisk seet, har et Secund uendeligt Værd, comisk seet er 10,000 Aar en Narrestreg ligesom den Dag igaar, og dog bestaaer Tiden, hvori den Existerende er, af saadanne Dele. Naar det blot enkelt og ligefrem udsiges, at 10,000 Aar er en Narrestreg, saa gaaer mangen Daare med og finder, at det er Viisdom, men glemmer det Andet, at et Secund har uendeligt Værd. Naar det hedder, at et Secund har uendeligt Værd, saa studser En og Anden, og kan bedre forstaae, at 10,000 Aar har uendeligt Værd, og dog er det ene ligesaa vanskeligt at forstaae som det andet, naar man blot giver sig Tid til at forstaae, hvad det er der skal forstaaes; eller paa en anden Maade bliver saa uendeligt greben ved Tanken om, at der ikke er Tid at give bort, ikke eet Secund, at Secundet faaer uendeligt Værd.

Denne Existentsens Beskaffenhed erindrer om den græske Opfattelse af 👤Eros, som findes i Symposiet, og som 👤Plutarch i hans Værk om 👤Isis og Osiris (§ 57) rigtigt forklarer. Parallellen med 👤Isis, Osiris og 👤Typhon beskjæftiger mig ikke, men naar 👤Plutarch erindrer om, at 👤Hesiodus har antaget 👤Chaos, Jorden, Tartarus og Elskov for Grundvæsener, saa er det meget rigtigt i Forbindelse hermed at minde om 👤Plato. Thi Elskov her betyder aabenbart Existents eller det, hvorved Livet er i det Hele, det Liv, som er Synthesen af det Endelige og Uendelige. Armod og Rigdom avlede altsaa, ifølge 👤Plato, 👤Eros, hvis Væsen er dannet af begge. Men hvad er Existents? Det er hiint Barn, som er avlet af det Uendelige og det Endelige, det Evige og det Timelige, og derfor er bestandigt stræbende. Dette var 👤Socrates's Mening: derfor er Kjerligheden bestandigt stræbende, ɔ: det tænkende Subjekt er existerende. Kun Systematikere og de Objektive have ophørt at være Mennesker og ere blevne Speculationen, der har hjemme i den rene Væren. Det Socratiske skal naturligviis ikke forstaaes endeligen om en fortsat og idelig fortsat Stræben til et Maal uden at naae det. Nei, men hvor meget end Subjektet har Uendeligheden i sig, derved at det er existerende, er det i Vorden. Den Tænker, der kan glemme i al sin Tænken at tænke det med, at han er existerende, han forklarer ikke Tilværelsen, han gjør et Forsøg paa at ophøre at være Menneske, at blive en Bog eller et objektivt Noget, som kun en 👤Münchhausen kan blive. At den objektive Tænkning har sin Realitet, nægtes ikke, men i Forhold til al den Tænkning, hvor netop Subjektiviteten maa accentueres, er den en Misforstaaelse. Om en Mand hele sit Liv igjennem kun beskjæftiger sig med Logiken, saa bliver han derfor dog ikke Logiken, existerer derfor selv i andre Categorier. Finder han nu, at dette ikke er Umagen værd at tænke over, saa lad ham det, det er nok heller ikke behageligt for ham at faae at vide, at Tilværelsen spotter over ham, der er ifærd med at ville blive reen objektiv.

3. Hvad der under dette og det følgende Punkt bliver Gjenstand for Omtalen, lader sig bestemtere henføre til 👤Lessing, forsaavidt Udsagnet ligefrem lader sig citere, men dog atter ikke med nogen ligefrem Bestemthed, da 👤Lessing ikke er docerende, men subjektivt eviterende, uden at ville forpligtige Nogen til for hans Skyld at antage det, uden at ville forhjælpe Nogen til en ligefrem Continuitet med Ophavsmanden. Maaskee har 👤Lessing selv forstaaet, at Sligt ikke lader sig docere ligefrem; idetmindste lader 👤Lessings Adfærd sig forklare saaledes, og maaskee er Forklaringen rigtig, maaskee.

👤Lessing har sagt (S.W. 5te B. p. 80), at tilfældige historiske Sandheder aldrig kunne blive Beviis for evige Fornuft-Sandheder; samt (p. 83) at den Overgang, hvorved man paa en historisk Efterretning vil bygge en evig Sandhed, er et Spring.

Jeg skal nu gjennemgaae disse tvende Udsagn lidt nærmere og sætte dem i Forhold til hiint »Smulernes« Problem: kan man bygge en evig Salighed paa en historisk Viden. Dog vil jeg først her vinde Plads for en Bemærkning, der kan tjene til at vise, hvor svigefuld Menneskenes Tænkning er, der er ligesom Discipelens Læsning: »han lader som han læser og læser ikke endda.« Naar to Tanker staae i et uadskilleligt Forhold til hinanden, saa, hvis man kan tænke den ene, man eo ipso kan tænke den anden, da hænder det ikke sjeldent, at der fra Mund til Mund, fra Slægt til Slægt gaaer en Opinion, der gjør det let at tænke den ene Tanke, medens en modsat Opinion gjør det vanskeligt at tænke den anden, ja etablerer den Praxis, at skeptisere i Forhold til denne. Og dog er det sande dialektiske Forhold, at Den, som kan tænke den ene, eo ipso kan tænke den anden, ja eo ipso har tænkt den anden – hvis han har tænkt den ene. Jeg sigter herved til Quasi-Dogmet om Helvedstraffenes Evighed. Det Problem »Smulerne« fremsatte var, hvorledes et Historisk kan blive afgjørende for en evig Salighed. Naar der siges »afgjørende«, saa siges der eo ipso, at idet Saligheden er afgjort, er Usaligheden ogsaa afgjort, det være nu som sat eller som udelukket. Det Første skal nu være let at forstaae, det har enhver Systematiker tænkt, enhver Troende, og vi ere jo Alle Troende, det er en Smørrebrød at faae et historisk Udgangspunkt for sin evige Salighed og faae det tænkt. Midt i denne Tryghed og Tilforladelighed kommer leilighedsviis det Spørgsmaal frem om en evig Usalighed afgjort ved et historisk Udgangspunkt i Tiden: see det er vanskeligt, man kan ikke blive enig med sig selv om, hvilket man skal antage, og man bliver enig om at lade det staae hen som Noget, man leilighedsviis kan bruge i det populaire Foredrag, men som er uafgjort – ak, ak, ak, og saa er det jo afgjort; Intet er lettere – dersom man har afgjort det Første. Vidunderlige menneskelige Tænksomhed, hvo kan skue Dig ind i dit tænksomme Øie uden en stille Opløftelse! Altsaa her Resultatet af den fortsatte Tænksomhed: det Ene forstaaer man, det Andet lader man staae hen, ɔ: kan man ikke forstaae, og dog er dette Ene og dette Andet, det er, ja jeg næsten bliver forlegen ved at sige det, det er Eet og det Samme1. Kan Tiden og i den Forholdet til et historisk Phænomen være afgjørende for en evig Salighed, saa er den det eo ipso for Afgjørelsen af en evig Usalighed. Den menneskelige Tænksomhed bærer sig anderledes ad. En evig Salighed er nemlig en evig Forudsætning bag ved, i Immanentsen, for ethvert Individ. Som evig er han høiere end Tiden og har derfor altid sin evige Salighed bag ved sig, det vil sige, der er kun at tænke en evig Salighed, en evig Usalighed lader sig slet ikke tænke. Dette er philosophisk tænkt aldeles i sin Orden. Nu kommer Christendommen og sætter Disjunktionen: enten en evig Salighed eller en evig Usalighed; og Afgjørelse i Tiden. Hvad gjør saa den menneskelige Tænksomhed? Den gjør ikke som Smulerne, den bliver ikke opmærksom paa, at dette er en vanskelig Tale, og Opfordringen til at tænke det det vanskeligste Forslag, der lader sig gjøre, den gjør altsaa ikke hvad der for det Første lod sig gjøre, den fremsætter end ikke Problemet. Nei, den lyver lidt, saa gaaer det let nok. Den tager Disjunktionens første Led (enten en evig Salighed) og forstaaer dermed Immanentsens Tanke, der netop udelukker Disjunktionen, og saa har den tænkt det Hele, indtil den saa i Forhold til Disjunktionens andet Led gjør Opbud og erklærer, at den ikke kan tænke det, hvilket da er at slaae sig selv paa Munden, og at angive sig selv som Den, der ikke har tænkt det Første. Christendommens Paradox ligger i, at den bestandig bruger Tiden og det Historiske i Forhold til det Evige, al Tænkning ligger i Immanentsen, og hvad gjør saa den menneskelige Tænksomhed? Den tænker Immanentsen, lader som denne er Disjunktionens første Halvdeel, og saa har den tænkt Christendommen2.

  1. Forsaavidt kunde Smulerne ligesaa godt have stillet Modsætningen frem og ladet det blive Problemet: hvorledes kan et Historisk blive afgjørende for en evig Usalighed. I saa Fald vilde vistnok den menneskelige Tænksomhed have fundet, at det er Noget at spørge om, da det end ikke lod sig besvare. (tilbage)
  2. De Beviser, med hvilke en from Orthodoxie har villet sikkre hiint Dogme om Helvedstraffenes Evighed, maae ansees for en Misforstaaelse. Dog er dens Adfærd ingenlunde af den Beskaffenhed som Speculationens; thi da den virkeligen ligger i Disjunktionen, saa er ethvert Beviis en Overflødighed. (tilbage)

Nu til 👤Lessing. Stedet findes i en lille Opsats: Über den Beweis des Geistes und der Kraft; an den Herrn Director Schumann. 👤L. opponerer mod hvad jeg vilde kalde at qvantitere sig ind i en qvalitativ Afgjørelse; han bekæmper den ligefremme Overgang fra historisk Tilforladelighed til Afgjørelse af en evig Salighed. Han nægter ikke (thi han veed strax at gjøre Concessioner for at Categorierne kunne blive tydelige), at hvad der i Skriften fortælles om Undere og Spaadomme, er ligesaa tilforladeligt som andre historiske Efterretninger, ja saa tilforladeligt som overhovedet historiske Efterretninger kunne være: aber nun, wenn sie nur eben so zuverlässig sind, warum macht man sie bei dem Gebrauche auf einmal unendlich zuverlässiger? (p. 79), nemlig fordi man paa dem vil bygge Antagelsen af en Lære, der betinger en evig Salighed, altsaa paa dem vil bygge en evig Salighed. 👤L. er villig til, ligesom alle Andre, at troe, at en Alexander har levet, der har undertvunget hele 📌Asien, »aber wer wollte auf diesen Glauben hin irgend etwas von großem und dauerhaftem Belange, dessen Verlust nicht zu ersetzen wäre, wagen?« (p. 81).

Det er bestandigt Overgangen, den ligefremme Overgang fra det historisk Tilforladelige til den evige Afgjørelse, 👤Lessing bekæmper. Derfor stiller han sig saaledes, at han gjør en Forskjel mellem Efterretninger om Undere og Spaadomme – og Samtidigheden med disse. (Denne Forskjel har Smulerne været opmærksom paa ved digterisk experimenterende at tilveiebringe Samtidigheden, og saaledes fjerne hvad der blev kaldet det Efterhistoriske.) Af Efterretningerne, ɔ: af deres indrømmede Tilforladelighed, følger Intet, siger 👤Lessing, men, tilføier han, havde han været samtidig med Miraklerne og Spaadommene, saa vilde det have hjulpet ham1. Vel underrettet, som 👤Lessing altid er, protesterer han derfor imod et halv svigefuldt Citat af 👤Origenes, der er blevet anført for at give hiint Beviis for Christendommens Sandhed Relief. Han protesterer ved at føie Slutningen af Origenes's Ord til, hvoraf sees, at O. antager, at der endnu i hans Tid skeete Mirakler, og at han tillægger disse Mirakler, med hvilke han altsaa er samtidig, Beviiskraft ligesom de, om hvilke han læser.

  1. Her vil dog maaskee en Læser erindre, hvad der i Smulerne blev fremsat om Umuligheden af at blive samtidig (umiddelbart forstaaet) med et Paradox, samt om at Forskjellen mellem den samtidige og den senere Discipel var et Forsvindende. (tilbage)

Da 👤Lessing har stillet sig saaledes, ligeoverfor en given Fremstilling, faaer han ikke Leilighed til at udhæve det dialektiske Problem, om Samtidigheden vilde hjælpe Noget, om den kunde være mere end Anledning, hvad den historiske Efterretning ogsaa kan være. 👤Lessing synes at antage det Modsatte; maaskee er dog dette Skin tilveiebragt for at give sin Fægtning e concessis mere dialektisk Tydelighed ligeoverfor en bestemt enkelt Mand. Smulerne søgte derimod at vise, at Samtidigheden hjælper slet Intet, fordi der i al Evighed ingen ligefrem Overgang er, hvilket jo ogsaa vilde have været en grændseløs Uretfærdighed mod alle Senere, en Uretfærdighed og Forskjel, der var meget værre end den mellem Jøder og Græker, Omskaarne og Uomskaarne, hvilken Christendommen har hævet.

👤Lessing har selv samlet sit Problem i følgende Ord, hvilke han har spatieret: zufällige Geschichtswahrheiten können der Beweis von nothwendigen Vernunftswahrheiten nie werden1. Hvad her støder, er det Prædikat: zufällige. Dette er vildledende, det kunde synes at lede til den absolute Distinction mellem væsentlige og tilfældige historiske Sandheder, en Distinction, der dog kun er en Subdivision. Distingveres der absolut tiltrods for det høiere Prædikats (»historiske«) Identitet, saa kunde deraf synes at følge, at i Forhold til væsentlige historiske Sandheder vilde den ligefremme Overgang være at danne. Jeg kunde nu blive hidsig og sige: det er umuligt, at 👤Lessing kan være saa inconseqvent, ergo – og min Hidsighed vist overbevise Mange. Imidlertid indskrænker jeg mig til et høfligt Maaskee, der antager, at 👤Lessing i Prædikatet: tilfældige har skjult Alt, men kun sagt Noget, saa at »tilfældige« ikke er et relativt-distingverende Prædikat eller inddelende, men et Genus-Prædikat: historiske Sandheder, der som saadanne ere tilfældige. Hvis ikke, ligger her den hele Misforstaaelse, der atter og atter gaaer igjen i den nyeste Philosophie: at lade det Evige uden videre blive historisk, og at kunne begribe det Historiskes Nødvendighed2. Alt hvad der bliver historisk er tilfældigt; thi netop derved, at det bliver til, bliver historisk, har det sit Moment af Tilfældighed, thi Tilfældighed er just den ene Faktor i al Tilblivelse. – Deri ligger igjen Incommensurabiliteten mellem en historisk Sandhed og en evig Afgjørelse.

  1. I Forhold til denne Sagens Stilling er det klart nok, at Smulerne egentligen bekæmpe 👤Lessing, forsaavidt han har etableret Samtidighedens Fortrin, i hvis Benægtelse det egentlige dialektiske Problem ligger, og hvorved Besvarelsen af det lessingske Problem faaer en anden Betydning. (tilbage)
  2. Angaaende dette systematisk-bagvendte Kunststykke vil Læseren maaskee erindre hvad der blev fremhævet i Smulerne, at nødvendigt bliver Intet til (fordi Tilblivelse og Nødvendighed modsige hinanden), og at derfor endnu mindre Noget ved at være blevet til bliver nødvendigt, da nødvendigt er det eneste man ikke kan blive, fordi det bestandigt forudsætter at være. (tilbage)

Saaledes forstaaet er Overgangen, hvorved et Historisk og Forholdet til dette bliver afgjørende for en evig Salighed, en μεταβασις εις αλλο γενος (👤Lessing siger endog, hvis dette ikke er det, saa veed jeg ikke hvad 👤Aristoteles har forstaaet derved p. 82), et Spring baade for den Samtidige og for den Senere. Den er et Spring, og det er dette Ord som 👤Lessing har brugt indenfor den tilfældige Indskrænkning, der betegnes ved en illusorisk Forskjel imellem Samtidighed og Ikke-Samtidighed. Ordene lyde saaledes: Das, das ist der garstige breite Graben, über den ich nicht kommen kann so oft und ernstlich ich auch den Sprung versucht habe (p. 83). Maaskee er hiint Ord: Spring kun en Vending i Stilen, maaskee udføres derfor Metaphoren for Phantasien ved at tilføie Prædikatet: breit, som havde ikke end det mindste Spring den Egenskab, at det gjør Graven uendelig bred, som var det ikke lige vanskeligt for den, der slet ikke kan springe, enten Graven er bred eller smal, som var det ikke den dialektisk lidenskabelige Afsky for et Spring, der gjør Graven saa uendelig bred, ligesom Lady Machbeths Lidenskab gjør Blodpletten saa uhyre stor, at ikke Oceanet kan aftvætte den. Maaskee er det ogsaa en List af 👤Lessing at anbringe det Ord: ernstlich, thi i Forhold til det at springe, især naar Metaphoren udføres for Phantasien, er Alvoren pudseerlig nok, fordi den staaer i intet eller i et comisk Forhold til Springet, da det jo ikke, udvortes forstaaet, er Gravens Brede der forhindrer det, men indvortes den dialektiske Lidenskab, der gjør Graven uendelig bred. At have været ganske nær ved Noget, har allerede sin comiske Side, men at have været ganske nær ved at gjøre Springet, er slet Intet, netop fordi Springet er Afgjørelsens Categorie. Og nu med yderste Alvor at have villet gjøre Springet – ja det er en Skjelm den 👤Lessing, thi det er nok snarere med yderste Alvor han har gjort Graven bred: er dette ikke ligesom at gjøre Nar af Folk! Dog kan man, som bekjendt, Springet betræffende, ogsaa paa en anden mere yndet Maade gjøre Nar af Folk: man lukker Øinene, tager sig selv i Nakken, à la 👤Münchhausen, og saa – saa staaer man paa den anden Side, paa hiin Side af den sunde Menneskeforstand i det systematisk forjættede Land.

Hiint Udtryk: Springet, er forøvrigt ogsaa paa en anden Maade knyttet til 👤Lessings Navn. Som overhovedet sjelden nogen Tænker i den nyere Tid ved sindrigt at concentrere sig og sin Tanke-Existents, betræffende et vist Forhold i en eneste kort, lykkelig Sætning, erindrer om den skjønne græske Maade at philosophere paa, saa erindrer 👤L. legende om Grækerne. Hans Viden er ikke et lærd Sammensurium og en Dito Dito ægte-speculativ Medieren af hvad Creti og Pleti, Genier og Privat-Docenter have tænkt og skrevet; hans Fortjeneste er ikke at trække hele denne Herlighed paa den historiserende Methodes Snoer; nei kort, eenfoldig har han Noget for sig selv. Som man i Forhold til mange græske Tænkere istedenfor at nævne deres Navn, kan nævne deres Løsen, saaledes har 👤L. ogsaa efterladt sig et sidste Ord. 👤Lessings »sidste Ord« gav, som bekjendt, Anledning til nogle Skriverier i sin Tid. Den begeistrede ædle 👤Jacobi, der med elskelig Sympathie ofte udtaler sig om en Trang til at forstaaes af andre Tænkere, om det Ønskelige i at være enig med Andre, var den Skriftefader, hvem det forbeholdtes at opbevare 👤L.s sidste Ord. Nu, det forstaaer sig, det var en vanskelig Sag at være Skriftefader for en Ironiker som 👤L., og 👤Jacobi har maattet døie nok, uforskyldt, forsaavidt man har angrebet ham uretfærdigen, forskyldt, forsaavidt dog 👤L. ingenlunde havde sendt Bud efter ham i Qvalitet af Skriftefader, endnu mindre bedet ham om at bekjendtgjøre Samtalen, og allermindst at lægge den pathetiske Accent paa urigtigt Sted.

Der er i den hele Situation noget høist Poetisk: to saa udprægede Individualiteter som 👤L. og 👤J. i en Samtale med hinanden. Begeistringens uudtømmelige Talsmand som Iagttager, og den forslagne 👤L. som Katechumen. 👤J. skal da udforske, hvordan det egentligen staaer sig med 👤L. Hvad skeer? Forfærdet opdager han, at 👤L. vist dog i Grunden er Spinozist. Den Begeistrede vover det Yderste, og foreslaaer ham hiint ene frelsende salto mortale. Her maa jeg standse et Øieblik; det kunde synes, at 👤J. tilsidst bliver Opfinder af Springet. Dog maa bemærkes: først er 👤J. egentligen ikke klar over, hvor Springet væsentligen hører hjemme. Hans salto mortale er nærmest kun Subjektiveringens Akt i Forhold til 👤Spinozas Objektivitet, ikke Overgangen fra det Evige til det Historiske. Dernæst er han heller ikke dialektisk klar over Springet, at dette ikke ligefrem lader sig docere eller meddele, netop fordi det er Isoleringens Akt, da det, betræffende hvad der netop ikke lader sig tænke, henstiller til den Enkelte, om han i Kraft af det Absurde vil beslutte sig til troende at antage det. 👤Jacobi vil med Veltalenhedens Bistand forhjælpe En til at gjøre Springet. Men dette er en Modsigelse, og al ligefrem Tilskyndelse er netop en Forhindring fra virkeligen at komme til at gjøre det, hvilket ikke maa forvexles med forsikkrende at ville have gjort det. Sæt, 👤Jacobi selv har gjort Springet, sæt, han ved Veltalenhedens Hjælp faaer en Lærende overtalt til at ville gjøre det: saa faaer jo den Lærende et ligefremt Forhold til 👤J., og kommer altsaa ikke selv til at gjøre Springet. Det ligefremme Forhold mellem Menneske og Menneske er naturligviis langt lettere, tilfredsstiller Sympathien og den egne Trang langt hurtigere og tilsyneladende tilforladeligere, det forstaaes ligefrem, og der behøves ikke hiin Uendelighedens Dialektik for at holde sig selv uendeligt resigneret og uendelig begeistret i Uendelighedens Sympathie, hvis Hemmelighed netop er en Forsagelse af Indbildning om, at det ene Menneske i sit Guds-Forhold ikke skulde være lige saa stort som det andet, hvilket gjør den formeentlige Lærer til en Lærende, der passer sig selv, og al Underviisning til en guddommelig Spøg, fordi ethvert Menneske væsentligen kun undervises af Gud. – I Forhold til 👤Lessing ønsker 👤Jacobi nu blot Fælledsskab i at gjøre Springet; hans Veltalenhed er den i 👤Lessing Forelskedes, og derfor er det ham saa vigtigt at faae 👤Lessing med. Man mærker her strax den dialektiske Mislighed: den Veltalende, den for evigt Overbeviste, han føler Styrke og Kraft til at vinde Andre for sin Overbeviisning, ɔ: han er usikker nok til at behøve Andres Samtykke i den begeistrende Overbeviisning. Overhovedet den Begeistrede, som ikke formaaer i Forhold til ethvert Menneske at udtrykke sin Begeistring i Modsætningens Form, han er ikke den Stærkere, men den Svagere, og har kun Qvindens Styrke, hvilken er i Svaghed. 👤Jacobi forstod ikke kunstnerisk at tugte sig selv op til existerende at nøies med at udtrykke Ideen. Isolationens Tvang, som netop er sat i Springet, kan ikke tvinge 👤Jacobi, han maa forraade Noget, han skummer bestandigt over i hiin Veltalenhed, der i Fynd og Indhold og lyrisk Syden stundom rangerer med 👤Shakespeare, men som dog vil hjælpe Andre i et ligefremt Forhold til Taleren, eller som in casu vil vinde ham den Trøst, at 👤Lessing er enig med.

Nu videre. Da altsaa 👤Jacobi med Horreur opdager, at 👤Lessing egentligen er Spinozist, saa taler han ud af hele sin Overbeviisning. Han vil tage 👤Lessing med Storm. 👤Lessing svarer1: »Gut, sehr gut! Ich kann das alles auch gebrauchen; aber ich kann nicht dasselbe damit machen. Überhaupt gefällt Ihr Salto mortale mir nicht übel, und ich begreife wie ein Mann von Kopf auf diese Art Kopf-unten machen kann, um von der Stelle zu kommen; nehmen Sie mich mit, wenn es angeht.« Her seer man ypperligt 👤Lessings Ironi, der formodentligen veed, at naar man skal springe, maa man nok være ene derom, og ogsaa ene om ret at forstaae, at det er en Umulighed. Man maa beundre hans Urbanitet og hans Forkjerlighed for 👤Jacobi, og den samtalende Kunst, der saa høfligt siger: »nehmen Sie mich mit – wenn es angeht.« 👤Jacobi taler videre: »Wenn Sie nur auf die elastische Stelle treten wollen, die mich fortschwingt, so geht es von selbst.« Dette er forresten ret godt sagt, dog er der den Ucorrecthed, at han her vil gjøre Springet til noget Objektivt, det at springe til en Analogie til det f. Ex. at finde det archimediske Punkt. Det Gode ved Svaret er, at han ikke vil have et ligefremt Forhold, et ligefremt Fælledsskab i Springet. Saa følger 👤Lessings sidste Ord: »Auch dazu gehört schon ein Sprung, den ich meinen alten Beinen und meinem schweren Kopfe nicht mehr zumuthen darf.« Her er 👤Lessing ironisk ved Hjælp af det Dialektiske, medens den sidste Vending ganske har det socratiske Colorit – at tale om Mad og Drikke, Læger, Pakæsler og andet saadant, item om sine gamle Been og sit tunge Hoved. Uagtet Springet, som oftere bemærket, er Afgjørelsen, saa vil dog 👤Jacobi her ligesom danne en Overgang dertil, han, den Veltalende, vil lokke 👤Lessing: »det er ikke Videre,« siger han, »Sagen er ikke saa vanskelig, De træder blot paa det elastiske Sted – saa gaaer det af sig selv med Springet.« Dette er et ret godt Exempel paa Veltalenhedens fromme Svig; det er som vilde En anbefale det at blive henrettet ved en Guillotine og sige: »det Hele er en let Sag, De lægger Dem blot paa et Bræt, saa trækkes der blot i en Snor, saa falder Øxen ned – og De er henrettet.« Men sæt nu, det at blive henrettet var det man ikke ønskede: og saaledes med det at springe. Naar man er utilbøielig til Springet, saa utilbøielig, at denne Lidenskab gjør »Graven uendelig bred«, saa hjælper den sindrigt opfundne Springemaskine En slet ikke. 👤Lessing indseer meget godt, at Springet, som det Afgjørende, er qvalitativt dialektisk, og tillader ingen approximerende Overgang. Hans Svar er derfor en Spøg. Det er langtfra at være dogmatisk, det er ganske dialektisk rigtigt, personligt eviterende, og istedetfor i en Fart at opfinde Mediationen, betjener han sig af sine gamle Been og sit tunge Hoved. Og det forstaaer sig, Den som har unge Been og et let Hoved, han kan sagtens springe.

  1. Cfr.👤Fr. H. Jacobis S. W. 4ter B. 1ste Abth. p. 74. (tilbage)

Saaledes afrunder den psychologiske Modsætning mellem 👤Lessing og 👤Jacobi sig. 👤Lessing hviler i sig selv, føler ingen Trang til Fælledsskab; han parerer derfor ironisk, og smutter fra 👤Jacobi paa sine gamle Been – som ikke due til at springe med; han gjør intet Forsøg paa at ville overbevise 👤Jacobi om, at der intet Spring er til1. 👤Jacobi derimod søger sig selv, trods al sin Begeistring for Andre, og det at han endeligen vil overbevise 👤Lessing er netop hans Trang; det at han trænger saa heftigt paa 👤Lessing viser, at han trænger til 👤Lessingfor at spille med Præpositioner, hvad 👤Jacobi yndede saa meget.

  1. Det var en Lykke for 👤Lessing, at han ikke levede i det ligesaa alvorlige som ægte-speculativ-dogmatiske nittende Aarhundrede; han havde maaskee maattet opleve, at en høist alvorlig Mand, der sandeligen ikke forstod Spøg, for Alvor havde andraget paa, at 👤Lessing skulde gaae om igjen til Præsten for at lære Alvor. (tilbage)

I det Hele kan man af hvad der mellem 👤Jacobi og 👤Mendelsohn gjennem Emilie (👤Reimarus) afhandles om 👤Jacobis Forhold til 👤Lessing faae en Forestilling om, hvor uudtømmelig 👤L. har været i med græsk Oprømthed at spøge dialektisk med den af ham ellers høiligen saa anerkjendte 👤J. Saaledes fortæller 👤J., at 👤L. engang skal have sagt mit halbem Lächeln: Er selbst wäre vielleicht das höchste Wesen, und gegenwärtig in dem Zustande der äussersten Contraction1. Hvad Under da, at 👤Lessing blev erklæret for Pantheist. Og dog er Spøgen (uden at derfor Udsagnet selv behøver at være bare Spøg) saa tydelig, og især ypperlig i en senere Hentydning til det samme Udsagn. Da han nemlig var sammen med 👤J. hos Gleim, og det under Maaltidet begyndte at regne, hvad Gleim beklagede, fordi de efter Bordet skulde ned i Haven, sagde 👤L. til 👤J. (formodentligen igjen mit halbem Lächeln): 👤Jacobi, Sie wissen, das thue ich vielleicht«.

  1. Dialektisk er denne Forvexling ikke saa let løst. I Smulerne har jeg mindet om, hvorledes den opkommer, og mindet om, hvorledes 👤Socrates's Selvkundskab strandede paa det Besynderlige: at han ikke med Bestemthed vidste, om han var et Menneske eller et mere sammensat Dyr end 👤Typhon. (tilbage)

👤Mendelsohn, som ogsaa er kommet til at yttre sig i disse Sager, har forøvrigt ganske rigtigt angivet Tænkningens lyriske Culmination i Springet. Idet nemlig Tænkningen1 lyrisk søger ud over sig selv, er den villende opdage det Paradoxe. Denne Anen er Eenheden af Spøg og Alvor, og paa dette Punkt ligger alle christelige Categorier. Udenfor dette Punkt er enhver dogmatisk Bestemmelse et Philosophem, som er opkommet i Menneskehedens Hjerte, og at tænke immanent. Det Sidste den menneskelige Tænkning kan ville er at ville ud over sig selv i det Paradoxe. Og Christendommen er netop det Paradoxe. – 👤Mendelsohn siger: »Zweifeln, ob es nicht etwas giebt, das nicht nur alle Begriffe übersteigt, sondern völlig außer dem Begriffe liegt, dieses nenne ich einen Sprung über sich selbst hinaus.« 👤Mendelsohn frabeder sig det naturligviis, og veed hverken at gjøre Spøg eller Alvor dermed2.

  1. Det følger af sig selv, at jeg blot taler om Tænkningen i den subjektive existerende Tænker; jeg har aldrig været istand til at forstaae, hvorledes et Menneske blev Speculationen, den objektive Speculation og den rene Væren. Et Menneske kan nemlig blive meget i Verden, som der staaer i Verset, han kan blive Edelmann, Bettelmann, Doctor, Pastor, Schuster, Schneider ...... saavidt kan jeg forstaae Tydskerne. Han kan ogsaa blive Tænker, eller en Dumrian; men at blive Speculationen – er det ubegribeligste af alle Mirakler. (tilbage)
  2. Cfr.👤JacobiS. W. 4ter B. 1ste Abtl. p. 110. (tilbage)

Det Anførte er omtrent hvad der lader sig sige betræffende 👤Lessings Forhold til Springet. I sig selv er det ikke meget, og er just ikke dialektisk tydeligt, hvad han har villet gjøre ud deraf; ja det er end ikke tydeligt, om det dog ikke paa hiint Sted i hans egne Skrifter er en pathetisk Vending i Stilen, og i Samtalen med 👤J. en socratisk Spøg, eller om disse tvende Modsætninger udgaae fra og bæres af den ene og samme Springets categoriske Tanke. For mig har det Lidet som findes hos 👤Lessing havt sin Betydning. Jeg havde læst »📖 Frygt og Bæven af 👤Johannes de silentio« førend jeg kom til at læse det Bind af 👤Lessing. I hiint Skrift var jeg bleven opmærksom paa, hvorledes Springet efter Forfatterens Mening blev som Afgjørelsen ϰατ' εξοχην netop afgjørende for det Christelige og for enhver dogmatisk Bestemmelse, hvilket ikke lader sig naae hverken ved den schellingske intellectuelle Anskuelse, ei heller ved hvad 👤Hegel, medens han lader haant om det Schellingske, vil sætte isteden: Methoden, fordi Springet netop er den meest afgjørende Protest mod Methodens inverse Gang. Al Christendom ligger ifølge 📖 Frygt og Bæven, ja den ligger i Frygt og Bæven (hvilke netop ere Christendommens og Springets fortvivlede Categorier) i Paradoxet, man antage nu dette (ɔ: være en Troende), eller man forkaste det (netop fordi det er Paradoxet). Ved da bagefter at læse 👤Lessing blev Sagen mig vel ikke klarere, thi det er saa saare Lidet hvad 👤L. siger, men det var mig dog altid en Opmuntring at see 👤L. opmærksom derpaa. Kun Skade, at han ikke selv har villet forfølge denne Tanke. Men han havde da heller ikke »Mediationen« at trækkes med, den guddommelige og forgudede Mediation, der gjør og har gjort Mirakler og et Menneske til Speculationen – og forgjort Christendommen. Ære være Mediationen! Den kan nok hjælpe En ogsaa paa anden Maade, som den formodentligen har hjulpet Forfatteren af 📖 Frygt og Bæven til at søge Springets fortvivlede Udvei, accurat ligesom Christendommen var en fortvivlet Udvei, da den kom ind i Verden, og bliver i alle Tider ved at være det for Enhver, der virkelig antager den. En fyrig og vælig Ganger kan det jo vel hænde, at den, naar den bliver Leiehest, og skal rides af enhver Fusker, taber Pustet og den stolte Reisning – men i Aandens Verden seirer Dorskheden aldrig, den taber bestandigt og bliver udenfor. Om 👤Johannes de silentio forøvrigt ved at læse 👤Lessing er bleven opmærksom paa Springet, eller ikke, lader sig uafgjort.

4. 👤Lessing har sagt: Wenn Gott in seiner Rechten alle Wahrheit, und in seiner Linken den einzigen immer regen Trieb nach Wahrheit, obschon mit dem Zusatze mich immer und ewig zu irren, verschlossen helte, und spreche zu mir: wähle! Ich fiele ihm mit Demuth in seine Linke, und sagte: Vater, gieb! die reine Wahrheit ist ja doch nur für dich allein! (cfr. 👤Lessings S. W. 5ter B. p. 100). – Den Gang da 👤Lessing sagde disse Ord, var Systemet formodentligen ikke færdigt; ak, og nu er han død! Havde han nu levet, nu da Systemet mestendeels er færdigt, eller idetmindste er i Arbeide og bliver færdigt til paa Søndag: tro mig, 👤L. havde grebet til med begge Hænder, han havde ikke havt Tid og Sømmelighed og Oprømthed til for Spøg ligesom at spille effen og ueffen med Gud, og til i Alvor at vælge den venstre Haand. Men Systemet har ogsaa mere end hvad Gud har i begge sine Hænder, allerede i dette Øieblik har det mere, end sige da paa Søndag, naar det ganske bestemt bliver færdigt.

Ordene findes i en lille Opsats (Eine Dupplik. 1778), foranlediget ved en from Mands Forsvar for Opstandelsens Historie mod Angrebet i de af 👤Lessing udgivne Fragmenter. Det er bekjendt nok, at man slet ikke kunde blive klog paa, hvilken L's Hensigt var med at udgive disse Fragmenter. End ikke den brav studerede Hauptpastor Götze kunde bestemt sige, hvilket Sted i Apocalypsen der passede paa, ja opfyldtes i 👤Lessing. Forsaavidt har 👤Lessing paa en besynderlig Maade nødsaget Menneskene til i Forhold til ham at antage hans Princip. Medens man ellers ogsaa i de Tider havde Resultat og Færdighed nok, kunde man slet ikke faae Livet taget af 👤Lessing og ham verdenshistorisk indslagtet og nedlagt i en §. Han var og blev en Gaade. Vil Nogen nu kalde ham frem igjen – han kommer ikke videre med ham.

Her nu først en Forsikkring min ringe Person betræffende. Trods Nogen er jeg villig til at falde tilbedende ned for Systemet, naar jeg blot kan faae Øie paa det. Hidtil er dette ikke lykkedes mig, og skjøndt jeg har unge Been, er jeg dog næsten træt af at rende fra 👤Herodes til 👤Pilatus. Enkelte Gange har jeg været ganske nær ved Tilbedelsen; men see, i det Øieblik jeg allerede havde udbredt Lommetørklædet for ikke at smudske mine Beenklæder ved Knæfaldet, naar jeg da ret troskyldig for sidste Gang sagde til en af de Indviede, siig mig nu oprigtigt, er det nu ogsaa heelt færdigt, thi i saa Fald vil jeg kaste mig ned, selv om jeg skulde fordærve et Par Buxer (paa Grund nemlig af den megen Færdsel til og fra Systemet er Veien ikke lidet sølet), saa fik jeg altid det Svar: nei, endnu er det vel ikke ganske færdigt. Og saa blev det da igjen udsat – med Systemet og med Knæfaldet.

System og Afsluttethed er saa omtrent Eet og det Samme, saaledes, at hvis Systemet ikke er færdigt, er det ikke noget System. Jeg har allerede paa et andet Sted mindet om, at et System der ikke ganske er færdigt er en Hypothese; hvorimod et halvfærdigt System er Nonsens. Vil nu En sige, at dette kun er en Ordstrid, at Systematikerne jo tvertimod selv sige, at Systemet ikke er færdigt, saa vilde jeg blot spørge, hvorfor kalde de det et System. Hvorfor ere de overhovedet tvetungede? Idet de foredrage deres Indbegreb, sige de Intet om, at der mangler Noget. De foranledige da altsaa de mindre Kyndige til at antage, at Alt er færdigt, med mindre de skrive for Læsere, der ere mere kyndige end de selv, hvilket formodentlig vilde falde Systematikere utænkeligt. Røres der derimod ved Bygningen, saa træder Bygherren frem. Det er en yderst behagelig Mand, høflig og venlig mod den Besøgende, han siger: ja vi ligger rigtignok endnu i Bygning, Systemet er endnu ikke ganske færdigt. Vidste han det da ikke før, vidste han det ikke den Gang han lod sin lyksaliggjørende Indbydelse udgaae til alle Mennesker? Men vidste han det, hvorfor sagde han det ikke selv, ɔ: hvorfor lod han saa ikke være at nævne det præsterede Fragment et System? Thi her er det igjen: et Fragment af et System er Nonsens. En fortsat Stræben efter et System derimod er jo en Stræben; og en Stræben, ja en fortsat Stræben er det jo 👤Lessing taler om. Og dog vel ikke en Stræben efter Intet! Tvertimod taler 👤Lessing jo om en Stræben efter Sandhed; og han bruger et mærkeligt Ord om denne Drift til Sandhed: den einzigen immer regen Trieb. Dette Ord einzig kan ikke godt forstaaes anderledes end den uendelige, i samme Forstand som at det er høiere at have een Tanke, een eneste end mange Tanker. Saa tale de jo begge, 👤Lessing og Systematikeren, om en fortsat Stræben, kun er Forskjellen den, at 👤Lessing er dum eller sand nok til at kalde den en fortsat Stræben, Systematikeren klog eller usand nok til at kalde den Systemet. Hvad vilde man dømme om denne Forskjellighed i andre Forhold? Da Agent 👤Behrend havde mistet en Silkeparaplui, efterlyste han en Nankings; han tænkte nemlig som saa, siger jeg det er en Silkeparaplui, saa fristes Finderen lettere til at beholde den. Systematikeren tænker maaskee som saa: kalder jeg mit Præsterede paa Titelbladet og i Avisen en fortsat Stræben, ak, hvo vil saa kjøbe det eller beundre mig; men kalder jeg det Systemet, det absolute System, saa vil Enhver kjøbe Systemet – dersom ikke den Vanskelighed blev tilbage, at det Systematikeren sælger er ikke Systemet.

Lad os saa gaae videre, men lad os ikke gjøre Nar af hinanden. Jeg, 👤Johannes Climacus, er hverken mere eller mindre end et Menneske; jeg antager, at Den, jeg har den Ære at tale med, er ogsaa et Menneske. Vil han være Speculationen, den rene Speculation, saa maa jeg opgive at tale med ham; thi i samme Øieblik bliver han usynlig for mig og for et Menneskes svage dødelige Øie.


Altsaa: a) et logisk System kan der gives; b) men der kan ikke gives noget Tilværelsens System.

a.

α. Skal der imidlertid construeres et logisk System, saa maa der fornemligen agtes paa, at Intet optages, som er underkastet Tilværelsens Dialektik, som altsaa kun er ved at være til, eller ved at have været til, ikke er ved at være. Heraf følger ganske simpelt, at hiin mageløse og mageløst beundrede Opfindelse af 👤Hegel, at bringe Bevægelse ind i Logiken (ogsaa fraseet, at man paa hvert andet Sted savner endog blot hans eget Forsøg paa at bilde En ind at den er der), netop er at forvirre Logiken1. Det er jo ogsaa besynderligt, at lægge Bevægelsen til Grund i en Sphære, hvor Bevægelse er utænkelig, eller at lade Bevægelse forklare Logiken, medens Logiken ikke kan forklare Bevægelsen. Betræffende dette Punkt er jeg imidlertid saa heldig at kunne henvise til en Mand, der tænker sundt og er lykkeligt dannet ved Grækerne (sjeldne Egenskaber i vor Tid!), en Mand, der har vidst at frigjøre sig og sin Tænkning fra ethvert slæbende og krybende Forhold til 👤Hegel, hvis Navnkundighed Enhver ellers vil profitere af om ikke paa anden Maade, saa ved at gaae videre, ɔ: ved at have optaget 👤Hegel i sig; en Mand, der hellere har villet nøies med 👤Aristoteles og med sig selv – jeg mener 👤Trendlenburg (Logische Untersuchungen). Hans Fortjeneste er blandt Andet at have fattet Bevægelsen som den uforklarlige Forudsætning, som det Fælleds, hvori Væren og Tænken enes og som den fortsatte Gjensidighed. Jeg kan her ikke gjøre noget Forsøg paa at eftervise hans Opfattelses Forhold til Grækerne, til det Aristoteliske, eller til, hvad der besynderligt nok, i en vis Forstand, skjøndt kun populairt, har megen Lighed med hans Fremstilling: et lille Partie i 👤Plutarchs Skrift om 👤Isis og Osiris. Det er ingenlunde min Mening, at den hegelske Philosophie ikke har havt gavnlig Indflydelse paa 👤Trendlenburg, men det Heldige er, at han har indseet, at det gaaer ikke an at ville forbedre paa 👤Hegels Bygning, gaae videre o. s. v. (en løgnagtig Maade paa hvilken mangen Stymper i vor Tid anmasser sig 👤Hegels Celebritet og lazaronagtigt fraterniserer ham); og paa den anden Side, at han, ædruelig som en græsk Tænker, uden at love Alt, uden at ville lyksaliggjøre Menneskeheden, præsterer Meget og lyksaliggjør Den, der behøvede hans Veiledning i Kjendskab til Grækerne.

  1. Den Letsindighed hvormed Systematikere indrømme, at overalt er det vel ikke lykkedes 👤Hegel at faae Bevægelsen ind i Logiken, omtrent ligesom en Urtekræmmer mener, at det ikke kommer an paa et Par Rosiner, naar man ellers kjøber meget, denne lavcomiske Føielighed er naturligviis en Foragt mod 👤Hegel, som end ikke hans heftigste Angriber har tilladt sig. Der har jo været logiske Forsøg før 👤Hegel, men netop hans Methode er jo Alt. For ham og for Enhver, der har Opvakthed nok til at fatte hvad det er at ville noget Stort, kan det, at den ikke er tilstede paa dette eller hiint Punkt, ikke være en Ubetydelighed, som naar en Urtekræmmer og en Kunde kævles om der er lidt Overvægt eller lidt Undervægt. 👤Hegel har jo netop selv sat al sin Navnkundighed ind paa det Punkt om Methoden. Men en Methode har den mærkelige Egenskab, at den abstrakt seet er slet Intet, den er netop i Udførelsen, i at gjennemføres er den Methode, og hvor den ikke gjennemføres, er den ikke Methoden, og naar der ingen anden Methode er, saa er der slet ingen Methode. Beundrere af 👤Hegel maa det være forbeholdt at gjøre ham til en Sluddermads; en Angriber vil altid vide at holde ham i Ære, ved at have villet noget Stort, og ikke at have naaet det. (tilbage)

I et logisk System maa Intet optages, som har et Forhold til Tilværelse, som ikke er ligegyldigt mod Existents. Den uendelige Overvægt, som det Logiske ved at være det Objektive har over al Tænkning, limiteres igjen derved, at det subjektivt seet er en Hypothese, netop fordi det i Virkelighedens Forstand er ligegyldigt mod Tilværelse. Denne Dobbelthed er det Logiskes Forskjel fra det Mathematiske, der slet intet Forhold har til eller fra Tilværelse, men kun har Objektiviteten – ikke Objektiviteten og det Hypothetiske som Eenheden og Modsigelsen, hvori det negativt forholder sig til Existents.

Det logiske System maa ikke være en Mystifikation, et Bugtalerie, hvori Tilværelsens Indhold kommer underfundigt og subrept frem, hvor den logiske Tanke studser og finder, hvad Hr. Professoren eller Licentiaten her har havt bag Øret. Strængere lader sig her dømme imellem ved at besvare det Spørgsmaal, i hvilken Forstand Categorien er Tilværelsens Abbreviatur, om den logiske Tænkning er abstrakt efter Tilværelse eller abstrakt uden noget Forhold til Tilværelse. Dette Spørgsmaal kunde jeg ønske at behandle lidt udførligere paa et andet Sted; og selv om det ikke blev fyldestgjørende besvaret, er det dog altid Noget, at der bliver spurgt saaledes.

β. Begyndelsens Dialektik maa gjøres klar. Det næsten Morsomme ved den, at Begyndelsen er og atter ikke er, fordi den er Begyndelsen, denne sande dialektiske Bemærkning har nu længe nok været som en Leg, der er bleven leget i hegeliansk Selskab.

Systemet begynder, saa siges der, med det Umiddelbare; Nogle ere endog, i Mangel af at være dialektiske, oratoriske nok til at sige det Umiddelbareste af Alt, skjøndt netop den sammenlignende Reflexion, der heri indeholdes, kunde blive farlig for Begyndelsen1. Systemet begynder med det Umiddelbare, og derfor forudsætningsløst, og derfor absolut, ɔ: Systemets Begyndelse er den absolute Begyndelse. Dette er ganske rigtigt, og jo ogsaa tilstrækkeligen blevet beundret. Men hvorfor har man saa ikke inden man begyndte paa Systemet gjort det andet lige saa vigtige, netop lige saa vigtige Spørgsmaal, og gjort sig det tydeligt, og respekteret, hvad der tydeligen ligger deri: hvorledes begynder Systemet med det Umiddelbare, ɔ: begynder det umiddelbart dermed? Herpaa maa vel ubetinget svares Nei. Antages Systemet at være efter Tilværelsen (hvorved en Forvexling foranlediges med et Tilværelsens System), saa kommer jo Systemet bag efter, og begynder altsaa ikke umiddelbart med det Umiddelbare, med hvilket Tilværelsen begyndte, om den dog i en anden Forstand ikke begyndte dermed, fordi det Umiddelbare aldrig er, men er ophævet naar det er. Den Systemets Begyndelse, der begynder med det Umiddelbare, er da selv naaet gjennem en Reflexion.

  1. Det vilde blive for vidtløftigt her at vise, hvorledes. Ofte lønner det heller ikke Umagen; thi naar man møisommeligen faaer stillet en Indvending skarpt frem, opdager man ved en Philosophs Tilsvar, at Ens Misforstaaelse ikke var at man ikke kunde forstaae den forgudede Philosophie, men snarere, at man havde ladet sig overtale til at troe, at det Hele skulde være noget – og ikke en løs Tænkning skjult af de meest anmassende Udtryk. (tilbage)

Her ligger Vanskeligheden, thi naar man ikke svigefuldt eller tankeløst eller i stakaandet Travlhed for at faae Systemet færdigt, slipper denne ene Tanke, saa er den i al sin Simpelhed istand til at afgjøre, at der intet Tilværelsens System kan være, og at det logiske System ikke maa rose sig af en absolut Begyndelse, fordi en saadan er ligesom den rene Væren en reen Chimære.

Naar der nemlig ikke umiddelbart kan begyndes med det Umiddelbare, (hvilket vilde være at tænke som en Hændelse eller som et Under, ɔ: hvilket ikke er at tænke), men denne Begyndelse maa naaes gjennem en Reflexion, saa spørges ganske eenfoldigt (ak, blot jeg nu ikke bliver sat i Skammekrogen for min Eenfoldighed, fordi Enhver kan forstaae mit Spørgsmaal – og derfor altsaa maa skamme sig ved Spørgerens populaire Viden): hvorledes faaer jeg den Reflexion standset, der kom i Bevægelse for at naae hiin Begyndelse? Reflexionen har nemlig den mærkelige Egenskab, at den er uendelig. Men det at den er uendelig vil i ethvert Tilfælde sige, at den er ikke til at standse ved sig selv, fordi den jo, idet den skulde standse sig selv, bruger sig selv, og altsaa kun bliver standset paa samme Maade som en Sygdom blev helbredet, naar den selv fik Lov at bestemme Lægemiddelet, ɔ: Sygdommen blev næret. Maaskee er denne Reflexionens Uendelighed den slette Uendelighed – saa ere vi jo snart færdige, thi den slette Uendelighed skal være noget foragteligt Noget, som man, jo før jo hellere, maa opgive. Maatte jeg ikke i den Anledning gjøre et Spørgsmaal. Hvoraf kommer det vel, at 👤Hegel og alle Hegelianere, der jo ellers skulle være Dialektikere, paa dette Punkt blive vrede, ja vrede som Tydskere? Eller er det en dialektisk Bestemmelse: den slette? Hvorfra kommer et saadant Prædikat ind i Logiken? Hvorledes finder Haan og Foragt og Skrækkemidler Plads som tilladelige Bevægelsesmidler i Logiken, saa den absolute Begyndelse antages af den Enkelte, fordi han er bange for hvad Nabo og Gjenbo vil tænke om ham, hvis han ikke gjør det? Er »slet« ikke en ethisk Categorie?1 Hvad siger jeg med at tale om den slette Uendelighed? Jeg sigter det paagjeldende Individ for ikke at ville standse Reflexionens Uendelighed. Jeg fordrer altsaa Noget af ham? Men ægte spekulativt antager jeg derimod, at Reflexionen standser sig selv. Hvorfor fordrer jeg saa Noget af ham? Og hvad fordrer jeg af ham? Jeg fordrer en Beslutning. Og deri gjør jeg vel, thi kun saaledes kan Reflexionen standses, men derimod gjør en Philosoph aldrig vel i, at gjøre Nar af Folk, og i det ene Øieblik lade Reflexionen standse sig selv i den absolute Begyndelse, og i det næste Øieblik haane et Menneske, der kun har een Feil, at han er dum nok til at troe det Første, haane ham, for paa den Maade at hjælpe ham til den absolute Begyndelse, der altsaa skeer paa to Maader. Men fordres en Beslutning saa er Forudsætningsløsheden opgivet. Kun naar Reflexionen standses kan Begyndelsen skee, og Reflexionen kan kun standses ved noget Andet, og dette Andet er noget ganske Andet end det Logiske, da det er en Beslutning. Og kun naar Begyndelsen, ved hvilken Reflexionen standser, er et Gjennembrud, saa den absolute Begyndelse selv bryder frem gjennem den uendelig fortsatte Reflexion, kun da er Begyndelsen forudsætningsløs. Er det derimod et Brud, hvorved Reflexionen afbrydes, for at Begyndelsen kan komme frem, saa er denne Begyndelse ikke absolut, da den er skeet ved en μεταβασις εις αλλο γενος.

  1. Og er det ikke dette, saa er det i ethvert Tilfælde en æsthetisk Categorie, som naar 👤Plutarch taler om, at Nogle af den Grund have antaget een Verden, fordi de frygtede at der ellers skulde fremkomme en uendelig og besværlig Uendelighed af Verdener. ( ευϑυς αοϱιστου ϰαι χαλεπης απειϱιας υπολαμβανουσης. De defectu oraculorum c. XXII. (tilbage)

Naar Begyndelsen med det Umiddelbare naaes gjennem en Reflexion, saa maa det Umiddelbare betyde noget Andet end ellers. Dette har hegelske Logikere rigtigt indseet, og de definere derfor det Umiddelbare, med hvilket Logiken begynder, saaledes: det ved en udtømmende Abstraktion tilbageblevne Abstrakteste. Mod denne Definition er Intet at indvende, men vel mod, at man ikke respekterer hvad man selv siger, thi denne Definition siger netop indirekte, at der ingen absolut Begyndelse er. Hvorledes, hører jeg En sige, naar der er abstraheret fra Alt, er det saa ikke o. s. v. – ja – naar der er abstraheret fra Alt. Lad os være Mennesker. Denne Abstraktionens Akt er ligesom hiin Reflexionens Akt uendelig, altsaa, hvorledes faaer jeg den standset – og det er jo dog først naar .... at .... Lad os endogsaa vove et Tankeexperiment. Lad hiin uendelige Abstraktions Akt være in actu, Begyndelsen er jo ikke Abstraktionens Akt, men den kommer efter. Men hvormed begynder jeg saa, da der jo er abstraheret fra Alt? Ak, her vilde maaskee en Hegelianer rørt synke til mit Bryst, og saligen stamme: med Intet. Og det er jo det som Systemet siger, at det begynder med Intet. Men jeg maatte gjøre mit andet Spørgsmaal, hvorledes begynder jeg med dette Intet? Dersom nemlig den uendelige Abstraktions Akt ikke er af den Art Narrestreger, af hvilke man godt kan gjøre to paa eengang, dersom den derimod er den meest anstrængende Gjerning, der lader sig gjøre, hvad saa? Saa gaaer jo al min Kraft til at holde den fast. Slipper jeg nogen Deel af min Kraft, saa abstraherer jeg jo ikke fra Alt. Dersom jeg da under denne Forudsætning begynder, begynder jeg ikke med Intet, netop fordi jeg i Begyndelsens Øieblik ikke abstraherede fra Alt. Dette vil sige, dersom det er muligt for et Menneske, tænkende at abstrahere fra Alt, saa er det umuligt for ham at gjøre mere, da det, om det ikke overhovedet overgaaer menneskelig Kraft, i ethvert Fald absolut udtømmer den. At blive træt af Abstraktionens Akt, og saaledes komme til at begynde, er kun Urtekræmmerforklaringer, der ikke tage det saa nøie med en lille Mislighed. Udsagnet selv, at begynde med Intet, er, ogsaa fraseet dets Forhold til Abstraktionens uendelige Akt, svigefuldt. Det at begynde med Intet er nemlig hverken mere eller mindre end en ny Omskrivelse af selve Begyndelsens Dialektik. Begyndelsen er, og atter den er ikke, netop fordi den er Begyndelsen; dette kan ogsaa udtrykkes saaledes: Begyndelsen begynder med Intet. Det er kun et nyt Udtryk, ikke et eneste Skridt videre. I det ene Tilfælde tænker jeg blot Begyndelsen in abstracto, i det andet Tilfælde tænker jeg den ligesaa abstrakte Begyndelses Forhold til et Noget, hvormed der begyndes; og ganske rigtigt viser det sig, at dette Noget, ja det eneste Noget, der svarer til en saadan Begyndelse, er Intet. Men dette er kun en tautologisk Omskrivning af den anden Sætning: Begyndelsen er ikke. Begyndelsen er ikke, og Begyndelsen begynder med Intet ere aldeles identiske Sætninger, og jeg kommer ikke af Stedet.

Hvad om vi saa istedetfor at tale eller drømme om en absolut Begyndelse, tale om et Spring. At ville nøies med et mestendeels saa godt som, man kan næstendeels sige det, naar man sover paa det til imorgen kan man godt sige det, viser kun, at man er beslægtet med Trop, der lidt efter lidt vel kom saavidt, at han antog: at det at have været nærved at faae juridisk Examen, var at have faaet den. Dette leer Alle af, men naar man i Sandhedens Rige, i Videnskabens Helligdom raisonnerer speculativt paa samme Maade: saa er det godt Philosophie, ægte speculativ Philosophie. Thi 👤Lessing var ingen speculativ Philosoph, han antog derfor det Modsatte, at en uendelig lille Afstand gjør Graven uendelig bred, fordi Springet selv gjør Graven saa bred.

Det er besynderligt nok: Hegelianere, som i Logiken veed, at ReReflexionen standses ved sig selv, at en Tvivlen om Alt slaaer om i sin Modsætning ved sig selv (en sand Skipperefterretning, ɔ: i Sandhed en Skipperefterretning), de veed derimod til dagligt Brug, naar de ere behagelige Mennesker, naar de ere ligesom vi Andre, kun, hvad jeg altid villig skal indrømme, lærdere, talentfuldere o. s. v., de veed, at Reflexionen kun lader sig standse ved et Spring. Lad os dvæle et Øieblik her. Naar Individet ikke standser Reflexionen, saa bliver han uendeliggjort i Reflexion, ɔ: saa indtræder der ingen Afgjørelse1. Ved saaledes at løbe vild i Reflexion bliver Individet egentligen objektivt, det taber mere og mere Subjektivitetens Afgjørelse og Tilbagevenden i sig selv. Og dog vil man antage, at Reflexionen objektivt kan standse sig selv, medens det er omvendt; objektivt er den ikke til at standse, og naar den standser subjektivt, standser den ikke sig selv, men det er Subjektet, der standser den.

  1. Læseren vil maaskee erindre: naar Sagen bliver objektiv, bliver der intet Spørgsmaal om en evig Salighed, fordi dette netop ligger i Subjektiviteten og i Afgjørelsen. (tilbage)

Saasnart 👤Rötscherf. Ex. (der dog i hans Bog om 👤Aristophanes forstaaer Overgangens Nødvendighed i verdenshistorisk Udvikling, og ellers vel i Logiken har forstaaet Reflexionens Gjennemgang gjennem sig selv til den absolute Begyndelse) sætter sig den Opgave at forklare 👤Hamlet, saa veed han, at Reflexionen kun standses ved en Beslutning, han antager ikke (skal jeg sige besynderligt nok?) besynderligt nok, han antager ikke, at 👤Hamlet ved at blive ved at reflektere tilsidst kom til den absolute Begyndelse; men i Logiken antager han (skal jeg sige besynderligt nok) besynderligt nok, der antager han formodentlig, at Reflexionens Gjennemgang gjennem sig selv standser ved den absolute Begyndelse. Dette forstaaer jeg ikke, og det smerter mig, ikke at forstaae det, netop fordi jeg nærer Beundring for 👤Rötschers Talent, for hans classiske Dannelse, for hans smagfulde og dog primitive Opfattelse af psychologiske Phænomener.

Dette her Sagte om Logikens Begyndelse (thi at det Samme viser, at der intet Tilværelsens System er, skal nærmere forfølges under b), er meget eenfoldigt og simpelt; jeg bliver næsten ganske flau ved at sige det, eller flau ved, at jeg maa sige det, flau ved min Situation, at en stakkels Piece-Forfatter, der hellere vilde ligge tilbedende paa Knæ for Systemet, skal nødsages til at sige noget Saadant. Det Sagte kunde ogsaa siges paa en anden Maade, hvorved det maaskee vilde gjøre Indtryk paa En og Anden, idet Fremstillingen speciellere erindrede om et forbigangent Øiebliks videnskabelige Conflikter. Spørgsmaalet vilde da blive, hvilken den hegelske Phænomenologies Betydning er for Systemet, om den er en Indledning, om den staaer udenfor; hvis den er en Indledning, om den da optages igjen i Systemet; fremdeles, om 👤Hegel ikke endogsaa har den forbausende Fortjeneste, at han ikke blot har skrevet Systemet, men to ja tre Systemer, hvortil der altid hører et mageløst systematisk Hoved, og som dog synes at være Tilfældet, da Systemet bliver færdigt mere end eengang o. s. v. Alt dette er i Grunden ofte nok sagt, men det er ogsaa ofte sagt paa en forstyrrende Maade. Man har skrevet en stor Bog derom, og først sagt Alt, hvad 👤Hegel har sagt, derpaa taget et Hensyn til dette og hiint Senere, hvilket Alt kun adspreder og kaster en distraherende Vidtløftighed over hvad der lader sig sige ganske kort.

γ. Det var ønskeligt, om man for at kaste et Lys over Logiken psychologisk orienterede sig i, hvorledes Dens Sjelstilstand er, der tænker det Logiske, hvilken Art Afdøethed fra sig selv der fordres hertil, hvorvidt Phantasien spiller en Rolle derved. Dette er atter en fattig og høist eenfoldig Bemærkning, men derfor kan den være ganske sand og ingenlunde overflødig: at en Philosoph er efterhaanden bleven et saa eventyrligt Væsen, at neppe den meest udsvævende Phantasie har opfundet et saa Fabelagtigt. Hvorledes forholder overhovedet det empiriske Jeg sig til det rene Jeg – Jeg. Den, der ønsker at være Philosoph, ønsker dog gjerne at vide lidt Besked derom, og ønsker fremfor Alt ikke at blive et latterligt Væsen ved ein, zwei, drei Kokolorum at blive forvandlet til Speculationen. Dersom Den, der beskæftiger sig med logisk Tænkning, tillige er menneskelig nok til ikke at glemme, at han, selv om han blev færdig med Systemet, er et existerende Individ, saa vil Phantasteriet og Charlataneriet efterhaanden forsvinde. Og skal der end et eminent logisk Hoved til, for at omskabe 👤Hegels Logik, saa behøves der kun sund Menneskeforstand hos Den, der eengang med Begeistring troede det Store, 👤Hegel sagde sig at gjøre, og viste sin Begeistring ved at troe det, og sin Begeistring for 👤Hegel ved at tiltroe ham det; der skal kun sund Menneskeforstand til for at indsee, at 👤Hegel paa mange Steder har baaret sig uforsvarligt ad, ikke imod Urtekræmmere, som dog kun troe det Halve af hvad en Mand siger, men mod begeistrede Ynglinge, der troede ham. Selv om en saadan Yngling ikke har været udmærket fortrinligt begavet, naar han dog har havt Begeistring til at troe det Høieste, som dette jo sagdes om 👤Hegel, naar han har havt Begeistring til i Mislighedens Øieblik at fortvivle over sig selv, for ikke at opgive 👤Hegel – naar en Saadan kommer til sig selv igjen, har han Ret til at fordre denne 👤Nemesis, at Latteren fortærer hos 👤Hegel hvad Latteren har en retmæssig Fordring paa. Og en saadan Yngling har dog hævdet 👤Hegel ganske anderledes end mangen Tilhænger, der ved svigefulde Side-Replikker snart gjorde 👤Hegel til Alt, snart til en Ubetydelighed.

b.

Et Tilværelsens System kan ikke gives. Altsaa er et saadant ikke til? Ingenlunde. Dette ligger ei heller i det Sagte. Tilværelsen selv er et System – for Gud, men kan ikke være det for nogen existerende Aand. System og Afsluttethed svare til hinanden, men Tilværelse er netop det Modsatte. Abstract seet lader System og Tilværelse sig ikke tænke sammen, fordi den systematiske Tanke for at tænke Tilværelse maa tænke den som ophævet, altsaa ikke som tilværende. Tilværelse er det Spatierende, der falder ud fra hinanden: det Systematiske er Afsluttetheden, der slutter sammen.

I Virkeligheden indtræder nu en Skuffelse, et Sandsebedrag, som ogsaa Smulerne søgte at paavise, og hvortil jeg maa henvise, navnligen til det Spørgsmaal, om det Forbigangne er mere nødvendigt end det Tilkommende. Idet nemlig en Tilværelse er tilbagelagt, er den jo færdig, er den jo afsluttet, og forsaavidt er den da hjemfalden til den systematiske Opfattelse. Ganske rigtigt – men for hvem? Den der selv er existerende kan jo ikke vinde hiin Afsluttethed udenfor Tilværelsen, som er tilsvarende til den Evighed, til hvilken det Forbigangne er indgaaet. Om en Tænker godhedsfuld vil være distrait nok til at glemme, at han er selv existerende, saa er Spekulation og Distraction dog ikke ganske det Samme. Tvertimod, det at han selv er existerende antyder Existentsens Krav paa ham, at hans, ja hvis han er stor, at hans Tilværelse i Samtiden kan igjen som en Forbigangenhed have en Afsluttethedens Gyldighed for den systematiske Tænker. Men hvo er da denne systematiske Tænker? Ja det er Den, som selv er udenfor Tilværelse og dog i Tilværelsen, som i sin Evighed er for evigt afsluttet, og dog indeslutter Tilværelsen i sig – det er Gud. Hvortil Bedraget! Fordi Verden nu har bestaaet i 6000 Aar, har derfor Tilværelse ikke aldeles det samme Krav paa den Existerende, som den altid har havt, hvilket ikke er, at han i en Indbildning skal være en contemplerende Aand, men i Virkeligheden en existerende Aand. Al Forstaaelse kommer bag efter. Medens den nu Existerende unægtelig kommer bag efter i Forhold til de 6000 Aar, der gik forud, saa vilde, hvis vi antog, at han kom til systematisk at forstaae disse, det besynderlige Ironiske fremkomme, at han ikke kom til at forstaae sig selv existerende, fordi han selv ingen Existents fik, fordi han selv Intet havde, der skulde forstaaes bag efter. Heraf vilde følge, at en saadan Tænker enten maatte være vor Herre eller et phantastisk Qvodlibet. Enhver indseer vel det Usædelige heri, og saa indseer vist tillige Enhver, at det er i sin Orden, hvad en anden Forfatter har bemærket om det hegelske System: at man ved ham fik et System, det absolute System færdigt – uden at have en Ethik. Lad os kun smile af Middelalderens ethisk-religieuse Phantasterier i Ascese og andet Saadant, men lad os for Alting ikke glemme, at den speculative lav-comiske Udsvævelse med at blive Jeg-Jeg, og saa dog qva Menneske ofte en saadan Philister, at ingen Begeistret gad have ført et saadant Liv – er ligesaa latterlig.

Lad os saa betræffende Umuligheden af et Tilværelsens-System spørge ganske eenfoldigt som en græsk Yngling vilde spørge sin Læremester (og kan den høie Viisdom ellers forklare Alt, men ikke svare paa et eenfoldigt Spørgsmaal, saa seer man jo, at Verden er aflave): hvo skal skrive eller gjøre et saadant System færdigt? Dog vel et Menneske, med mindre vi igjen skulle begynde paa den besynderlige Tale, at et Menneske bliver Spekulationen, bliver Subjekt-Objektet. Altsaa et Menneske – og dog vel et levende, ɔ: et existerende Menneske. Eller er Spekulationen, der tilveiebringer Systemet, er den de forskjellige Tænkeres fælleds Stræben: i hvilken sidste Slutning slutter dette Fælledsskab sig sammen, hvorledes kommer det for Dagen? dog vel gjennem et Menneske? Hvorledes forholde saa igjen de enkelte Tænkere sig til denne Stræben, hvilke ere her Mellembestemmelserne mellem det Individuelle og det Verdenshistoriske, og hvad er saa igjen det for En, han, der trækker dem alle paa den systematiske Traad? Er han et Menneske eller er han Speculationen? Men er han et Menneske, er han jo existerende. For den Existerende er der nu overhovedet tvende Veie, han kan enten gjøre Alt for at glemme, at han er existerende, herved opnaaes at blive comisk (den comiske Modsigelse at ville være det man ikke er, f. Ex., at et Menneske vil være en Fugl, er ikke mere comisk end den, ikke at ville være det man er, som in casu existerende, som man jo ogsaa i Sprogbrug finder det comisk, at En glemmer, hvad han hedder, hvilket ikke saa meget betyder at glemme sit Navn som sit Væsens Eiendommelighed), fordi Existents har den mærkelige Egenskab, at den Existerende existerer enten han vil eller ei; eller han kan vende al sin Opmærksomhed hen paa Dette, at han er existerende. Det er fra denne Side, at Indvendingen maa gjøres for det Første mod den moderne Spekulation, at den ikke har en feil Forudsætning, men en comisk Forudsætning, foranlediget ved, at den i en Art verdenshistorisk Distraction har glemt hvad det er at være Menneske, ikke hvad det er at være Menneske overhovedet, Sligt fik man vel endda Spekulanterne til at gaae ind paa, men hvad det er, at Du og jeg og han vi ere Mennesker hver for sig.

Den Existerende, der henvender al sin Opmærksomhed paa det, at han er existerende, ham vil ogsaa hiint 👤Lessings Ord om den fortsatte Stræben tilsmile som et skjønt Udsagn, hvorved Opfinderen vel ikke erhvervede sig udødelig Navnkundighed, fordi det er saare simpelt, men som enhver Opmærksom maa sande. Den Existerende, der glemmer, at han er existerende, han vil blive mere og mere distrait, og som Folk stundom nedlægge Frugten af deres otium i Skrifter, saa ville vi som Frugten af hans Distraction turde forvente det forventede Tilværelsens System – vel ikke vi Alle, men kun De, som næstendeels ere ligesaa distraite som han. Medens da det hegelske System i Distraction gaaer hen og bliver et Tilværelsens-System, ja, hvad mere er, bliver færdigt – uden at have en Ethik (hvor da Tilværelse netop har hjemme), saa vil hiin eenfoldigere Philosophie, der af en Existerende foredrages for Existerende, især fremdrage det Ethiske.

Saasnart der huskes paa, at det at philosophere ikke er at tale phantastisk til phantastiske Væsener, men at der tales til Existerende; at der altsaa ikke phantastisk in abstracto skal afgjøres, om den fortsatte Stræben er noget Ringere end den systematiske Afsluttethed, men at Spørgsmaalet er, hvad existerende Væsener maae nøies med, forsaavidt de ere existerende, saa vil den fortsatte Stræben være det Eneste, der ikke indeholder en Skuffelse. Selv om En har naaet det Høieste, vil Gjentagelsen, hvorved han jo maa udfylde sin Existents, hvis han ikke skal gaae tilbage (eller blive et phantastisk Væsen), atter være en fortsat Stræben, fordi her igjen Afsluttetheden er fjernet og udsat. Det er hermed ligesom med den platoniske Opfattelse af det at elske, at den er et Savn, og at ikke blot Den føler Savn, der attraaer Noget, han ikke har, men ogsaa Den, som ønsker den fortsatte Besiddelse af hvad han har. Spekulativt-phantastisk og æsthetisk-phantastisk har man en positiv Afsluttethed i Systemet og i Dramaets femte Akt, men en saadan Afsluttethed er kun for phantastiske Væsener.

Den fortsatte Stræben er Udtrykket for det existerende Subjekts ethiske Livs-Anskuelse. Den fortsatte Stræben maa derfor ikke forstaaes metaphysisk; men der er jo heller intet Individ, der existerer metaphysisk. Saaledes til Misforstaaelse kunde man da danne en Modsætning mellem den systematiske Afsluttethed og den fortsatte Stræben efter Sandhed. Man kunde da, og har maaskee endog søgt at minde om det Græske bestandigt at ville være en Lærende. Dette er imidlertid kun en Misforstaaelse i denne Sphære. Ethisk forstaaet er derimod den fortsatte Stræben Bevidstheden om at være existerende, og den fortsatte Læren Udtrykket for den idelige Realisation, der i intet Øieblik er færdig, saa længe Subjektet er existerende, hvilket dette netop er sig bevidst og derfor ikke bedraget af. Men den græske Philosophie havde et bestandigt Forhold til Ethiken. Man fandt derfor heller ikke, at det, bestandigt at ville være en Lærende, var en stor Opdagelse eller et begeistret Foretagende af en enkelt Udmærket, da det hverken var mere eller mindre end Forstaaelsen af, at man er existerende, hvilket ikke er fortjenstfuldt at blive sig bevidst, men tankeløst at glemme.

Man har ofte mindet om og angrebet saakaldte pantheistiske Systemer ved at sige, at de hæve Forskjellen mellem Godt og Ondt og Friheden; maaskee udtrykker man sig nok saa bestemt ved at sige, at ethvert saadant System phantastisk forflygtiger Begrebet: Existents. Men man har ikke gjort rigtigt i at sige dette blot om de pantheistiske Systemer; thi man havde gjort bedre i at vise, at ethvert System maa være pantheistisk netop paa Grund af Afsluttetheden. Tilværelsen maa være ophævet i det Evige, førend Systemet slutter sig af, nogen existerende Rest maa der ikke være tilbage, end ikke et saadant lille bitte Dingeldangel, som den existerende Hr. Professor, der skriver Systemet. Men saaledes stiller man ikke Sagen. Nei, man bekæmper de pantheistiske Systemer deels i tumultuariske Aphorismer, der love atter og atter et nyt System, deels skriver man Noget sammen, der skal være et System, og har en egen Paragraph, hvori det læres, at man urgerer Begrebet: Existents og Virkelighed. At saadan en Paragraph spotter hele Systemet, at den, istedetfor at være en Paragraph med i Systemet er en absolut Protest mod Systemet, gjør for stundesløse Systematikere Intet til Sagen. Skal Begrebet Existents virkelig urgeres, saa kan dette ikke ligefrem siges i en Paragraph i et System, og alle ligefremme Eder og Fanden gale mig gjør kun den docerende Bagvendthed mere og mere latterlig. Det, at Existents virkelig urgeres, maa udtrykkes i en væsentlig Form, og denne er i Forhold til Existentsens Svigefuldhed en indirecte Form, at der intet System er. Dog maa dette atter ikke blive en forsikkrende Blanquet, thi det indirecte Udtryk vil bestandig forynges i Formen. I Comitee-Betænkninger kan det jo godt gaae an, at et dissentierende Votum følger med, men et System, der har det dissentierende Votum som en Paragraph i sig, er et snurrigt Uhyre. Hvad Under saa, at Systemet holder sig. Stolt overseer det Indvendinger, og møder der en enkelt Indvending, der synes at tildrage sig lidt Opmærksomhed, saa lade de systematiske Entrepreneurer en Copist afcopiere Indvendingen, som derpaa indregistreres i Systemet, og ved Indbindingen er saa Systemet færdigt.

Den systematiske Idee er Subjekt-Objektet, er Eenhed af Tænken og Væren; Existents derimod er netop Adskillelse. Deraf følger ingenlunde, at Existentsen er tankeløs, men den har spatieret og spatierer Subjektet fra Objektet, Tanken fra Væren. Objektivt forstaaet er Tænken den rene Tænken, der ligesaa abstrakt-objektivt svarer til sin Gjenstand, hvilken derfor igjen er den selv, og Sandheden Tænkens Overeensstemmelse med sig selv. Denne objektive Tænkning har intet Forhold til den existerende Subjektivitet, og medens det vanskelige Spørgsmaal altid bliver tilbage, hvorledes det existerende Subjekt slipper ind i denne Objektivitet, hvor Subjektivitet er den rene abstrakte Subjektivitet (hvilket atter er en objektiv Bestemmelse og ikke betegner noget existerende Menneske), saa bliver det vist, at den existerende Subjektivitet mere og mere fordunster, og tilsidst, hvis det er muligt for et Menneske at blive noget Saadant, og det Hele ikke Noget han i det Høieste gjennem Phantasien kan blive vidende om, bliver den reen abstrakte Medviden i og Viden om dette rene Forhold mellem Tænken og Væren, denne rene Identitet, ja denne Tautologie, fordi der ved Væren ikke siges, at den Tænkende er, men egentligen kun, at han er Tænkende.

Det existerende Subjekt derimod er existerende, og det er jo ethvert Menneske. Lad os derfor ikke gjøre Uret ved at kalde hiin objektive Retning ugudelig, pantheistisk Selvforgudelse, men hellere betragte den som et Forsøg i det Comiske; thi at der fra nu af til Verdens Ende Intet skulde maatte siges uden hvad der foreslog en yderligere Forbedring i det næstendeels færdige System, er kun en systematisk Conseqvents for Systematikere.

Ved strax at begynde med ethiske Categorier mod hiin objektive Retning gjør man Uret, og rammer ikke, fordi man ikke har noget Fælleds med de Angrebne. Men ved at blive i det Metaphysiske kan man bruge det Comiske, der ogsaa ligger i det Metaphysiske, til at indhente en saadan transfigureret Professor. Hvis en Dandser kunde springe meget høit, da ville vi beundre ham, men hvis han, om han end kunde springe saa høit som aldrig nogensinde nogen Dandser, vilde give det Udseende af at han kunde flyve: lad saa kun Latteren hente ham ind. Det at springe betyder væsentligen at tilhøre Jorden og respektere Tyngdens Love, saa Springet kun er det Momentane, men at flyve betyder at være frigjort fra de telluriske Forhold, som det kun er forbeholdt de vingebedækkede Skabninger, maaskee ogsaa Maanens Beboere, maaskee – maaskee finder Systemet ogsaa først der sine sande Læsere. Man har afskaffet det at være Menneske, og enhver Spekulant forvexler sig selv med Menneskeheden, hvorved han bliver noget uendeligt Stort og tillige slet Intet, han forvexler sig selv i Distraction med Menneskeheden, ligesom Oppositions-Pressen siger: vi, og Skippere: Fanden gale mig. Men naar man længe har bandet, saa vender man tilsidst tilbage til det ligefremme Udsagn, fordi al Sværgen hæver sig selv; og naar man har lært, at enhver Pog kan sige: vi, saa lærer man, at det dog betyder lidt mere at være een; og naar man seer, at enhver Kjeldermand kan lege den Leg at være Menneskeheden, saa indseer man tilsidst, at det at være et simpel slet og ret Menneske er mere end paa den Maade at lege Selskabsleg. Og Eet endnu: naar en Kjeldermand gjør det, saa mener Enhver, at det er latterligt, og dog er det ligesaa latterligt, naar det største Menneske gjør det; og man kan gjerne lee af ham i denne Henseende, og derfor, som det sømmer sig, have Ærbødighed for hans Evner, Kundskaber o. s. v.

Andet Afsnit


Det subjektive Problem, eller hvorledes Subjektiviteten maa være, for at Problemet kan vise sig for den

Cap. 1


Det at blive subjektiv


Hvad Ethiken maatte dømme, hvis det at blive subjektiv ikke var den høieste Opgave, der er sat et Menneske; hvad der maa frasees i den nærmere Forstaaelse af dette; Exempler paa Tænkning i Retning af at blive subjektiv

Objektivt taler man bestandigt kun om Sagen, subjektivt taler man om Subjektet og Subjektiviteten, og see, netop Subjektiviteten er Sagen. Dette maa bestandigt fastholdes, at det subjektive Problem ikke er Noget om Sagen, men er selve Subjektiviteten. Da nemlig Problemet er Afgjørelsen, og al Afgjørelse, som ovenfor viist, ligger i Subjektiviteten, saa gjelder det om, at der slet ikke objektivt bliver Spor af nogen Sag, thi i samme Øieblik vil Subjektiviteten skulke sig fra Noget af Afgjørelsens Smerte og Crise, ɔ: vil gjøre Problemet lidt objektivt. Venter Indlednings-Videnskaben endnu paa et Skrift, inden Sagen indlades til Doms; mangler Systemet endnu en Paragraph; har Taleren endnu et Argument i Baghaanden: saa er Afgjørelsen udsat. Der er saaledes ikke her Spørgsmaal om Christendommens Sandhed i den Forstand, at naar dette var afgjort, Subjektiviteten da var flink og villig til at antage den. Nei, Spørgsmaalet er om Subjektets Antagelse af den, og det maa her betragtes som Fortabelsens Illusion (der er forbleven uvidende om at Afgjørelsen ligger i Subjektiviteten), eller som Svigefuldhedens Udflugt (der skubber Afgjørelsen bort ved en objektiv Behandling, hvori der i al Evighed ingen Afgjørelse er), at antage, at denne Overgang fra et Objektivt til den subjektive Antagelse er en ligefrem af sig selv følgende, da den netop er den afgjørende, og den objektive Antagelse (sit venia verbo) Hedenskab eller Tankeløshed.

Christendommen vil jo skjænke den Enkelte en evig Salighed, et Gode der ikke uddeles i større Partier, men kun til Een og Een ad Gangen. Antager den end at Subjektiviteten er, som Tilegnelsens Mulighed, Muligheden af at annamme dette Gode, saa antager den dog ikke at Subjektiviteten uden videre er fix og færdig, uden videre endog blot har en virkelig Forestilling om dette Godes Betydning. Denne Subjektivitetens Udvikling eller Omskabelse, denne dens uendelige Concentration i sig selv ligeoverfor Forestillingen om Uendelighedens høieste Gode, en evig Salighed, er den udviklede Mulighed af Subjektivitetens første Mulighed. Saaledes protesterer Christendommen mod al Objektivitet; den vil, at Subjektet uendeligt skal bekymre sig om sig selv. Det, den spørger om, er Subjektiviteten, først i denne er Christendommens Sandhed, hvis den overhovedet er, objektivt er den slet ikke. Om den kun er i et eneste Subjekt, saa er den kun i ham, og der er større christelig Glæde i Himlen over denne Ene end over Verdenshistorien og Systemet, hvilke, som objektive Magter, ere incommensurable for det Christelige.

Man troer i Almindelighed at det at være subjektiv er ingen Kunst. Nu, det forstaaer sig, ethvert Menneske er jo ogsaa saadan et Stykke Subjekt. Men nu at vorde det man saadan uden videre er: ja hvo vilde spilde sin Tid derpaa, det var jo den meest resignerede af alle Opgaver i Livet. Ganske vist; men allerede af den Grund er den saare svær, ja den sværeste af Alle, netop fordi ethvert Menneske har en stærk naturlig Lyst og Drift til at blive Andet og Mere. Saaledes gaaer det med alle tilsyneladende ubetydelige Opgaver: netop denne tilsyneladende Ubetydelighed gjør dem uendeligt svære, fordi Opgaven ikke ligefrem vinker og saaledes understøtter den Higende, men fordi Opgaven arbeider ham imod, saa der hører uendelig Anstrængelse til blot her at opdage Opgaven, ɔ: at dette er Opgaven, en Møie man ellers er fritaget for. At tænke over det Eenfoldige, over hvad den Eenfoldige jo ogsaa saaledes veed, er yderst afskrækkende, thi Differentsen bliver selv ved den yderste Anstrængelse ingenlunde iøinefaldende for det sandselige Menneske. Nei, saa er det Høittravende noget ganske anderledes Herligt.

Naar man overseer denne lille socratiske spøgefulde og christeligt uendelig bekymrede Forskjel mellem det at være saadan hvad man kalder et Subjekt – og at være et Subjekt eller at vorde det, og at være hvad man er ved at være vordet det: saa bliver dette den beundrede Viisdom, at det er Subjektets Opgave at afføre sig sin Subjektivitet mere og mere, og blive mere og mere objektiv. Man seer let heraf, hvad denne Veiledning forstaaer ved at være saadan hvad man kalder et Subjekt, at den derved forstaaer ganske rigtig det Tilfældige, Kantede, Selviske, Sære o. s. v., som ethvert Menneske kan have nok af. At dette skal aflægges, nægter jo Christendommen heller ikke, den har aldrig været Ven af Labanstreger. Men Forskjellen er blot denne, at Videnskaben vil lære, at Veien er at blive objektiv, medens Christendommen lærer, at Veien er at blive subjektiv, ɔ: i Sandhed at blive Subjekt. For at dette ikke skal synes en Ordstrid, saa være det sagt, at Christendommen netop vil potentsere Lidenskaben til sit Høieste, men Lidenskaben er netop Subjektiviteten, og objektivt er denne slet ikke til.

Paa en underlig indirekte, satirisk Maade indskærpes det ofte nok, skjøndt Menneskene ikke tage mod Lærdommen, at Videnskabens Veiledning er Vildledelse. Medens vi Alle ere saadan hvad man kalder Subjekter og arbeide paa at blive objektive, hvilket lykkes mange Mennesker bestialsk nok, gaaer Poesien bekymret og leder om sin Gjenstand. Medens vi alle ere Subjekter, maa Poesien nøies med et meget sparsomt Udvalg af Subjekter, som den kan bruge; og dog skal Poesien netop have Subjektiviteter. Hvorfor tager den saa ikke den Første den Bedste af vor ærede Midte? Ak, nei, han duer ikke, og vil han ikke gjøre andet end blive objektiv, saa kommer han aldrig til at due. Dette synes dog virkelig at tyde paa, at det er en egen Sag med at være Subjekt. Hvorfor er nogle Faae blevne udødelige som begeistrede Elskere, nogle Faae som høimodige Helte o. s. v., dersom Alle i enhver Generation saadan uden videre vare det ved saadan uden videre at være Subjekt? Og dog er det at være Elsker, Helt o. s. v. netop Subjektiviteten forbeholdt, thi objektivt bliver man det ikke. – Og nu Præsterne! Hvorfor er der et vist Indbegreb af fromme Mænd og Qvinder, til hvis ærværdige Ihukommelse Talen altid vender tilbage, hvorfor tager Præsten ikke den Første den Bedste af vor ærede Midte og gjør til Forbillede: vi ere jo Alle saadan hvad man kalder Subjekter. Og dog ligger jo Fromheden netop i Subjektiviteten, objektivt bliver man ikke from. See, Elskov er en Subjektivitetens Bestemmelse, og dog ere Elskende saa sjeldne. Ja, vi sige rigtignok (omtrent i samme Forstand som naar der tales om det saadan at være Subjekt): der gik et Par Elskende, der et andet Par, i Søndags blev der lyst for sexten Par, i Stormgaden boer et Par Elskende, som ikke kan forliges – men naar Poesien forklarer Elskov i sin høitidelige Opfattelse, da fører det prisede Navn os stundom flere Aarhundreder tilbage, medens det daglige Liv gjør os ligesaa humoristiske som Liigtaler i Almindelighed – da der jo hvert Øieblik begraves en Helt. Er dette blot Chicane af Poesien, der ellers er en venlig Magt, en Trøsterinde ved at opløfte os i Beskuelsen af det Udmærkede – af hvilket Udmærkede? Ih, af Subjektiviteten. Saa det er altsaa noget Udmærket at være Subjektivitet. – See, Troen er jo Subjektivitetens høieste Lidenskab, men agt blot paa Præsternes Tale om, hvor sjeldent den findes i den troende Menighed (thi dette: den troende Menighed siges omtrent i samme Forstand, som naar der tales om at være hvad man saadan kalder et Subjekt); stands saa, vær ikke ironisk nok til at spørge videre, om hvor sjelden den maaskee fandtes mellem Præsterne! Er dette nu blot et listigt Paafund af Præsterne, der jo have helliget sig til at sørge for Sjelene ved at rive os hen i Andagt, medens Sjelens Længsel eftertragter de Forklarede – hvilke Forklarede? Ih, Dem, som havde Troen. Men Troen ligger jo i Subjektiviteten, saa det er altsaa noget Udmærket at være Subjektivitet.

Den objektive Retning (der vil gjøre Enhver til Betragter og i sit Maximum til en saadan Betragter, at han næsten liig et Gjenfærd er til at forvexle med hiin den forbigangne Tids uhyre Aand) vil naturligviis Intet høre og Intet vide uden hvad der staaer i Forhold til den selv. Er man indenfor den givne Forudsætning saa heldig at kunne være til Tjeneste med en eller anden Oplysning om et maaskee hidtil ubekjendt Folkefærd, der ved Hjælp af en Fane skal med i Paragraph-Optoget; er man indenfor den givne Forudsætning duelig til at anvise 📌China en anden Plads end det hidtil har indtaget i den systematiske Procession, saa er man velkommen. Alt Andet er Seminarist-Præk; thi det skal være vist, at den objektive Retning hen til at blive Betragter er i den nyere Sprogbrug det ethiske (at være Betragter det er det Ethiske! At skulle være det er det ethiske Svar – ellers nødsages man til at antage, at der slet intet Spørgsmaal er om det Ethiske og forsaavidt heller intet Svar) Svar paa det Spørgsmaal hvad jeg ethisk har at gjøre, og Verdenshistorien den Opgave, som er anviist det betragtende nittende Aarhundrede: den objektive Retning er Veien og Sandheden. Lad os imidlertid ganske simpelt gjøre os Rede for et lille Subjektivitetens Tvivlsmaal med Hensyn til den objektive Retning. Ligesom Smulerne gjorde opmærksom paa en lille Indledningsbetragtning, førend man gik over til at eftervise Ideens verdenshistoriske Proces in concreto: hvad det overhovedet vil sige, at Ideen bliver historisk; saaledes vil jeg ogsaa nu dvæle ved en lille Indledningsbetragtning til den objektive Retning: hvad Ethiken maatte dømme, hvis det at blive Subjekt ikke var den høieste Opgave, der er sat ethvert Menneske. Hvad maatte den dømme? Ja, den maatte naturligviis fortvivle; men hvad bryder Systemet sig derom, det er jo conseqvent nok til ikke at lade den komme med i Systemet.

Den verdenshistoriske Idee concentrerer systematisk Alt mere og mere; hvad en Sophist har sagt, at han kunde bære hele Verden i en Nøddeskal, det synes den moderne verdenshistoriske Oversigt at realisere: den bliver compendieusere og compendieusere. Det er ikke min Agt at vise det Comiske heri, derimod vil jeg forsøge at tydeliggjøre gjennem forskjellige til det samme Maal førende Tanker, hvad Ethiken og det Ethiske har at indvende mod denne hele Tingenes Orden. Thi der er jo i vor Tid ikke Tale om, at en enkelt Lærd eller Tænker beskjæftiger sig med Verdenshistorien; men hele Tiden skriger jo paa Verdenshistorien. Dog har Ethiken og det Ethiske et uafviseligt Krav paa enhver Existerende ved at være den individuelle Existentses væsentlige Tilhold, et saadant uafviseligt Krav, at hvad end et Menneske udfører i Verden, det meest Forbausende, det er ligefuldt misligt, hvis han ikke ethisk har været sig selv klar, da han valgte, og ethisk tydeliggjort sig sit Valg. Den ethiske Qvalitet er nidkjær paa sig selv, og lader haant om den meest forbausende Qvantitet.

Ethiken seer derfor med mistroiske Øine paa al verdenshistorisk Viden, da denne let bliver en Snare, en demoraliserende æsthetisk Adspredelse for det vidende Subjekt, forsaavidt Distinctionen mellem hvad der bliver verdenshistorisk og hvad ikke er qvantitativ-dialektisk, hvorfor ogsaa den absolute ethiske Distinktion mellem Godt og Ondt er verdenshistorisk-æsthetisk neutraliseret i den æsthetisk-metaphysiske Bestemmelse: det Store, det Betydningsfulde, hvortil den Slette som den Gode har lige Adgang. Ved det Verdenshistoriske spiller en anden Art af Faktorer en væsentlig Rolle, hvilke ikke ere ethisk-dialektiske: Tilfælde, Omstændigheder, hiint Spil af Kræfter, hvori den historiske Tilværelses Totalitet omdannende optager den Enkeltes Handling for at forvandle den til noget Andet, som ikke ligefrem tilhører ham. Hverken ved af yderste Evne at ville det Gode eller ved med diævelsk Forhærdelse at ville det Onde er et Menneske sikkret at blive verdenshistorisk; selv i Forhold til Ulykke gjelder det, at der hører Lykke til for at blive verdenshistorisk. Hvorved bliver Individet det da? Ethisk seet bliver han det ved det Tilfældige. Men Ethiken betragter ogsaa som uethisk den Overgang, hvorved man slipper den ethiske Qvalitet, for higende, ønskende o. s. v. at forsøge sig i det qvantiterende Andet.

En Tid og et Menneske kan være usædelig paa forskjellig Maade, men det er ogsaa usædeligt eller dog en Anfægtelse, for meget at omgaaes det Verdenshistoriske, en Anfægtelse, der let kan føre til, at man, naar man saa engang selv skal handle, ogsaa vil være verdenshistorisk. Ved ideligt betragtende at sysle med hiint Tilfældige, hiint Accessorium, hvorved de verdenshistoriske Skikkelser blive verdenshistoriske, forledes man let til at forvexle dette med det Ethiske, forledes let til selv existerende istedenfor uendeligt at bekymre sig om det Ethiske, usundt, leflende og feigt at bekymre sig om det Tilfældige. See, derfor er maaskee Tiden, naar den skal handle, misfornøiet, fordi den er forvænt ved at betragte; see, deraf maaskee de mange ufrugtbare Forsøg paa at blive noget mere end man er ved socialt at slaae sig sammen, haabende numerisk at imponere Historiens Aand. Forvænt ved idelig Omgang med det Verdenshistoriske vil man ene og alene det Betydningsfulde, bekymrer man sig alene om det Tilfældige, det verdenshistoriske Udfald, istedenfor om det Væsentlige, det Inderste, Friheden, det Ethiske.

Den idelige Omgang med det Verdenshistoriske gjør nemlig uduelig til at handle. Den sande ethiske Begeistring ligger i at ville af yderste Evne, men tillige opløftet i guddommelig Spøg aldrig at tænke paa, om man derved udretter Noget eller ikke. Saasnart Villien begynder at skele derefter, begynder Individet at blive usædeligt: Villiens Energie sløves eller den udvikles abnormt til en usund uethisk lønsyg Higen, der, selv om den udfører det Store, ikke udfører det ethisk; Individet fordrer noget Andet end selve det Ethiske. En i Sandhed stor ethisk Individualitet vilde fuldbringe sit Liv saaledes: han vilde udvikle sig selv af yderste Evne, herunder vilde han maaskee frembringe stor Virkning i det Ydre, men dette vilde slet ikke beskjæftige ham, fordi han veed, det Udvortes ikke staaer i hans Magt, og derfor Intet har at betyde hverken pro eller contra. Han vilde da blive uvidende derom, for ikke at sinkes af det Udvortes og falde i dets Fristelse; thi hvad en Syllogistiker frygter meest, en Feilslutning, en μεταβασις εις αλλο γενος, det frygter Ethikeren ligesaa meget: at ville slutte eller danne en Overgang fra det Ethiske til noget andet end det Ethiske. Han vilde da blive uvidende derom ved en Villiens Beslutning, og endnu i Døden vilde han ikke vide, at hans Liv havde havt anden Betydning, end den, at have ethisk forarbeidet sin Sjels Udvikling. Om da den Magt, der styrer Alt, skulde ville føie Forholdene derhen til, at han blev en verdenshistorisk Skikkelse: ja det vilde han først spøgende spørge om i Evigheden; thi først der er Tid til Sorgløshedens letsindige Spørgsmaal.

Dersom nemlig et Menneske ikke ved sig selv, ved Friheden, ved Villien til det Gode kan blive en verdenshistorisk Skikkelse – hvilket er umuligt netop fordi det kun er muligt ɔ: maaskee muligt ɔ: afhængigt af noget Andet – saa er det uethisk at bekymre sig derom. Og naar et Menneske, istedenfor at forsage Bekymringen og rive sig ud af dens Anfægtelse, sminker den op med helligt Udseende, at det er for at gavne Andre, saa er han usædelig og vil lumskelig liste den Tanke ind i sit Mellemværende med Gud, at Gud dog saa smaat behøver ham. Men dette er Dumhed; thi Gud behøver intet Menneske. Det var ellers ogsaa høist generende, at være Skaber, naar det endte med, at Gud kom til at trænge til Skabningen. Derimod kan Gud fordre Alt af ethvert Menneske, Alt og for Intet, thi ethvert Menneske er en unyttig Tjener, og den ethisk Begeistrede kun deri forskjellig fra Andre, at han veed det, at han hader og afskyer ethvert Bedrag. – Naar en stridig Natur kæmper med en Samtid, og han da udholder Alt, men tillige raaber: Eftertiden, Historien skal nok vise, at jeg talte Sandhed, saa troer Menneskene, at han er begeistret. Ak, nei, han er kun lidt fiffigere end de ganske dumme Mennesker; han vælger ikke Penge og den smukkeste Pige eller andet Saadant, han vælger verdenshistorisk Betydning: ja han veed nok, hvad han vælger. Men i Forhold til Gud og det Ethiske er han en svigefuld Elsker, han er ogsaa en af dem, for hvem 👤Judas blev Veileder (Ap. G. 1, 16): ogsaa han sælger sit Guds-Forhold, om ikke for Penge. Og medens han maaskee reformerer en heel Samtid ved sin Iver og Lære, confunderer han pro virili Tilværelsen, fordi hans egen Existentsform ikke er adæqvat med hans Lære, fordi han ved at undtage sig selv etablerer en Teleologie, der gjør Tilværelsen meningsløs. En Konge, en Philosoph, endelig forstaaet, kan maaskee være tjent med et kløgtigt og talentfuldt Hoved, der sikkrer Kongens Magt og hævder Philosophens Lære og binder Alle i Lydighed under Kongen og Philosophen, medens han selv hverken er en god Undersaat eller en sand Tilhænger. Men i Forhold til Gud er dette temmelig dumt. Den svigefulde Elsker, der ikke vil være tro som Elsker, men kun som verdenshistorisk Entrepreneur, vil ikke være tro til det Yderste. Han vil ikke forstaae, at der Intet er imellem ham og Gud uden det Ethiske; han vil ikke forstaae, at han skal være begeistret derved; han vil ikke forstaae, at Gud, uden at gjøre Uret, og uden at fornægte sit Væsen, hvilket er Kjerlighed, kunde skabe et Menneske, udrustet med Evner som ingen Anden, og sætte ham paa et afsides Sted og sige til ham: »gjennemlev Du nu i Anstrængelse, som ingen Anden, det Menneskelige, arbeid, saa det Halve kunde være nok til at omskabe en Samtid, men Du og jeg vi blive ene derom, al Din Stræben skal slet ingen Betydning have for noget andet Menneske, og dog skal Du, forstaaer Du, Du skal ville det Ethiske, og Du skal, forstaaer Du, Du skal være begeistret, fordi dette er det Høieste.« Dette forstaaer den svigefulde Elsker ikke, endnu mindre forstaaer han det Næste, naar en i Sandhed begeistret ethisk Individualitet rystet i Alvor opløfter sig i det guddommelige Vanvids hellige Spøg, sigende: lad mig selv være som skabt for et Indfalds Skyld, dette er Spøgen, dog vil jeg af yderste Anstrængelse ville det Ethiske, dette er Alvoren, jeg vil intet, intet Andet: o, intetsigende Betydningsfuldhed, o, spøgefulde Alvor, o, salige Frygt og Bæven; saligt at kunne tilfredsstille Guds Fordringer, smilende ad Tidens, saligt at fortvivle over ikke at kunne det, naar man dog ikke slipper Gud!« Kun en saadan Individualitet er ethisk: men han har ogsaa fattet, at det Verdenshistoriske er en Composition, som ikke ligefrem er dialektisk for det Ethiske.

Jo længere Livet gaaer hen, og den Existerende ved sin Gjerning væves ind i Tilværelsen, desto vanskeligere er det at adskille det Ethiske fra det Udvortes, desto lettere kan det Metaphysiske synes at blive bestyrket, at det Udvortes er det Indvortes, det Indvortes det Udvortes, det Ene aldeles commensurabelt for det Andet. Dette er netop Anfægtelsen, og derfor bliver det Ethiske Dag for Dag vanskeligere, forsaavidt det netop ligger i den Uendelighedens sande Overspændthed, der er Begyndelsen, hvor det derfor viser sig tydeligst. Lad os tænke os et Individ, der staaer ved Livets Begyndelse. Han beslutter nu f. Ex. at ville anvende hele sit Liv til at eftertragte Sandheden og til at fuldkomme den erkjendte. I Beslutningens Øieblik forsmaaer han altsaa Alt, Alt, og deriblandt jo ogsaa den verdenshistoriske Betydning. Men naar nu lidt efter lidt Betydningsfuldheden kommer som Frugt af hans Arbeiden? Ja naar den kommer som Frugt af hans Arbeide – men det gjør den aldrig. Naar den kommer, da er det Styrelsen, der øger den til hans ethiske Stræben i sig selv, og altsaa er den ikke Frugten af hans Arbeide. Den er et pro, der maa betragtes som en Anfægtelse fuldt saa vel som ethvert contra. Det er den farligste af alle Anfægtelser, og mangen herlig Begynden med Uendelighedens Overspændthed er afmattet i hvad der blev den Faldne et blødagtigt qvindeligt Favnetag. Dog tilbage til Begyndelsen, med Uendelighedens sande ethiske Overspændthed forsmaaer han Alt. I Fabler og Eventyr har man en Lampe, den vidunderlige kaldet; naar man gnider paa den, saa kommer Aanden tilsyne. Spøg! Men Friheden, det er den vidunderlige Lampe; naar Mennesket gnider den med ethisk Lidenskab: saa bliver Gud til for ham. Og see, Lampens Aand er en Tjener (saa ønsker Eder den da, I, hvis Aand er et Ønske); men Den, som gnider Frihedens vidunderlige Lampe, han bliver en Tjener – Aanden er Herren. Dette er Begyndelsen. Lad os nu forsøge, om det gaaer an at sætte noget Andet til det Ethiske. Den Besluttende siger altsaa: jeg vil – men saa vil jeg tillige have verdenshistorisk Betydning – aber. Der er altsaa et aber – saa forsvinder Aanden igjen, fordi der ikke gnides rigtigt, og Begyndelsen skeer ikke; men er den skeet eller gjort rigtigt, da maa ethvert aber atter i Fortgangen forsages, selv om saa Tilværelsen gjorde Alt, for i den meest indsmigrende og forlokkende Maade at paatvinge En det. Eller den Besluttede siger: jeg vil dette, men jeg vil tillige, at denne min Anstrængelse skal gavne andre Mennesker, for jeg skal sige vos, jeg er saadan et godt Menneske, der saa gjerne vil gavne, om det saa var hele Menneskeheden. Hvis end Aanden kom tilsyne, naar der gnides saaledes, saa tænker jeg dog, den samler sig i Vrede og siger: »dumme Menneske, er jeg ikke til, jeg, den Almægtige, og om Menneskene, som jeg skabte Alle og talte Alle, jeg, som tæller et Menneskes Hovedhaar, vare utallige, som Havets Sand, kan jeg dog ikke hjælpe hvert et eneste ligesom jeg hjælper Dig? Formastelige! har Du Noget at fordre – men jeg har Alt at fordre; eier Du Noget, hvoraf Du kunde give mig, eller naar Du gjør dit Yderste, giver Du mig da ikke kun min Eiendom tilbage, og maaskee maadeligt nok.« Altsaa her staaer Begynderen, det mindste Spor af et aber, saa bliver Begyndelsen gal. Men er det saaledes med Begyndelsen, saa gjelder det, at Fortsættelsen aldeles svarer dertil. Hvis da hiin Begyndende begyndte godt, hvis han og tillige udrettede det Forbausende, hvis en heel Samtid skyldte ham meget og takkede ham: da gjelder det, at han i Spøg veed at forstaae, hvad der er Spøg. Det Alvorlige er hans eget Indre, det Spøgefulde er, at det behager Gud at knytte denne Betydning til hans Stræben, han som kun er en unyttig Tjener. Naar et Luftsyn optager et Menneske i sin forvandlende Magtfuldkommenhed og viser ham i overnaturlig Størrelse for den undrende Iagttager: er dette hiint Menneskes Fortjeneste? Og saaledes ogsaa, naar Styrelsen mager det saa, at den indre Stræben i et Menneske magisk reflekterer sig i det verdenshistoriske Skyggespil: er dette hans Fortjeneste? Jeg tænker, at den sande Ethiker, hvem dette hændte, han vilde, naar han skulde tale derom, gjækkende minde om en 👤Don Quixote, at som hiin Ridder, maaskee til Vederlag fordi han vilde være verdenshistorisk, blev forfulgt af en Nisse, der fordærvede ham Alt, saaledes maatte han have en Nisse, der drev sit Spil med ham paa en omvendt Maade – thi kun dumme Skolemestere og ligesaa dumme Genier tage feil og troe, det er dem selv, og glemme sig selv over deres store Vigtighed i Verdenshistorien.

Den, som ikke kan indsee dette, han er dum, og den, som vover at sige imod, ham agter jeg ved den Magt jeg i dette Øieblik har i det Comiske, at gjøre latterlig. Mere siger jeg ikke; thi maaskee kunde det behage Styrelsen endnu idag at tage den fra mig, at give den til en Anden, blot for at forsøge mig; maaskee kunde det behage Styrelsen, at lade mig gjøre Arbeidet, og da at give en Barbeersvend Samtidens Taknemlighed, som var det ham, der gjorde det. Dette kan jeg ikke vide, jeg veed kun, at jeg har at holde mig til det Ethiske, og Intet, Intet at fordre, men kun at være begeistret ved mit ethiske Forhold til Gud, der meget godt kan bestaae, ja maaskee kunde blive endnu inderligere, naar han tog en saadan Gave fra mig. Det var derfor maaskee klogere, ikke at sige Noget forud, at man ikke yderligere skal spotte mig, naar det mislykkes. Men det Ethiske spørger aldrig om Klogskab, det fordrer blot Forstand nok til at opdage Faren – for da freidigt at gaae i den, hvilket jo synes meget dumt. O, underlige Magt, som er i det Ethiske! Hvis en Konge vilde sige til sine Fjender: gjører, som jeg byder, hvis ikke, skjælver for mit Scepter, som skal blive forfærdeligt over Eder – med mindre det skulde behage Styrelsen endnu idag at fratage mig Thronen og gjøre en Svinehyrde til min Efterfølger! Hvorfor høres saa sjeldent dette »dersom,« dette »med mindre,« denne sidste Deel af Talen, der er den ethiske Sandhed? Thi Sandhed er det jo – og Kunsten blot den, at være begeistret, som en anden Forfatter har sagt: at være glad paa de 70,000 Favne Vands Dyb. Og Den, der selv existerende har forstaaet Livet saaledes, han tager heller ikke feil af det Verdenshistoriske, der kun for Spekulationens taagede Blik løber sammen til noget ganske Andet, som han dybsindigt bliver klog paa bagefter.

Vel siges der, at die Weltgeschichte ist das Weltgericht, og det Ord: Dom synes at ville gjøre Fordring paa, at Udsagnet indeholder en ethisk Betragtning af Livet. For Gud er det maaskee saaledes, fordi han i sin evige Medviden eier det Medium, der netop er Commensurabiliteten for det Udvortes og det Indvortes. Men den menneskelige Aand kan ikke see det Verdenshistoriske saaledes, selv naar der frasees Vanskeligheder og Indsigelser, hvilke jeg ikke her videre udførligt vil dvæle ved, for ikke at distrahere Opmærksomheden fra det Ethiske, men blot antyde og saa indrømmende som muligt berøre, for ikke at henvende Interessen paa dem.

α) Der maa frasees, hvad der allerede blev berørt, at Adgangen til at blive verdenshistorisk er qvantitativ-dialektisk, at altsaa hvad der er blevet verdenshistorisk har gjennemgaaet denne Dialektik. Om en saadan Distinction ikke er for den alvidende Gud, kan ikke trøste den endelige Aand; thi, ja jeg tør ikke sige høit hvad jeg mener, det gaaer ikke an i det verdenshistoriske nittende Aarhundrede, men Systematikeren tør jeg nok hvidske det i Øret: der er Forskjel paa 👤Kong Salomon og 👤Jørgen Hattemager – dog ikke mine Ord igjen. For Gud er den verdenshistoriske Opfattelse gjennemvirket af og med hans Medviden i det største og det ringeste Menneskes inderste Hemmelighed i Samvittigheden. Vil et Menneske indtage dette Standpunkt, saa er han en Nar; men vil han ikke dette, saa maa han nøies med den Oversigt, der seer efter de fremragende Punkter; og netop deri ligger, at det er Qvantiteten, der gjør Udslaget. At det Ethiske er i Verdenshistorien, som overalt hvor Gud er, nægtes derfor ikke, men vel, at den endelige Aand i Sandhed kan see det i den, at det er et formasteligt Vovestykke at ville see det, hvilket let kan ende med, at Betragteren taber det Ethiske i sig selv.

For at studere det Ethiske, er ethvert Menneske anviist sig selv. Han selv er sig i denne Henseende mere end nok, ja han er det eneste Sted, hvor han med Sikkerhed kan studere det. Allerede et andet Menneske, med hvem han lever sammen, kan han kun blive klar over gjennem det Udvortes, og forsaavidt er allerede Opfattelsen forbunden med Mislighed. Men jo mere compliceret den Udvorteshed er, i hvilken det ethiske Indvortes skal reflektere sig, desto vanskeligere bliver Iagttagelsen, indtil denne tilsidst løber vild i noget ganske Andet, i det Æsthetiske. Opfattelsen af Verdenshistorien bliver derfor let en halv digterisk Forbauselse istedenfor en ethisk Besindelse. Allerede for en Dommer bliver det vanskeligere at finde Rede i Sagen, jo betydningsfuldere Parterne ere. Og dog skal en Dommer ikke afsige en ethisk Dom, men kun en borgerlig, hvor Skylden og Fortjenesten gjøres dialektisk ved et qvantiterende Hensyn til de større eller mindre Forhold og et tilfældigt Hensyn til Udfaldet. Denne mulige Forvirring faaer et langt større Raaderum i Verdenshistoriens Betragtning, hvor det ofte faaer Udseende af, at Godt og Ondt ere qvantitativ-dialektisk, at der er en vis Forbrydelsens og Listens Størrelse i Forhold til Millioner og Folkefærd, hvor det Ethiske bliver undseeligt som en Spurv i Tranedands.

Men atter og atter at see paa denne idelige Qvantiteren er skadeligt for Betragteren, der let taber det Ethiskes kydske Reenhed, der hellig uendeligt foragter al Qvantiteren, hvilken netop er det sandselige Menneske hans Øies Lyst og det sophistiske Menneske ham hans Figenblad.

Det Ethiske er, som det Absolute, uendelig gyldigt i sig selv og trænger ikke til Staffage for bedre at tage sig ud. Men denne betænkelige Staffage (naar det ikke er en Alvidendes Blik, men et Menneskes Øie, der skal gjennemskue) er netop det Verdenshistoriske, hvor det Ethiske, ligesom Naturen efter Digterens Ord, tjener knechtisch dem Gesetz der Schwere; thi Qvantitetens Differents er ogsaa en Tyngdens Lov. Jo mere man kan simplificere det Ethiske, jo bedre seer man det. Det er derfor ikke saaledes, som man svigefuldt vil indbilde sig, at man seer det Ethiske bedre i Verdenshistorien, hvor Alt dreier sig om Millioner, end i sit eget fattige Liv. Tvertimod, det er omvendt, man seer det bedre i sit eget Liv, netop fordi man der ikke seer feil af det Stofartige og Masseagtige. Det Ethiske er Inderligheden, og i jo Mindre man derfor seer det, naar man dog seer det i sin Uendelighed, desto bedre seer man det; medens Den, der skal have den verdenshistoriske Staffage for, som han mener, derved bedre at see det, derved netop viser, at han er ethisk umoden. Den, som ikke fatter det Ethiskes uendelige Gyldighed, selv om det angik ham alene i den hele Verden, han fatter egentlig ikke det Ethiske; thi det at det angaaer alle Mennesker, vedkommer i en vis Forstand slet ikke ham uden som en Skygge, der følger den ethiske Klarhed, i hvilken han lever. Det gaaer med Opfattelsen af det Ethiske som med det at regne: man lærer bedst at regne ved at regne med ubenævnte Tal; naar man begynder med de benævnte, kommer Interessen let til at dreie sig om noget Andet. Verdenshistorisk regner man med benævnte Størrelser, og med uhyre store Størrelser, som ved Mangfoldigheden mangfoldigt bevæge det Mangfoldige i Betragteren. Men denne Qvantiteren har det sandselige Menneske en stor Forkjerlighed for, og derfor er det, for endnu engang at minde om Lignelsen og om dens Ulighed, her langtfra ikke Begynderen, der regner med ubenævnte Tal, da det tvertimod er Tegn paa en sand ethisk Modenhed at forsage, hvad man maaskee tidlig nok og ogsaa naturligt nok higer efter: at regne med verdenshistoriske Størrelser. Som en ædel Græker har sagt (Empedocles – Plutarch), at man skal være fastende i det Onde (νηστευειν ϰαϰοτητος), saa gjelder det om den sande ethiske Opfattelse af det Ethiske, at den er fastende og ædruelig, det gjelder, at man ikke lystes efter at gaae verdenshistorisk til Gjestebud og beruse sig i det Forbausende. Men denne Afholdenhed er igjen, ethisk forstaaet, den guddommeligste Nydelse og Evighedens hjertestyrkende Vederqvægelse. Verdenshistorisk fristes derimod et Menneske let til at antage, at naar han er et ubetydeligt Menneske, saa har det ingen uendelig Betydning, om han feiler; og naar han er et meget stort Menneske, saa kan Størrelsen gjøre Feiltrinet til noget Godt.

Men selv om det betragtende Individ ikke saaledes demoraliseres, naar dog det Ethiske forvexles med det Verdenshistoriske, saa det væsentligen bliver noget Andet ved at angaae Millioner end ved at angaae Een, saa afstedkommes let en anden Forvirring: at det Ethiske skulde i det Verdenshistoriske først finde sin Concretion, og først i denne Concretion være Opgave for de Levende. Det Ethiske bliver saa ikke det Oprindelige, det Oprindeligste i ethvert Menneske, men snarere en Abstraction af det verdenshistorisk Oplevede. Man betragter Verdenshistorien, og see, hver Tidsalder har sin sædelige Substants; man bliver objektiv storagtig, og vil, skjøndt existerende, ikke nøies med det saakaldte subjektive Ethiske, nei, den nulevende Generation vil allerede i levende Live opdage sin verdenshistoriske sædelige Idee og handle derud af. Ak, hvad gjør Tydsken ikke for Penge – og hvad gjør Dansken ikke bag efter, naar Tydsken har gjort det! I Forhold til det Forbigangne er Sandsebedraget let, der glemmer og tildeels ikke kan vide, hvad der tilhører Individet og hvad hiin objektive Tingenes Orden, som er Verdenshistoriens Aand; men i Forhold til den nulevende Slægt, og i Forhold til hvert enkelt Individ, at lade det Ethiske blive Noget, som der skal en Prophet med verdenshistorisk Blik paa Verdenshistorien til, for at opdage, det er et sjeldent sindrig-comisk Paafund. Lykkelige nittende Aarhundrede: dersom der ikke staaer en saadan Prophet op, saa kan vi holde Fyraften, thi saa veed Ingen, hvad det Ethiske er. Snurrigt nok allerede, at det Ethiske ansees saa ringe, at Underviisning deri helst overlades til Seminarister og Landsby-Degne; latterligt allerede, om Nogen vilde sige, at det Ethiske endnu ikke er opdaget, men først skulde opdages. Dog var det ikke vanvittigt, dersom han meente, det skulde opdages derved, at Individet fordybede sig i sig selv og i sit Guds-Forhold; men at der skal en Prophet til, ikke en Dommer, nei en Seer, en verdenshistorisk Slagsbroder, der ved Hjælp af eet dybt og eet blaat Øie, ved Hjælp af Kjendskab til Verdenshistorien, maaskee ogsaa ved Hjælp af Kaffegrums og ved at lægge Kort op, for at opdage det Ethiske, ɔ: (thi her er den demoraliserende Ethiks moderne Stikord) hvad det er Tiden fordrer: det er paa to Maader et Confusionsmagerie, som den, der elsker Latteren, altid maa være Viismændene forbunden for. Latterligt, at noget Saadant skal være det Ethiske, latterligt, at en Seer skal opdage det ved at see paa Verdenshistorien, hvor det er saa vanskeligt at see, og endeligen latterligt, at den idelige Omgang med det Verdenshistoriske har født denne Conseqvents af sig. Hvad det dummeste Menneske, der confirmeres i en Straffeanstalt, kan forstaae, det bliver ved den cathedralske Viisdom forbedret til hiint ægte speculative Dybsind. Ak, medens den speculerende velbaarne Hr. Professor forklarer hele Tilværelsen, har han i Distraction glemt, hvad han selv hedder: at han er et Menneske, et slet og ret Menneske, ikke en phantastisk ⅜ af en §. Han slutter Systemet af, han bebuder i en Slutnings Paragraph, at han vil opdage det Ethiske, som denne Generation, og deri han og jeg, skal realisere – for det er endnu ikke opdaget! Hvilket? det Ethiske eller det som Tiden fordrer? Ak, det Ethiske er en gammel Opfindelse; derimod vil jeg gjerne troe, at det endnu ikke er opdaget, hvad Tiden fordrer, uagtet de mange tilfredsstillende og høist respektable, men endnu bestandigt lovende, Forsøg i Galimathias.

Vil En nu sige, at dette er en chikaneus Overdrivelse, at de verdenshistorisk Bekymrede gjerne tillade Seminarister og Landsby-Degne at foredrage den populaire Ethik, at de heller ikke have Noget mod, at især den lavere Classe søger at leve efter den, men at den verdenshistoriske Interesse kun antyder det Høiere, de langt større Opgaver: saa viser dette Svar tilstrækkeligt, at det ingen chikaneus Overdrivelse var, thi er det Andet det Høiere, saa lad os jo før jo hellere begynde, men Ulykken er, at det nok endnu ikke er opdaget. Og hvad de langt større Opgaver angaaer, saa lad os tale ganske eenfoldigt derom, som en Nabo taler med sin Nabo i Aftenskumringen. Det almindelige Udsagn om, at Opgaven er langt større, er endnu ikke tilstrækkeligt; først da vilde Udsagnet være opmuntrende for et fornuftigt Menneske, naar det tillige blev tydeligt, at Dividenden for den enkelte Deeltager blev større. Naar saaledes ude paa Landet, hvor Freden er tilhuse under Løvtagets Skygge, naar der den lille Familie efter hiin elskelige Konges fromme Ønske sætter en Høne paa Bordet, og der bliver rigelig nok til de Faae: er saa dette Maaltid ikke overflødeligt i Sammenligning med hiint store Maaltid, hvor der rigtignok blev sat en Oxe frem, men hvor Deeltagerne vare saa mange, at der knap blev en Mundsmag til Hver især? Eller naar Den, der til daglig Brug elsker Taushed, skjult finder den gaadefulde Vei til den Forladtes Eensomhed, og her finder Tid og Sted til at sige det korte Ord, der dog vederqvæger ubeskriveligt: frembringer da en saadan Taler ikke ligesaa stor Virkning eller rettere uendeligt større end hiin Beundrede, der lønnes med ni Gange Hurra, og hvorfor? fordi han bruger Stikordet, som Mængden gider høre; altsaa ikke fordi han talede viist, thi Støien tillod ingenlunde at høre tydeligt, hvad han sagde, men fordi han anbragte et Ord, som ethvert Fæ kan sige, altsaa fordi han ikke var Taler, men Bælgetræder.

Den speculative Distraction maa alene psychologisk forklares af den idelige Omgang med Verdenshistorien, med det Forbigangne. Istedenfor ved ret at være opmærksom paa sig selv, som Den, der lever i det Nærværende og har det Tilkommende for sig, for saaledes at ledes til psychologisk at kunne reproducere det individuelle Moment, der kun er en Faktor med i det Verdenshistoriske, mingelerer man Alt og vil anticipere sin egen Forbigangenhed – for saa at komme til at handle, uagtet det dog synes temmelig let at forstaae, at naar man først er bleven forbigangen, saa har man handlet.

Kun ved nøie at agte paa mig selv, kan jeg ledes til at sætte mig ind i, hvorledes en historisk Individualitet har baaret sig ad den Gang han levede; og kun saaledes forstaaer jeg ham, naar jeg i min Forstaaelse bevarer ham levende, og ikke, ligesom Børnene, slaaer Uhret istykker for at forstaae Livet i det, og ikke, som Speculationen, forvandler ham til noget ganske Andet for saa at forstaae ham. Men af ham som den Afdøde kan jeg ikke faae at vide, hvad det er at leve; det maa jeg erfare ved mig selv, og derfor maa jeg forstaae mig selv, og ikke omvendt, efter først verdenshistorisk at have misforstaaet ham, nu gaae videre og lade denne Misforstaaelse hjælpe mig til at misforstaae mig selv, som var jeg ogsaa afdød. Den verdenshistoriske Individualitet har formodentligen, da han levede, hjulpet sig med den subjektive Ethik, og saa har Styrelsen øget den verdenshistoriske Betydning til, hvis han fik nogen saadan1. Dette har en vis Classe Mennesker rigtigt indseet, skjøndt de ellers ere langtfra at træffe det Sande, da de gaae til den modsatte Yderlighed. Disse ere Spotterne og de Vantroe, der mene, at hele Verdenshistorien dreier sig om rene Ubetydeligheder, om »et Glas Vand«. Modsætningen danner Speculationen, der vil gjøre den afsjelede historiske Individualitet til en metaphysisk Bestemmelse, et Slags kategorisk Benævnelse paa Forholdet mellem Aarsag og Virkning tænkt i Immanents. Begge have Uret; Spotteren gjør Mennesket Uret, Speculationen gjør Gud Uret. Verdenshistorisk er vel det enkelte Subjekt en Ubetydelighed, men det Verdenshistoriske føies jo ogsaa til; ethisk er det enkelte Subjekt uendelig vigtigt. Tag hvilkensomhelst menneskelig Lidenskab og lad den i Individet forholde sig til det Ethiske: saa har dette ethisk seet stor Betydning, verdenshistorisk maaskee slet ingen, maaskee meget stor, thi det Verdenshistoriske kommer, ethisk seet, til ved et Maaskee. Medens da hiint Forhold mellem Lidenskab og det Ethiske beskjæftiger det existerende Individ til det Yderste (det er dette som Spotteren kalder Intet, og dette som Speculationen speculativt overseer ved Hjælp af Immanentsen), danner maaskee den verdenshistoriske Styrelse for dette Individ en Reflexions Omgivelse, hvorved hans Livs Forhold faae vidtgribende, verdenshistorisk Betydning. Han har den ikke, men Styrelsen øger den til ham. Spotteren leer og siger: see Alt dette dreiede sig om krænket Stolthed, ɔ: om Intet. Men dette er usandt, thi krænket Stoltheds Forhold til det Ethiske er ethisk seet ikke ligegyldigt, ikke et Intet; og det Verdenshistoriske er noget ganske Andet, som ikke ligefrem fulgte af hiint Forhold. For Spekulationen løber Alt i Eet. Den har overvundet Spotten og Vantroen, ikke ved at frelse det Ethiske ud fra det Verdenshistoriske, men ved at faae Rub og Stub durcheinander bragt ind under en deklamerende Immanents-Theorie. Men Spotten hævner sig, den er saa langtfra at være udelukket, at man snarere skulde troe, Spekulationen havde lukket sig inde med den: saa latterlig er den bleven. Distractionen hævner sig, naar Spekulationen i Ethiken vil, at et nu levende Individ skal handle i Kraft af en Immanents-Theorie, ɔ: skal handle i Kraft af at lade være at handle, thi Immanentsen er kun for Betragtningen væsentligen og i Sandhed for Gud, indbildt for velbaarne Professorer og deres Slægt og Venner.

  1. Et af de Mennesker, der staae meest udmærkede og betydningsfulde som verdenshistoriske Figurer, er vel 👤Socrates. Hvorledes hænger det sammen med ham? Lad nu Systemet bag efter fatte hans Nødvendighed, Nødvendigheden af, at han blev til, og hans Moder var en Gjordemoder, Nødvendigheden af at hans Fader ved et Orakel bødes at lade Barnet skjøtte sig selv og aldrig tvinge det (besynderlige Liv, naar det betragtes som Opgave for en nødvendig Methode), Nødvendigheden af, at han blev gift, netop med 👤Xantippe, af at han blev dømt fra Livet netop med tre Stemmers Majoritet – thi her er Alt Nødvendigt, og godt er det, at Systemet kun har med Afdøde at gjøre, hos en Levende maatte det være utaaleligt at blive forstaaet paa den Maade. Men lad os nu ogsaa, mindre systematisk, mere eenfoldigt see, hvorledes han bar sig ad, da han levede, da han gik omkring paa Torvet og gjækkede Sophisterne, da han var et Menneske og selv i den latterligste Situation, der maaskee er opbevaret om ham, (cfr. Antoninus philos – ad se ipsum. 11te B. § 28) der han, fordi 👤Xantippe havde taget hans Klæder paa og var gaaet ud, maatte kaste en Hud om sig og saaledes fremtræde paa Torvet til stor Moro for hans Venner, dog endnu var et Menneske, og selv i sin Hud ikke saa latterlig, som han siden blev det i Systemet, der han træder frem phantastisk drapperet med en §'s rige systematiske Omhæng. Talede 👤Socrates om, hvad det var Tiden fordrede, fattede han det Ethiske, som Noget en Prophet med et verdenshistorisk Blik skulde opdage, eller havde opdaget, eller som Noget, der afgjordes ved Ballotation? Nei, han var alene beskjæftiget med sig selv, forstod ikke engang at tælle til fem, naar det gjaldt om at tælle Stemmer (cfr. Xenophon), duede ikke til at være med, hvor det gjelder om at være flere om Budet, end sige da, hvor der er et verdenshistorisk Opløb med om Budet. Han passede sig selv – og saa gaaer Styrelsen hen og øger en verdenshistorisk Betydning til hans ironiske Selvtilfredshed. Skade, at man nu i et Par tusinde Aar slet Intet har hørt fra ham, kun Guden veed, hvad han tænker om Systemet. (tilbage)

Men er det saaledes voveligt, at have med den verdenshistoriske Betragtning at gjøre, saa er maaskee Indsigelsen en Følge af Feighed og Dvaskhed, der jo altid er tilrede for at sinke de Begeistrede, her de Verdenshistoriskes høie Flugt, som vel vide, hvor vovelig den er, men derfor ogsaa vove. Ingenlunde. Dersom Noget i Verden kan lære et Menneske at vove, da er det Ethiken, der lærer at vove Alt for Intet, at vove Alt, deriblandt ogsaa at forsage verdenshistorisk Smigrerie, for at blive til Intet. Nei, Indvendingen er høimodig netop fordi den er ethisk, den siger, det Ethiske er absolut og i al Evighed det Høieste, og det er ikke ethvert dristigt Vovet, der er halvt vundet, thi der gives ogsaa et dristigt Vovet, hvor Meget er tabt; desuden er jo et dristigt Vovestykke ikke et høittravende Ord, ikke et Interjektions-Udbrud, men et møisommeligt Arbeide, et Vovestykke er ikke et om end nok saa dumdristigt tummultuarisk Opraab, men en stille Indvielse, der veed, der Intet optages forud, men sætter Alt ind. Vov derfor, siger det Ethiske, vov at forsage Alt, deriblandt ogsaa hiin høifornemme og dog skuffende Omgang med den verdenshistoriske Betragtning, vov at blive slet Intet, at blive et enkelt Individ, hvem Gud ethisk fordrer Alt af, uden at Du dog derfor tør aflade at være begeistret: see, det er Vovestykket! Men saa vil Du ogsaa vinde, at Gud i al Evighed ikke kan blive Dig qvit, thi kun i det Ethiske er Din evige Bevidsthed: see, det er Lønnen! At være et enkelt Individ, er verdenshistorisk slet Intet, uendelig Intet – men dog er det et Menneskes eneste sande og høieste Betydning, og saaledes høiere end al anden Betydning, der er Blendværk, vel ikke i og for sig, men altid Blendværk, hvis den skal være det Høieste.

β) Der maa frasees, at den verdenshistoriske Betragtning som Erkjendelses-Akt, er en Approximation1, underlagt samme Dialektik som enhver Striden mellem Idee og Empirie, hvilken hvert Øieblik vil forhindre Begyndelsen, og naar der er begyndt, hvert Øieblik truer med en Opstand mod Begyndelsen. Det verdenshistoriske Stof er uendeligt, og altsaa maa Grændsen paa en eller anden Maade blive et Vilkaar. Skjøndt det Verdenshistoriske er noget Forbigangent, er det dog som Stof for den erkjendende Betragtning ikke færdigt, det bliver bestandigt til ved ny og ny Iagttagelse og Efterforskning, der opdager mere og mere eller berigtigende gjør Opdagelser. Ligesom man i Natur-Videnskaberne, ved at skærpe Instrumenterne, forøger Opdagelsernes Antal, saaledes vil det ogsaa gaae med det Verdenshistoriske, idet man skærper Iagttagelsens Critik.

  1. Selv om man maatte indrømme 👤Hegel Alt: der er dog et Indledningsspørgsmaal, han ikke har besvaret, hvad det overhovedet har at betyde, at den verdenshistoriske Betragtning er en Approximation. Han har ladet haant om 👤Schellings intellectuelle Anskuelse (Begyndelsens Udtryk hos S.), det er sandt; han har selv sagt og det er ofte nok sagt, at hans Fortjeneste er Methoden; men han har aldrig sagt, hvorledes Methoden forholder sig til den intellectuelle Anskuelse, om ikke her atter et Spring er fornødent. Angaaende Methoden og Methodens Begyndelse siges der bestandigt blot, at man maa begynde paa den og med den. Men er en saadan Begyndelse ikke et Indfald, saa maa der være gaaet en Reflexion forud, og i den Reflexion ligger netop Indlednings-Spørgsmaalet. (tilbage)

O, at jeg paa dette Punkt kunde forraade Lærdom! At jeg kunde vise, hvorledes den autoriserede og dog valore intrinseco temmelig tvivlsomme hegelske Anordning af den verdenshistoriske Proces forskylder Vilkaarlighed og Spring, hvorledes 📌China bør anvises en anden Plads1, og en ny § oprettes for et nyligen opdaget Folkefærd i 📌Monomotapa; at jeg kunde vise, hvorledes den hegelske Methode næsten tager sig ud som en Narrestreg, naar den skal anvendes paa en mindre Detail: saa vilde jeg maaskee tilfredsstille en og anden Læser. Væsentligen blev nemlig Interessen for at ordne det Verdenshistoriske, men det jeg sagde om 📌Monomotapa slog, ligesom det Skolemesteren i Julestuen siger om den 👤Fugl Phoenix, som opholder sig udi 📌Arabien, slaaer Jeronimus. Men at ville ansee den hele verdenshistoriske Interesse, naar den ikke med philologisk Videnskabelighed interesseløst forelsket vil opfatte en verdenshistorisk Enkelthed for Videns og Erkjendelsens egen Skyld, men speculativt vil hjælpe til at forvexle Ethikens Opgave for det enkelte Individ med Verdenshistoriens Opgave for Slægten, og endnu mere, naar denne Interesse vil være Hvermands Sag – at ansee den for usædelig og nervesvækket Nysgjerrighed, det var vel en afskyelig ethisk Bornerethed.

  1. Endnu er det nemlig ikke blevet ret verdenshistorisk tydeligt, hvor 📌China finder Plads i den verdenshistoriske Proces, i hvilken enhver Privat-Docent fra iforgaars tydeligt og bestemt finder rigelig Plads. Alle Privat-Docenterne komme nemlig med, og naar Methoden først har naaet vor Tid, saa gaaer det som Kjæp i Hjul, og vi faae alle Plads. Methoden optager kun een Chineser, men ikke en eneste tydsk Privat-Docent udelukkes, især ingen preussisk, thi Den, der har Korset, signer sig selv først. Men Systemet er jo heller ikke ganske færdigt, det imødeseer maaskee at kunne tage en sand Videnskabsmands møisommelige Arbeide systematisk een to tre til Indtægt, ved at faae et Par Chinesere endnu overladte. Saa gaaer det, nu seer det jo rigtignok lidt flaut ud kun at have een Chineser, naar man har saa mange Tydskere. (tilbage)

Kun en meget Indskrænket eller En der listeligen vil undgaae at føle sig truffen kunde her mene, at jeg er en Vandal, der vil have Videnskabens hellige Markfred brudt og Qvæget slaaet løs, at jeg var en Lazaron, der i Spidsen for Avis-Læsere og ballotterende Løsgængere vil i en Pøbel-Opstand frarøve den stille Videnskabsmand ham hans ved lykkelig Gave, ved resigneret Arbeide lovligt erhvervede Eiendom. Sandeligen, der er Mange, Mange, som eie mere end jeg i Aandens Verden, men der er Ingen, der stoltere og mod Guden taknemmeligere troer paa, at i Aandens Verden er der evig Eiendoms-Sikkerhed, at Sjouerne dog blive udenfor. Men naar en Generation en masse vil fuske verdenshistorisk, naar den demoraliseret herved, ligesom ved at spille i Lotteriet, vrager det Høieste, naar en Spekulation ikke vil være interesseløs, men dobbelt afstedkomme Forviring, først ved at overspringe det Ethiske, og saa igjen ved at bringe noget Verdenshistorisk frem som ethisk Opgave for Individerne, saa er det Videnskaben selv kjært, om der siges et Ord desangaaende. Nei, priset være Videnskaben, priset blot Enhver, der gjenner Kreaturene bort fra dens Helligdom. Det Ethiske er og bliver den høieste Opgave, som er sat for ethvert Menneske. Man tør fordre ogsaa af Videnskabens Dyrker, at han ethisk har forstaaet sig selv, inden han helliger sig sit Fag, at han under al sit Arbeide ethisk vedbliver at forstaae sig selv, fordi det Ethiske er det evige Aandedrag og midt i Eensomheden det forsonende Fælledsskab med ethvert Menneske; men saa ikke et Ord mere, uden Beundring for de Udmærkede og begeistrede Tilraab til de Stræbende. Den stille Videnskabsmand forstyrrer ikke Livet, han er erotisk fortabt i sin herlige Syssel. Vil derimod en tumultuarisk Videnskabsmand trænge ind i Existents-Sphærerne, og der forvirre hvad der er Livs-Principet i det Hele, det Ethiske, saa er han som Videnskabsmand ingen tro Elsker, saa udleverer Videnskaben ham til comisk Behandling.

Kun en Indskrænket kunde mene, at Indsigelsen, der minder om, at den verdenshistoriske Betragtning er en Approximation, havde sin Grund i Feighed og Dorskhed, der gyser tilbage for det uoverkommelige Arbeide. Er Retningen hen til dette Maal det Høieste, og kun Frygten for det uhyre Arbeide, da er Indsigelsen ikke værd at agte paa. Men Indsigelsen er ethisk, derfor er den høimodig, derfor forfeiler den i al sin Ydmyghed ikke sit Maal og sit Sigte, som netop er det Høieste. Indsigelsen siger: det Ethiske er det eneste Visse, at samle sig paa dette den eneste Viden, som ikke i et sidste Øieblik muligen forvandler sig til en Hypothese, at være i det den eneste betryggede Viden, hvor Viden er betrygget ved noget Andet. Ethisk at ville have med det Verdenshistoriske at gjøre, er en ethisk Misforstaaelse, som den sande Videnskab aldrig forskylder. Men medens der overalt lades ringe om det Ethiske, hvad lærer saa Livet? Som Elskerne vare faae, som de Troende vare faae, saa ere de sande ethiske Individualiteter vel ogsaa faae. 👤Falstaff siger etsteds, at han engang havde et ærligt Ansigt, men Aarstal og Dato er slettet ud. See dette »engang« det kan siges paa utallige forskjellige Maader, alt i Forhold til som Udsletningen var; men dette engang er dog et afgjørende Ord. Maaskee vil Digteren lære os, at det er en Sjeldenhed, at der existerer en Individualitet, paa hvem Guddommens evige Præg, der præger sig ud i det Ethiske, staaer reent og klart og tydeligt som det eengang stod; en Individualitet, for hvem Tiden ikke lægger sig som en Evighed mellem ham og hiint erindrede evige Indtryk, men for hvem selv det længste Liv ikke er mere end den Dag igaar i Forhold til hiin Evigheds mægtige Nærværelse; en Individualitet (thi lader os ikke tale æsthetisk, som var det Ethiske en lykkelig Genialitet), der Dag fra Dag strider tilbage for at vinde hiin Oprindelighed, der var hans evige Udspring! Hvor sjeldent maaskee en Individualitet, for hvem det Ethiske bevarer hiin hellige Kydskhed, der uendeligt er utilgængelig for enhver, selv den fjerneste fremmede Bestemmelse, en Individualitet, der bevarer den, dog nei, lader os tale ethisk, der vinder den, der i Livet vinder den ethiske Lidenskabs jomfruelige Reenhed, i Sammenligning med hvilken Barnets kun er en elskelig Spøg! Thi æsthetisk forstaaet har et Menneske en Oprindelighed, en Rigdom han endogsaa tør tabe lidt af i Livet, men ethisk forstaaet har han havt den: vinder han Intet, saa er Alt tabt.

Vil Nogen sige, at dette kun er Declamation, at jeg kun har lidt Ironi, lidt Pathos, lidt Dialektik at virke med, da vilde jeg svare: hvad skal Den, der vil fremstille det Ethiske, have Andet? Skulde han maaskee see at faae det objektivt paa § og geläufigt paa Ramse, for ved Formen at modsige sig selv? Jeg troer, at Ironi, Pathos, Dialektik er quod desideratur, naar det Ethiske er quod erat demonstrandum. Dog mener jeg ingenlunde ved mine Skriverier at udtømme det Ethiske, fordi det er uendeligt. Men desto forunderligere er det, at man anseer det som saa ubetydeligt, at man bortgiver det Visse for det Uvisse, bortgiver det Visseste af Alt for Approximationens forskjellige vinkende Opgaver. Lad Verdenshistorien være et Speil, lad Betragteren sidde og see sig selv i Speilet; men lad os ikke glemme Hunden, der ogsaa skulde see sig selv i Speilet – og tabte hvad den havde. Det Ethiske er ogsaa et Speil, og Den, som seer sig deri, taber vel Noget, og jo mere han seer sig deri, desto mere taber han – alt det Uvisse nemlig, for at vinde det Visse. Kun i det Ethiske er Udødelighed og det evige Liv, anderledes forstaaet er Verdenshistorien maaskee et Skuespil, et Skuespil, der maaskee varer ved – men Betragteren døer, og Betragtning var en maaskee høist betydningsfuld – Tidsfordriv.

γ) Naar nu dette er fraseet, og Indrømmelsen gjort, at man ikke skal opgive det Verdenshistoriske fordi Omgangen dermed er vovelig, eller fordi man feigt frygter Approximationens Møie og Besværlighed: lad os saa betragte Verdenshistorien, dog ikke in concreto, for ikke at blive vidtløftige, hvad jo endog Den, der blot kan 👤Kofods Historie, let kan blive, men in abstracto, lad os betænke: hvad der er at see i det Verdenshistoriske.

Skal det Verdenshistoriske være Noget, og ikke en høist ubestemt Bestemmelse, hvor trods alt det Meget, man faaer at vide om 📌China og 📌Monomotapa, det dog i sidste Instants lades uafgjort, hvilken Grændsen er mellem det Individuelle og det Verdenshistoriske, medens det Forvirrende atter og atter afstedkommes, at en Konge kommer med, fordi han er Konge, og en Eneboer fordi han i Isolation er en betydningsfuld Individualitet, om der er nogen Grændse (eller om det spekulativt løber sammen, saa Alle komme med, og Verdenshistorien er Individernes Historie), om Grændsen er tilfældig (i Forhold til hvad man nu netop veed), om Grændsen maaskee kun er dialektisk vilkaarlig i Forhold til, hvad den velbaarne arrangerende Professor har sidst læst eller paa Grund af sit literaire Svogerskab maa tage med – altsaa: skal det Verdenshistoriske være Noget, saa maa det være Slægtens Historie. Her ligger nu et Problem, der, i mine Tanker, er et af de allervanskeligste: hvorledes og hvorvidt Slægt resulterer af Individer, og hvilket Individernes Forhold er til Slægten. Jeg vil ikke forsøge at besvare det, maaskee skulde ogsaa Forsøget mislykkes, men hellere vil jeg forlyste mig ved at betænke, at man har faaet den verdenshistoriske Oversigt mestendeels færdig eller dog i god Gang, uden at have faaet denne Vanskelighed fjernet.

Er Verdenshistorien Slægtens Historie, saa følger det af sig selv, at jeg ikke faaer det Ethiske at see i den. Hvad jeg faaer at see, maa svare til det Abstrakte som Slægt er, være noget ligesaa Abstrakt, medens derimod det Ethiske er beregnet paa Individualitet, og i den Grad beregnet derpaa, at ethvert Individ egentligen og væsentligen kun opfatter det Ethiske i sig selv, fordi det er hans Samviden med Gud. Medens nemlig det Ethiske i en vis Forstand er uendelig abstrakt, er det i en anden Forstand uendelig concret, og det concreteste af Alt, fordi det er dialektisk for ethvert Menneske netop som dette enkelte Menneske.

I reent metaphysiske Bestemmelser seer da Betragteren Verdenshistorien, og han seer den spekulativt som Immanentsen af Aarsag og Virkning, Grund og Følge. Om han kan ane et τελος for hele Slægten, afgjør jeg ikke; men dette τελος er ikke det ethiske som er for Individerne, men er et metaphysisk τελος. Forsaavidt Individerne participere i Slægtens Historie ved deres Gjerninger, seer Betragteren ikke disse tilbage i Individerne ind i det Ethiske, men seer dem fra Individerne ind i det Totale. Det, der ethisk gjør Gjerningen til Individets, er Hensigten, men denne er det netop som ikke kommer med i det Verdenshistoriske, thi her gjelder den verdenshistoriske Hensigt. Verdenshistorisk seer jeg Virkningen, ethisk seer jeg Hensigten, men naar jeg ethisk seer Hensigten og forstaaer det Ethiske, saa seer jeg tillige, at enhver Virkning er uendelig ligegyldig, at det er ligegyldigt hvad Virkningen var, men saa seer jeg jo ikke det Verdenshistoriske.

Forsaavidt da stundom Categorierne Aarsag og Virkning ogsaa antage et Slags Afglands af Skyld og Straf, er dette blot en Følge af, at Betragteren ikke forholder sig reent verdenshistorisk, ikke ganske kan afføre sig det Ethiske, der er i ham. Men dette er slet ingen Fortjeneste i Forhold til det Verdenshistoriske, og Betragteren burde, opmærksom derpaa, nu netop standse sin Betragtning, for at blive sig selv tydelig, om det Ethiske ikke var Det, han først og sidst skulde udvikle i sig i dettes Maximum, istedetfor med Lidt deraf at ville hjælpe paa Verdenshistorien. Verdenshistorisk seer man ikke Individets Skyld, saaledes som denne kun er i Hensigten, men man seer den udvortes Gjerning fortæret af det Totale og i dette dragende Gjerningens Conseqvents over sig. Han seer derfor, hvad der ethisk er aldeles forvirrende og Nonsens, ligesaa godt den velmeente som den ildemeente Gjerning drage den samme Conseqvents over sig: den bedste Konge og en Tyran afstedkomme samme Ulykke. Eller rettere, end ikke dette seer han, thi det er en ethisk Reminiscents, nei han seer, hvad der ethisk er Forargelse, at han verdenshistorisk maa i sidste Instants frasee den sande Distinction mellem Godt og Ondt, som denne kun er i Individet, og egentligen kun i ethvert Individ i dets Guds-Forhold.

Verdenshistorisk seet bliver en Sætning usand, der ethisk seet er sand og Livskraften i det Ethiske: det Muligheds-Forhold enhver existerende Individualitet har til Gud. Dette bekymrer man sig verdenshistorisk ikke om, fordi man forstaaer Alt bag efter, og derfor glemmer, at de Afdøde jo ogsaa engang vare levende. I den verdenshistoriske Proces, som den sees af Mennesker, spiller Gud derfor ikke Herren; som man ikke seer det Ethiske i den, saa seer man heller ikke Gud, thi seer man ham ikke spille Herren, saa seer man ham ikke. I det Ethiske gjør han det i hiint Muligheds-Forhold, og det Ethiske er for de Existerende, for de Levende, og Gud er de Levendes Gud. I den verdenshistoriske Proces ere de Afdøde ikke kaldte til Live, men kun til et phantastisk-objektivt Liv, og Gud i phantastisk Forstand Sjelen i en Proces. I den verdenshistoriske Proces snøres Gud metaphysisk ind i et halv-metaphysisk, halv æsthetisk-dramatisk Convenients-Snøreliv, hvilket er Immanentsen. Fanden være Gud paa den Maade. En dramatisk Critiker indskærper Digteren, at han skal være saa god at bruge de Individualiteter, han har sat paa Plakaten, og bringe Alt ud af dem, hvad der er i dem; er det unge Piger f. Ex., saa skal de være gifte inden Stykket er ude, ellers er det galt. I Forhold til det Forbigangne seer det nu ganske rigtigt ud, at Gud har brugt de og de Individualiteter; men da hine levede, hvor Mange bleve ikke den Gang rejicerede, og De, der bleve brugte, hvor ofte maatte de ikke ethisk ydmygede forstaae, at for Gud gjelder intet Immanents-Privilegium, og Gud er ikke generet af Theater-Convenients; de maatte forstaae, hvad hiin begeistrede Ethiker, som vi have indført talende, fandt sin Begeistring i at forstaae, at Gud ikke behøver dem. Vi sige derfor ikke, at Gud skulde modsige sig selv, skabe og saa ikke ville bruge, nei, ethisk skal der blive nok at gjøre for Enhver, og hiint Muligheds-Forhold, der er den Ethiskes Begeistring i Glæde over Gud, er Guds Frihed, hvilken i al Evighed ikke, naar den forstaaes rigtigt, hverken før eller bag efter bliver Immanentsen.

Den verdenshistoriske Immanents er altid forvirrende for det Ethiske, og dog ligger netop den verdenshistoriske Betragtning i Immanentsen. Seer et Individ noget Ethisk, saa er det det Ethiske i ham selv, og en Reflex deraf forleder ham til at see, hvad han dog ikke seer. Derimod er han derved eller han har derved været ethisk foranlediget til at tydeliggjøre sig for sig selv. Det vil nemlig ikke være rigtigt sluttet: jo mere En er ethisk udviklet, desto mere vil han see dette i Verdenshistorien, nei, lige det Modsatte: jo mere han udvikles ethisk, desto mindre vil han bekymre sig om det Verdenshistoriske.

Lad mig nu ved et Billede mere anskueligt minde om Forskjellen mellem det Ethiske og det Verdenshistoriske, Forskjellen mellem Individets ethiske Forhold til Gud og det Verdenshistoriskes Forhold til Gud. En Konge har vel stundom et kongeligt Theater alene for sig selv, men denne Forskjel, der udelukker Undersaatterne, er tilfældig. Anderledes naar vi tale om Gud og om det kongelige Theater, han har for sig selv. Altsaa Individets ethiske Udvikling, det er det lille Privat-Theater, hvor Gud vel er Tilskuer, men hvor Individet leilighedsviis ogsaa selv er det, skjøndt han væsentligen skal være Skuespilleren, der dog ikke bedrager, men aabenbarer, som al ethisk Udvikling er at blive aabenbar for Gud. Men Verdenshistorien det er den kongelige Skueplads for Gud, hvor han ikke tilfældigen men væsentligen er den eneste Tilskuer, fordi han er den eneste, der kan være det. Til dette Theater staaer Adgang ikke aaben for nogen existerende Aand. Vil han indbilde sig at være Tilskuer der, da glemmer han blot, at han jo selv skal være Skuespiller paa det lille Theater, overladende til hiin kongelige Tilskuer og Digter, hvorledes denne vil benytte ham i det kongelige Drama, Drama Dramatum.

Dette gjelder for de Levende, og kun disse kan der jo siges, hvorledes de skulle leve; og kun ved selv at forstaae dette kan man, hvis det endeligen skal gjøres, ledes til at reconstruere en Afdøds Liv, hvis der bliver Tid dertil. Men bagvendt er det, istedetfor ved selv at leve at lære, at lade de Afdøde leve om igjen, da at gaae hen og ville af Afdøde, hvilke man opfatter som havde de aldrig levet, lære, hvorledes man skal – ja det er utroligt, saa bagvendt det er – leve – hvis man allerede var afdød.

δ) Forholdt det sig ikke saaledes med det at blive subjektiv, at det var Opgaven, den høieste Opgave, der er sat ethvert Menneske, en Opgave, der da ogsaa kan strække til for det længste Liv, da den har den mærkelige Egenskab, at den først er forbi, naar Livet er forbi – forholdt det sig ikke saaledes med det at blive subjektiv: saa bliver der en Vanskelighed tilbage, der, som det synes mig, med Centner-Vægt maatte tynge paa ethvert Menneskes besværede Samvittighed, saa han ønskede sig død den ene Dag hellere end den anden. Indvendingen nævnes ikke i vor objektive og liberale Tid, der har altfor travlt med Systemet og med Former til at bryde sig om Menneskeliv. Indvendingen er denne: hvorledes man, hvis man blot statuerer Generations- eller Slægts-Udviklingen, eller dog statuerer den som det Høieste, hvorledes man da forklarer den guddommelige Ødselhed, der bruger den uendelige Skare af Individer i den ene Generation efter den anden for at faae den verdenshistoriske Udvikling i Gang. Det verdenshistoriske Drama gaaer uendelig langsomt frem: hvorfor haster Gud ikke, dersom det blot er det, han vil? Hvilken udramatisk Langmodighed, eller rettere hvilken prosaisk og kjedelig Udtværen! Og dersom det blot er det han vil: o Rædsel, tyranisk at ødsle Myriader Menneskeliv. Men hvad bryder Betragteren sig derom? Betragteren skimter verdenshistorisk hiint Generationens Farvespil, ligesom Silde-Stimens i Havet: de enkelte Sild er ikke stort værd. Betragteren stirrer bedøvet ind i hiin Generationens uhyre Skov, og som Den, der ikke kan see Skoven for lutter Træer, saa seer han blot Skov, ikke et eneste Træ. Han hænger systematisk Gardiner op, og bruger dertil Folkefærd og Nationer, enkelte Mennesker er ikke noget for ham; selv Evigheden drapperer man med systematisk Oversigt og ethisk Meningsløshed. Poesien ødsler digterisk, og langtfra selv at være fastende tør den heller ei forudsætte denne Uendelighedens guddommelige Paaholdenhed, der ethisk-psychologisk ikke behøver mange Mennesker, men desto mere Idee. Hvad Under, at man da endog beundrer Betragteren, naar han er ophøiet, heroisk nok, eller maaskee rettere distrait nok til at glemme, at ogsaa han er et Menneske, et existerende enkelt Menneske! Han stirrer sig ind i hiint verdenshistoriske Skuespil, han døer og farer hen, Intet bliver tilbage af ham, eller han bliver selv tilbage som en Billet, Controlleuren beholder i Haanden til Tegn paa, at nu gik Tilskueren. – Er derimod det at blive subjektiv den høieste Opgave, der er sat et Menneske, saa ordner Alt sig skjønt. Først følger deraf, at han jo Intet har med Verdenshistorien at gjøre, men at overlade i denne Henseende Alt til den kongelige Digter; og dernæst er der ingen Ødselhed, thi ere Individerne end utallige som Havets Sand: den Opgave at blive subjektiv er jo sat Enhver; og endeligen er hermed slet ikke nægtet den verdenshistoriske Udviklings Realitet, som, forbeholdt Gud og Evigheden, baade har sin Tid og sit Sted.


ε) Først altsaa det Ethiske, det at blive subjektiv, saa det Verdenshistoriske. I Grunden er vel endogsaa den meest Objektive i sit stille Sind deri enig med det her Fremsatte, at det bør sig den Vise først at forstaae det Samme som den Eenfoldige forstaaer, og føle sig forpligtet ved det Samme, som forpligter den Eenfoldige – og at han da først bør gaae over til det Verdenshistoriske. Altsaa først det Eenfoldige. Men dette er naturligviis saa let at forstaae for den Vise (hvorfor kaldes han ellers Viis?), at Forstaaelsen blot er et Øiebliks Sag, og i samme Øieblik er han i fuld Gang med det Verdenshistoriske – og saaledes gaaer det ham vel ogsaa med mine eenfoldige Bemærkninger, han har øieblikkeligt forstaaet dem, og er i samme Øieblik langt videre. Dersom jeg dog blot endnu et Øieblik maatte faae den Vise i Tale, thi jeg vil med Fornøielse være den Eenfoldige, der standser ham med følgende eenfoldige Betragtning: om ikke Det, som er allervanskeligst at forstaae for den Vise, netop er det Eenfoldige. Den Eenfoldige forstaaer det Eenfoldige ligefrem, men naar den Vise skal forstaae det, bliver det uendelig vanskeligt. Er dette en Fornærmelse mod den Vise, at der saaledes lægges Vægt paa ham, at det Simpleste bliver det Vanskeligste, blot fordi det er ham, der skal have med det at gjøre? Ingenlunde. Naar en Tjenestepige ægter en Tjenestekarl, saa gaaer Alt stille af; men naar en Konge ægter en Prindsesse, saa bliver det en Begivenhed. Er det at tænke ringe om Kongen, at sige dette? Naar Barnet snakker frisk væk, saa er det maaskee eenfoldigt nok, og naar den Vise siger lige det Samme, er det maaskee blevet det Sindrigste af Alt. Saaledes forholder den Vise sig til det Eenfoldige. Idet han begeistret ærer dette som det Høieste, ærer det ham igjen, thi det er som blev det noget Andet ved ham, skjøndt det dog bliver det Samme. Jo mere da den Vise tænker over det Eenfoldige (og allerede det, at der kan være Tale om en længere Beskjæftigelse dermed viser, at det endda ikke er saa let), desto vanskeligere bliver det ham; og dog føler han sig greben af en dyb Humanitet, der forliger ham med hele Livet: at Forskjellen mellem den Vise og det eenfoldigste Menneske blot er denne lille forsvindende, at den Eenfoldige veed det Væsentlige, den Vise lidt efter lidt veed af, at han veed det, eller veed af, at han ikke veed det, men Det, de veed, er det Samme. Lidt efter lidt – og saa faaer da ogsaa den Vises Liv en Ende: hvor blev der saa Tid til den verdenshistoriske Interesse?

Men det Ethiske er jo ikke blot en Viden, det er tillige en Gjøren, der forholder sig til en Viden og en saadan Gjøren, at Gjentagelsen paa mere end een Maade stundom kan blive vanskeligere end den første Gjøren. Atter nyt Sinkeri – dersom man partout skal til det Verdenshistoriske. Dog skylder jeg Enhver, der vil til det Verdenshistoriske, her at tilstaae Noget om mig selv, noget Bedrøveligt, som maaskee er Skyld i, at jeg øiner Opgaver, der strække til for et heelt Menneskeliv, medens Andre maaskee kunne blive færdige med dem før dette Punktum er ude. See, de fleste Mennesker ere af Naturen saadanne rare Mennesker, først ere de rare Børn, saa rare Ynglinge, saa rare Mænder og Koner. Dette er naturligviis noget ganske Andet. Naar man først har bragt det saavidt, at saavel Ens Kone som samtlige Svigerinder en masse sige om En: at man, ved Gud, er en sjelden rar Mand – ja saa kan man nok faae Tid til at tage sig af Verdenshistorien. Dette er destoværre ikke mit Tilfælde. Ak, det er kun altfor bekjendt for de Faae, som kjende mig, og, jeg tilstaaer det, ogsaa for mig selv: at jeg er et fordærvet og et fordærveligt Menneske. Kun altfor sandt; medens alle de rare Mennesker uden videre ere fix og færdige til at tage sig af Verdenshistoriens Fremtid, maa jeg mangen Gang sidde hjemme og sørge over mig selv. Skjøndt nemlig min Fader er død og jeg ikke længere gaaer i Skole, skjøndt jeg ikke er hjemfalden til den borgerlige Øvrigheds Opdragelse: saa har jeg dog indseet Nødvendigheden af at passe lidt paa mig selv, uagtet jeg unægteligen meget hellere vilde gaae paa 📌Frederiksberg og have med Verdenshistorien at gjøre. Det forstaaer sig, jeg har heller ingen Kone, der kunde sige, at jeg ved Gud var et rart Menneske; jeg maa ganske tumle mig med mig selv. Det Eneste, der trøster mig, er 👤Socrates. Han skal nemlig, saa fortælles der, hos sig selv have opdaget Dispositionen til alt Ondt; maaskee var det endog denne Opdagelse, der foranledigede ham til at opgive Studiet af Astronomien, hvilken Tiden nu fordrer. Jeg indrømmer villigen, hvor lidet jeg forøvrigt ligner 👤Socrates. Ham har formodentligen hans ethiske Viden hjulpet til at gjøre hiin Opdagelse. Med mig er det en anden Sag; jeg har i stærke Lidenskaber og andet Saadant Materiale nok, og derfor ondt nok ved med Fornuften at forme noget Godt ud deraf1.

  1. Jeg ønsker ved disse Ord at minde om 👤Plutarchs fortræffelige Definition paa Dyd: »den ethiske Dyd har Lidenskaberne til Materie, Fornuften til Form.« Cfr. hans lille Skrift om de ethiske Dyder. (tilbage)

Saa lad os da, for ikke at forstyrre ved Tanken om mig, blive staaende ved 👤Socrates, til hvem ogsaa »Smulerne« toge deres Tilflugt. Han opdagede altsaa ved sin ethiske Viden, at han havde Disposition til alt Ondt. See, nu gaaer det ikke een to tre med at komme til det Verdenshistoriske. Tvertimod, det Ethiskes Vei bliver saare lang, thi den begynder med at man først gjør denne Opdagelse. Jo dybere man gjør den, jo mere vil man faae at bestille; jo dybere man gjør den, jo mere ethisk bliver man; jo mere ethisk man bliver, desto mindre Tid til det Verdenshistoriske.

Det er besynderligt nok med det Eenfoldige, at det kan være saa vidtløftigt. Lad os tage et Exempel fra den religieuse Sphære (hvilken da den ethiske ligger saa nær, at de bestandigen communicere med hinanden): det at bede er jo noget høist eenfoldigt, man skulde troe det var ligesaa let som at knappe sine Buxer, og naar der ikke var Andet til Hinder, saa kunde man snart gaae løs paa det Verdenshistoriske. Og dog, hvor vanskeligt! Intellectuelt maa jeg have en aldeles tydelig Forestilling om Gud, om mig selv og om mit Forhold til ham, og om den Forholdets Dialektik der er Bønnens, at jeg ikke forvexler Gud med noget Andet, saa jeg ikke beder til Gud; og ikke forvexler mig selv med noget Andet, saa jeg ikke beder; og i Bønnens Forhold bevarer Forskjellen og Forholdet. See, fornuftige Ægtefolk tilstaae, at de behøve Aar og Maaneders daglige Samliv for ret at lære hinanden at kjende, og dog er Gud langt vanskeligere at kjende. Thi Gud er ikke saaledes noget Udvortes som en Kone er det, hvem jeg kan spørge, om hun nu er tilfreds med mig; naar jeg i mit Guds-Forhold synes det er godt, hvad jeg gjør, og ikke passer paa med Uendelighedens Mistillid mod mig selv, saa er det ligesom Gud ogsaa var fornøiet med mig, fordi Gud ikke er noget Udvortes, men er Uendeligheden selv, ikke noget Udvortes, der skjendes med mig, naar jeg gjør Uret, men Uendeligheden selv, der ikke behøver Skjendsord, men hvis Hævn er forfærdelig – at Gud slet ikke er til for mig, uagtet jeg beder. Og det at bede er tillige en Handling. Ak, 👤Luther var dog en i denne Henseende forsøgt Mand, og han skal have sagt: at han aldrig i sit Liv havde bedet en eneste Gang saa inderligt, at han jo dog derunder havde en og anden forstyrrende Tanke. Saa skulde man da igjen næsten troe, at det at bede var ligesaa vanskeligt som at spille 👤Hamlet, hvorom den største Skuespiller skal have sagt, at han kun en eneste Gang havde været nærved at spille den godt; medens han dog vilde anvende al sin Kraft og hele sit Liv paa det fortsatte Studium. Skulde det at bede ikke være næstendeels ligesaa vigtigt og betydningsfuldt?

Men saa er jo det at blive subjektiv en meget priselig Opgave, som quantum satis for et Menneskeliv. Er jeg end i den sørgelige Nødvendighed at maatte haste ligesom Loths Hustru: selv det bedste Menneske skal faae fuldt op at bestille. Skulde jeg i denne Henseende paa nogen Maade kunne tjene en Enkelt i min Samtid, da vil min Tjeneste indeholde en Hentydning til Parabelen om Træerne, der vilde have Cederen til Konge for at hvile i dens Skygge; saaledes vil ogsaa vor Tid have et systematisk Juletræ opreist for at hvile og holde Fyr-Aften; men Træerne maatte nøies med Tornebusken. Skulde jeg, ikke i Qvalitet af Konge, men som ringe Tjener, sammenligne mig med denne, da vil jeg sige: jeg er ufrugtbar som den, Skygge er der ikke meget af, og Tornene ere spidse.

Altsaa det at blive subjektiv skulde være den høieste Opgave, der er sat ethvert Menneske, ligesom den høieste Løn, en evig Salighed, kun er til for den Subjektive, eller rettere vorder til for Den, som bliver subjektiv. Fremdeles det at blive subjektiv skulde give et Menneske fuldt op at bestille, saalænge han lever, saa det ikke skulde hænde den Ivrige, men kun den Stundesløse, at han blev færdig med Livet, før Livet blev færdigt med ham, og denne skulde ikke være berettiget til at lade haant om Livet, men snarere forpligtet til at forstaae, at han nok ikke havde fattet Livets Opgave rigtigt, da det ellers vilde følge af sig selv, at den varede saalænge Livet varede, den Livets Opgave: at leve. Altsaa der skulde, naar Individet fattede det som sin høieste Opgave at blive subjektiv, under Udførelsen deraf vise sig Problemer, der atter kunde strække til for den Tænkende fuldt saavel som det Objektive, den Objektive har for sig, han der gaaer videre og gaaer videre, aldrig gjentager sig selv, foragtende Gjentagelsens Fordybelse i den ene Tanke, men forbauser, naar han først er Systematiker, saa Verdenshistoriker, saa Astronom, Veterinair, Vandkiger, Geograph o. s. v.

Forunderligt! Men hvorfor skulde det dog ikke strække til, naar man af hiin socratiske Viisdom, der opdager den egne Disposition til alt Ondt inden man begynder med at være færdig som et rart Menneske, lærer at gjøre en lignende Opdagelse: at det at blive for hurtigt færdigt, er det Farligste af Alt. Dette er en meget opbyggelig Betragtning, der har en overordentlig Duelighed til at strække Opgaven, saa der tillige bliver Forslag i den. Lad os betænke dette Snurrige, at det som ellers bliver priset og berømmet, Hurtigheden, Hastværket, at der er et Tilfælde, hvor Prisen staaer i omvendt Forhold til Hastigheden. I Almindelighed roses Hurtighed og i enkelte Tilfælde er den sat i Indifferents, men her skal den endogsaa være forkastelig. Naar der ved en skriftlig Examen er givet de unge Mennesker fire Timer til Afhandlingens Udarbeidelse, da gjør det hverken fra eller til, om den Enkelte bliver færdig før Tiden eller bruger hele Tiden. Her er altsaa Opgaven Eet og Tiden et Andet. Men hvor Tiden selv er Opgaven, der bliver det jo en Feil at blive færdig før Tiden. Sæt, det opgaves et Menneske at underholde sig selv een Dag, og han allerede ved Middag var færdig med den Underholdning: saa var jo hans Hurtighed ingen Fortjeneste. Saaledes ogsaa hvor Livet er Opgaven. At blive færdig med Livet, førend Livet bliver færdigt med En, er jo netop ikke at blive færdigt med Opgaven.

Just saaledes forholder det sig. Man troe mig, thi ogsaa jeg er en Magthaver, at jeg selv skal sige det, medens man i Almindelighed maaskee vil sætte mig i Klasse med Seminarister og Landsby-Degne. Jeg er en Magthaver, dog er min Magt ikke en Herskers eller Erobrers, thi den eneste Magt, jeg har, er til at holde igjen; dog er min Magt heller ikke vidtudstrakt, thi jeg har kun Magt over mig selv, og ikke engang den har jeg, hvis jeg ikke holder igjen hvert Øieblik. Ligefrem at ville holde igjen paa en Samtid har jeg ikke Tid til, og desuden tænker jeg det gaaer med ligefrem at vilde holde igjen paa en Samtid som naar en Passageer paa Vognen holder i Sædet foran for at standse Vognen: han bestemmer sig i ligefremt Forhold med Samtiden, og dog vil han holde igjen. Nei, det Eneste er selv at staae ud af Vognen og holde igjen paa sig selv.

Naar man saa staaer ud af Vognen (og især i vor Tid er man, naar man er i Samtiden, bestandigt auf der Eisenbahn), og aldrig glemmer, at Opgaven er at holde igjen, da Anfægtelsen er at blive for hurtigt færdigt, saa er intet vissere, end at Opgaven strækker til for Livet. Feilen kan da umuligt ligge i Opgaven, thi Opgaven er jo netop, at den skal strække til. At man ansees for en Seminarist og Efternøler er et godt Tegn, thi Seminarister og Efternølere ansees jo for langsomme Hoveder.

Her følger nu nogle Exempler, der i al Korthed vise, hvorledes ved Paaholdenhed det simpleste Problem forvandler sig til det vanskeligste, saa der ingen Grund er til hasteligen at vælge Astronomien, Veterinairvidenskaben og andet saadant, dersom man ikke har forstaaet det Simple. Kortheden kan ikke her være til Hinder, thi Problemerne ere ikke færdige.

F. Ex.det at døe. Jeg veed desangaaende, hvad saadan Folk i Almindelighed veed, at naar jeg indtager en Dosis Svovlsyre, saa døer jeg, ligesom ogsaa ved at springe i Vandet, ved at sove i Kuldamp o. s. v.; jeg veed, at 👤Napoleon altid gik med Gift hos sig, og at 👤Julie hos 👤Shakespeare tog den; at Stoikeren ansaae Selvmord for en modig Handling, og Andre ansee den for Feighed; at man kan døe af en saa latterlig Ubetydelighed, saa det alvorligste Menneske ikke kan lade være at lee af Døden; at man kan undgaae den visse Død o. s. v. Jeg veed, at den tragiske Helt døer i femte Akt, og at Døden her faaer uendelig Realitet i Pathos, men ikke har denne, naar en Øltapper døer. Jeg veed, at Digteren varierer Dødens Opfattelse i Stemning lige indtil det Comiske: jeg forpligter mig til i Prosa at frembringe den samme Stemningens forskjellige Virkning. Jeg veed fremdeles hvad Præsterne pleie at sige, jeg kjender de almindelige Themata, der ved Begravelser behandles. Er der intet Andet til Hinder for at gaae over til Verdenshistorien, saa er jeg færdig, thi jeg behøver blot at kjøbe sort Klæde til en Præstekjole, saa skal jeg holde Ligtaler trods nogen ordinair Præst, thi at De med Fløiels-Forstykke gjør det elegantere, indrømmer jeg gjerne, men denne Forskjel er ikke væsentlig, saa lidet som den mellem fem og ti Rbd. Liigvognen. Men see, trods denne næsten ualmindelige Viden eller Videns Færdighed kan jeg ingenlunde ansee Døden for Noget, jeg har forstaaet. Førend jeg derfor gaaer over til Verdenshistorien, hvorom jeg dog altid maa sige: Gud veed om den dog egentligen vedkommer Dig, synes jeg, det var bedre at tænke herover, at Tilværelsen ikke skal spotte mig, hvis jeg blev saa høilærd, at jeg havde glemt at forstaae, hvad der engang skal hændes mig og hændes ethvert Menneske – engang, dog hvad siger jeg, sæt Døden var lumsk nok til at komme imorgen! Allerede denne Uvished, naar den skal forstaaes og fastholdes af en Existerende, og altsaa netop fordi den er Uvished tænkes ind med i Alt, ind med altsaa endog i min Begynden paa Verdenshistorien, at jeg gjør mig det tydeligt, om jeg begynder paa Noget, det er værd at begynde paa, hvis Døden kom imorgen, allerede denne Uvished føder utrolige Vanskeligheder, hvilke end ikke Taleren er opmærksom paa, saa han mener at tænke Dødens Uvished, og dog glemmer at tænke Uvisheden ind i det han siger om Uvisheden, naar han bevæget taler rystende om Dødens Uvished og ender med at opmuntre til et Forsæt for hele Livet, og altsaa ender med væsentligen at have glemt Dødens Uvished, da ellers hans begeistrede Forsæt for hele Livet maatte være gjort dialektisk i Forhold til Dødens Uvished. At tænke denne Uvished eengang for alle eller eengang om Aaret, Nytaarsmorgen i en Froprædiken, er naturligviis Nonsens og er slet ikke at tænke den. Dersom Den, der tænker den saaledes, tillige forklarer Verdenshistorien, da kan maaskee Det han siger om Verdenshistorien være herligt, men Det han siger om Døden er dumt. Er Døden altid uvis, er jeg dødelig: saa betyder dette, at denne Uvished umuligen kan forstaaes i Almindelighed, dersom jeg ikke ogsaa er saadant et Menneske i Almindelighed. Men dette er jeg dog ikke, det er noget som kun distraite Folk f. Ex. Boghandler 👤Soldin ere, og er jeg det end i min Begynden, saa er det jo Livets Opgave, at blive subjektiv, og i samme Grad bliver Uvisheden mere og mere dialektisk indtrængende i Forhold til min Personlighed; det bliver mig derfor vigtigere og vigtigere at tænke den ind i ethvert Øieblik af mit Liv, thi da dens Uvished er i ethvert Øieblik, er denne Uvished kun til at overvinde derved, at jeg hvert Øieblik overvinder den. Er derimod Dødens Uvished noget i Almindelighed, saa er det at jeg døer ogsaa noget i Almindelighed. Maaskee er det at døe ogsaa saaledes Noget i Almindelighed for Systematikere, for distraite Folk; for afdøde Boghandler 👤Soldin skal det at døe have været saadant Noget i Almindelighed, »da han vilde staae op om Morgenen, vidste han ikke af, at han var død.« Men det, at jeg døer, er for mig slet ikke saadan Noget i Almindelighed; for Andre er det, at jeg døer, saadan Noget. Jeg er heller ikke for mig saadan Noget i Almindelighed, maaskee er jeg for Andre saadan Noget i Almindelighed. Men er det Opgaven at blive subjektiv, saa bliver jo ethvert Subjekt for sig selv lige det Modsatte af saadan Noget i Almindelighed. Jeg synes ogsaa, det er flaut, at være saa meget for Verdenshistorien, og saa hjemme hos sig selv at være for sig selv saadan Noget i Almindelighed. Det er allerede flaut nok, naar en Mand, der i Folkeforsamlingen er saa overordentligt Meget, naar han kommer hjem til sin Kone, at han saa for hende kun er saadan Noget i Almindelighed, eller at være en verdenshistorisk 👤Diedrich Menschenschreck, og saa der hjemme, ja jeg gider ikke sige mere; men endnu flauere er det dog at staae sig saa slet med sig selv, og endnu flauest, at forblive uvidende derom. Et Svar paa det Spørgsmaal, hvad det er at døe, kan dog den med Verdenshistorien beskjæftigede Høifornemme ikke nægte mig, og i samme Øieblik han svarer, saa begynder Dialektiken. Han angive hvilken Grund han vil til ikke videre at dvæle ved saadanne Tanker, det hjælper ikke, thi Grunden gjøres igjen dialektisk for at see, hvad den væsentligen er. Saa maatte jeg da spørge, om der overhovedet kan gives nogen Forestilling om Døden, om den kan anticiperes og anticipando opleves i en Forestilling, eller om den først er idet den virkelig er; og da dens virkelige Væren er en Ikke-Væren, om den altsaa først er idet den ikke er, med andre Ord om Idealiteten kan ideelt overvinde Døden ved at tænke den, eller Materialiteten seirer i Døden, saa et Menneske døer som en Hund, medens Døden kun kan blive ophævet ved den Døendes Forestilling om Døden i Dødens Øieblik. Denne Vanskelighed kan ogsaa udtrykkes saaledes, om det er saa, at den Levende slet ikke kan nærme sig Døden, da han experimenterende ikke kan komme den tilstrækkeligt nær, uden comisk at blive et Offer for sit Experiment; og erfarende ikke kan holde igjen, men Intet lærer af Erfaringen, da han ikke kan tage sig selv tilbage ud af Erfaringen og senere have Gavn deraf, men bliver stikkende i Erfaringen. Svares der nu, at Døden ikke kan optages i en Forestilling, saa er Sagen dermed ingenlunde færdig. Et negativt Svar, et Nei, er dialektisk ligesaa udførligt at bestemme som et positivt Svar, og kun Barnet og den Eenfoldige tilfredsstilles ved: das weiß man nicht. Den Tænkende vil have mere at vide, vel ikke positivt, om Det som kun efter Antagelsen kan besvares negativt, men han vil have det dialektisk tydeliggjort, at der maa svares nei, og denne dialektiske Tydeliggjørelse sætter dette negative Svar i Forhold til alle andre Existents-Problemer, saa der skal blive Vanskeligheder nok. Besvares det med Ja, saa spørges hvad Døden er og hvad den er for den Levende, hvorledes Forestillingen om den maa forvandle hele et Menneskes Liv, naar han, for at tænke dens Uvished, maa tænke den hvert Øieblik, for saaledes at forberede sig paa den; om hvad det vil sige at forberede sig paa den, da man jo her igjen gjør en Forskjel mellem dens virkelige Komme og Forestillingen om den (hvilken Forskjel synes at gjøre al min Forberedelse til noget Ubetydeligt, dersom det, der virkeligen kommer, ikke er det Samme, som det jeg har forberedt mig paa; og dersom det er det Samme, saa er jo Forberedelsen, naar den er fuldkomnest, Døden selv), og da den jo kan komme i samme Øieblik, som jeg begynder Forberedelsen; der spørges om et ethisk Udtryk for dens Betydning, et religieust Udtryk for dens Overvindelse; der fordres et løsende Ord, som forklarer dens Gaade, og et bindende Ord, hvormed den Levende værger sig imod den idelige Forestilling, thi Tankeløshed og Glemsel tør vi jo dog ikke saadan aabenlyst anbefale som Livs-Viisdom. Og fremdeles, det, at Subjektet tænker sin Død, er en Handling. Det at et Menneske overhovedet, en distrait Mand som Boghandler 👤Soldin og en Systematiker, tænker Døden overhovedet, det er rigtignok ingen Handling, det er bare saadan Noget overhovedet, og hvad saadan Noget er, er i Grunden ikke godt at sige. Men er det at blive subjektiv Opgaven, saa er for det enkelte Subjekt det at tænke Døden ikke saadan Noget overhovedet, men en Handling, thi netop deri ligger Subjektivitetens Udvikling, at han handlende gjennemarbeider sig selv i sin Tænken over sin egen Existents, at han altsaa virkelig tænker det Tænkte ved at virkeliggjøre det, at han altsaa ikke tænker et enkelt Øieblik: nu skal Du hvert Øieblik passe paa, men at han hvert Øieblik passer paa. Her bliver nu Alt mere og mere subjektivt, som naturligt er, naar det gaaer løs paa at udvikle Subjektiviteten. Forsaavidt synes Meddelelse mellem Mand og Mand at være priisgivet til Løgn og Bedrag, hvis Nogen vil det; thi et Menneske behøver jo blot at sige: det har jeg gjort, saa kan vi ikke komme videre. Nu vel, hvad saa? Hvis han saa alligevel ikke havde gjort det? Ja, hvad vedkommer det mig, det er værst for ham selv. Naar der tales om det Objektive kan man bedre controllere; naar f. Ex. En vilde sige, at Frederik den Sjette var Keiser i 📌China, saa siger man, det er Løgn. Naar derimod En taler om Døden, om hvorledes han har tænkt den og tænkt dens Uvished f. Ex., saa følger endnu deraf ikke, at han virkelig har gjort det. Ganske vist. Dog gives der en underfundigere Maade at faae at vide, om han lyver. Man lade ham blot tale: er han en Bedrager, saa modsiger han sig selv, netop naar han allerhøitideligst forsikkrer. Modsigelsen ligger ikke ligefrem, nei, den er deri, at Udsagnet selv i sig selv ikke indeholder Bevidstheden om det, som Udsagnet ligefremt udsiger. Udsagnet selv kan objektivt forstaaet være ligefrem, men Manden har blot den Feil: han ramser1. At han tillige sveder og slaaer i Bordet, beviser slet ikke, at han ikke ramser, men beviser blot, enten at han er meget dum, eller at han tillige har selv en hemmelig Bevidsthed om, at han ramser. Det er nemlig meget dumt, at det at ramse skulde sætte En i Sindsbevægelse, da Sindsbevægelsen er det Indvortes, og det at ramse noget Udvortes, ligesom at slaae Vandet fra sig; og det er et maadeligt Bedrag, at ville skjule Inderlighedens Mangel ved at slaae i Bordet. – See, naar det at døe saaledes skal sættes i Forhold til hele Subjektets Liv, saa er jeg meget langt fra, om det saa gjaldt mit Liv, at have opfattet Døden, og endnu mindre har jeg existerende realiseret min Opgave. Og dog har jeg tænkt atter og atter, søgt Veiledning i Skrifter – og ingen fundet2.

  1. Den fremsatte Tankes reduplicerede Tilstedeværelse i hvert et Ord, i hver en Mellemsætning, i Digressionen, i Billedets og Sammenligningens ubevogtede Øieblik, det agte man blot paa, hvis man vil gjøre sig den Uleilighed at see efter, om et Menneske lyver – dersom man da passer nøie paa sig selv; thi Evnen til saaledes at passe paa faaer man ved at holde igjen paa sig selv, saa faaer man den reent gratis og gider i Almindelighed ikke gjøre synderlig Brug af den. (tilbage)
  2. Skjøndt det oftere er sagt, vil jeg dog atter her gjentage det: hvad her udvikles vedgaaer ingenlunde de Eenfoldige, hvilke Guden, medens de paa anden Maade fornemme Livets Tryk, vil bevare i deres elskelige Eenfoldighed, der ingen videre Trang føler til en anden Art Forstaaelse, eller, forsaavidt den føles, ydmygt kun bliver et Suk over denne Livets Elendighed, medens dette Suk ydmygt finder Trøst i, at Livets Salighed er ikke at være den Vidende. Derimod angaaer det Den, som mener sig at have Evne og Beleilighed til dybere Forsken, og ham angaaer det saaledes, at han ikke tankeløst tager fat paa Verdenshistorien, men først besinder sig paa, at det at være et existerende Menneske er en saa anstrængende og dog saa naturlig Opgave for ethvert Menneske, at man naturligt først vælger den, i Anstrængelsen rimeligviis finder nok for hele Livet. (tilbage)

F. Ex.det at være udødelig. Jeg veed desangaaende, hvad Folk veed i Almindelighed; jeg veed, at Nogle antage Udødeligheden, at Andre sige, at de ikke antage den. Om de virkeligen ikke antage den, veed jeg ikke; det falder mig derfor heller ikke ind at ville bekæmpe dem, thi en saadan Fremgangsmaade er saa dialektisk vanskelig, at jeg behøvede Aar og Dag for at det dialektisk kunde blive mig tydeligt, om det har nogen Realitet med en saadan Bekæmpen, om Meddelelsens Dialektik, naar den er forstaaet, vilde billige denne Adfærd eller forvandle den til en Fægten i Luften, om Udødelighedens Bevidsthed er en Lære-Gjenstand, i hvilken der lader sig undervise, og hvorledes Underviisningen dialektisk maa bestemmes i Forhold til den Lærendes Forudsætninger, om disse ikke ere saa væsentlige, at Underviisningen bliver en Skuffelse, dersom man ikke strax er sig dette bevidst, og i saa Fald forvandler Underviisningen til en Ikke-Underviisning. Fremdeles veed jeg, at Nogle have fundet Udødeligheden hos 👤Hegel, Andre ikke; jeg veed, at jeg ikke har fundet den i Systemet, som det ogsaa er urimeligt at søge den der; thi i phantastisk Forstand er al systematisk Tænkning sub specie æterni, og forsaavidt er Udødeligheden der som Evighed, men denne Udødelighed er slet ikke den, hvorom der spørges, da der spørges om den Dødeliges Udødelighed, hvilket ikke besvares ved at vise, at det Evige er udødeligt, thi det Evige er jo ikke det Dødelige, og det Eviges Udødelighed er en Tautologie og en Misbrug af Ord. Jeg har læst Prof.👤Heibergs »Sjæl efter Døden« ja, jeg har læst den med Commentar af Provst 👤Tryde. Gid jeg ikke havde gjort det, thi ved et Digterværk glæder man sig æsthetisk og fordrer ikke den sidste dialektiske Nøiagtighed, der staaer i Forhold til en Lærende, som efter en saadan Veiledning vil indrette sit Liv. Nødsager en Commentator En til at søge noget Saadant i Digtet, da har han ikke gavnet Digtet. Af Commentatoren kunde jeg da maaskee lære, hvad jeg af at læse Commentaren ikke har lært, hvis Provst 👤Tryde katechiserende vilde forbarme sig over mig og vise, hvorledes man construerer een Livs-Anskuelse paa det Dybsindige, han paraphraserende har præsteret; thi Ære være Provst 👤Tryde, blot af denne lille Opsats af ham lod der sig vist udconstruere diverse Livs-Anskuelser – men een kan jeg ikke udfinde – ak, og det er netop Ulykken, den er det jeg behøver, mere ikke, da jeg ikke er høilærd. Jeg veed fremdeles, at afdøde Prof. 👤Poul Møller, der dog vel var kjendt med den nyeste Philosophie, først i en senere Tid egentligen blev opmærksom paa Udødeligheds-Spørgsmaalets uendelige Vanskelighed, naar det gjøres simpelt, naar der ikke spørges om et nyt Beviis og om Cretis og Pletis Meninger trukne paa en Traad eller om hvorledes de bedst trækkes paa en Traad; jeg veed ogsaa, at han i en Afhandling søgte at forklare sig, og at denne Afhandling bærer et tydeligt Præg af hans Uvillie mod moderne Spekulation. Det Vanskelige i Spørgsmaalet er netop naar det gjøres simpelt, ikke saaledes som en dresseret Privat-Docent spørger om Menneskets og dette abstrakt forstaaet Mennesket overhovedet, om Menneskets overhovedet, og dette phantastisk forstaaet som Slægten, om Menneskeslægtens Udødelighed. En saadan dresseret Privat-Docent spørger og svarer igjen saaledes, som vel dresserede Læsere ansee Besvarelsen at maatte være. En stakkels udresseret Læser bliver kun til Nar ved saadanne Overveielser, ligesom Tilhøreren ved en Examen, hvor Spørgsmaal og Svar er aftalt iforveien, eller som Den, der kommer i en Familie hvor man taler et eget Sprog, og vel bruger Modersmaalets Ord, men forstaaer noget Andet derved. Deraf følger i Almindelighed, at Besvarelsen er meget let, da man nemlig først har forandret Spørgsmaalet, hvorfor man egentligen ikke kan nægte, at de besvare Spørgsmaalet, men vel med Rette paastaae, at Spørgsmaalet ikke er det, som det synes at være. Naar Læreren ved en Examen skal overhøre i 📌Danmarks-Historie, og han, da han veed, at Discipelen ikke kan Noget deraf, strax giver Examinationen en anden Retning, som ved at spørge om et andet Lands Forhold til 📌Danmark og derpaa spørge om dette Lands Historie: kan man saa sige, at der blev examineret i 📌Danmarks Historie? Naar Skolebørnene skrive i deres Bøger et Ord med Tilføiende: see herom p. 101, og p. 101: see p.og saa endeligen: Aprilsnar: kan man saa med Rette sige, at man har Gavn af denne Veiledning – til at blive til Nar? En Bog opkaster Spørgsmaalet om Sjelens Udødelighed; Bogens Indhold er jo Svaret. Men Bogens Indhold er, hvad Læseren ved at læse den igjennem overbeviser sig om, alle de viseste og bedste Mænds Meninger om Udødeligheden trukne paa en Traad. Altsaa Udødeligheden er alle de viseste og bedste Mænds Meninger om Udødeligheden. Ih, Du store chinesiske Gud, er det Udødeligheden? Spørgsmaalet om Udødeligheden er altsaa et lærd Spørgsmaal? Ære være Lærdom, Ære være Den, som lærd kan behandle det lærde Spørgsmaal om Udødeligheden, men Spørgsmaalet om Udødeligheden er væsentligen ikke noget lærd Spørgsmaal, det er et Inderlighedens Spørgsmaal, som Subjektet ved at blive subjektivt maa gjøre sig selv. Objektivt lader Spørgsmaalet sig slet ikke besvare, fordi objektivt lader der sig ikke spørge om Udødeligheden, da Udødeligheden netop er den udviklede Subjektivitets Potensation og høieste Udvikling. Først ved ret at ville blive subjektiv, kan Spørgsmaalet ret komme frem, hvorledes skulde det da kunne besvares objektivt? Socialt lader Spørgsmaalet sig slet ikke besvare, fordi det socialt ikke lader sig fremsætte, da kun det Subjekt, der vil blive subjektivt, kan fatte Spørgsmaalet, og spørge rigtigt: bliver jeg eller er jeg udødelig. See, flere Ting kan man godt slaae sig sammen om; saaledes kan flere Familier slaae sig sammen om en Loge i Theatret, og tre eenlige Herrer slaae sig sammen om een Ride-Hest, saa Hver rider hver tredie Dag. Men saaledes er det ikke med Udødeligheden, Bevidstheden om min Udødelighed tilhører mig ganske alene, netop i det Øieblik jeg er mig min Udødelighed bevidst er jeg absolut subjektiv, og jeg kan ikke blive udødelig i Compagnie med to andre eenlige Herrer paa Omgang. Subscribentsamlere, der tilveiebringe en talrig Subscription af Mænder og Koner, der føle en Trang i Almindelighed til at blive udødelige, erholde heller ingen Fordele for deres Uleilighed, thi Udødelighed er et Gode, som ikke lader sig tiltrodse ved en talrig Subscription. Systematisk lader Udødeligheden sig heller ikke bevise. Feilen ligger ikke i Beviserne, men i at man ikke vil forstaae, at systematisk seet er det hele Spørgsmaal Nonsens, saa man, istedenfor at søge yderligere Beviser, snarere maatte søge at blive lidt subjektiv. Udødeligheden er Subjektivitetens meest lidenskabelige Interesse, i Interessen ligger netop Beviset; naar man, systematisk ganske conseqvent, systematisk abstraherer objektivt fra den: Gud veed, hvad saa Udødelighed er, eller blot hvad det vil sige, at ville bevise den, eller blot hvad det er for en fix Idee at bryde sig videre derom. Om man systematisk kunde faae hængt en Udødelighed op, ligesom 👤Geßlers Hat, for hvilken vi Alle i Forbigaaende toge Hatten af, det er ikke at være udødelig, eller at være sig Udødeligheden bevidst. Systemets utrolige Møie med at bevise Udødeligheden er spildt Uleilighed og en latterlig Modsigelse: at ville systematisk besvare et Spørgsmaal, der har den Mærkelighed, at det ikke lader sig systematisk fremsætte. Det er ligesom at ville male Mars i den Rustning, der gjør ham usynlig. Pointen ligger i Usynligheden, og ved Udødeligheden ligger Pointen i Subjektiviteten og i Subjektivitetens subjektive Udvikling. – Ganske eenfoldigt spørges der saaledes af det existerende Subjekt ikke om Udødelighed i Almindelighed, thi et saadant Phantom er slet ikke til, men om hans Udødelighed; han spørger om sin Udødelighed, om hvad det vil sige at blive udødelig, om han kan gjøre Noget til for at blive det, eller han bliver det saadan uden videre, eller om han er det, men kan blive det. I første Tilfælde spørger han, om og hvilken Betydning det kan have, hvis han har ladet nogen Tid gaae ubenyttet hen, om der maaskee gives en større og en mindre Udødelighed; i andet Tilfælde spørges, hvilken Betydning det maa have for hele hans menneskelige Existents, at det Høieste i Livet bliver som en Narrestreg, saa Frihedens Lidenskab i ham kun er anviist de lavere Opgaver, men Intet har at gjøre med det Høieste, end ikke negativt, thi en negativ Handlen i Forhold til det Høieste var vel igjen den meest anstrængende Handlen, det nemlig, efter med yderste Evne begeistret at have villet gjøre Alt at erfare, at det Høieste er at holde sig selv i ethvert Øieblik blot Modtagende ligeoverfor Det, man saa uendeligt gjerne vilde gjøre Noget til for at erhverve. Der spørges, hvorledes han bærer sig ad med at tale om sin Udødelighed, hvorledes han paa eengang kan tale ud af Uendeligheden og af Endeligheden og tænke disse sammen i det ene Øieblik, saa han ikke siger nu det Ene nu det Andet; hvorledes Sproget og al Meddelelse forholder sig hertil, naar det gjelder at være conseqvent i hvert eneste Ord, at ikke det lille skjødesløse Tillægsord, den snaksomme Mellemsætning løber forstyrrende ind og spotter det Hele; hvor det Sted saa at sige er, hvor Stedet er til at tale om Udødeligheden, da han vel veed, hvor mange Prædikestole der er i 📌Kjøbenhavn, og at der er to philosophiske Cathedre, men hvor det Sted er, der er Eenheden af Uendeligheden og Endeligheden, hvor han paa eengang uendelig og endelig, paa eengang taler om sin Uendelighed og sin Endelighed, om det er muligt, at finde dette saa dialektisk-vanskelige Sted, som dog er fornødent. Der spørges, hvorledes han existerende holder sin Udødeligheds-Bevidsthed fast, at ikke den metaphysiske Opfattelse af Udødeligheden gaaer hen og forvirrer den ethiske til en Illusion, thi ethisk culminerer Alt i Udødeligheden, uden hvilken det Ethiske kun er Skik og Brug, og methaphysisk sluger Udødeligheden Existentsen, ja Existentsens 70 Aar som et Intet, og dog skal dette Intet ethisk være uendelig vigtigt. Der spørges, hvorledes Udødeligheden skaber ham hans Liv om, i hvilken Forstand han altid maa have dens Bevidsthed nærværende hos sig, eller om det maaske er nok at tænke denne Tanke eengang for alle, om ikke, naar Svaret lyder saaledes, Svaret viser, at Problemet slet ikke er fremsat, da til en saadan Udødeligheds-Bevidsthed eengang for alle vilde svare Det saadan at være Subjekt overhovedet og i Almindelighed, hvorved Spørgsmaalet om Udødeligheden er phantastisk gjort til en Latterlighed, ligesom det omvendt er en Latterlighed, naar Folk, der phantastisk have jadsket i Alt, og været alt Muligt, naar de bekymrede engang spørge Præsten, om de nu virkeligen hisset blive de Samme – efterat de i Livet ikke i fjorten Dage have kunnet udholde at være den Samme, og derfor undergaaet alle Forvandlinger. Saa vilde Udødeligheden jo rigtignok være en mærkelig Metamorphose, naar den kunde forvandle et saadant umenneskeligt Tusindbeen til den evige Identitet med sig selv, som det er: at være den Samme. Han spørger, om det nu er bestemt, at han er udødelig, om hvilken denne Udødelighedens Bestemthed er, om denne Bestemthed, naar han lader den staae hen som eengang for alle bestemt (benyttende sit Liv til at passe sin Ager, til at tage sig en Hustru, til at arrangere Verdenshistorien) ikke netop er Ubestemtheden, saa han trods al Bestemtheden ikke er kommen videre, fordi Problemet end ikke er fattet, men da han ikke har benyttet Livet til at blive subjektiv, saa er hans Subjektivitet blevet noget ubestemt saadan Noget i Almindelighed, og hiin abstrakte Bestemthed netop derfor Ubestemtheden; om Bestemtheden, hvis han anvender sit Liv til at blive subjektiv, ved hvert Øieblik at skulle være ham nærværende, ikke bliver saaledes dialektisk vanskeliggjort ved den idelige Sig-Forholden til den Alterneren, der er Existents, at den bliver Ubestemtheden; om hvis dette er det Høieste han naaer, at Bestemtheden bliver Ubestemtheden, om det saa ikke er bedre at opgive det Hele, eller om han skal sætte al sin Lidenskab paa Ubestemtheden, og uendelig lidenskabeligen forholde sig til Bestemthedens Ubestemthed, og dette skulde være den eneste Maade paa hvilken han kan være vidende om sin Udødelighed, saa længe han er existerende, fordi han som Existerende er underligt sammensat, saa Udødelighedens Bestemthed kun i Bestemthed kan haves af den Evige, men dens Bestemthed af den Existerende kun haves i Ubestemtheden. – Og det at spørge om sin Udødelighed er jo tillige for det existerende Subjekt, som gjør Spørgsmaalet, en Handlen, hvilket jo rigtignok ikke er saaledes for distraite Folk, der engang imellem spørge om det at være udødelig ganske i Almindelighed, som var Udødeligheden Noget man er en Gang imellem, og den Spørgende saadan Noget i Almindelighed. Han spørger altsaa, hvorledes han bærer sig ad med existerende at udtrykke sin Udødelighed, om han virkelig udtrykker den, og han er indtil videre nøiet med denne Opgave, der jo sagtens maa kunne strække til for et Menneskeliv, da den skal strække til for en Evighed. Og saa? Ja saa, ja naar han saa er færdig, saa kommer Touren til Verdenshistorien. Nu er det jo rigtignok omvendt, nu tager man sig først af Verdenshistorien, og derfor kommer tillige det Morsomme ud, som en anden Forfatter har gjort opmærksom paa, at medens man beviser og beviser Udødeligheden ganske i Almindelighed, saa tager Troen paa Udødeligheden mere og mere af.

F. Ex.Hvad det vil sige, at jeg skal takke Gud for det Gode han giver mig?Dette siger Præsten jeg skal, det veed vi Alle, og naar vi blot passe paa det, saa bliver der Tid for dem, der ikke maae nøies med de Eenfoldiges ringe Gjerning i Livet, til at tage sig af Verdenshistorien. For at gjøre Alt saa let som muligt vil jeg end ikke indvende, at det dog maaskee tager nogen Tid, nei, jeg antager, for at føie Præsten, at jeg endogsaa er uendelig villig til at gjøre det, saa jeg end ikke behøver at calculere den Tid, jeg bruger for fra at være utilbøielig dertil, hvilket Præsten antager, ved Præstens Formaning at blive tilbøielig. Jeg antager altsaa, at jeg uendelig gjerne vil takke Gud, mere siger jeg ikke; jeg siger ikke, at det virkeligt er Tilfældet, at jeg veed det med Bestemthed, thi ligeoverfor Gud taler jeg altid med Ubestemthed om mig selv, da han jo er den Eneste, der med Bestemthed veed om mit Forhold til ham. Allerede denne Forsigtighed i at udtrykke sig om sit Guds-Forhold indeholder en Mangfoldighed af dialektiske Bestemmelser, og uden den skal det vel hænde En, hvad der hænder mange Verdenshistoriske, naar de tale om det Eenfoldige, at de modsige sig selv i hver tredie Linie. Altsaa jeg skal takke Gud, siger Præsten; og hvorfor? For det Gode, som han giver mig. Ypperligt. Men for hvilket Gode? Dog vel for det Gode, jeg kan indsee er et Gode. Holdt! Takker jeg Gud for det Gode, som jeg kan indsee at være et Gode, saa gjør jeg Nar af Gud, thi istedenfor at mit Forhold til Gud skulde betyde, at jeg dannedes om i Lighed med ham, danner jeg Gud om i Lighed med mig. Jeg takker ham for det Gode, som jeg veed er et Gode; men det jeg veed er det Endelige, altsaa gaaer jeg hen og takker Gud for, at han har rettet sig efter mit Hoved. Og dog skulde jeg jo netop lære i mit Forhold til Gud, at jeg Intet veed med Bestemthed, altsaa heller ikke om dette er et Gode – og dog skal jeg takke ham for det Gode, jeg veed er et Gode, hvilket jeg dog ikke maa vide. Hvad saa? Skal jeg saa lade være at takke, naar det, der vederfares mig, efter min fattige endelige Forstand er et Gode, som jeg maaskee har ønsket meget stærkt, og som jeg nu, da jeg faaer det, føler mig saa overvældet af, at jeg nødvendigviis maa takke Gud? Det just ikke; men jeg skal betænke, at det, at jeg har ønsket det saa stærkt, er ingen Fortjeneste, og bliver ingen Fortjeneste derved, at jeg faaer mit Ønske. Jeg skal altsaa ledsage min Tak med en Undskyldning, for at være sikker paa, at det er Gud, jeg har den Ære at tale med, ikke min Ven og Duusbroder 👤Kammeraad Andersen, jeg skal beskæmmet tilstaae, at det forekommer mig saa godt, jeg skal bede om Tilgivelse, at jeg takker derfor, fordi jeg ikke kan lade det være. Altsaa jeg skal bede om Tilgivelse for, at jeg takker. Det var ikke det Præsten sagde. Saa maa Præsten enten ville gjøre Nar af mig, eller han veed ikke hvad han selv siger – blot denne Præst nu ikke tillige er verdenshistorisk bekymret. I mit Guds-Forhold skal jeg jo netop lære at opgive min endelige Forstand, og dermed den Distingveren, som er mig naturlig, for i guddommelig Afsindighed altid at kunne takke. Altid at takke, er det noget i Almindelighed, noget Saadan eengang for alle? Er det altid at takke Gud, at jeg eengang om Aaret anden Søndag i Fasten til Aftensang betænker, at jeg altid skal takke Gud, og maaskee end ikke dette, thi hvis det træffer sig saa besynderligt, at jeg den Søndag er særdeles forstemt, saa forstaaer jeg det end ikke den Dag. Altsaa det at takke Gud, dette Eenfoldige sætter mig pludseligen en af de meest anstrængende Opgaver, der skal strække til for hele mit Liv. Saa gaaer der maaskee lidt Tid med, inden jeg naaer dette, og dersom jeg naaede det, hvad var saa det Høiere, jeg skulde gribe efter, for at slippe dette? Altsaa medens hans Ven, medens den Elskede bekymret seer paa ham og næsten fortvivlende siger: Ulykkelige, hvad Du maa lide: saa skal den Gudfrygtige have Mod til at sige, og handlende udtrykke, hvad han siger: Kjære, I tage feil, det er et Gode, der vederfares mig, jeg føler mig stemt til at takke Gud, og dog blot at min Taksigelse maatte behage ham. Og inden jeg naaer derhen, naar jeg saa takker Gud for det Gode, som Præsten taler om, da skal jeg gjøre det beskæmmet. Den Vanskelighed, som her og saaledes paa ethvert Punkt i Guds-Forholdet (forsaavidt paa utallige Punkter) viser sig som Gjennemgangen til den sande Uendeliggjørelse i Gud, der er ved altid at takke, medens Præstens Tale var uægte Stads, denne Vanskelighed kunde jeg docerende udtrykke saaledes: hvad den eenfoldige Religieuse gjør ligefrem, det gjør den eenfoldige religieuse Vidende først gjennem Humor (det Humoristiske laae saaledes i, at jeg ved nærmere Eftersyn endog maatte gjøre en Undskyldning for at jeg gjør det, som første Instants befaler og anbefaler som det Høieste), ikke saaledes, at hans Religieusitet er Humor, men at Humor er Grændsen, fra hvilken han bestemmer sin Religieusitet, naar han skal angive den, Grændsen, der skjelner mellem ham og det Umiddelbare. Det er et Gjennemgangspunkt, som allerede er vanskeligt nok at naae, men den sande religieuse Uendeliggjørelse har atter glemt dette. Dog er det ikke min Agt at docere for ikke at vænne mig selv eller foranledige Nogen til at ramse.

F. Ex.Hvad det er at gifte sig? Jeg veed derom hvad Folk veed i Almindelighed, jeg har Adgang til den Have, hvor Erotikeren henter Blomsterbouquetten, min skal blive ligesaa duftrig som de fleste Andres; jeg veed, hvor det Forraadskammer er, fra hvilket Præsterne hente deres Taler. Er der intet Andet til Hinder for at blive verdenshistorisk, saa, ja saa lad os begynde. Men – og dog men, men hvilken den Midte er, som Ægteskabet udtrykker mellem det pneumatiske og det psychisk-somatiske, hvorledes det ikke er en Sinkelse, hvorledes det aandeligt forstaaet er en Velsignelse (thi hvad det erotisk er, er jo kun et Svar paa den ene Deel af Spørgsmaalet), hvorledes det ethisk in concreto bliver en Opgave paa samme Tid som det Erotiske overalt statuerer Vidunderet, hvorledes det som Tilværelsens Fuldkommelse ikke netop er altfor fuldkomment, giver en Tilfredshed (uden for saavidt Næringssorger og andet Saadant hjælpe til at forstyrre, hvilket dog her maa holdes udenfor Calculen), som paa en betænkelig Maade antyder, at Aanden i mig er fordunklet og ikke tydeligt fatter den Modsigelse, som det er, at en udødelig Aand er bleven existerende, om altsaa ikke netop den ægteskabelige Lyksalighed er en Mislighed, medens dog et ulykkeligt Ægteskab ikke er det, man anbefaler, og dettes Lidelse ingenlunde identisk med den Aandens Lidelse, der i Existents er det sikkre Tegn paa, at jeg existerer qva Aand, om ikke Hedenskabet endnu spøger i Ægteskabet, og de theologiske §§ desangaaende samt Præsternes velærværdige Forsiringer, de være nu til een eller til hundrede Rigsbankdaler, ere en forvirret Mangfoldighed af Viden, som snart ikke mærker Vanskeligheden, der ligger i det Erotiske, snart ikke tør sige den, snart ikke mærker Vanskeligheden i det Religieuse, snart ikke tør sige den? Ja naar en Tjenestepige holder Bryllup med en Tjenestekarl, og hun ønskede det, da skal jeg med Glæde betale Musikanterne, hvis jeg har Raad dertil, og hvis jeg har Tid, da dandser jeg glad med hende paa Bryllupsdagen, frydende mig med de Glade: hun føler formodentligen ingen Trang til en dybere Forstaaelse. At jeg skulde være bedre end hende fordi jeg føler denne Trang, er Nonsens, og saare langt fra min Tankes møisommelige Gang; selv om jeg fandt hvad jeg søgte, var jeg maaskee ikke halv saa god; men jeg føler denne Trang til at vide hvad jeg gjør, den Trang, som i sit Maximum af Seier lønnes med hiin naragtige lille Forskjel mellem den Eenfoldiges og den Vises Viden af det Eenfoldige, at den Eenfoldige veed det, og den Vise veed af, at han veed det, eller veed af, at han ikke veed det. Ja, Enhver der eenfoldigt og oprigtigt kan sige, at han ingen Trang føler til denne Forstaaelse: ja han er angerløs, vee Den, som forstyrrer ham, som ikke vil overlade det til Guden, hvad han fordrer af Hver især. Ja Den som ydmyg og glad ved sin Lykke i oprigtig Beskedenhed mener, at Slægten begynder jo ikke med ham, at han tillidsfuld følger Slægtens impressa vestigia, fordi Elskoven tilskynder ham, at han »ydmyg for Gud, underdanig under Forelskelsens kongelige Majestæt« ikke tiltroer sig at have forstaaet, hvad der i Nøisomhed er hans jordiske Lyksalighed: ja han er hæderværdig, vee Den, der vover at ville føre Tankekrigens Farer og Rædsler over hans velsignede Tryghed i Ægteskabets Hegn. Men naar man overalt gjør store Ord, verdenshistorisk og systematisk vil spille Gud paa Næsen, naar Præster selv i en Fart faae Vrangen vendt ud af deres Præstekjole for at den dog næstendeels kunde see ud som en Professor-Kjole, naar man overalt fortæller, at det Umiddelbare er ophævet, saa er det ikke at fortørne Guden, om man spørger disse Høivise, hvad de veed denne eenfoldige Sag betræffende. Jeg har læst, hvad 👤Assessoren i 📖 Enten – Eller og i Stadierne paa Livets Vei har skrevet om Ægteskabet, jeg har læst det nøiagtigt. Det har ikke forundret mig at erfare, at Mangen, der er i god Gang med Verdenshistorien og Menneskehedens Fremtid, har opholdt sig over en Besvarelse, der først gjør Sagen saa vanskelig, som den er, inden den forsøger en Forklaring. Dette kan jeg ikke fortænke 👤Assessoren i, ei heller i hans begeistrede Iver for Ægteskabet, men dog tænker jeg, at 👤Assessoren, forudsat, at jeg kan faae fat i ham, naar jeg vil hvidske ham en lille Hemmelighed i Øret, vil indrømme, at der er Vanskeligheder tilbage.

Lad saa dette være et Par Exempler. Exempler har jeg saavist nok af, jeg kan blive ved saa længe det skal være, det skal nok strække til for mit Liv, saa jeg ikke behøver at gaae over til Astronomien eller Veterinair-Videnskaben. Exemplerne ere endogsaa af de lettere. Sagen bliver langt vanskeligere, naar man vil spørge om det i strængeste Forstand Religieuse, hvor Forklaringen ikke kan bestaae i at skaffe Uendeliggjørelsen immanent tilveie, men i at blive opmærksom paa Paradoxet, og i hvert Øieblik at fastholde Paradoxet, netop befrygtende allermeest en Forklaring, der tog Paradoxet bort, fordi Paradoxet ikke er en transitorisk Form af det i strængeste Forstand Religieuses Forhold til den Existerende, men er væsentligen betinget ved at han er Existerende, saa at den Forklaring, der tager Paradoxet bort, tillige phantastisk forvandler den Existerende til et phantastisk Noget, som hverken tilhører Tiden eller Evigheden, men saadan Noget er intet Menneske. Lad saa dette være Exemplerne. Og hvad saa, hvad følger saa deraf? Intet, slet Intet; det er jo mig, der bestandigt siger, at der mellem den Eenfoldiges og den Vises Viden af det Eenfoldige er blot den latterlige lille Forskjel, at den Eenfoldige veed det, den Vise veed af, at han veed det, eller veed af, at han ikke veed det. Men derimod følger der noget Andet: om det saa ikke var rigtigst, at holde lidt inde med Verdenshistorien, naar det hænger saaledes sammen med Ens Viden af det Eenfoldige? Mere siger jeg ikke, de Høivise veed maaskee Besked nok om alt dette, de er vel endog eengang for alle færdige med de Opgaver, i hvilke Pointet er, at de skulle strække til for hele Livet. O, at disse dyrebare Tænkere, som gjøre saa meget for Verdenshistorien, ogsaa ville komme os Smaafolk ihu, der ikke ere ganske Eenfoldige, forsaavidt vi føle Trang til Forstaaelse, men dog saa indskrænkede, at vi især føle Trang til at forstaae det Eenfoldige.

Saaledes har jeg søgt at forstaae mig selv; er Forstaaelsen end fattig og dens Udbytte end ringe, saa har jeg for at bøde derpaa besluttet at handle med al min Lidenskab i Kraft af det Forstaaede; maaskee er det da ogsaa til syvende og sidst en sundere Diæt at forstaae Lidet, men eie dette i Lidenskabens uendelige Vederhæftighed i Uendelighedens Indfatning, end at vide Meget, og Intet eie, fordi jeg selv phantastisk er bleven et phantastisk subjektiv-objektiv Noget. Jeg har anseet det for uværdigt, om jeg vilde undsee mig mere for Mennesker og deres Dom end for Guden og for hans Dom; feigt og nedrigt, at spørge om, hvad Undseelse for Mennesker kunde friste mig til, mere end om, hvad Undseelse for Guden byder. Hvilke ere ogsaa de Mennesker, man skal frygte, et Par Genier maaskee, nogle Recensenter, og hvad man saadan seer paa Gader og Stræder. Eller har der ikke levet Mennesker før 1845? Eller hvad er hine Mennesker i Sammenligning med Guden, hvilken al deres travle Larmens Vederqvægelse i Sammenligning med hiint eensomme Kildesprings Liflighed, der er i ethvert Menneske, hiint Kildespring hvori Guden boer, hiint Kildespring i den dybe Stilhed, naar Alt tier! Og hvad er den halvanden Times Tid, jeg har at leve med Menneskene, for et kort Øieblik mod en Evighed? Skulde de maaskee forfølge mig i alle Evigheder? Vel siger Præsten, at vi sees igjen, men gjelder dette om ethvert Gadebekjendskab? Det tænker jeg ikke. Sæt der var en Adskillelse, sæt jeg havde havt Uret: da maatte jeg vel udelukkes fra deres Selskab; sæt jeg havde havt Ret, da kom jeg vel i en anden Klasse; sæt Evigheden var saa rummelig, at jeg end ikke kunde faae Øie paa hans Velærværdighed, der godhedsfuld vilde indestaae for, at vi saaes igjen! Men vee mig om Guden dømte mig i mit Inderste, at jeg løgnagtigen vilde være systematisk og verdenshistorisk, og glemme hvad det er at være Menneske, og derved glemme hvad det har at betyde, at han er Guden; vee mig! Vee mig i Tiden, og endnu forfærdeligere, naar han fik mig fat i Evigheden! Hans Dom er den sidste, er den eneste, hans Samviden ikke til at undflye, da den er indvirket i og gjennemvirker min Bevidstheds svageste Bevægelse, dens lønligste Omgang med sig selv; hans Nærværelse en evig Samtidighed – og jeg skulde have vovet at undsee mig ved ham!

Dette lyder næstendeels som Alvor; naar jeg nu blot turde beraabe mig paa Syner og Aabenbarelser, og paa at jeg var rød i Hovedet, saa vilde Mange, i Mangel af at antage det for en Blodcongestion, antage det for Alvor. Thi som det, da 👤Socrates levede, var Tidens Fordring, at han skulde flæbe og jamre for Domstolen tryglende om Naade – saa var han bleven frifunden: saaledes er det denne Tids Fordring, at man skal vræle verdenshistorisk og gale systematisk, forkyndende sig selv at være den Forventede. Men et Mirakel har jeg ikke at beraabe mig paa; ak det var Dr.👤Hjortesprings lykkelige Lod! Ifølge hans egen særdeles vel skrevne Efterretning skal han ved et Mirakel i 📌Hamborg i Streits Hotel (uden at dog nogen af Opvarterne mærkede Noget) Paaskemorgen være bleven Tilhænger af den hegelske Philosophie – af den Philosophie, der antager, at der ingen Mirakler er. Vidunderlige Tidernes Tegn, er denne Mand ikke den forventede Philosoph, hvo er det da, hvo kjender som han Tidens Fordringer! Vidunderlige Tidernes Tegn, langt herligere og betydningsfuldere end 👤Pauli Omvendelse; thi at 👤Paulus blev omvendt ved et Mirakel til den Lære, der forkynder sig selv at være et Mirakel, er mere ligefremt; men ved et Mirakel at blive vendt om til den Lære, der intet Mirakel antager, det er mere bagvendt. Miraklet indtraf Paaskemorgen. Aarstal og Dato er i Forhold til en saadan poetisk Helt og en saadan poetisk Paaskemorgen aldeles ligegyldige, det kan godt have været den samme Paaskemorgen, som den i 👤Goethes Faust, om end de tvende Samtidige, Dr. 👤Hjortespring og Faust i 👤Goethes Faust, kom til forskjellig Resultat! Hvo drister sig til at vove en Forklaring af hiint Mirakel! det Hele bliver uendeligt gaadefuldt, selv om man antog, at Paaske det Aar faldt meget tidligt f. Ex. den første April, saa Doctoren tillige med at blive Hegelianer blev Aprilsnar: et passende i Digtningens Medfør poetisk Vederlag for romantisk at ville udpynte Overgangen til den hegelske Philosophie, hvis Værd netop ligger i Methoden, og altsaa protesterer Romantiken.

See, med et Mirakel eller med noget uendelig Betydningsfuldt kan jeg ikke være til Tjeneste; nei, jeg kan virkeligen ikke. Jeg maa bede ethvert følende Medmenneske, nær og fjern, indenbyes saavel som udenbyes, at være overbeviist om, at jeg hellere end gjerne saaledes vilde tilfredsstille Tidens Fordringer, men Sandheden er mig det Kjæreste; og Sandheden er her intet Mindre end et Mirakel, og bør Fortællinge