↩ Naar der tales til et Barn om Christendommen, og Barnet ikke voldeligen i overført Forstand mishandles: saa tilegner det sig alt det Milde, det Barnlige, det Elskelige, det Himmelske; det lever sammen med ►det lille Jesu-Barn, og med Englene, og med de hellige Tre-Konger, det seer Stjernen i den mørke Nat, det reiser den lange Vei, nu er det i Stalden, Forundring over Forundring, altid ►seer det Himlen aaben, med hele Phantasiens Inderlighed længes det efter disse Billeder – nu, og lad os 544saa ikke glemme Pebernødderne og al den anden Herlighed, der falder af i den Anledning; thi lad os fremfor Alt ikke blive gamle Labaner, der lyve om Barndommen, der tillyve sig selv dens Overspændthed og fralyve Barndommen dens Virkelighed. I Sandhed, det maatte være en ►Døgenicht, der ikke finder det Barnlige rørende, og yndigt, og livsaligt; en Humorist skulde man dog vel heller ikke ville mistænke for Miskjendelse af Barndommens Realitet, han Erindringernes ulykkelige-lykkelige Elsker. Men det er visseligen ogsaa en blind Veileder, der paa nogensomhelst Maade vil sige, at dette er den afgjørende Opfattelse af Christendommen, der blev Jøder en Forargelse og Græker en Daarskab. Christus bliver ►Gudebarnet, eller for det lidt ældre Barn den venlige Skikkelse med ►det milde Aasyn (►den mythiske Commensurabilitet), ikke Paradoxet, hvem Ingen kunde see Noget paa (ligefrem forstaaet), end ikke ►👤Døberen Johannes (cfr. ►Joh. Ev. 1, 31. ►33.), end ikke ►Disciplene, før de bleve gjorte opmærksomme 263(►Joh. Ev. 1, 36. ►42.); ►hvad Esaias har forudsagt i 53, 2. 3. 4, især i 4. Barne-Opfattelsen af Christus er væsentligen Phantasie-Anskuelsens, og Phantasie-Anskuelsens Idee er Commensurabiliteten, og Commensurabiliteten er væsentligen Hedenskab, den være forresten Magt, Herlighed, Skjønhed, eller indenfor en lidt humoristisk Modsigelse, der dog ikke er et virkeligt Skjul, men et let gjennemskueligt Incognito. Commensurabiliteten er den ligefremme Kjendelighed. Tjenerens Skikkelse er da Incognitoet, men det milde Aasyn er den ligefremme Kjendelighed. Som allevegne saa ogsaa her, der er en vis Orthodoxie, der naar den skal til at ►slaae rigtigt stort paa ved store Festligheder og afgjørende Leiligheder, ►bona fide tager lidt Hedenskab til Hjælp – og saa lykkes det allerbedst. En Præst holder sig maaskee jævnt hen til daglig Brug i de strenge og rigtige orthodoxe Bestemmelser, men hvad skeer, en Søndag skal han ►gribe sig an. For ret at vise hvor levende Chri462stus staaer for ham, skal han aabne os et Indblik i sin Sjel. Nu er det rigtigt. Christus er Troens Gjenstand, men Tro er ►intet mindre end Phantasie-Anskuelse, og Phantasie-Anskuelse er just heller ikke noget Høiere end Troen. Nu gaaer det da løs: det milde Aasyn, den venlige Skikkelse, Sorgen i Øiet o. s. v. Der er slet ikke noget comisk i, at en Mand lærer Hedenskab istedenfor Christendom, men der er noget comisk i, at en Orthodox, naar han ved de store Høitideligheder ►trækker alle Registere ud, tager feil og trækker Heden545skabets Skuffe ud, uden at mærke det. Dersom Organisten til daglig Brug vilde ►spille en Valts, vilde han vel blive afsat; men dersom en Organist, der ellers ganske rigtigt foredrog Psalme-Melodier, paa de store Høitider vilde i Betragtning af, at han ledsages af Basuner, spille en Valts – for ret at festligholde Dagen: saa vilde dette jo være comisk. Og dog finder man hos Orthodoxe lidt af dette sentimentale og kjælne Hedenskab, ikke til dagligt Brug, men netop ved de store Festligheder, naar de ret aabne deres Hjerter, og man finder det igjen gjerne i Talens sidste Deel. Den ligefremme Kjendelighed er Hedenskab; alle høitidelige Forsikkringer om, at det jo er Christus og at han er den sande Gud, hjælpe ikke, saasnart det dog ender med den ligefremme Kjendelighed. En mythologisk Figur er ligefrem kjendelig. Gjør man den Orthodoxe denne Indvending, saa bliver han rasende og farer op: ja, men Christus er jo den sande Gud, og altsaa dog vel ingen mythologisk Figur ........ det kan man see paa hans blide Aasyn. Men kan man see det paa ham, saa er han eo ipso en mythologisk 264 Figur. Man vil let see, at Pladsen bliver for Troen; thi tag den ligefremme Kjendelighed bort, saa er Troen paa rette Sted. Netop Forstandens og Phantasie-Anskuelsens Korsfæstelse, der ikke kan faae den ligefremme Kjendelighed, er netop Kjendet. Men det er lettere at skulke sig fra Forfærdelsen og skulke sig til lidt Hedenskab, der er gjort ukjendeligt ved det besynderlige Sammenhæng, at det nemlig tjener som sidste og høieste Forklaring i et Foredrag, der maaskee begyndte i ganske rigtige orthodoxe Bestemmelser. Dersom en Orthodox i et fortroligt Øieblik vilde betroe En, at han dog egentligen ikke havde Troen: nu ja, deri er Intet latterligt; men naar en Orthodox i saligt Sværmerie selv forundret næsten over sin Tales høie Sving, ganske aabner sig for En i Fortrolighed, og han er saa uheldig at tage Feil af ►Directionen, saa han stiger fra det Høiere til det Lavere, saa er det vanskeligere at lade være at smile.