Kierkegaard, Søren Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift

41§. 2
Om Kirken

✂ Den catholske Kirkes Værn mod Dialektikens Indtrængen, som dette haves i Pavens synlige Nærværelse, vilde vi her lade udenfor Omtale¹. Men ogsaa indenfor Protestantismen har man, efter at have opgivet 42📖 Bibelen som det sikkre Tilhold, grebet til Kirken. Skjøndt der endnu gjøres Angreb paa 📖 Bibelen, skjøndt lærde Theologer lingvistisk og critisk forsvare den, saa er denne hele Fremgangsmaade for en Deel antiqveret, og fremfor Alt har man, netop fordi man bliver mere og mere objektiv, ikke de afgjørende Slutninger ►bag Øret med Hensyn til Troen. ►Bogstav-Zelotismen, der dog havde Lidenskab, er forsvunden. Det Fortjenstligste 22 ved den var, at den havde Lidenskab. I en anden Forstand var den comisk, og ligesom ►Riddertiden egentligen slutter af ved 👤Don Quixote, (thi ►den comiske Opfattelse er altid den afsluttende), saaledes kunde en Digter endnu tydeliggjøre, at med Bogstav-Theologien er det forbi, ved comisk at forevige en saadan ulykkelig Bogstav-Tjener i sin tragi-comiske Romantik; thi overalt hvor der er Lidenskab er der ogsaa 35 Romantik, og Den, der har Bøielighed og Sands for Lidenskab, og ikke har lært udenad hvad der er Poesie, han vil i en saadan Figur see et skjønt Sværmeri, ligesom naar en elskende Pige ►baldyrer den ►kunstige Indfatning til det Evangelium, hvori hun læser sin Elskovs Lykke, ligesom naar en elskende Pige tæller Bogstaverne i det Brev, han har skrevet hende til; men da vilde han tillige see det Comiske. – Der vilde nok blive leet af en saadan Figur; et andet Spørgsmaal er, med hvad Ret der vilde blive leet, thi det, at hele Tiden er bleven lidenskabsløs, er ingen Berettigelse til at lee. Det Latterlige hos Zeloten laae i, at hans uendelige Lidenskab kastede sig paa en forkeert Gjenstand (en Approximations Gjenstand), men det Gode hos ham var, at han havde Lidenskab.

✂ Den Sagens Vending, at slippe 📖 Bibelen og at gribe til Kirken, er endog en dansk Idee. Imidlertid vil det ikke lykkes mig, hverken selv at juble paa Landsmandskabets Vegne over denne ►»mageløse Opdagelse« (dette er denne Idees officielle Titulatur hos de geniale Vedkommende: Opfinderen og Dhr. Beundrende), eller at finde det ønskeligt, om Regjeringen lod befale et ►te deum af hele Folket til gudelig Taksigelse for den »mageløse Opdagelse«. Det er bedre, og falder mig i det mindste ubeskriveligt let, at ►lade 👤Grundtvig beholde hvad hans er: den mageløse Opdagelse. Vel blev der i sin Tid, især da en lignende lille Bevægelse ►begyndte i 📌Tydskland med Delbrück o. s. v., ►ymtet om, at det egentligen var 👤Lessing, 👤Grundtvig skyldte denne Idee, uden dog at skylde ham det Mageløse ved den, saa 👤Grundtvigs Fortjeneste vilde blive at forvandle 43et med sindrig Kløgt, med sjelden skeptisk ►Forfarenhed, med fiin 23 Dialektik problematisk henstillet lille socratisk ►Tvivlsmaal til en evig, mageløs, verdenshistorisk, absolut, himmelraabende og soleklar Sandhed. Men selv antaget, at der var et Forhold fra Pastor 👤Grundtvigs Side, hvilket jeg dog slet ikke antager, da den mageløse Opdagelse i sin mageløse Absoluthed har umiskjendeligt Præg af grundtvigsk Oprindelighed: det vilde dog være en Uretfærdighed, at sige det var et Laan fra 👤Lessing, da der i alt det Grundtvigske ikke er det Mindste, som erindrer om 👤Lessing, eller som Forstandens Stormester uden en mageløs Resignation kunde gjøre Fordring paa som sin Eiendom. Havde man endda sagt, at den kloge, dialektiske ►Mag.👤Lindberg, den mageløse Opdagelses talentfulde ►Generalprocureur og Værge, muligen skyldte 👤Lessing Noget: det lod sig høre. I ethvert Tilfælde skylder Opdagelsen 👤Lindbergs Talent meget, forsaavidt 36 den ved ham ►fik Form, blev tvungen ind i dialektisk Holdning, blev mindre hiatisk, mindre mageløs – og mere tilgængelig for den sunde Menneskeforstand.

✂ Dette havde da 👤Grundtvig rigtigt indseet, at 📖 Bibelen umuligen kunde holde igjen mod den indtrængende Tvivl, men han havde ikke indseet, at Grunden var, fordi Angrebet og Forsvaret begge ligge i en Approximeren, der i sin evindeligen fortsatte Stræben ikke var dialektisk for en uendelig Afgjørelse, hvorpaa man bygger en evig Salighed. Da han ikke var dialektisk opmærksom herpaa, maatte det være ved et reent Slumpetræf, at han virkeligen kom udenfor de Forudsætninger, indenfor hvilke Bibel-Theorien har sin store Fortjeneste, sin ærværdige videnskabelige Betydning. Men et Slumpetræf er utænkeligt i Forhold til det Dialektiske. Forsaavidt var det sandsynligere, at han med sin Kirke-Theorie kom til at blive indenfor de samme Forudsætninger. ►Uqvemsord mod 📖 Bibelen, hvormed han virkelig i sin Tid forargede de ældre Lutheranere, Uqvemsord og Magtsprog istedenfor Tanker kan naturligviis kun, og naturligviis overordentlig tilfredsstille Tilbedere; enhver Anden seer let, at naar Tanken mangler i den larmende Tale, saa er det Tankeløsheden der slaaer sig løs i Udtrykkets Løsagtighed.

✂ Som 📖 Bibelen før skulde objektivt afgjøre, hvad der er det Christelige og hvad ikke, saa skulde Kirken nu være det sikkre objektive Tilhold. Nærmere bestemmet er det igjen ►det levende Ord i Kirken, Troesbekjendelsen, og Ordet ved Sacramenterne.

✂ 44Først er det nu klart, at Problemet behandles objektivt. Den beskedne, umiddelbare, aldeles ureflekterede Subjektivitet holder sig naivt overbeviist om, at naar blot den objektive Sandhed staaer fast, saa er Subjektet fix og færdig til at trække i den. Herpaa seer man strax ►Ung24dommeligheden (hvilken den gamle 👤Grundtvig jo ogsaa roser sig af), der ingen Anelse har om hiin underfundige lille socratiske Hemmelighed: at Knuden netop er Subjektets Forhold. Dersom Sandheden er Aand, saa er Sandheden Inderliggjørelse, og er ikke et umiddelbart og høist ugeneret Forhold af en umiddelbar ►Geist til en Sum af Sætninger, man kalde nu dette Forhold til ny Forvirring med Subjektivitetens meest afgjørende Udtryk: Tro. Ureflekterethedens Retning er bestandig ud efter, hen til, mod, i Stræben til Maalet, mod det Objektive; den socratiske Hemmelighed, der, hvis Christendommen ikke skal være et uendeligt Tilbageskridt, i denne kun kan være uendeliggjort ved en dybere Inderlighed, 37 er, at Bevægelsen er ind efter, at Sandheden er Subjektets Forvandling i sig selv. ►Det om 📌Grækenlands mageløse Fremtid varslende Genie er just ikke fortroligt med Græciteten. Studiet af den græske Skepsis vilde være meget at anbefale. Der lærer man ypperligt, hvad der altid skal Tid og Øvelse og Disciplin til at forstaae (►trange Vei for Frisproget!), at den sandselige Vished end sige den historiske Vished er Uvished, er kun Approximation, at det Positive og et umiddelbart Forhold dertil er det Negative.

✂ Den første dialektiske Vanskelighed ved 📖 Bibelen er, at den er et historisk Aktstykke, at, saasnart den skal være Tilholdet, den indledende Approximeren begynder, og Subjektet distraheres i en Parenthes, hvis Slutning man i al Evighed kan imødesee. Det nye Testamente er noget Forbigangent, og saaledes i strængere Forstand historisk. Netop dette er det ►Bedaarende, der vil forhindre i at gjøre Problemet subjektivt, og behandle det objektivt, hvorved det slet ikke bliver til. – Denne Vanskelighed har »de philosophiske Smuler« samlet sig paa i ►Cap.IV og V ved at hæve Forskjellen mellem den samtidige og den sidste Discipel, hvilke antages adskilte ved 1800 Aar. Dette er af Vigtighed, at ikke Problemet (den Modsigelse, at Guden har været til i menneskelig Skikkelse) skal forvexles med Problemets Historie, ɔ: med ►summa summarum af 1800 Aars Meninger o. s. v.

✂ 45Saaledes experimenterende hævede Smulerne Problemet frem. Vanskeligheden med det nye Testamente som noget Forbigangent synes nu hævet ved Kirken, der jo er noget Nærværende.

✂ Paa dette Punkt har 👤Grundtvigs Theorie Fortjeneste. ►Især er det af 👤Lindberg med dygtig, juridisk Skarphed udviklet, at Kirken bortskjærer al den Bevisen og Bevisen, som var fornøden i Forhold til 📖 Bibelen, da denne er noget Forbigangent, medens Kirken er til, er et Nærværende. At fordre et Beviis af den for, at den er til, siger 👤Lindberg og rigtigt, 25 er Nonsens, ligesom at fordre af en levende Mand Beviis for at han er til¹. Deri har 👤Lindberg fuld Ret, og Fortjeneste af den Urokkelighed og ►udklarende Sikkerhed, hvormed han veed at holde Noget fast.

✂ Kirken er altsaa til; af den (som nærværende, som samtidig 38 med Spørgeren, hvorved ►Problemet er hævdet Samtidighedens Ligelighed) kan man faae at vide, hvad der væsentligen er christeligt; thi det er Det, som Kirken bekjender.

✂ Rigtigt. Men paa dette Punkt har end ikke 👤Lindberg kunnet holde Sagen (og jeg ønsker helst at have en Dialektiker for mig, overladende 👤Grundtvig det Mageløse). Efterat der nemlig er sagt om Kirken at den er til, og at man hos den kan faae at vide, hvad det Christelige er, udsiges der igjen om denne Kirke, den nærværende, at den er den apostoliske, at den er den samme som har bestaaet gjennem atten Aarhundreder. Det Prædikat: den christelige er altsaa mere end den nærværendes Prædikat; prædiceret om den nærværende angiver det en Forbigangenhed, altsaa en Historiskhed ganske i samme Forstand som 📖 Bibelen. Nu er al Fortjenesten gjort til Intet. Det eneste Historiske der er høiere end Beviset er den samtidige Tilværelse, enhver Bestemmelse af Forbigangenhed fordrer Beviis. Vil Nogen saaledes sige til en Mand: beviis at Du er til, saa svarer den Anden ganske rigtigt: det er Nonsens. Siger han derimod: jeg, som nu er til, har været til for over 400 Aar siden, væsentligen den Samme, saa siger den Første rigtigt: her behøves et Beviis. At 46en saadan gammel Dialektiker som 👤Lindberg, der netop er duelig til at sætte en Sag paa Spidsen, ikke har bemærket dette, er besynderligt.

✂ I det Øieblik man ved Hjælp af det levende Ord ►urgerer Continuiteten, er Sagen aldeles bragt hen paa det Sted, hvor den var i Bibeltheorien. Det gaaer med Indvendinger ligesom med Nissen: en Mand flytter – ►Nissen flytter med. Stundom ►skuffer det et Øieblik. Ved pludseligt at forandre Operations-Planen, naar man da tillige er saa heldig, at Ingen angriber det nye Værn, kan et Genie som 👤Grundtvig let blive lyksaliggjort i den Mening, at nu er Alt godt ved Hjælp af hans mageløse Opdagelse. Lad imidlertid Kirketheorien holde Stødet ud 26 som 📖 Bibelen har maattet gjøre det, lad alle Indvendinger tragte den efter Livet, hvad saa? Saa vil her igjen ganske conseqvent (thi enhver anden Adfærd vil tilintetgjøre selve Kirketheorien og sætte Problemet over i Subjektiviteten, hvor det jo rigtignok hører hjemme, men hvad den objektive 👤Grundtvig ikke antager) ►blive en Indledningsvidenskab nødvendig, der beviser Troesbekjendelsens Oprindelighed, dens Eenstydighed overalt og i ethvert Moment gjennem ⓘ attenatten] a1α, atter A Aarhundreder (hvor det critiske Arbeide vil støde paa Vanskeligheder, som Bibeltheorien slet ikke 39 kjendte¹), saa vil der blive støvet efter i gamle Bøger. Det levende Ord hjælper ikke; det forstaaer sig, det hjælper heller ikke at ville ►sætte dette ud for 👤Grundtvig. Dette skeer derfor heller ikke med noget Haab snarere med et Mishaab. Det levende Ord forkynder Kirkens Tilværelse. Rigtigt, dette kan 👤Satan selv ikke tage fra Nogen; men det levende Ord forkynder ikke, at Kirken har været til i ⓘ attenatten] a1α, atter A Aarhundreder, at den væsentligen er den samme, at den aldeles uforandret har været til o. s. v.; dette kan en dialektisk Yngling indsee. Til det samtidigt Nærværendes umiddelbare ubeviselige ►Tilvær svarer det levende Ord som Yttring af Tilværelse, men saa lidet som Forbigangenhed er ubeviselig 47(ɔ: er høiere end Beviset), saa lidet svarer det levende Ord dertil, som det tilføiede Prædikat jo ogsaa kun tyder paa den umiddelbare Nærværelse. Et grundtvigsk ►Anathema over dem, som ikke kunne forstaae det levende Ords lyksaliggjørende eller afgjørende Magt i Forhold til Bestemmelsen det historisk Forbigangne (et levende Ord af Afdøde), beviser hverken at 👤Grundtvig tænker, eller at Modparten ikke tænker.

✂ Netop Magister 👤Lindberg, der er for godt et Hoved til at kunne nøies med Aar ud og Aar ind at slaae Allarm, netop han har selv givet Sagen denne Vending. ►Da der engang blev Strid om det var rigtigst at sige: jeg troer en christelig Kirke, eller en christelig Kirke at være, tog han selv sin Tilflugt til gamle Bøger for at bevise, naar den forkeerte Variant var kommen ind. Der er naturligviis heller intet Andet at gjøre, med mindre man til den christelige Troesbekjendelse føier ►en ny 27 Forsagelse, den af al sand Tænkning i Forhold til den mageløse Opdagelse og det levende Ords ►Abracadabra¹.

✂ Ad denne Vei begynder saa Approximationen igjen, Parenthesen sættes, og ►naar den ender kan ikke siges, thi dette er og bliver kun 40 en Approximeren, og denne har den mærkelige Egenskab, at den kan blive ved saa længe det skal være.

✂ Altsaa Kirke-Theoriens Fortjeneste i Forhold til Bibel-Theorien var at skaffe ►det Senere-Historiske bort og gjøre det Historiske til det Nærværende. Men denne Fortjeneste forsvinder strax igjen, naar de nærmere Bestemmelser træde til.

✂ Hvad der ellers leilighedsviis er blevet yttret om Troesbekjendelsens Fortrinlighed fremfor 📖 Bibelen som Betryggelsesmiddel mod Angreb, er temmeligt dunkelt. At 📖 Bibelen er en stor Bog, Troesbekjendelsen nogle faae Sætninger, er en illusorisk Trøst, og gjelder egentlig kun for Folk, som ikke opdage, at Tankevidtløftigheden ikke altid staaer i Forhold til 48Ord-Vidtløftigheden. Angriberne behøve ogsaa blot at forandre Angrebet ɔ: rette det mod Troesbekjendelsen, saa er Alt i fuld Gang. Kan Angriberne for at nægte den hellige Aands Personlighed exegetisk forsøge sig paa det ny Testamente, saa kan de jo ligesaa godt knytte sig til ►den Differents som 👤Lindberg har exegetiseret over, om der i Troesbekjendelsen skal staae: den hellige Aand, eller den Hellig-Aand. Dette blot som et Exempel, thi det følger af sig selv, at det er umuligt at finde en saadan objektiv Afgjørelse i Forhold til historiske Problemer, at ingen Tvivl skulde kunne trænge sig ind. Ogsaa dette tyder paa, at Problemet skal sættes subjectivt, og at det netop er en Misforstaaelse at ville sikkre sig objektivt, og derved undgaae den Risico, i hvilken Lidenskaben vælger, og i hvilken Lidenskaben forbliver hævdende sit Valg. Det vilde ogsaa være en uhyre Uretfærdighed om nogen sildigere Generation trygt ɔ: objektivt skulde kunne trænge sig ind i Christendommen og saaledes blive deelagtig i hvad de Første havde kjøbt i Subjektivitetens yderste Livsfare og erhvervet i den samme Fare gjennem et langt Liv.

✂ Vil Nogen sige, at det korte Udsagn er lettere at holde fast og vanskeligere at angribe, saa fortier han Noget, nemlig hvor mange 28 Tanker der er indeholdt i det korte Udsagn. Forsaavidt vil da en Anden med samme Ret kunne sige, at den vidtløftigere Udførelse (naar som ►in casu begge Dele ere af de Samme, her af Apostlene) er tydeligere og saaledes lettere at fastholde og vanskeligere at angribe. Men Alt hvad der siges i denne Retning, pro et contra, er igjen kun en Approximations-Skepsis.

✂ Kirke-Theorien er bleven tilstrækkeligen ►anpriset som objektiv, et Ord, der i vor Tid er en Æreserklæring, hvormed Tænkere og 41 Propheter troe at sige hinanden noget Stort. Skade kun, at der hvor man skulde være objektiv, i den strænge Videnskab, der er man det sjeldent; thi en med dygtig Autopsie rustet Lærd er en stor Sjeldenhed. I Forhold til Christendommen er det derimod en høist uheldig Categorie, og Den, som har en objektiv Christendom og intet Andet, han er eo ipso en Hedning; thi Christendommen er netop Aandens, og Subjektivitetens og Inderlighedens Sag. At nu Kirke-Theorien er objektiv, vil jeg ikke nægte, tvertimod vise det ved Følgende. Naar jeg sætter det for sin Salighed uendeligt lidenskabeligt interesserede Individ i Forhold til den, saaledes, at han paa den vil begrunde sin Salighed, saa bliver han comisk. Han bliver ikke comisk, fordi han er uendeligt interesseret i 49Lidenskab, dette er netop det Gode hos ham, men han bliver comisk, fordi Objektiviteten er ueensartet dermed. Skal det Historiske ved Troesbekjendelsen (at den er fra Apostlene o. s. v.) være det Afgjørende, saa maa hver Tøddel uendeligt urgeres, og da dette kun lader sig naae ►approximando, saa er Individet i den Modsigelse at knytte ɔ: at ville knytte sin evige Salighed og ikke at kunne komme til det, fordi Approximationen aldrig bliver færdig, hvoraf igjen følger, at han i al Evighed ikke kommer til at ►knytte sin evige Salighed til den, men et mindre lidenskabeligt Noget. Blev man først ret enige om at bruge Troesbekjendelsen istedetfor Skriften, vilde der fremkomme aldeles analoge Phænomener med den bekymrede bibelske Exegeses Zelotisme. Individet er tragisk ved sin Lidenskab og comisk ved at kaste den paa en Approximation. – Vil man accentuere Daabens Sacramente, og derpaa at man er døbt begrunde sin evige Salighed, saa bliver man atter comisk; ikke fordi den uendeligt interesserede Lidenskab er comisk, langtfra, den er netop ærværdig, men fordi Gjenstanden kun er en Approximations-Gjenstand. Vi Alle leve beroligede i den Formening, at vi ere døbte, men skal Daaben være afgjørende, uendeligt afgjørende for min evige Salighed, saa maa jeg, og saaledes Enhver, der ikke er bleven objektiv lyksaliggjort og har aflagt Lidenskab som en Barnestreg (og en Saadan har jo ingen evig Salighed at begrunde, saa han kan sagtens begrunde den paa Lidet), saa maa jeg bede om Vished. Ak, Ulykken er: 29 i Forhold til et historisk Faktum kan jeg kun faae en Approximation. Min Fader har sagt det, det staaer i Kirkebogen, jeg har en Attest¹ 42 o. s. v. O ja, jeg er beroliget. Men lad et Menneske have Lidenskab nok til at fatte sin evige Saligheds Betydning, og lad ham saa forsøge at knytte den dertil, at han er døbt: han vil fortvivle. Ad denne Vei maatte Kirketheorien ligefrem, hvis den havde havt nogen Indflydelse og ikke Alt var blevet saa objektivt, føre til ►Baptisme, eller ogsaa til Gjentagelse af Daaben ligesom af Nadveren, ►for at være sikker i sin Sag.

✂ Netop fordi 👤Grundtvig som Digter er omtumlet og bevæget i umiddelbar Lidenskab, hvilket just er det Herlige ved ham, føler han en 50Trang og føler den umiddelbart forstaaet dybt, en Trang til noget Fast, hvormed man kan holde det Dialektiske borte. Men en saadan Trang er kun Trang til et overtroisk ►Holdningspunkt; thi, som ovenfor sagt, enhver Grændse, der vilde holde Dialektiken ude, er eo ipso Overtro. Netop fordi 👤Grundtvig er bevæget i umiddelbar Lidenskab, er han ikke ubekjendt med Anfægtelser. I Forhold til disse skyder man nu en Gjenvei ved at faae noget Magisk at holde sig til, og saa faaer man god Tid til at være verdenshistorisk bekymret. Men her ligger netop Modsigelsen: i Forhold til sig selv at fortrøste sig til noget Magisk, og saa at have travlt med hele Verdenshistorien. Naar Anfægtelsen griber dialektisk, naar Seiren bestandig tillige er dialektisk construeret, saa skal et Menneske faae nok med sig selv at gjøre. Det forstaaer sig, saa kommer man ikke til at lyksaliggjøre hele Menneskeheden i mageløse Syner.

✂ Om det forøvrigt ikke er uchristeligt, at finde Hvile betræffende det Spørgsmaal om sin evige Salighed i den Vished, at man er døbt, ligesom Jøderne beraabte sig paa Omskærelsen og paa ►at være 👤Abrahams Børn som det afgjørende Beviis for Guds-Forholdet, altsaa at finde Hvile ikke i Frihedens Aands-Forhold til Gud (og saa ere vi jo i Subjektivitets-Theorien, hvor de egentlige religiøse Categorier høre hjemme, hvor Enhver blot skal frelse sig selv og have nok deri, fordi Frelsen bestandig bliver vanskeligere – intensivere i Inderlighed – jo betydningsfuldere Individualiteten; og hvor det at spille verdenshistorisk Genie og verdenshistorisk at fraternisere med Gud som en ►Extraordinarius, er ligesom ►Lapserie i Forhold til ►det sædelige Liv), men i en Begivenhed, 30 altsaa at holde Anfægtelsen borte ved denne magiske Daab¹, ikke at ville gjennemtrænge den med 43 Troen: skal jeg ikke indlade mig paa at 51afgjøre. Jeg har ►overalt ingen Mening, men experimenterer blot Problemet frem.

✂

✂

✂

✂ Hvad Bibel-Theorien angaaer, da kan nærværende Forfatter, selv om han blev mere og mere overbeviist om den dialektiske Misviisning, der her skjuler sig, dog aldrig Andet end med Taknemlighed og med Beundring mindes det indenfor Forudsætningen udmærket Præsterede, mindes de med sjelden Lærdom og Grundighed udstyrede Skrifter, mindes et velgjørende Indtryk af den hele Stræben, der er nedlagt i en Literatur, hvis hele Omfang nærværende Forfatter langtfra ►arrogerer sig et ualmindeligere lærd Kjendskab til. Hvad 👤Grundtvigs Theorie angaaer, da føler han just ikke nogen Smerte i Adskillelsens Øieblik, føler sig just heller ikke forladt ved Tanken om at være ueens med denne Tænker. At have 👤Grundtvig paa sin Side kunde vist Ingen ønske, der med Bestemthed ønsker at vide hvor man er, og ikke ønsker at være, hvor der er ►Allarm, især naar Allarmen er den eneste nærmere Bestemmelse af, hvor man er. Hvad Mag. 👤Lindberg angaaer, da er han en Mand med saa mange dygtige Kundskaber, han er en saa ►forfaren Dialektiker, at han som Allieret altid er en stor Vinding, og som Fjende altid kan gjøre En Striden vanskelig – men ogsaa fornøielig, fordi han er en øvet Fægter, der rammer og ikke ihjelslaaer saa absolut, at den Levende let forvisser sig om, at det ikke er ham, der er bleven ihjelslagen, men en eller anden uhyre Absoluthed. Det er altid forekommet mig en Uretfærdighed mod 👤Lindberg, at medens Pastor 👤Grundtvig nyder noget Vist om Aaret i Beundringens ►Offer og Accidentser af det tilbedende Partie, Mag. 👤Lindberg derimod har maattet 31 staae i Skyggen. Og dog er det i 52Sandhed Noget, og Noget der med Sandhed kan siges om 👤Lindberg, at han er et godt Hoved; derimod er det høist tvivlsomt, hvad i Sandhed Alt det er, der siges om, at ►👤Grundtvig er 44 Seer, Barde, Skjald, Prophet, med ►et hartad mageløst Blik paa Verdenshistorien, og med eet Øie for det Dybe.