↩ Denne Existentsens Beskaffenhed erindrer om ►den græske Opfattelse 66 af 👤Eros, som findes i Symposiet, og som ►👤Plutarch i hans Værk om 👤Isis og Osiris (§ 57) rigtigt forklarer. Parallellen med 👤Isis, Osiris og 👤Typhon beskjæftiger mig ikke, men naar 👤Plutarch erindrer om, at 👤Hesiodus har antaget 👤Chaos, Jorden, Tartarus og Elskov for Grundvæsener, saa er det meget rigtigt i Forbindelse hermed at minde om 👤Plato. Thi Elskov her betyder aabenbart Existents eller det, hvorved Livet er i det Hele, det Liv, som er Synthesen af det Endelige og Uendelige. Armod og Rigdom avlede altsaa, 80 ifølge 👤Plato, 👤Eros, hvis Væsen er dannet af begge. Men hvad er Existents? Det er hiint Barn, som er avlet af det Uendelige og det Endelige, det Evige og det Timelige, og derfor er bestandigt stræbende. ►Dette var 👤Socrates's Mening: derfor er Kjerligheden bestandigt stræbende, ɔ: det tænkende Subjekt er existerende. Kun Systematikere og de Objektive have ophørt at være Mennesker og ere blevne Speculationen, der har hjemme i den rene Væren. Det Socratiske skal naturligviis ikke forstaaes endeligen om en fortsat og idelig fortsat Stræben til et Maal uden at naae det. Nei, men hvor meget end Subjektet har Uendeligheden i sig, derved at det er existerende, er det i Vorden. Den Tænker, der kan glemme i al sin Tænken at tænke det med, at han er existerende, han forklarer ikke Tilværelsen, han gjør et Forsøg paa at ophøre at være Menneske, at blive en Bog eller et objektivt Noget, som 92kun en ►👤Münchhausen kan blive. At den objektive Tænkning ►har sin Realitet, nægtes ikke, men i Forhold til al den Tænkning, hvor netop Subjektiviteten maa accentueres, er den en Misforstaaelse. Om en Mand hele sit Liv igjennem kun beskjæftiger sig med Logiken, saa bliver han derfor dog ikke Logiken, existerer derfor selv i andre Categorier. Finder han nu, at dette ikke er Umagen værd at tænke over, saa lad ham det, det er nok heller ikke behageligt for ham at faae at vide, at Tilværelsen spotter over ham, der er ifærd med at ville blive reen objektiv.