Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift

4. Udgivelsesmåde

AE blev udgivet af SK på eget forlag og solgt gennem 👤C.A. Reitzels boghandel. Normalt betød denne fremgangsmåde, når det drejede sig om et pseudonymt skrift, at SK fik sin ven cand. jur. 👤J.F. Giødwad til at forestå de nødvendige aftaler med 👤Bianco Lunos bogtrykkeri om oplagets størrelse, ligesom han også afregnede udgifterne til papir og trykning direkte med trykkeriet. Det har tilsyneladende ikke været fremgangsmåden for AE.

Det fremgår af 👤Bianco Lunos Erindringsbog for 1846, under fortegnelsen over restancer for 1845, at »Mag. S. Kierkegaard« skylder for trykning af »Afsluttende Indledning til de philosophiske Smuler«. Derfor har SK formentlig selv indleveret det færdige manuskriptet til trykkeriet. Boghandler 👤C.A. Reitzel betalte de 461 rd., som trykningen af bogen kostede.* Normalt var det ellers 👤Giødwad, der ordnede også denne del af forretningsgangen i forbindelse med de pseudonyme skrifter.

I aug. 1847 overtog 👤C.A. Reitzel restoplaget af de skrifter, som han indtil da havde haft i kommission. Dette medførte, at SK ikke mere fungerede som sin egen forlægger, men i stedet fik et på forhånd aftalt honorar for udgivelsen af sine bøger. En opgørelse, dateret juli 1847, viser, at 👤C.A. Reitzel mod en betaling på 1200 rd. overtog restoplaget af følgende skrifter: Gjentagelsen, Frygt og Bæven, Philosophiske Smuler, Begrebet Angest, Forord, Tre Taler ved tænkte Leiligheder, Stadier paa Livets Vei og En literair Anmeldelse; Enten – Eller, der også var i kommission, var på dette tidspunkt allerede udsolgt. SKs opgørelse over restoplagene og den pris, han i første omgang forlangte herfor, omfatter ikke AE, da han på dette tidspunkt ikke var på det rene med, hvor mange eksemplarer der var blevet solgt. Af 👤Reitzels tilføjelser på opgørelsen fremgår det imidlertid, at restoplaget af AE var på 381 eksemplarer. Beløbet på 1200 rd. svarer til 33% af udsalgsprisen.* Det er da med udgangspunkt i disse oplysninger muligt at beregne bogens økonomi.

Udgifterne til trykning og papir beløb sig til i alt 461 rd. Hvert eksemplar kostede 3 rd., hvilket har indbragt SK i alt 357 rd. for salget af 119 eksemplarer, hvorfra skal trækkes en kommissionsafgift på 16⅔%, svarende til 57 rd. Tilbage til SK bliver ca. 300 rd. for den del af oplaget, der blev solgt i kommission. Hertil skal lægges de 33% af restoplagets udsalgspris, hvilket anslået svarer til ca. 381 rd. Sammenlagt har AE indbragt ca. 649 rd. Når omkostningerne til trykning og papir fratrækkes, har bogen altså indbragt SK en nettofortjeneste på ca. 188 rd. fra udgivelsen, og indtil han afhænder restoplaget.*

Det fremgår af en forlagsreklame fra 👤C.A. Reitzel, der findes trykt i Dette skal siges; saa være det da sagt (1855), at AE endnu ni år efter udgivelsen stadig kunne købes hos 👤Reitzel. I Synspunktet for min Forfatter-Virksomhed (1859) findes ligeledes en reklame fra 👤Reitzel, hvoraf det fremgår, at AE stadig kunne erhverves for 3 rd.

Der blev i SKs levetid ikke foranstaltet nogen oversættelse af AE.