↩ Dog det er ei blot for min egen Skyld, med min egen moralske Forbedring for Øie, at jeg aabent og uforbeholdent tilstaaer og bekiender min Uværdighed til den mig tiltænkte Ære; det er ligesaa meget for deres Skyld, hvem den med Rette tilkommer, om deres Beskedenhed end byder dem at skjule deres Navn. Det er en ►mærkværdig Tid, i hvilke vi leve, Udsigterne til et overordenligt Udbytte af evige Resultater ere saa sikkret, at denne Tid vil blive uforglemmelig for de kommende Tider, der ville skylde den Alt. Hvor stor Sandsynlighed da ikke for, at en taknemlig Eftertid vil mindes alle de Helte, der kæmpede for den gode Sag. Hvis jeg da ei ilede med at erklære, til Spot og Spee for mig selv, at jeg ei har Deel deri, hvor stor Sandsynlighed da ikke for, at jeg, som ingenlunde havde fortient det, blev ⓘ udødelig istedetfor de Udmærkede, hvis Liv havde giort dem værdige dertil. Netop fordi Tiden er saa mærkværdig, netop derfor er Taushed fra min Side desto mere utilgivelig, her er nemlig ei blot Spørgsmaal om den korte Hæder og Ære, der kan blive Heltene til Deel i deres Liv, men om den udødelige Ære, der vil vedblive til Verdens Ende.