IIA63ⓘ Saaledes tænker jeg mig Forholdet mellem ►satisfactio vicaria og Menneskets egen Sonen for sine Synder. Det er vel sandt, at paa den ene Side Synderne ere tilgivne ved Christi Død; men paa den anden Side bliver Mennesket derfor ikke ligesom ved et Trylleslag revet ud af sine gamle Forhold, det »Syndens Legeme«, som 👤Paulus taler om (►Rom. VII. 25). ►Han maa gaae samme Vei tilbage som han er gaaet frem, medens Bevidstheden om, at hans Synder ere ham tilgivne, holder ham opreist og giver ham Mod og forhindrer Fortvivlelsen – ligesom En, der i fuld Følelse af sin Synd angiver sig selv og nu med Frimodighed gaaer selve Misdæderens Død imøde1, fordi han føler, at det maa53 saa være, men Bevidstheden om, at Sagen nu vil gaae over for en anden og mildere Dommer, holder ham oppe. Han gaaer den farefulde Vei (der jo nok kan være tornefuld, uagtet Bevidstheden om Syndsforladelse, fordi man saa ofte glemmer det) og vil ikke friste Gud eller fordre Mirakel af ham.
IIA65Man maa retrograd gjennemløbe den samme Vei, man har gaaet frem, ligesom ►Trylleriet først ophører ved det musicalske Stykke (Ellekongestykket), hvad man kan lære af Ellefolket, naar man spiller det nøiagtigt igjennem igjen baglænds (retrograd).
d. 11. Oct. 37.
✂ 1 IIA64Som ►👤Luther ogsaa siger etsteds ►i sine 📖 Tischreden om en Synder: »►Er starb mit fröhlichen Herzen in seiner Leibesstraffe.« d. 26. Aug. 37.