Kierkegaard, Søren Journalen AA : 1837

IIA3946Det har ofte forundret mig at see ⓘ ellersellers] tilføjet strænge Χstne saa let fristes ved Smaating, som det aldrig falder en ⓘ AndenAnden] , < anden ind at antage for nogen Sag at overvinde (Jeg har seet dem saa gjerne at ville have Lidt af den Ret, som var dem forbuden, gjerne ville, naar de kunne kjøbe det mod 3 Timers Smerte have et lykkeligt Øieblik under Nydelsen ⓘ afaf] , først skrevet <··> Et ell. Andet, har seet dem gjøre det til Gjendstand for vidtløftige Undersøgelser, og bildt dem ind at have gjort en stor Seier, naar de have indskrænket Nydelsen til et meget lidet Quantum.) Hvoraf kan det vel komme? Vistnok deraf, at man paa det almdl. Standpunct anseer det for en Indifferents, som 70 altsaa ikke frister, ell. naar man indlader sig derpaa anseer det for ubetydeligt og ikke deler den almdl. christelige Anskuelse af at 👤Djævelen netop i Sligt frister dem, og forsaavidt kan der ligge Noget i ►ⓘ detdet] , < den af Katholiker saa ofte ⓘ til Beviis til Beviis] , foran er slettet udtalte Anskuelse for den Sætning at Hedningerne ikke kunne blive salige, uagtet de, som man indvendte dog vare skikkelige Folk opstillede Forsvar, at de synes vel saa; thi da 👤Satan alligevel var sikker paa dem fristede han dem ikke. –