IA99ⓘ Jeg har nu søgt at vise, hvorfor vel Christendom og Philosophie ikke lade sig forene. For at eftervise denne Adskillelses Rigtighed har jeg taget Hensyn til, hvorledes Christendommen eller rettere det35 christelige Liv maa vise sig, seet fra Fornuft-Standpunctet. Jeg skal nu til ydermere Bekræftelse skizzere, hvorledes Mennesket som Menneske udenfor Christendommen maa vise sig for den Christne. I den Henseende vil det være tilstrækkeligt at erindre, hvorledes de Christne betragtede Hedningerne, ►ansaae deres Guder for Djævelens Værk, ►deres Dyder for glimrende Laster, hvorledes ►en af deres Coryphæer erklærer Mennesket for en Klods og Steen før Christus, hvorledes de paa ingen Maade knyttede deres Evangeliums Prædikelse til Mennesket som saadant, hvorledes de bestandig ►begyndte med: Omvender Eder, og hvorledes de selv erklærede, at ►deres Evangelium var Hedningerne en Daarskab og Jøderne en Forargelse. Og skulde muligen Nogen have meent, at jeg muligen ved at tage Extremerne havde faaet dem stillede saa skarpt imod hinanden, og at man ogsaa maatte tage Hensyn til de utallige Nuanceringer, der i saa Henseende finde Sted, saa vil jeg da observere dem en Smule, ifald der ellers virkelig skulde gives nogle saadanne. Og hvad er det da, der gjør, at der virkelig gives Mange, som, saa sige de, finde christelige Impulser i deres Bevidsthed men paa den anden Side dog hverken ere eller udgive sig for at være Christne? Det ep74 er vistnok, fordi ►Christendommen er en Radicalcuur, som man krymper sig ved, og det uden at disse Mennesker just behøve at have saa udvortes Forestillinger, som ►i den ældste Tid bragte flere Christne til at udsætte det afgjørende Skridt til sidste Øieblik – det er vistnok det, at de mangle Styrke til at gjøre det fortvivlende Spring. Dertil kommer ogsaa den underlig qvalme Luft, som kommer os imøde i Christendommen, og som udsætter Enhver for en meget farlig ►Klimatfeber (►hvorom før – Anfægtelser), inden han bliver acclimatiseret. See vi først hen til Livet her paa Jorden, da træde de os imøde med at ►erklære, at Alt er syndigt, saavel Mennesket som Naturen; de tale om ►den brede Vei i Modsætning til den trange. See vi hen til den anden Verden, da møde vi, saaledes lære de Christne, først ret Knudens Opløsning (►5te ►Act). Og have de Christne end ikke havt saa grandieus en Phantasie som den, der lod Nordboen udmale sig ►Loke som bunden til en Klippe med Gift dryppende ned paa ham, men som dog satte ham hans Kone ved hans Side, – saa have derimod de Christne vidst at berøve den Ulykkelige enhver Lindring, – end ►ikke en Draabe Vand til at læske hans brændende Tunge. Overalt næsten, hvor den Christne beskjæftiger sig med det Kommende, der er Straf, Ødelæggelse, Undergang, evig Qval og Pine det, der foresvæver ham, og ligesaa yppig og udsvævende hans Phantasie er i saa Henseende, ligesaa mager er den, naar Talen er om de Troen36des og Udvalgtes Salighed, der skildres som en salig Henstirren med et af disse matte, henstirrende Øine, med en stor og fixeret Pupil, eller med et i Fugtighed svømmende Blik, der forhindrer al klar Seen. Der er ikke Tale om noget aandelig kraftigt Liv; ►den Skuen Gud Ansigt til Ansigt, den hele Forstaaen i Modsætning til vor Skuen her paa Jorden i et Speil og en mørk Tale, den har ikke beskjæftiget dem meget. Det forekommer mig ligesom [den Maade, hvorpaa] Kjærligheden blev behandlet i en vis Art Romaner. Efter en langvarig Kamp med Drager og vilde Dyr lykkedes det endelig den Elskende at falde i sin Piges Arme, og da faldt ogsaa Tæppet for et ligesaa prosaisk Ægteskab som ep75 alle andre, istedetfor der dog vel nu skulde vaagne en Tilvæxt i Kjærlighed, en inderlig Sig-gjensidig-Speilen i hinanden. Mig har altid den Forestilling forekommet langt mere velgjørende: at see hele Verdens store, udmærket begavede Mænd, som have grebet ind i Menneskenes Udviklings Hjul, samlede; for mig har Tanken været begeistrende om en saadan i dybeste Forstand Menneskeslægtens ►Høiskole, om en saadan ►videnskabelig Republique, hvor vi – under evig Kamp mellem Modsætningerne – i ethvert Øieblik voxede i Kundskab; hvor Fortidens ofte skjulte og lidet bekjendte Aarsager og Virkninger afsløredes i deres fulde Lys. Imidlertid have de Christne været bange for at tilstede hine store Mænd Adgang til deres Selskab, for at det ikke skulde blive for blandet, for at kun een eneste Accord bestandig kunde slaaes an og de Christne saaledes kunne sidde som en chinesisk Raadsforsamling og glæde sig over, at de have opført ►hiin høie uoverstigelige Muur mod – Barbarerne. Og hvortil nu alt dette? Ikke for at dadle den Christne men for at vise Modsætningen ►de facto anerkjendt i det christelige Liv, for at advare Enhver, hvis Bryst endnu ikke er indsnørt i et saadant aandeligt ►Snøreliv, fra uforsigtigt at indlade sig paa Sligt, for at sikkre ham ved slige trangbrystige, astmathiske Forestillinger. Det er vistnok haardt at boe i et Land, hvor Solen aldrig skinner paa Horizonten; men det er heller ikke synderlig glædeligt at boe paa et Sted, hvor Solen staaer saa lodret over vor Isse, at den ikke tillader os selv eller nogen Omgivelse at kaste Skygge.