Kierkegaard, Søren Journalen AA : 1835

AA:1

📌Gilleleie.


Under mit Ophold her paa 📌Gilleleie har jeg besøgt 📌Esrom, 📌Fredensborg, 📌Frederiksværk, 📌Tidsvilde. Den sidste By er fornemlig bekjendt ved 📌Helene-Kilde (cfr. 👤Thiele: 📖 Danske Folkesagn, 1ste Samling p. 29 ff.), til hvilken hele Omegnen valfarter ved St. Hansdags Tider. Naar man kommer lige udenfor Landsbyen, henledes Opmærksomheden strax paa en temmelig høi trekantet Støtte, der ved sin Inscription underretter om, at Flyvesandet her engang har anrettet store Ødelæggelser og i sine Bølger begravet en heel Landsby, 📌Tibirke; men at det tillige ved vor fortræffelige Regjerings utrættelige Virksomhed er bleven standset. Naar man nu fra dette Høidepunct, efter ved Støttens Inscription og den paa begge Sider frodige Boghvede at være underrettet om Terrainets Beskaffenhed, skuer ned i Dalen, hvor 📌Tidsvilde By ligger og vort Øie der møder en venlig, smilende Natur: de smaa men ret nette Huse ligge hvert især omgivne med frisk Grønt (ikke som naar man nærmer sig til større Byer, hvor den hele Masse af Bygninger imponerer os med sit skarpe Omrids, men hvor en Mængde af – om jeg saa maa sige – Individualiteter venligen række hinanden Haanden til en smilende Totalitet), thi hele den Strækning, hvor Flyvesandet meest har raset, er nu beplantet med Fyr, – saa fristes man næsten til at troe, at det Hele var en Fiction, en underlig Fiction: at netop i den Egn, hvor Sundheden er at søge, at netop der saa Mange have fundet deres Grav. Det Hele staaer, seet i Aftenbelysning, som en for Øiet anskueliggjort Legende, et Slags 👤Jobs Historie, hvori fornemlig 📌Tibirke Kirke spiller Hovedrollen. Ene paa en stor Sandbakke staaer den der som et Gravminde over den ulykkelige By men tillige som et Exempel paa en Kirke, der er bygget paa en Klippe, over hvem Storm og Sand Intet formaaer. Men da Kirken holdt sig, fremspirede ogsaa en Skov, der hvor før Flyvesandet havde været. – Naar man nu kommer ind i Byen, da bliver man høist ubehagelig stemt ved istedetfor stille landlig Ro, her maaskee med Hensyn til Omstændighederne blandet med lidt Veemod, at finde støiende Larm, Telte og Borde, hvor mærkeligt nok næsten alle Sælgersker ere tydske, ret ligesom for at betegne, at ikkun Fremmede kunne opføre sig her saaledes, at ikkun i fremmede Tungemaal skulde Stedet profaneres. Man gaaer udenfor Byen og kommer til den Mark, hvorpaa 📌Helene-Grav er. Der staaer den da stille, simpel, omgivet med et Hegn af Kampestene; Døren, som fører ind paa den lidt ophøiede Grav, staaer aaben. Men for ogsaa her at forstyrre ethvert høitideligt Indtryk har et Telt udsøgt sig sin Plads ligeoverfor, hvor der støies og svires, og hvor en Deel Mennesker have valgt sig deres Opholdssted for at spotte over dem, der komme for at besee det. Her føres da en eiendommelig Art af Discours. Da nemlig disse Mennesker ere fra Egnen af, have de med Modermelken indsuget en heel Deel Ærefrygt for denne Grav og de formeentlige Helbredelser ved Hjælp af den1. Disse kunne de ikke ganske fornægte, men nu ville de dog overbevise sig selv og Andre om, at de kunne sætte sig ud derover og vælge dertil den Vei at gjøre Nar af det Hele. Underligt contrasterer mod disses hele Adfærd en Mands Bemærkninger og Relationer, der fungerer som en Slags Inspecteur og bærer Nøglen til det Brædeskur, indenfor hvilket Kilderne findes (der er nemlig tre, hvorfor det paa Egnen heller ikke hedder: at reise til Kilden men til Kilderne), hvorved han fortjener sig nogle Penge. Han fortæller nemlig, at han, som har været der nu i 20 Aar, har seet flere, som ere blevne helbredede. Imidlertid mærker man snart, at han heller ikke synderlig sætter Lid til det Hele men for Interessens Skyld lovtaler Stedet. Ligesom jeg nu ved min Ankomst ikke behøvede at frygte for at blive Gjenstand for hines Spot, – thi i et Menneske med moderne Klæder, Briller paa og Cigar i Munden ventede de snarere at finde et Væsen, der staaer paa det samme Erkjendelsens Høidepunct som de selv, end En, der i fromme Hensigter reiser derhen, hvilket sidste da just heller ikke var Tilfældet, – saaledes bragtes hiin omtalte Nøglebevarer i Forlegenhed, idet han nemlig befrygtede, at hans Interesse skulde komme i mulig Collision med det Indtryk, hans Fortælling vilde gjøre paa mig. Han greb derfor til den Udvei, som jeg lagde Mærke til, at flere benyttede, at nemlig Vedkommende ere blevne helbredede ved disse Midler »næst Guds Bistand«. Det er imidlertid ret characteristisk, at saadanne Folk netop komme til det Resultat; thi da de ikke kunne forklare sig Helbredelsen af Anvendelsen af hine Midler, saa skyde de den over paa Noget, der ligger dem fjernere, for at blive af med det Hele, men herved gjøre de netop Sagen mærkelig; thi det var jo i Sandhed mærkeligt, at Guds Bistand havde knyttet sig til den Vei. Consequent fra deres Forstands-Standpunct maatte de enten negere det Hele og forlange et fuldkommen beviist Factum eller, dersom de vare meget beskedne, udsætte Forklaringen indtil videre.

Naar man nu træder ind paa Gravhøien, indgiver det Hele En en vis melancholsk Stemning, fremkaldt ved det underlig Mystiske, ved den dunkle, sig for Iagttagerens Øie ligesom unddragende og dog alligevel paa et heelt System eller Nexus hentydende Side, som Overtroen altid fører med sig2. Man seer sig omgiven af Haarlokker, Klude, Krykker; man hører, saa at sige, de Lidendes Skrig, deres Bøn til Himlen; man hører den Enkeltes fortvivlede Klager over ikke at kunne falde i Søvn (i det Hele synes det noget ret smukt, at det netop er gjort til Betingelse, at man skal sove paa dette hellige Sted, for ligesom at betegne den stille, Gud hengivne Ro), og alt dette ved Midnatstid paa en Gravhøi, hvor de ere omgivne af lutter smaa Træflader i Form af de Minder, man sætter paa Gravene, og som indeholde Efterretning om de Helbrededes lykkeligt overstandne Lidelser. Og nu gryer det ad Dag, Morgendæmringen med dens underlige levende Bevægelighed samt klamme Fugtighed forsvinder; Solen i sin Majestæt beskinner Landskabet og hører maaskee de Helbrededes Jubelhymner. – Af de omtalte Brætter findes der en Deel, der kort og simpelt berette de Helbrededes Navn og Fødeby, deres Tak til Gud f. Ex.: »Johanne Anders Datter 1834, lidt meget af Hovets Smerter, Underu, d. 23 Juni 1834«; – »Sidse Anders Datter, solo gloria.« – Nogle ere meget længere og fuldstændigere; Nogle have ikke skrevet deres Navne heelt ud; Nogle have skrevet det i første Person; Andre have fortalt det om Vedkommende f. Ex. »Pigen den og den blev helbredet her« osv. I det Hele er det ret mærkeligt, at de fleste ere Fruentimmere. Midt paa Pladsen er da egenlig Graven; en Steen eller rettere et Stykke af en ligger paa den; dens Indskrift kunde man ikke læse.

Et kort Stykke herfra lige oppe ved Stranden findes Kilderne i et Brædehuus. Landet gaaer temmelig brat ned til dette Punct. Til Erindring om 👤Arveprinds Frederiks Besøg her har 👤Chr. W. Schrøder forfattet en Relation desangaaende.3 – Nede i Stranden ligger nu den Steen, hvorpaa 👤Helene af Skövde skal være kommet seilende; den skal være synlig ved Ebbe-Tid. Sagnet fortæller, at da de vilde bære hendes Lig til Kirkegaarden, kunde de ikke komme længere end hertil, hvor hendes Gravhøi findes, og at ved samme Leilighed de tre Kilder sprang frem af Jorden. –

1 Den Cour, der anvendes, bestaaer i at sove 3 Aar i Træk hver St. Hansdags Nat paa Graven, i at forsyne sig med noget Jord fra Graven; hertil laae ogsaa en egen Skee. Desuden maa man ikke glemme de Fattige, til Fordeel for hvem en Bøsse er fremsat i Byen.

2 Saaledes interesserer det ogsaa at læse f. Ex. i Normandsdalen i 📌Fredensborg den Mængde Navne, der findes paa Støtterne, idet man fra ethvert især combinerer sig saa at sige en heel Historie.

3 »Anno 1774. d. 18. Juni. Den Ære og den Gunst 📌Helene Kilde fik, at den blev naadigst seet af 👤Kronprinds Frederik, da han i Egnen sig det store Værk lod vise, hvorfor man evig skal hans store Fædre prise. Ham Kilden vel befoel; men bedre stod ham an, at her paa Amtet nu er Fred for Flyvesand. Hvad kan ei Riget sig af ham med Tiden vente, som Efterretning vil med egne Øine hente i første Ungdomsaar om det, der være kan til Tarv og Nytte for hans Stat, hans Folk og Land. – Til uforglemmelig Erindring allerunderdanigst opsat af nuværende Inspecteur ved Flyvesandet. 👤Chr. Wilhelm Schrøder