Kierkegaard, Søren Uddrag fra Journalen AA

Efter en betydelig Marsch igjennem Skov, hvor jeg gjorde Bekjendtskab med flere af den Art Smaasøer, som jeg holder saa meget af, kom jeg da til ►📌Hestehaven og ►📌Carls-Sø. Her viste sig da et af de skjønneste Partier, jeg nogensinde har seet. Terrainet er temmelig frit og skraaner brat ned mod Søen, dog ikke nøgent men ud af Siderne bevoxet med Bøgeskov. Baggrunden dannes af Siv, og Forgrunden danner Søen selv; et temmelig stort Stykke er klart, men et endnu større Stykke er bevoxet med ►Aakandens store grønne Blade, hvorunder Fisken ligesom søger at skjule sig men dog en enkelt Gang titter frem og tumler sig paa Overfladen for at bade sig i Solskin. Paa den modsatte Side høiner Landet sig, stor Bøgeskov, og Morgenbelysningen giver de enkelte belyste Puncter en underlig Contrast til de beskyggede. Og Kirkeklokkerne kalde En til Andagt, dog ►ikke i Templet af Menneskehænder. Behøver Fuglen ikke at erindres om at prise Gud, skulde da Mennesket ikke ogsaa stemmes til Andagt uden Kirke, i det sande Guds-Huus, hvor Himmelens Hvælving danner Kirkeloftet, hvor Stormens Brusen og den lette ►Zephyr erstatte Orgelets Bas og Discant, hvor Fuglenes Triller danne Menighedens Jubelsang, hvor ikke som i Steenkirken Hvælvingens Echo gjentager Præstens Røst, men hvor Alt opløser sig i en uendelig Vexelsang –?