Kierkegaard, Søren Journalen AA

✂

IA63 7 ⓘ , ▶ (ms s. 1-20 if. B-fort.) EPI-II ►📌Gilleleie.

►Under mit Ophold her paa 📌Gilleleie har jeg besøgt ►📌Esrom, ►📌Fredensborg, ►📌Frederiksværk, ►📌Tidsvilde. Den sidste By er ►fornemlig bekjendt ved ►📌Helene-Kilde (cfr. ►👤Thiele: ►📖 Danske Folkesagn, 1ste Samling p. 29 ff.), til hvilken hele Omegnen ►valfarter ved St. Hansdags Tider. Naar man kommer lige udenfor Landsbyen, henledes Opmærksomheden strax paa en temmelig ►høi trekantet Støtte, der ved sin Inscription underretter om, at Flyvesandet her engang har anrettet store Ødelæggelser og i sine Bølger begravet en heel Landsby, 📌Tibirke; men at det tillige ved vor fortræffelige Regjerings utrættelige Virksomhed er bleven standset. Naar man nu fra dette Høidepunct, efter ved Støttens Inscription og den paa begge Sider frodige ►Boghvede at være underrettet om Terrainets Beskaffenhed, skuer ned i Dalen, hvor 📌Tidsvilde By ligger og vort Øie der møder en venlig, smilende Natur: de smaa men ret nette Huse ligge hvert især omgivne med frisk Grønt (ikke som naar man nærmer sig til større Byer, hvor den hele Masse af Bygninger imponerer os med sit skarpe Omrids, men hvor en Mængde af – om jeg saa maa sige – Individualiteter venligen række hinanden Haanden til en smilende Totalitet), thi hele ►den Strækning, hvor Flyvesandet meest har raset, er nu beplantet med Fyr, – saa fristes man næsten til at troe, at det Hele var en Fiction, en underlig Fiction: at netop i den Egn, hvor Sundheden er at søge, at netop der saa Mange have fundet deres Grav. Det Hele staaer, seet i Aftenbelysning, som en for Øiet anskueliggjort Legende, ►et Slags 👤Jobs Historie, hvori fornemlig ►📌Tibirke Kirke spiller Hovedrollen. Ene paa en stor Sandbakke staaer den der som ►et Gravminde over den ulykkelige By men tillige som et Exempel paa en Kirke, der er ►bygget paa en Klippe, over hvem Storm og Sand Intet formaaer. Men da Kirken holdt sig, ep55fremspirede ogsaa en Skov, der hvor før Flyvesandet havde været. – Naar man nu kommer ind i Byen, da bliver man høist ubehagelig stemt ved istedetfor stille landlig Ro, her maaskee med Hensyn til Omstændighederne blandet med lidt Veemod, at finde ►støiende Larm, Telte og Borde, hvor mærkeligt nok ►næsten alle Sælgersker ere tydske, ret ligesom for at betegne, at8 ikkun Fremmede kunne opføre sig her saaledes, at ►ikkun i fremmede Tungemaal skulde Stedet profaneres. Man gaaer udenfor Byen og kommer til den Mark, hvorpaa ►📌Helene-Grav er. Der staaer den da stille, simpel, omgivet med et Hegn af Kampestene; Døren, som fører ind paa den lidt ophøiede Grav, staaer aaben. Men for ogsaa her at forstyrre ethvert høitideligt Indtryk har et Telt udsøgt sig sin Plads ligeoverfor, hvor der støies og svires, og hvor en Deel Mennesker have valgt sig deres Opholdssted for at spotte over dem, der komme for at besee det. Her føres da en eiendommelig Art af ►Discours. Da nemlig disse Mennesker ere fra Egnen af, have de med Modermelken indsuget en heel Deel Ærefrygt for denne Grav og ►de formeentlige Helbredelser ved Hjælp af den¹. Disse kunne de ikke ganske fornægte, men nu ville de dog overbevise sig selv og Andre om, at de kunne sætte sig ud derover og vælge dertil den Vei at gjøre Nar af det Hele. Underligt contrasterer mod disses hele Adfærd en Mands Bemærkninger og Relationer, der fungerer som en Slags Inspecteur og bærer Nøglen til det Brædeskur, indenfor hvilket ►Kilderne findes (der er nemlig tre, hvorfor det paa Egnen heller ikke hedder: at reise til Kilden men til Kilderne), hvorved han fortjener sig nogle Penge. Han fortæller nemlig, at han, som har været der nu i 20 Aar, har seet flere, som ere blevne helbredede. Imidlertid mærker man snart, at han heller ikke synderlig sætter Lid til det Hele men for Interessens Skyld lovtaler Stedet. ep56 Ligesom jeg nu ved min Ankomst ikke behøvede at frygte for at blive Gjenstand for hines Spot, – thi i et Menneske med moderne Klæder, Briller paa og ►Cigar i Munden ventede de snarere at finde et Væsen, der staaer paa det samme Erkjendelsens Høidepunct som de selv, end En, der i fromme Hensigter reiser derhen, hvilket sidste da just heller ikke var Tilfældet, – saaledes bragtes hiin omtalte Nøglebevarer i Forlegenhed, idet han nemlig befrygtede, at hans Interesse skulde komme i mulig Collision med det Indtryk, hans Fortælling vilde gjøre paa mig. Han greb derfor til den Udvei, som jeg lagde Mærke til, at flere benyttede, at nemlig Vedkommende ere blevne helbredede ved disse Midler »►næst Guds Bistand«. Det er imidlertid ret characteristisk, at saadanne Folk netop komme til det Resultat; thi da de ikke kunne forklare sig Helbredelsen af Anvendelsen af hine Midler, saa skyde9 de den over paa Noget, der ligger dem fjernere, for at blive af med det Hele, men herved gjøre de netop Sagen mærkelig; thi det var jo i Sandhed mærkeligt, at Guds Bistand havde knyttet sig til den Vei. Consequent fra deres Forstands-Standpunct maatte de enten negere det Hele og forlange et fuldkommen beviist Factum eller, dersom de vare meget beskedne, udsætte Forklaringen indtil videre.

Naar man nu træder ind paa Gravhøien, indgiver det Hele En en vis melancholsk Stemning, fremkaldt ved det underlig Mystiske, ved den dunkle, sig for Iagttagerens Øie ligesom unddragende og dog alligevel paa et heelt System eller ►Nexus hentydende Side, som Overtroen altid fører med sig². Man seer sig omgiven af ►Haarlokker, Klude, Krykker; man hører, saa at sige, de Lidendes Skrig, deres Bøn til Himlen; man hører den Enkeltes fortvivlede Klager over ikke at kunne falde i Søvn (i det Hele synes det noget ret smukt, at det netop er gjort til Betingelse, at ►man skal sove paa dette hellige Sted, for ligesom at betegne den stille, Gud hengivne Ro), og ep57 alt dette ved Midnatstid paa en Gravhøi, hvor de ere omgivne af lutter ►smaa Træflader i Form af de Minder, man sætter paa Gravene, og som indeholde Efterretning om de Helbrededes lykkeligt overstandne Lidelser. Og nu gryer det ad Dag, Morgendæmringen med dens underlige levende Bevægelighed samt klamme Fugtighed forsvinder; Solen i sin Majestæt beskinner Landskabet og hører maaskee de Helbrededes Jubelhymner. – Af de omtalte Brætter findes der en Deel, der kort og simpelt berette de Helbrededes Navn og Fødeby, deres Tak til Gud f. Ex.: »Johanne Anders Datter 1834, lidt meget af ►Hovets Smerter, Underu, d. 23 Juni 1834«; – »Sidse Anders Datter, ►solo gloria.« – Nogle ere meget længere og fuldstændigere; Nogle have ikke skrevet deres Navne heelt ud; Nogle have skrevet det i første Person; Andre have fortalt det om Vedkommende f. Ex. »Pigen den og den blev helbredet her« osv. I det Hele er det ret mærkeligt, at de fleste ere Fruentimmere. Midt paa Pladsen er da egenlig Graven; ►en Steen eller rettere et Stykke af en ligger paa den; dens Indskrift kunde man ikke læse.

Et kort Stykke herfra lige oppe ved Stranden findes Kilderne i et Brædehuus. Landet gaaer temmelig brat ned til dette Punct. Til Erindring om ►👤Arveprinds Frederiks Besøg her har ►👤Chr. W. Schrøder10 forfattet en ►Relation desangaaende.³ – Nede i Stranden ligger nu ►den Steen, hvorpaa 👤Helene af Skövde skal være kommet seilende; den skal være synlig ved Ebbe-Tid. ►Sagnet fortæller, at da de vilde bære hendes Lig til Kirkeep58gaarden, kunde de ikke komme længere end hertil, hvor hendes Gravhøi findes, og at ved samme Leilighed de tre Kilder sprang frem af Jorden. –

✂

IA64Den 5te Juli besøgte jeg ►📌Gurre Slot, hvor man nu er ►ifærd med at udgrave Ruinerne. Slottet selv (cfr. ►👤Thiele: ►📖 Danske Folkesagn, 1ste Samling p. 90 ff. – ►Et andet ved Vordingborg? bygget af 👤Valdemar Atterdag, ødelagt i Grevens Feide? »►Gud maa beholde sit Himmerig, naar jeg maa beholde 📌Gurre Slot«; ►hans vilde Jagt i Luften paa den hvide Hest; ►den sorte Høne med de sorte Kyllinger) har haft en deilig Beliggenhed, overalt omgivet med Skov. En meget stor Strækning findes endnu, og Egnen tyder paa, at der i sin Tid har været mere. Hertil kommer nu ►📌Gurre Sø; temmelig lang og i Forhold dertil ikke meget bred strækker den sig og har paa den ene Side ►velvoxet Bøgeskov og paa den anden Side Skov af mindre, mere ►forkrympede Træer. Søen selv er paa mange Steder bevoxet med Siv. Naar man seer dette Landskab ved Eftermiddags-Belysning, hvor Solen endnu staaer høit nok til at give det venlige Landskab de fornødne skarpe Omrids, som en melodisk Stemme, der er skarp nok accentueret til ikke at blive læspende, synes hele vor Omgivelse at tilhviske os: ►her er godt at være. Det er af den Art hjemlige, fortrolige Indtryk, som en Indsø med Skovomgivelse (stor nok til paa eengang at adskille og forene) kan fremkalde, men som Havet ikke formaaer. Ret eiendommeligt for dette Parti er ogsaa de langs Kysten sig bølgende Siv. Medens Træernes Susen lader os høre ►👤Kong Valdemars Jagt, Hornenes Klang og Hundenes Gøen, synes hine Siv at tilaande Bifald, – de blonde Møer, som beundre Ridderens raske11 Ridt og ædle Holdning. Hvor forskjelligt er ikke i denne Henseende Partiet ved ►📌Søborg Sø? De mægtige Rør bøie sig ogsaa for Vinden, men deres Susen forkynder Kamp og Magt. Og nu Havet, der som en kraftig Aand altid er i Bevægelse, og endog i sin største Stilhed bebuder voldsomme Sindslidelser. Over ep59 Egnen ved 📌Gurre-Sø hviler en stille Veemod; den lever saa at sige mere i Fortiden. Derfor voxer den ogsaa til; Havet derimod erobrer fra Landet – som to fjendtlige Magter staae de ligeoverfor hinanden. Kyststrækningen er øde og sandet; Landet høiner sig op for ligesom med Kraft at gjøre Modstand. Havet er paa sit høieste, naar Stormen istemmer sin Bas, naar dets egen dybe Brusen kappes med Himmelens Torden og det Hele oplyses af Lyn. 📌Gurre-Sø er smukkest, naar en sagte Luftning kruser dens blaa Overflade, og Fuglesang accompagnerer Sivenes Hvislen; Havet accompagneres kun af den eensomme Maages hæse Skrig. Det første (Havet) er som ►et 👤Mozarts Recitativ; det sidste som ►en 👤Webersk Melodi. –

✂

Herfra gik Veien til ►📌Hellebæk. Den sidste ►Mils Vei dertil gaaer igjennem ►den deilige Skov, hvor nu Partier af en egen Art frembyde sig. Skoven selv er temmelig stor og vildsom, og ikkun Kjøresporet (ikke Vei) erindrer os om, at vi endnu staae i Forbindelse med Menneskeverdenen. Hist og her springer et Stykke Vildt op, der i Buskenes Skygge har ligget skjult for Middagssolens Straaler. Fuglene løfte sig skrigende i Veiret. Det temmelig bakkede Land danner nu inde i Skoven en Mængde smaa Søer. Saavel derved, at Landet skraaner ned imod dem, som ogsaa ved det Mørke, som Træernes Blade udgyde derover, paatvinger sig en Forestilling om, at de ere meget dybe. I Contrast til denne mørke Speilflade hæver nu en enkelt Blomst sig frem, der voxer paa dens Overflade: en ►nymphæa alba (hvid Aakande), der svømmer omkring med sit store brede grønne Blad; hvid og reen, uskyldig er den dukket op af Havets Dybder. Ikke langt fra 📌Hellebæk ligger ►📌Odins-Høi, ►hvor 👤Schimmelmann ligger begravet. ►Den Udsigt er noksom anpriset og omtalt, hvorved desværre meget af Indtrykket forsvinder. At Folk dog ikke kunne blive kjede af at rende omkring saa geskjæftige for at paavise de romantiske Situationer (f. Ex. ►K... paa 📌Fredensborg). Nu gik Veien til ►📌Esrom og derfra til ►📌Gilleleie.

✂

IA6512Den 8de Juli gjorde jeg en Excursion til 📌Esrom. Naar man gaaer fra 📌Esrom til ►📌Nøddebo langs med ►Søen passerer ep60 man en af de yndigste Veie, jeg i lang Tid er kommen. Først paa venstre Side ►Sølyst, der næsten er bygget paa Søen selv, længere hen ►📌Fredensborg. Paa den høire Haand har man bestandig Skov, afvexlende Bøge og Gran. Paa enkelte Steder finder man yndige Plantager af 3 à 4 Aars Graner. Paa Veien indhentede et Tordenveir mig. Jeg glædede mig allerede til at faae et saadant Uveir at see drage op over ►📌Esrom Sø og ►📌Grib Skov; men det blev kun til Regnen. Imidlertid interesserede det mig dog at see ►Præliminairerne til et saadant Skuespil. Jeg har vel seet Havet ved en saadan Leilighed at blaagraanes i skarpe Krusninger, og jeg har vel bemærket, hvorledes de Vindstød, der bebude Tordenens nære Ankomst, hvirvle Græsset og Sandet langs Kysten i Veiret; men jeg har ikke seet før, hvorledes et saadant Parti tager sig ud, naar det ikke blot er Græs men en heel Skov, som disse Vindstød (disse ►Basunstød, der bebude Dommen) have at sætte i Bevægelse. Da det imidlertid ikke blev til andet end Regn, ansaae jeg det for rigtigst at tye et eller andetsteds ind. Et saadant Sted viste sig nu ogsaa. Uagtet jeg længe søgte efter en Indkjørsel, viste der sig dog ingen. En Skikkelse, der lod sig see ved Vinduet, vinkede jeg af; men hun fandt sig formodenlig ikke beføiet til at uleilige sig ud i en saadan Regn, og at lukke Vinduet op kunde her vel ligesaa lidt være Tale om som hos nogen Bonde overhovedet. Mit Kjøretøi maatte jeg altsaa holde ind under nogle Træer, der bøiede sig ud over Veien for ligesom at give mig et Tilflugtssted. Selv traadte jeg nu iført min uhyre ►Chenille ind i Stuen, hvor jeg fandt Selskabet, bestaaende af 3 Personer, ifærd med at ►holde Midaften. Af Meublementet forefandtes naturligviis det lange store Bord, ved hvilket vore Bønder behage at æde; fremdeles en Himmelseng i Ordets egenlige Betydning; thi jeg tænker, at man maatte, naar man vilde i Seng, gaae op paa Loftet for derpaa at lade sig falde ned – et Fald, som da efter Bondeskik er temmelig dybt. Det følgende Værelse, hvortil Døren stod aaben, var et Oplagssted for Linned, Lærred, ►Dreiel osv. i uordentlige Masser, hvilket let kunde fremkalde Forestillinger ep61 om, at det var en lille Røvercoloni, man var i, hvortil saavel Stedets Beliggenhed (paa den ene Side 📌Esrom Sø, paa den anden Side 📌Grib Skov og i en ►Fjerdingveis Afstand intet Huus) som Folkenes Udvortes syntes at egne sig. Dem ville vi nu tage en Smule i Øiesyn. Ved den øverste Ende af hiint omtalte lange Bord sad Manden selv med sit Smørrebrød og en Brændeviinsflaske foran sig. Ganske rolig hørte han paa min Fortælling om min sørgelige Skjebne og nippede blot13 en Gang imellem til sit Glas, Noget, som hans Næses ►Cubikindhold syntes at vise, at han ofte havde gjort. Imidlertid havde den hyppige Nydelse paa ingen Maade svækket dens Behagelighed, og jeg er sikker paa, at han drak sin Snaps endnu med samme Velbehag som En, der nylig er traadt ud af ►et Maadeholdenheds Selskab. Konen var ikke synderlig høi, med et bredt Ansigt og en hæslig opadstaaende Næse, et Par lumske Øine, og som med Hensyn til deres Levevei (at ►blege for Folk) forsikkrede mig, at man skulde ►tjene sin Mundbid paa een Maade. Hertil kom en lille skrutrygget Pige, det samme Væsen, der havde viist sig ved Vinduet, og som jeg dengang antog for et Barn.

✂

Snart ophørte Regnen, og jeg ilede videre frem. Dog dette var kun Præliminairerne, og da jeg kom ind i 📌Grib Skov begyndte det først rigtigt at tage paa. Nu begyndte Lynild og Torden for Alvor. Regnen gjennemblødte os snart, og saaledes behøvede vi da i den Henseende ikke at ile; men den lille Dreng (►👤Rudolph), som var med mig, var ganske bange. Der sad jeg da, dyngvaad, i øsende Vande, midt i 📌Grib Skov i Lynild og Torden, med en Dreng ved Siden, der skjælvede for Lynild; i strakt Trav naaede vi da endelig et Huus, hvorind vi toge vor Tilflugt. Usselt og forfaldent. Folkene fattige. Konen huslig. Sad og spandt. Manden snøvlende. Det første, mit Øie faldt paa ved Indgangen, var en Slags Dør til et Lukaf, som var dannet af en gammel ►Fjel, hvorpaa der var malet en Pige i simpel, landlig Dragt med følgende Underskrift: »►Min Ager mig føder, mig klæder mit Faar; her tager jeg min Næring, som Huset formaaer.« Jeg bad dem om ep62 lidt Brød til mine Heste, hvilket de ikke vare meget villige til, da de kun havde et halvt. Dog lod de dem bevæge, og da jeg betalte temmelig godt, svarede Konen, at saa meget skulde hun ikke have; men hun lod sig dog ved min Bemærkning: at jeg kunde undvære det og hun behøve det, bevæge til at tage derimod.

✂

IA68Den 29de Juli. Naar man gaaer fra ►Kroen over ►📌Sortebro (saakaldet, fordi Pesten i sin Tid skal være standset her) ►ind paa de nøgne Marker, der ligge langs med Stranden, omtrent en Fjerdingvei mod Nord, kommer man til det høieste Punct her, nemlig ►📌Gilbjerget. Dette Punct har bestandig været et af mine Yndlingssteder. Og naar jeg da stod her en stille Aften, naar Havet med dyb men stille Alvor istem14mede sin Sang; naar mit Øie ikke mødte en eneste Seiler paa den uhyre Flade, men Havet begrændsede Himlen og Himlen Havet; naar paa den anden Side Livets travle Syslen forstummede, og Fuglene sang deres Aftenbøn – da fremsteg ofte af Graven for mig ►ⓘ de faa kjærede faa kjære] , måske fejl for de saa kjære [suggestedConjecture] Afdøde, eller rettere sagt, det forekom mig, som de ikke vare døde. Jeg følte mig saa vel i deres Midte, jeg hvilte mig i deres Favn, og det var for mig, som om jeg ►var ude af Legemet og i en høiere Æther svævede om med dem – og Maagens hæse Skrig erindrede mig om, at jeg stod ene, og Alt forsvandt for mit Øie, og jeg vendte tilbage med veemodsfuldt Hjerte for at blande mig i Verdens Vrimmel uden dog at glemme saadanne salige Øieblikke. – Ofte stod jeg der og skuede ud over mit forbigangne Liv og over de forskjellige Omgivelser, der havde udøvet Magt over mig, og det Smaalige, der saa ofte giver Anstød i Livet, de mange Misforstaaelser, der saa ofte skille Gemytter fra hverandre, som, hvis de ret forstode hinanden, vilde knyttes sammen med uopløselige Baand, svandt hen for mit betragtende Blik. Naar det Hele – saaledes seet i Perspectiv – kun viste de større, de kraftigere Omrids, og jeg saaledes ikke, som man ep63 saa ofte gjør, tabte mig i Momentet men saae det Hele i sin Totalitet, da styrkedes jeg til at gribe Tingene anderledes an, til at tilstaae, hvor ofte jeg selv havde begaaet Misgreb, til at tilgive Andres. – Naar jeg stod der, uden at Forstemthed eller Forsagthed lod mig see mig selv som et ►Encliticon til de Mennesker, der sædvanligen omgive mig, eller uden at Stolthed gjorde mig selv til ►det constituerende Princip i en lille Kreds, – naar jeg saaledes stod der ene og forladt, og Havets Magt og Elementernes Kamp erindrede mig om min Intethed, og paa den anden Side Fuglenes sikkre Flugt erindrede mig om ►Christi Ord: »Ikke en Spurv falder til Jorden uden Eders himmelske Faders Villie«: da følte jeg paa eengang, hvor stor og hvor ringe jeg er; da havde hine to store Magter: Stolthed og Ydmyghed venligen forenet sig. Og lykkelig er den Mand, for hvem det er muligt i hvert enkelt Moment af hans Liv; i hvis Bryst hine to Factorer ikke blot have sluttet Forlig men rakt hverandre Haanden og holdt Bryllup – et Giftermaal, som hverken er et Fornuftgiftermaal eller en Mesalliance men et i Sandhed ►Stille-Bryllup, holdt i Menneskets dybeste Lønkammer, i det Allerhelligste, hvor ikke mange Vidner ere tilstede, men hvor Alt foregaaer alene for ►dens Øie, der alene bivaanede det første Bryllup i Edens Hauge og velsignede Parret, – et Giftermaal, der heller ikke vil blive ufrugtbart men have velsignede Frugter, hvad der ogsaa vil vise sig i Verden for den erfarne Iagttagers Blik; thi med disse Frugter gaaer det som15 med ►Cryptogamerne i Planteverdenen: de unddrage sig Mængdens Opmærksomhed, og kun en enkelt Forsker opsøger dem og glæder sig ved sit Fund. Roligt og stille vil hans Liv flyde hen, og han vil hverken tømme Stolthedens berusende Bæger eller Fortvivlelsens bittre Kalk. Han har fundet, hvad ►hiin store Philosoph, – der ved sine Beregninger tilintetgjorde Fjendernes Angrebsredskaber, – ønskede men ikke fandt: hiint archimediske Punct, hvorfra han kunde løfte hele Verden, hiint Punct, som netop derfor maa ligge udenfor Verden, udenfor Tids og Rums Indskrænkninger.

ep64Herfra har jeg seet Havet kruses ved en sagte Luftning, seet det lege med Smaastene; herfra har jeg seet dets Overflade forvandles til et uhyre Sneefog og hørt Stormens Bas begynde at ►fistulere; her har jeg seet, saa at sige, Verdens Fremkomst og dens Undergang, – Syn, der i Sandhed paabyde Taushed. Dog hvortil dette Udtryk, som saa ofte vanhelliges? Hvor ofte møde vi ikke disse sentimentale Blondiner, der, som ►Nympher i hvide Klæder, ►med bevæbnet Øie¹ betragte slige Phænomener for da at udbryde i »taus Beundring« –? Hvor forskjellige fra den sunde, livsfro, naturlige Pige, der med Uskyld i sit Øie og paa sin Pande betragter Sligt. Ogsaa hun forstummer; men ►ligesom Jomfru 👤Maria fordum gjemmer hun det dybt i sit Sind.

For nu saaledes at lære sand Ydmyghed (med dette Udtryk vil jeg betegne den omtalte Sindstilstand) er det godt, at Mennesket trækker sig ud af Verdens Tummel (vi see ogsaa, at ►Christus drager sig tilbage, saavel naar han skal til at betræde den tornefulde Vei, som naar Folket vil udraabe ham til Konge); thi i Livet er enten det ►deprimerende eller det ►eleverende Indtryk for overveiende til at den sande Ligevægt kan komme istand. Her afgjør naturligviis Individualiteten meget; thi ligesom næsten enhver Philosoph troer at have fundet Sandheden, næsten enhver Digter troer at have naaet ►Parnas-Høide, saaledes finde vi paa den anden Side Mange, der knytte deres Existents aldeles til en Anden, ligesom Parasiten til Planten, leve i ham, døe i ham (f. Ex. ►Franskmanden i Forhold til 👤Napoleon). Men midt i Naturen, hvor Mennesket, frit for Livets ofte qvalme Luft, aander friere, her aabner Sjælen sig villigen for ethvert ædelt Indtryk. ►Her træder Mennesket ud som Naturens Herre, men han føler ogsaa, at der i den viser sig noget Høiere, Noget, han maa bøie sig for; han føler en Nødvendighed af at hengive sig til den Magt,16 som styrer det ep65 Hele. (Jeg gider naturligviis ikke tale om dem, som Intet høiere see i Naturen end Masse – Folk, der i Sandhed betragte Himlen som en Osteklokke og Menneskene som Maddiker, der leve deri). Her føler han sig stor og lille paa eengang og det uden at trænge til ►den Fichteske Bemærkning (i hans: »📖 die Bestimmung der Menschen«) om et Sandskorn som constituerende Verden, en Sætning, der ligger Afsindighed meget nær.

✂

IA66►📌Hillerødd. 25. Juli 1835.

Efter en betydelig Marsch igjennem Skov, hvor jeg gjorde Bekjendtskab med flere af den Art Smaasøer, som jeg holder saa meget af, kom jeg da til ►📌Hestehaven og ►📌Carls-Sø. Her viste sig da et af de skjønneste Partier, jeg nogensinde har seet. Terrainet er temmelig frit og skraaner brat ned mod Søen, dog ikke nøgent men ud af Siderne bevoxet med Bøgeskov. Baggrunden dannes af Siv, og Forgrunden danner Søen selv; et temmelig stort Stykke er klart, men et endnu større Stykke er bevoxet med ►Aakandens store grønne Blade, hvorunder Fisken ligesom søger at skjule sig men dog en enkelt Gang titter frem og tumler sig paa Overfladen for at bade sig i Solskin. Paa den modsatte Side høiner Landet sig, stor Bøgeskov, og Morgenbelysningen giver de enkelte belyste Puncter en underlig Contrast til de beskyggede. Og Kirkeklokkerne kalde En til Andagt, dog ►ikke i Templet af Menneskehænder. Behøver Fuglen ikke at erindres om at prise Gud, skulde da Mennesket ikke ogsaa stemmes til Andagt uden Kirke, i det sande Guds-Huus, hvor Himmelens Hvælving danner Kirkeloftet, hvor Stormens Brusen og den lette ►Zephyr erstatte Orgelets Bas og Discant, hvor Fuglenes Triller danne Menighedens Jubelsang, hvor ikke som i Steenkirken Hvælvingens Echo gjentager Præstens Røst, men hvor Alt opløser sig i en uendelig Vexelsang –?

✂

IA67– Den 27de og 28de Juli gjorde jeg i Forening med ►Pastor 👤Lyngbyes¹ Fætter en Tour til 📌Sverrig til ►📌Mølleleie; beep66søgte paa ►📌Krabberup Herregaard ►Baron, Friherre 👤von Gyldenstjerne og besaae hans Fiskesamling; besteg ►de høieste Punkter 📌Østra Høgkull og 📌Vestra Høgkull; kjørte igjennem et ikke saa lille Stykke Bøgeskov (smaae Ind17søer) oppe paa selve ►📌Kullan til Fyret; anstillede en lille botanisk Excurs paa 📌Kullan, og en Deel af de der samlede Planter var Pastor 👤Lyngbye saa god at skikke mig ►tørrede og indsvøbte i Papir.

✂

IA69Den 4de August besøgte jeg ►Pastor 👤Lyngbye i hans Præstebolig og foretog med ham en lille Tour ud paa ►📌Søborg Sø. Denne forhen umaadelige Sø er nu godt ifærd med at forsvinde. Igjennem Udløbet af Søen arbeidede vi os med megen Møie; Vandet er nemlig meget lavt og saa fuldt af Mudder, at vi ligesom Hvalfisken ved Sildene drev en Mængde Mudder et godt Stykke foran. Men naar vi abstrahere herfra, var den os omgivende Natur meget interessant; de favnelange, svære Siv og den frodige Vegetation af allehaande Søplanter lod os virkelig drømme os i et ganske andet Clima. Endelig kom vi da ud paa Søen selv. Ogsaa her er Vandet maaskee knap en halv Alen dybt og bevoxet med ►Alger, hvoraf 👤Lyngbye samlede en Deel for ►Molluskernes Skyld. En uhyre Larmen af Vildænder, Maager, Krager osv. og de svømmende Øer gjorde et ret behageligt Indtryk.

►Ruinerne af Slottet besaae jeg ogsaa; dog viste der sig ikke noget Nyt (Alt findes omtrent hos ►👤Becker i hans Beskrivelse af danske Borge). – ►Kirken viser strax ved sine tre Rader Stole, at det ikke er en almindelig Landsbykirke. ►Paa Væggen op mod Alteret findes der en Fortegnelse paa Præsterne siden Reformationen, og det havde virkelig noget Høitideligt ved sig at tænke paa disse Mænd – de vare ►Slotspræster, – der efter Angivelsen ofte havde ►siddet 30 à 40 Aar (ja ►een endog 48 Aar) i samme Kald, ved den samme Menighed. – 👤Lyngbye havde paa Kirkegaarden fundet ►en Gravsteen, som ►nu bliver sendt til 📌Kjøbenhavn for at opstilles paa 📌Rundetaarn, hvorpaa der med ►Slynge-Runer stod skrevet »►Ave 👤Maria!» Han meente, at det muligen kunde være ►en Gravskrift over 👤Dronning Helvig, der som bekjendt levede her.

✂

ep67IA70Som Fiskerleie og som det nordligste Punct i 📌Sjælland og desaarsag temmelig afsondret fra den øvrige Omgivelse har ►📌Gilleleie noget Eiendommeligt, som blandt andet ogsaa viser sig f. Ex. i Beboernes »►Gavleforsamlinger« og deri, at de ►efter enhver Fangst deeltage alle Mand i »et Maaltid« – som det kaldes, – et Selskab, hvortil hver Mand giver sin ►Skilling. De ere tillige næsten ►alle forbundne ved Slægtskabsbaand, og det er som een stor Familie. Da derfor en Baad18 under mit Ophold herude paa sin Tour til ►📌Hesseløen udeblev noget længe i en temmelig stormfuld Tid, var der almindelig Sorg i Byen, og de ilede hyppigt op til ►📌Gilbjerget for at see, om Baaden ikke lod sig tilsyne. –

✂

IA71Blandt Bønder her paa Egnen har jeg truffet en, som virkelig udmærkede sig meget, nemlig ⓘ , ▶▶ B-fort.; , [J. A.] i Fjellenstrup EPI-II *►👤Jens Andersen i 📌Fjelenstrupⓘ , ◀◀. Han havde ikke blot megen Læsning i 📖 Bibelen men ogsaa i historiske Skrifter f. Ex. i ►👤Saxo, 👤Snorre og de islandske Sagaer, udgivne af det oldnordiske Selskab (dem havde han laant af ►Præsten); talte derhos meget fornuftigt for sig, ja jeg kunde næsten sige med Salvelse, – men han har desværre den Feil, at han drikker, og da skal jeg ikke nægte, at hans Tale endog var modbydelig, netop fordi han førte den samme, som naar han var ædru.

ⓘ , ◀

✂

IA723ⓘ , ▶ (ms s. 21-39 if. B-fort.) EPI-II📌Kjøbenhavn,den 1ste Juni 1835.

►De veed, med hvor megen Begeistring jeg i sin Tid hørte Dem tale; hvor enthusiastisk jeg var for Deres Beskrivelse af Deres Ophold i 📌Brasilien, og i den Henseende igjen ikke saa meget med Hensyn til den Masse af enkelte Iagttagelser, hvormed De havde beriget Dem selv og Deres Videnskab, som med Hensyn til det Indtryk, Deres første Udtræden i den vidunderlige Natur giorde paa Dem; Deres paradisiske Lykke og Glæde. Noget Sligt maa altid ►virke sympathetisk paa ethvert Menneske, som dog ellers har nogen Følelse og Varme, om han endog mener at finde sin Tilfredshed, sin Virksomhed i en ganske anden Sphære, men især paa den Yngre, der endnu kun drømmer om sin Bestemmelse. Vor første Ungdom staaer som Blomsten i Morgendæmring med en deilig Dugdraabe i sit Bæger, hvori alle Omgivelser harmonisk-melancholsk speile sig. Men snart hæver Solen sig paa Horizonten, og Dugdraaben udtørres; med den forsvinder Livets Drømmerier, og nu gjælder ep39 det, om Mennesket er istand til, for atter at tage et Billede fra Blomsterne, at udvikle – ved sin egen Kraft ligesom en ►Nereum, – en Draabe, der kan staae som Frugten af hans Liv. Dertil hører først og fremmest, at man kommer til at staae i den Jordbund, hvor man egenlig hører hjemme; men den er ikke altid saa let at finde. Der gives i den Henseende lykkelige Naturer, som have en saa afgiort Tilbøielighed til en vis Retning,19 at de troligen arbeide frem ad den engang saaledes anviste Vei, uden at nogensinde den Tanke faaer nogen Magt over dem, at det maaskee egenlig var en ganske anden Vei, de skulde betræde. Der gives Andre, som saa aldeles lade sig styre af deres Omgivelser, at det aldrig gaaer ret op for dem, hvor de egenlig stræbe hen. Ligesom den foregaaende Classe har sit indvortes ►categoriske Imperativ, saaledes anerkjender denne sidste et udvortes categorisk Imperativ. Men hvor Faa ere ikke de første, og til de sidstes Classe ønsker jeg ikke at høre. Større er deres Tal, som i Livet faae at prøve, ►hvad egenlig denne Hegelske Dialectik vil sige. Det er nu forresten ganske i sin Orden, at Vinen gjærer, inden den bliver klar; men ubehagelig er desuagtet ofte denne Tilstand ►i dens enkelte Momenter, ihvorvel den naturligviis betragtet i sin Helhed har sin Behagelighed, forsaavidt den indenfor den almindelige Tvivlen dog har sine relative Resultater. Især har den stor Betydning for den, der igjennem den er kommet paa det Rene med sin Bestemmelse, ikke blot for den paafølgende Ro i Modsætning til den foregaaende Storm: men fordi man da har Livet i en ganske anden Betydning end før. Det er dette Faustiske Element, som for en Deel mere eller mindre gjør sig gjældende i enhver intellectuel Udvikling, hvorfor det altid har forekommet mig, at man burde indrømme Ideen til ►📖 Faust en Verdens-Betydning. Saaledes som vore Forfædre havde ►en Gudinde for Længselen, saaledes, mener jeg, staaer 📖 Faust som den personificerede Tvivl. Og mere skal han ikke være, og det er vistnok en Synden mod Ideen, naar ►👤Goethe har ladet 👤Faust omvende sig, ligesaavel som naar ►Merimée har ladet 👤Don Juan omvende sig. Man indvende mig ikke, at ►Faust ep40 dog i det Øieblik, han henvendte sig til Djævelen, gjorde et positivt Skridt, thi heri synes mig netop at ligge Noget af det Dybeste i Sagnet om Faust. Han netop hengav sig til ham for at faae Oplysning og havde den altsaa ikke iforveien, og netop fordi han hengav sig til Djævelen, forøgedes Tvivlen (ligesom en Syg, der falder i en Qvaksalvers Hænder, gjerne bliver endnu værre); thi vel ►lod Mephistopheles ham see igjennem sine Briller ind i Menneskene og ind i Jordens forborgne Gjemmer, men Faust maatte bestandig nære Tvivl til ham, fordi han aldrig kunde oplyse ham om det allerdybeste i intellectuel Henseende. Til Gud kunde han ifølge sin Idee aldrig komme til at henvende sig, forsaavidt han i det Øieblik, han gjorde det, maatte sige sig selv, at her var i Sandhed Oplysning at finde; men i samme Øieblik havde han jo fornægtet sin Charakteer som Tvivler.

Men en saadan Tvivlen kan ogsaa vise sig i andre Sphærer. Om20 Mennesket ogsaa er kommet paa det Rene med sig selv om enkelte af saadanne Hovedpuncter, saa gives der i Livet andre ogsaa betydelige Spørgsmaal. Ethvert Menneske ønsker naturligviis at virke efter sine Evner i Verden, men deraf følger da igjen, at han ønsker at uddanne sine Evner i en bestemt Retning, i den nemlig, som er meest passende for hans Individualitet. Men hvilken er denne? Her ►staaer jeg ved et stort Spørgsmaalstegn. Her staaer jeg som Hercules men ikke paa Skilleveien – nei, her viser sig en langt større Mangfoldighed af Veie, og desto vanskeligere er det altsaa at gribe den rette. Det er maaskee netop en Ulykke ved min Existents, at jeg interesserer mig for altfor Meget og ikke afgjort for Noget; mine Interesser staae ikke alle ►subordinerede een, men alle staae coordinerede.

Jeg vil forsøge at vise, hvorledes Sagerne staae for mig.

1.      Naturvidenskaberne.      Seer jeg for det første hen til hele denne Retning (idet jeg derunder indbefatter alle dem, der søge at forstaaeliggjøre og tyde Naturens Runer, ligefra den, der beregner Stjernernes Fart og saa at sige standser dem deri for nærmere at undersøge dem, til den, der beskriver ep41 et enkelt Dyrs Physiologie; fra den, der fra Bjergenes Høider overskuer Jordfladen, til den, der stiger ned i Afgrundens Dybder; fra den, der forfølger Menneskelegemets Dannelse igjennem de utallige Nuancer, til den, der iagttager Indvoldsormene), da har jeg naturligviis paa denne Vei som paa enhver anden (dog ►fornemlig paa denne) seet Exempler paa Folk, der have skabt sig et Navn i Literaturen ved en uhyre Samlerflid. En stor Mængde af Enkeltheder kjende de, og de have opdaget mange nye; men heller ikke mere. De have blot leveret et Substrat for Andres Tænkning og Bearbeidelse. Og disse Mennesker staae nu der tilfredse med deres Enkeltheder, og dog forekomme de mig at staae ligesom ►den rige Bonde i 📖 Evangeliet; en stor Mængde have de samlet i Laden, men Videnskaben kan sige til dem: »Imorgen vil jeg kræve Dit Liv«, forsaavidt det er den, der afgjør, hvad Betydning hvert enkelt Resultat skal have i det Hele. Forsaavidt nu der var et Slags ubevidst Liv i en saadan Mands Viden, forsaavidt kan Videnskaberne siges at kræve hans Liv; forsaavidt det ikke var, er hans Virksomhed ligesom Menneskets, der ved sit døde Legemes Hensmulren bidrager til Jordens Vedligeholdelse. Anderledes har det naturligviis været med andre Phænomener, med saadanne Naturforskere, som ved deres Speculation have fundet eller stræbt at finde ►hiint archimediske Punct, som er intetsteds i Verden, og nu21 derfra have betragtet det Hele og seet Enkelthederne i det rette Lys. Og med Hensyn til saadanne skal jeg ikke nægte, at de have gjort et høist velgjørende Indtryk paa mig. Den Ro, den Harmoni, den Glæde, som man finder hos dem, finder man ellers sjelden. Vi have her i Byen 3 værdige Repræsentanter: en ►👤Ørsted, hvis Ansigt bestandig har forekommet mig som en ►Klangfigur, som Naturen netop har anstrøget paa den rette Maade; en ►👤Schouw, der afgiver et Studium for en Maler, der vilde male 👤Adam, hvor han giver alle Dyrene Navne; og endelig en ►👤Horneman, der fortrolig med enhver Plante staaer som en Patriarch i Naturen. I den Henseende erindrer jeg ogsaa med Glæde det Indtryk, som De gjorde hos mig, der stod som ►Repræsentant for en stor Natur, ep42 der ogsaa skulde have sin Stemme med paa 📌Rigsdagen. Begeistret har jeg været for Naturvidenskaberne og er det endnu; men dog synes mig, at jeg ikke vil gjøre mig dem til mit Hovedstudium. Mig har altid Livet i Kraft af Fornuft og Frihed interesseret meest, at klare og løse Livets Gaade har bestandig været mit Ønske. De ►40 Aar i Ørkenen, inden jeg naaede Videnskabernes forjættede Land, forekomme mig for kostbare og det saa meget mere, som jeg troer, at Naturen ogsaa har en Side at betragtes fra, hvortil ikke hører Indsigt i Videnskabens Hemmeligheder. Hvad enten saa jeg i det enkelte Blomster skuer hele Verden, eller jeg lytter til de mange Vink, som Naturen frembyder med Hensyn til Menneskelivet; eller jeg beundrer hine dristige Frihaandstegninger paa Firmamentet; eller jeg f. Ex. ved ►hine Naturlyd paa 📌Ceylon erindres om hine Toner i den aandelige Verden, eller ved Trækfuglenes Bortgang erindres om de dybere Længsler i Menneskets Bryst.

2.      Theologien.      Det synes at være det, jeg nærmest har grebet; men ogsaa her møder store Vanskeligheder. Her staaer i Christendommen selv saa store Modsætninger, at det idetmindste meget forhindrer det frie Blik. ►Orthodoxien er jeg saa at sige voxet op i, som De nok veed; men saasnart jeg selv begyndte at tænke, begyndte efterhaanden den uhyre ►Colos at vakle. Jeg kalder den med Flid en uhyre Colos, thi den har virkelig i det Hele taget megen Consequents, og de enkelte Dele ere i de mange henrundne Aarhundreder smeltede saa tæt sammen, at det er vanskeligt at komme den tillivs. Jeg kunde nu vel være enig med den i enkelte Puncter, men disse bleve da at betragte som de Spirer, man ofte kan finde i Klipperifter. Paa den anden Side kunde jeg vel ogsaa see det Skjæve, der laae i mange enkelte Puncter, men Hovedbasis maatte jeg for en Tid lade staae ►in dubio. I det Øieblik den forandredes, antog natur22ligviis det Hele en ganske anden Skikkelse, og saaledes henledes min Opmærksomhed paa et andet Phænomen: ►Rationalismen, som i det Hele taget gjør en temmelig maadelig Figur. Forsaavidt nemlig Fornuften consequent forfølger sig selv og – ved at gjøre sig Rede for ep43 Forholdet mellem Gud og Verden – nu igjen kommer til at see Mennesket i dets dybeste og inderligste Forhold til Gud og i den Henseende ogsaa fra sit Standpunct af betragter Christendommen som den, der i saa mange Aarhundreder har tilfredsstillet Menneskets dybeste Trang, forsaavidt er der Intet at indvende imod den, men det bliver da heller ikke Rationalisme, thi Rationalisme faaer sin egenlige Farve af Christendommen og staaer altsaa paa et ganske andet Gebet og danner ikke et System men en ►👤Noahs Ark (for at benytte ►et af Prof. 👤Heiberg ved en anden Leilighed anvendt Udtryk), hvori de rene og urene Dyr ligge ved Siden af hinanden. Den gjør omtrent samme Indtryk som ►vor Borgervæbning i ældre Tid vilde gjøre ved Siden af ►Potsdammer-Garden. Den søger derfor væsentlig at knytte sig til Christendommen, baserer sine Udviklinger paa ►Skriften og skikker en ►Legion af Skriftsteder forud for hvert enkelt Punct; men selve Udviklingen er ikke gjennemtrængt deraf. De bære dem ad som ►👤Cambyses, der paa hans Tog mod 📌Ægypten skikkede de hellige Høns og Katte iforveien, men de ere derfor ogsaa parate til ligesom ►den romerske Consul at kaste de hellige Høns overbord, naar de ikke vil æde. Feilen ligger altsaa deri, at de, naar de finde Eenhed med Skriften, basere sig derpaa, men ellers ikke, og saaledes staae paa to fremmedartede Standpuncter.

►Nonnulla desunt.

– Hvad smaa Ubehageligheder angaaer, vil jeg kun bemærke, at jeg er ifærd med at læse til ►theologisk Attestats, en Beskjæftigelse, som slet ikke interesserer og som derfor heller ikke gaaer synderlig rask fra Haanden. Jeg har altid holdt mere af det frie, maaskee derfor ogsaa lidt ubestemte Studium end af den ►Beværtning ved sluttet Bord, hvor man veed forud, hvilke Gjæster man træffer, og hvilke Retter Mad man faaer hver Dag i Ugen. Da det imidlertid engang er en Nødvendighed, og man knap faaer Lov at komme ind paa de videnskabelige Fælleder uden at være ►indbrændt, og jeg saavel anseer det med Hensyn til min nærværende Sindstilstand for noget Gavnligt for mig, som ogsaa veed, at jeg dermed kan gjøre ep44 ►Fader en stor Glæde (han mener nemlig, at ►det egenlige 📌Canaan ligger paa den anden Side af theologisk Attestats, men ►bestiger derhos ligesom 👤Moses fordum Thabor og beretter, at jeg aldrig kommer derind – dog vil jeg haabe, at det ikke ogsaa denne Gang gaaer23 i Opfyldelse), saa faaer jeg vel at ►gribe mig an. Hvor lykkelig er ikke De, som i 📌Brasilien har fundet en uhyre Mark for Deres Iagttagelser, hvor der ved hvert Skridt frembyder sig nye Mærkeligheder, hvor ►den øvrige lærde Republiques Skrig ikke forstyrrer Deres Ro. Thi mig forekommer den lærde theologiske Verden som ►📌Strandveien en Søndag Eftermiddag i Dyrehaugstiden¹ – de storme hverandre forbi, huje og skrige, lee og gjøre Nar af hverandre, kjøre Hestene ihjel, vælte og blive overkjørte, og naar de saa endelig komme overstøvede og forpustede til ►📌Bakken – ja saa see de paa hverandre – og vende hjem.

Hvad Deres Tilbagekomst angaaer, saa vilde det være barnagtigt af mig at paaskynde den, ligesaa barnagtigt som naar ►👤Achilles Moder søgte at skjule ham for at undgaae den hurtige, hæderlige Død. – – ►Lev vel!

IA74

Hvor forvirrende er ikke ofte Betragtningen af Livet, naar det viser sig for os i dets hele Rigdom, naar vi studse over Forskjelligheden i Evner og Anlæg, lige fra den, der saa inderlig har levet sig ind i Guddommen, at han ligesom ►👤Johannes fordum kan siges at hvile ved Guddommens Bryst, til den, der i dyrisk Raahed misforstaaer og vil misforstaae enhver dybere Bevægelse i Menneskelivet; fra den, der med ►👤Lynceus Blik skuer ind i Historiens Gang og næsten vover at stille dens Viser, til den, for hvem endog den simpleste Ting falder vanskelig; – eller vi lægge Mærke til Uligheden i Stand og Stilling og snart med misundeligt Øie føle Savnet af, hvad ep45 der er skjænket Andre, snart med taknemlig Veemod see, hvor Meget der er givet os, som er nægtet Andre; – – og nu ►en kold Philosophi vil forklare os det Hele af en Præexistents og ikke see det som et uendeligt Livsmalerie med sit brogede Farvespil og sine utallige Nuanceringer.

IA75 ►📌Gilleleied. 1. Aug. 1835.

Saaledes som jeg har søgt at vise det paa de foregaaende Sider, stode virkelig Sagerne for mig. Naar jeg nu derimod søger at bringe mig selv paa det Rene om mit Liv, forekommer det mig anderledes. Ligesom det varer længe inden Barnet lærer at skjelne sig selv fra24 Gjenstandene, og det saaledes i lang Tid saa lidet udsondrer sig fra sine Omgivelser, at det med Fremhævelse af den ►lidende Side siger f. Ex.: »mig slaaer Hesten«, saaledes gjentager det samme Phænomen sig i en høiere aandelig Sphære. Jeg troede derfor, at jeg muligen vilde komme mere til Ro ved at gribe et andet Fag, ved at rette mine Kræfter paa et andet Maal. For en Tid vilde det vel og have lykkedes mig at fordrive en vis Uro, men forstærket vilde den ►vistnok være vendt tilbage som Feberanfaldet efter Nydelsen af koldt Vand. Det, der egenlig mangler mig, er at komme paa det Rene med mig selv om, hvad jeg skal gjøre², ikke om hvad jeg skal erkjende, uden forsaavidt en Erkjenden maa gaae forud for enhver Handlen. Det kommer an paa at forstaae min Bestemmelse, at see, hvad Guddommen egenlig vil, at jeg skal gjøre; det gjælder om at finde en Sandhed, som er Sandhed for mig³, at finde den Idee, for hvilken jeg vil leve og døe. Og hvad nyttede det mig dertil, om jeg udfandt en saakaldet objectiv Sandhed; om jeg arbeidede mig igjennem Philosophernes Systemer og kunde, naar forlangtes, ►holde Revue over dem; at jeg kunde paavise ep46 Inconsequentser indenfor hver enkelt Kreds; – hvad nyttede det mig dertil, at jeg kunde udvikle en Statstheorie og af de mangestedsfra hentede Enkeltheder combinere en Totalitet, construere en Verden, hvori jeg saa igjen ikke levede, men som jeg blot holdt frem til Skue for Andre; – hvad nyttede det mig at kunne udvikle Christendommens Betydning, at kunne forklare mange enkelte Phænomener, naar den for mig selv og mit Liv ikke havde nogen dybere Betydning? Og jo mere jeg kunde det, jo mere jeg saae Andre tilegne sig mine Tankefostre, desto sørgeligere blev min Stilling, ei ulig ►de Forældres, der af Armod maa skikke deres Børn ud i Verden og overlade dem til Andres Pleie. Hvad nyttede det mig, at Sandheden stod der for mig kold og nøgen, ligegyldig ved, om jeg anerkjendte den eller ikke, snarere bevirkende en ængstelig Gysen end en tillidsfuld Hengivelse? Vel vil jeg ikke nægte, at jeg endnu antager ►et Erkjendelsens Imperativ; og at der igjennem det ogsaa lader sig virke paa Menneskene, men da maa den levende optages i mig, og det er det, jeg25 nu anerkjender for Hovedsagen. Det er derefter min Sjæl tørster, som 📌Africas Ørkener efter Vand. Det er det, der mangler, og derfor staaer jeg som en Mand, der samlede Indbo og havde leiet Værelser, men havde endnu ikke fundet den Elskede, der skulde ►dele Livets Med- og Modgang med ham. Men for saaledes at finde hiin Idee eller rettere sagt finde mig selv, nytter det mig ikke at styrte mig endnu mere ind i Verden. Og det var netop det, jeg før gjorde. Derfor troede jeg, at det vilde være godt at kaste mig ind i ►Jurisprudentsen, for at jeg kunde udvikle min Skarpsindighed i de mange Livets Forviklinger. Her tilbød sig netop en stor Masse af Enkeltheder, hvori jeg kunde fortabe mig; her kunde jeg maaskee fra de givne Facta udconstruere en Totalitet, en Organisme af ►Tyve-Liv, forfølge det i hele dets dunkle Side (ogsaa her er en vis ►Associations-Aand i høi Grad ►mærkelig). Derfor kunde jeg ønske at blive ►Acteur, for at jeg ved at sætte mig ind i en Andens Rolle kunde faae, saa at sige, et Surrogat for mit eget Liv, og ved den udvortes Afvexling finde en vis Adspreep47delse. Det var det, der manglede mig, at føre et fuldkommen menneskeligt Liv og ikke blot et Erkjendelsens⁴, saa jeg derved kommer til ikke at basere mine26 Tanke-Udviklinger paa – ja paa Noget, man kalder Objectivt, – Noget, som dog i ethvert Tilfælde ikke er mit eget, men paa Noget, som hænger sammen med min Existents's dybeste Rod⁵, hvorigjennem jeg saa at sige er indvoxet i det Guddommelige, hænger fast dermed, om saa hele Verden styrter sammen. See det er det, jeg mangler, og derhen stræber jeg. Med Glæde og inderlig Styrkelse betragter jeg derfor de store Mænd, som saaledes have ►fundet hiin Ædelsteen, for hvilken de sælge Alt, endog deresep48 Liv⁶, hvad enten jeg seer dem med Kraft gribe ind i Livet, med sikkre Skridt, uden at vakle, at gaae frem paa deres bestemte Bane; eller jeg opdager dem afsides fra den alfare Vei, fordybede i sig selv og i Arbeiden for deres ophøiede Maal. Med Ærbødighed betragter jeg endog de Afveie, der ogsaa her ligge saa nær. Det er denne Menneskets indvortes Handlen, denne Menneskets Guds-Side det kommer an paa, ikke en Masse af Erkjendelser; thi de ville vel følge og ville da ikke vise sig som tilfældige ►Agregater eller som en Række af Enkeltheder, den ene ved Siden af den anden, uden et System, uden et Brændpunct, hvori alle Radier samles. Et saadant Brændpunct har jeg vel ogsaa søgt. Saavel paa Forlystelsernes bundløse Hav har jeg forgjeves søgt en Ankerplads som i Erkjendelsens Dybder. Jeg har følt den næsten uimodstaaelige Magt, hvormed den ene Forlystelse rækker den anden Haanden; jeg har følt den Art af uægte Begeistring, som den er istand til at fremkalde; jeg har ogsaa følt den Kjedsomhed, den Sønderrevethed, der følger derpaa. Jeg har ►smagt Frugterne af Kundskabens Træ og tidt og ofte glædet mig ved deres Velsmag. Men denne Glæde var kun i Erkjendelsens Øieblik og efterlod ikke noget dybere Mærke i mig selv. Det forekommer mig, at jeg ikke har drukket af Viisdommens Bæger men er faldet ned27 deri. Jeg har søgt at finde dette Princip for mit Liv ved Resignation, ved at forestille mig selv, at da Alt gik efter urandsagelige Love, det ikke kunde være anderledes, ved at sløve min Ærgjerrighed og Forfængeligheds Følehorn. Fordi jeg ikke kunde faae Alt til at passe efter mit Hoved, trak jeg mig ud deraf med Bevidsthed om min egen Dygtighed, omtrent som naar en ►aflægs Præst resignerer med ep49 Pension. Hvad fandt jeg? Ikke mit Jeg; thi det søgte jeg netop at finde paa hine Veie (jeg tænkte mig, om jeg saa maa sige, min Sjæl som indesluttet i en Kasse med ►Springlaas for, og som nu de udvortes Omgivelser ved et Tryk paa Fjedrene skulde faae til at springe op). – Det var altsaa det første, der skulde afgjøres, det var hiin ►Søgen og Finden af Himmerigets Rige. Ligesaalidet som et Verdenslegeme, naar det tænktes at skulle danne sig, først vilde fatte Bestemmelse om, hvorledes dets Overflade skulde være, til hvilke Legemer det skulde vende den lyse, til hvilke den mørke Side, men først vilde lade ►Centrifugal- og Centripetal-Kræfternes Harmoni realisere dets Existents og lade Resten komme af sig selv – ligesaalidet nytter det Mennesket først at ville bestemme det Udvortes og siden det Grundconstituerende. Man maa først lære at kjende sig selv, inden man kjender noget Andet (►γνωϑι σεαυτον). Først naar Mennesket saaledes inderlig har forstaaet sig selv og nu seer sin Gang hen af sin Bane, først da faaer hans Liv Ro og Betydning, først da bliver han fri for hiin besværlige, uheldsvangre Reisekammerat – hiin Livs-Ironi⁷, der viser sig i Erkjendelsens Sphære og byder den sande Erkjenden at28 ep50 ►begynde med en Ikke-Erkjenden (👤Socrates)⁸, ligesom ►Gud skabte Verden af Intet. Men ►fornemlig hører den hjemme paa Sædelighedens Farvande for dem, som endnu ikke ere komne ind under Dydens Passat. Her tumler den Mennesket paa det rædsomste omkring; snart lader den Mennesket føle sig lykkelig og tilfreds ved Forsættet om at vandre frem ad den rigtige Vei, snart styrter den ham ned i Fortvivlelsens Afgrunde. Ofte dysser den Mennesket i Søvn ved den Tanke: »det kan nu eengang ikke være anderledes«, for pludselig at vække ham til et strængt Forhør. Ofte lader den ligesom Glemselens Slør falde over det Forbigangne, for da atter igjen at lade hver enkelt Ubetydelighed træde frem i et levende Lys. Naar Mennesket her kjæmper sig frem paa den rette Vei, glæder sig over at have beseiret Fristelsernes Magt, kommer maaskee næsten i samme Moment ovenpaa den fuldkomneste Seir en tilsyneladende ringe udvortes Omstændighed, der ►støder ham lig Sisyphus ned fra Klippens Spidse. Ofte naar Mennesket har concentreret sin Kraft paa Noget, møder en lille udvortes Omstændighed, der tilintetgjør det Hele. (Jeg vilde sige: som en Mand, der kjed af Livet vilde styrte sig i 📌Themsen, og som nu et Myggestik standser netop i det afgjørende Øieblik.) Ofte lader den Mennesket ligesom ►den Brystsvage befinde sig allerbedst⁹, naar det er allerværst. Forgjeves søger han at arbeide imod; han har ikke Kraft nok dertil, intet hjælper det ham, at han saa ofte gjennemgaaer det Samme; den Art af Øvelse, som derved opnaaes, kommer det ei an paa. Ligesaa ep51 lidet som den, der har nok saa megen Øvelse i at svømme, vil kunne holde sig oppe i et Uveir, men kun den, der inderlig er overbeviist om og har erfaret, at han virkelig er lettere end Vandet, ligesaalidet kan det Menneske, der mangler det indre Holdningspunct, holde sig oppe i Livets Storme. – Kun naar Mennesket saaledes har forstaaet sig selv, er han istand til at hævde sig en selvstændig Existents og saaledes undgaae at opgive sit eget Jeg.29 Hvor ofte see vi ikke – (►i en Tid, hvor vi ved vore Lovtaler ophøie hiin græske Historieskriver, fordi han vidste at adoptere en fremmed Stiil til den meest skuffende Lighed med dens Ophavsmand, istedetfor at han burde dadles, da ►den første Priis for en Skribent altid er at have en egen Stiil ɔ: en ved sin Individualitet modificeret Udtryks- og Fremstillings-Maade) – hvor ofte see vi ikke Folk, der enten af aandelig Ladhed ►leve af de Smuler, der falde fra Andres Bord, eller af mere egoistiske Grunde søge at leve sig ind i Andre, for da tilsidst ligesom en Løgner ved den hyppige Gjentagelse af sine Historier selv at troe dem. Uagtet jeg endnu langt fra ikke saaledes inderlig er kommen til at forstaae mig selv, har jeg med dyb Agtelse for dens Betydning søgt at frede om min Individualitet – ►dyrket den ubekjendte Guddom. Med en utidig Ængstelighed har jeg søgt at undgaae at komme i for nær Berøring med de Phænomener, hvis Tiltrækningskraft maaskee vilde udøve for stor Magt over mig. Jeg har søgt at tilegne mig meget af dem, studeret deres Individualitet og Betydning i Menneskelivet, men dog tillige vogtet mig for ikke som Myggen at komme Lyset for nær. Ved Omgang med de sædvanlige Mennesker har jeg kun havt Lidet at vinde eller tabe. Deels har deres hele Syslen – det saakaldte practiske Liv¹⁰ – ep52 ►ikkun lidet interesseret mig; deels har den Kulde og den Mangel paa al Sympathie, hvormed de betragte de aandelige og dybere Bevægelser i Mennesket, fjernet mig endmere fra dem. Mine Omgangsvenner have med faa Undtagelser ikke udøvet nogen synderlig Magt over mig. Et Liv, der ikke er kommen paa det Rene med sig selv, maa nødvendigviis vise en ujævn Side-Overflade frem; her ere de nu kun blevne staaende ved enkelte Facta og deres tilsyneladende Disharmoni, thi til at søge at opløse den i en høiere Harmoni eller til at indsee Nødvendigheden deraf, dertil havde de ikke Interesse nok for mig. Deres Dom over mig var derfor altid eensidig, og jeg har afvexlende enten lagt for megen eller for liden Vægt paa deres Udsagn. Ogsaa deres Indflydelse og de deraf mulige ►Misvisninger paa mit Livs Compas har jeg nu unddraget mig. Og saaledes staaer jeg da atter paa det Punct, at jeg maa begynde paa en anden Maade. Jeg vil nu forsøge rolig at30 fæste Blikket paa mig selv og begynde inderlig at handle; thi kun derved bliver jeg istand til, ligesom Barnet ved sin første med Bevidsthed foretagne Handling kalder sig: »jeg«, saaledes istand til i dybere Betydning at kalde mig: »jeg«.

Dog dertil udfordres Udholdenhed, og man kan ►ikke strax høste, hvor man har saaet. Jeg vil erindre ►hiin Philosophs Methode: at lade sine Disciple tie i tre Aar, saa kommer det vel. Ligesom man ikke begynder en Fest med Solens Opgang men med dens Nedgang, saaledes maa man ogsaa i den aandelige Verden først arbeide i nogen Tid frem, førend Solen ret kan skinne for os og gaae op i al sin Herlighed; thi vel hedder det: at ►Gud lader sin Sol opgaae over Gode og Onde og lader regne over Retfærdige og Uretfærdige, men ikke saa i den aandelige Verden. ►Saa være da Loddet kastet – jeg gaaer over 📌Rubicon! Vel fører denne Vei mig til Kamp; men jeg vil ikke forsage. Jeg vil ikke sørge over den forbigangne Tid – thi hvortil Sorg? Med Kraft vil jeg arbeide mig frem og ikke spilde Tiden med at sørge ligesom den, der i en ►Hængesæk først vilde beregne, hvor dybt han var sunken, uden at erindre, at han i den Tid, han anvender hertil, synker endnu ep53 dybere. Jeg vil ile frem paa den fundne Vei og tilraabe Enhver, som jeg møder: ►ikke som 👤Loths Hustru at see sig tilbage, men huske paa, at det er en Bakke, vi stræbe op af.

IA81Det gaaer ikke an, saaledes at haste frem ►som Moralisterne, endogsaa forkastende Anger, mene; – see vi ikke i den physiske Verden Taagen som en stille Bøn at hæve sig op fra Jorden for bønhørt at vende tilbage som forfriskende Dug –?

ⓘ , ◀

✂

IA94ⓘ , ▶ (ms s. 40-46 if. B-fort.) EPI-IIPhilosophie og Christendom lade sig dog aldrig forene¹, thi skal jeg fastholde Noget af det meest Essentielle i Christendommen, nemlig Forløsningen, saa maa den naturligviis, dersom den virkelig skal være Noget, udstrækkes til hele Mennesket. Eller skulde jeg tænke mig hans moralske Evner mangelfulde og derimod hans Erkjendelse ubeskadiget? Jeg vil saaledes vel kunne tænke mig en Philosophie efter Christendommen eller efter at et Menneske er bleven Christen, men det blev da en christelig Philosophie. Forholdet blev 31da ikke Philosophiens til Christendom men Christendommens til christelig Erkjendelse eller – om man endelig vil det – christelig Philosophie, med mindre man vilde have, at Philosophien før eller inden Christendommen skulde komme til det Resultat, at man ikke kunde løse Livets Gaade; thi der negerede Philosophien som en Sig-Rede-Gjøren over Forholdet mellem Gud og Verden sig selv, naar den kom til det Resultat, at den ikke kunde forklare hiint Forhold, saa Philosophien vilde i sin høieste Fuldendthed ep70 involvere sin totale Undergang, nemlig som Evidentsen af, at den ikke kunde svare til sin Bestemmelse. Ja, Philosophien vilde end ikke fra dette Standpunct seet tjene til en Overgang til Christendommen, thi den maatte nødvendig blive staaende ved dette negative Resultat, og hele ►Forestillingen om Forløsningstrang maatte nødvendigviis komme ind i Mennesket fra en ganske anden Side, nemlig ►først føles og derpaa erkjendes. Og ►om nu end Philosophien blev opmærksom paa en stor Mængde Mennesker, der holdt sig levende overbeviste om sin Trang til Forløsning og virkelig Forløsning, saa vilde den vel kunne kaste sig herpaa – (ihvorvel det muligen ogsaa vilde falde den vanskeligt, idet nemlig Christendommen fordrer inden Prøvelsen af den en Sig-Leven-ind deri men saaledes vel ogsaa ►en Forløsnings Bevidsthed, og fastholdt han den i Betragtnings-Momentet, saa opgav han sin Philosophie, og knyttede han sig til denne sidste, saa manglede han ►Substratet for sin Reflexion og kunde da i det Høieste see tilbage paa den som noget Forbigangent, hvis sande Realitet han saa netop i dette Øieblik maatte benægte², nemlig som Philosoph – og forsøge at forstaae disse Menneskers Overbeviisning; men derfor vilde den dog ikke anerkjende Forløsningens Nødvendighed. Overhovedet, her ligger det svælgende Dyb: Christendommen statuerer Menneskets Erkjendelse som mangelfuld formedelst Synd som berigtiget i Christendommen; Philosophen søger netop at gjøre sig Rede for Guds og Verdens Forhold ►qua Menneske; Resultatet kan derfor gjerne anerkjendes for indskrænket, forsaavidt Mennesket er et indskrænket Væsen, men tillige som det størst mulige for Mennesket qua Menneske. Philosophen kan rigtignok komme til Forestillingen om Menneskers Synd, men deraf følger ikke, at han erkjender, at Mennesket trænger til Forløsning, mindst en Forløsning, der – som corresponderende med den almindelige Skabningens Syndighed – maa overføres paa Gud, men vel en relativ Forløsning (ɔ: den forløser sig selv). Ja, han vilde ep71 netop tilraabe32 Mennesket at glemme det Forbigangne, thi for hans kraftige Virksomhed er der ikke Tid dertil.

d. 17. Oct. 1835.

✂

IA95Den Christne med hele sin Leven og Troen maa dog let komme til at vise sig som et ⓘ , ▶▶ B-fort.; , Menneske EPI-IIMske.ⓘ , ◀◀, der har fixeret sig en bestemt Idee¹. Før det lykkes ham (saa fortælle de Christne os, naar vi iagttage de i denne Religion eiendommelige Phænomener; jeg vil her nærmest tænke paa dem, der ikke saa meget have søgt at føre Christendommen ind i Verden, men trække sig ud af Verden for at ►leve i Christus. Jeg sigter til ►disse Opbyggelsesskrifter, som ere udsugede af et heelt christeligt Liv og altsaa ikke blot ere Iagttagelser over det enkelte Individs Liv, men som igjen have tjent en stor Mængde fromme Christne til Styrkelse i deres Christendom), – før det lykkes ham at komme til den christelige Overbeviisning, møder ham mangen Kamp, mangen sjælelig Lidelse, idet Tvivl reise sig. Naar han endelig har naaet den, saa møder ham Anfægtelse ɔ: Fornuften gjør endnu engang sine Fordringer gjeldende før den ganske synker under². Men disse Indvendinger og Spørgsmaal veed den Christne da iforveien Beskeed om, inden han har hørt dem, at de nemlig ►komme fra Djævelen, saa hele Kunsten bestaaer i at følge det alleep72rede tidligere af ►👤Ulysses med Hensyn til Sirenerne anbefalede Middel: at tilvoxe Ørerne, idet man nemlig paa ingen Maade maa indlade sig med dem som kommende fra Djævelen, thi man meente, at saa var man færdig med hans Indvendinger, ligesom man i vore Dage mener, at man er færdig med en Modstander, naar man har33 angrebet hans Moralitet. Jeg vil derfor ansee hele den Tale om Djævelen for en stor christelig Udflugt. – Grunden hvorfor disse Tvivl anden Gang kunne komme frem (thi det, som nu andengang kommer under Navn af Anfægtelse, er det, som vi paa første Standpunct kalde Tvivl) er, fordi disse ikke førstegang bleve afviste ved en Debat men derved, at en anden Magt eller Spire puffede dem tilside. Grunden hvorfor disse Anfægtelser ikke vedblive hele den Christnes Liv igjennem, er ikke fordi de ere blevne bekjæmpede, thi vi saae jo, at de ikke ville indlade sig med dem; men man kan sløve sig i en vis Henseende, man kan blive aandelig døv paa det ene Øre, saa det er en Umulighed at raabe En op. Endelig staaer da den Christne færdig, og nu viser han da stolt hen paa sin sidste Time og taler med en vis Hovmod om den Ro, hvormed han vil ►see Døden under Øine; – men hvad Under? Naar et Menneske har anvendt hele sit Liv til at leve sig ind i en bestemt Idee, hvad Under, om han da seer den ligesom den Øiensvage, der overalt seer Funken for sit Øie? Hvad Under, om denne Funke eller Plet forstyrrer ham i at see det, der virkelig ligger for ham? Det faaer da Udseende af en lykkelig Galskab. Vel vil man henpege paa de mange store Skarpsindige og Dybsindige, der have været Christne, men deels maa jeg reservere mig et eller andet lille Kjætteri for ep73 disse betydeligste Navne, deels have vi dog før seet Folk, der i en fix Idee have udviist en mageløs Skarpsindighed; thi som noget af det allerfortrinligste ved ►👤Don Quixote forekommer mig ►den Lethed, hvormed han, naar han f. Ex. feilagtig har antaget Veirmøller for Kjæmper, dog udfinder, at det maa have været den onde Dæmon, der bestandig forfølger ham. Og mon han nogensinde tvivlede om sin ridderlige Bestemmelse? mon han manglede Ro og Tilfredshed? – og det er dog det, de Christne34 fornemlig beraabe dem paa og forlange, at vi, for at bedømme dem, først selv skulle blive Christne.

d. 19. Octb. 35.ⓘ , ◀

✂

ⓘ , ▶▶ (ms s. 47 if. B-fort.) B-fort.Bemærkninger, der fandtes paa nogle circa samtidige Lapperⓘ , ◀◀

IA96ⓘ , ▶ (ms s. 47 if. B-fort.) EPI-IINaar jeg seer paa en Mængde af enkelte Phænomener i det christelige Liv, saa forekommer det mig, at Christendommen istedetfor at skjænke dem Kraft, – – ja, at saadanne Individer i Sammenligning med Hedningen ved Christendommen ere berøvede deres Manddom og nu forholde sig som Hesten til Hingsten.

✂

IA97– Christendommen var en imposant Figur, da den kraftigt traadte frem i Verden og udtalte sig, men fra det Øieblik ep76 af, da den enten gjennem en Pave søgte at afstikke Grændser, eller den vilde ►kaste Folk Bibelen i Hovedet eller ►nu senest Troesbekjendelsen, ligner den en Olding, der mener nu at have levet nok i Verden og vil afslutte sig. Derfor falder naturligviis en Deel af dens uægte Børn (►Rationalisterne) paa, at den maa erklæres umyndig under Værge, hvorimod dens tro Børn mene, at den ►ligesom 👤Sophocles i det afgjørende Øieblik reiser sig til Verdens Forundring i fuld Kraft. – ►Røsten er vel ►Jacobs men Hænderne 👤Esaus.

✂

IA98– Følgerne af en saadan Forening (af Christendom og Philosophie) sees af ►Rationalismen, en Forestilling, hvorpaa Sprogforvirringen er en Type, og ligesom man har bemærket, at mange Ord gaae igjennem de forskjellige Sprog, saaledes have Rationalisterne, uagtet de rive hverandre ned, dog disse Ord tilfælleds: philosophisk, fornuftig Christendom (Christendommen og hele Christi Fremtræden er en – ►Accomodation).

ⓘ , ◀

✂

IA99ⓘ , ▶ (ms s. 48 if. B-fort.) EPI-IIJeg har nu søgt at vise, hvorfor vel Christendom og Philosophie ikke lade sig forene. For at eftervise denne Adskillelses Rigtighed har jeg taget Hensyn til, hvorledes Christendommen eller rettere det35 christelige Liv maa vise sig, seet fra Fornuft-Standpunctet. Jeg skal nu til ydermere Bekræftelse skizzere, hvorledes Mennesket som Menneske udenfor Christendommen maa vise sig for den Christne. I den Henseende vil det være tilstrækkeligt at erindre, hvorledes de Christne betragtede Hedningerne, ►ansaae deres Guder for Djævelens Værk, ►deres Dyder for glimrende Laster, hvorledes ►en af deres Coryphæer erklærer Mennesket for en Klods og Steen før Christus, hvorledes de paa ingen Maade knyttede deres Evangeliums Prædikelse til Mennesket som saadant, hvorledes de bestandig ►begyndte med: Omvender Eder, og hvorledes de selv erklærede, at ►deres Evangelium var Hedningerne en Daarskab og Jøderne en Forargelse. Og skulde muligen Nogen have meent, at jeg muligen ved at tage Extremerne havde faaet dem stillede saa skarpt imod hinanden, og at man ogsaa maatte tage Hensyn til de utallige Nuanceringer, der i saa Henseende finde Sted, saa vil jeg da observere dem en Smule, ifald der ellers virkelig skulde gives nogle saadanne. Og hvad er det da, der gjør, at der virkelig gives Mange, som, saa sige de, finde christelige Impulser i deres Bevidsthed men paa den anden Side dog hverken ere eller udgive sig for at være Christne? Det ep74 er vistnok, fordi ►Christendommen er en Radicalcuur, som man krymper sig ved, og det uden at disse Mennesker just behøve at have saa udvortes Forestillinger, som ►i den ældste Tid bragte flere Christne til at udsætte det afgjørende Skridt til sidste Øieblik – det er vistnok det, at de mangle Styrke til at gjøre det fortvivlende Spring. Dertil kommer ogsaa den underlig qvalme Luft, som kommer os imøde i Christendommen, og som udsætter Enhver for en meget farlig ►Klimatfeber (►hvorom før – Anfægtelser), inden han bliver acclimatiseret. See vi først hen til Livet her paa Jorden, da træde de os imøde med at ►erklære, at Alt er syndigt, saavel Mennesket som Naturen; de tale om ►den brede Vei i Modsætning til den trange. See vi hen til den anden Verden, da møde vi, saaledes lære de Christne, først ret Knudens Opløsning (►5te ►Act). Og have de Christne end ikke havt saa grandieus en Phantasie som den, der lod Nordboen udmale sig ►Loke som bunden til en Klippe med Gift dryppende ned paa ham, men som dog satte ham hans Kone ved hans Side, – saa have derimod de Christne vidst at berøve den Ulykkelige enhver Lindring, – end ►ikke en Draabe Vand til at læske hans brændende Tunge. Overalt næsten, hvor den Christne beskjæftiger sig med det Kommende, der er Straf, Ødelæggelse, Undergang, evig Qval og Pine det, der foresvæver ham, og ligesaa yppig og udsvævende hans Phantasie er i saa Henseende, ligesaa mager er den, naar Talen er om de Troen36des og Udvalgtes Salighed, der skildres som en salig Henstirren med et af disse matte, henstirrende Øine, med en stor og fixeret Pupil, eller med et i Fugtighed svømmende Blik, der forhindrer al klar Seen. Der er ikke Tale om noget aandelig kraftigt Liv; ►den Skuen Gud Ansigt til Ansigt, den hele Forstaaen i Modsætning til vor Skuen her paa Jorden i et Speil og en mørk Tale, den har ikke beskjæftiget dem meget. Det forekommer mig ligesom [den Maade, hvorpaa] Kjærligheden blev behandlet i en vis Art Romaner. Efter en langvarig Kamp med Drager og vilde Dyr lykkedes det endelig den Elskende at falde i sin Piges Arme, og da faldt ogsaa Tæppet for et ligesaa prosaisk Ægteskab som ep75 alle andre, istedetfor der dog vel nu skulde vaagne en Tilvæxt i Kjærlighed, en inderlig Sig-gjensidig-Speilen i hinanden. Mig har altid den Forestilling forekommet langt mere velgjørende: at see hele Verdens store, udmærket begavede Mænd, som have grebet ind i Menneskenes Udviklings Hjul, samlede; for mig har Tanken været begeistrende om en saadan i dybeste Forstand Menneskeslægtens ►Høiskole, om en saadan ►videnskabelig Republique, hvor vi – under evig Kamp mellem Modsætningerne – i ethvert Øieblik voxede i Kundskab; hvor Fortidens ofte skjulte og lidet bekjendte Aarsager og Virkninger afsløredes i deres fulde Lys. Imidlertid have de Christne været bange for at tilstede hine store Mænd Adgang til deres Selskab, for at det ikke skulde blive for blandet, for at kun een eneste Accord bestandig kunde slaaes an og de Christne saaledes kunne sidde som en chinesisk Raadsforsamling og glæde sig over, at de have opført ►hiin høie uoverstigelige Muur mod – Barbarerne. Og hvortil nu alt dette? Ikke for at dadle den Christne men for at vise Modsætningen ►de facto anerkjendt i det christelige Liv, for at advare Enhver, hvis Bryst endnu ikke er indsnørt i et saadant aandeligt ►Snøreliv, fra uforsigtigt at indlade sig paa Sligt, for at sikkre ham ved slige trangbrystige, astmathiske Forestillinger. Det er vistnok haardt at boe i et Land, hvor Solen aldrig skinner paa Horizonten; men det er heller ikke synderlig glædeligt at boe paa et Sted, hvor Solen staaer saa lodret over vor Isse, at den ikke tillader os selv eller nogen Omgivelse at kaste Skygge.

ⓘ , ◀

✂

ⓘ , ▶▶ (ms s. 49 if. B-fort.) B-fort.►Vor Journal-Litteratur. Studium efter ⓘ Naturen;Naturen;] , Naturen i EPI-II Middagsbelysning;

►📖 Kbhvnspostens Morgenbetragtninger,ⓘ , ◀◀

IB537ⓘ , ▶ (ms s. 49 if. B-fort.) EPI-II►Om 📖 Fædrelandets Polemik et Svar, fremkaldt ved ►📖 Fædrelandets Forsøg paa at modbevise ►den af mig mod Kjøbenhavnsposten nedlagte Paastand

►Til Hr. 👤Orla Lehmann ⓘ , ◀

IB7ⓘ , ▶ (ms s. 49 if. B-fort.) EPI-IINoget som jeg, da jeg optegnede dette, gjerne vilde have føiet til, men som jeg udelod af en latterlig Forfængelighed, kan jeg sige – da jeg nemlig frygtede for ved at gjøre det at blive anseet for forfængelig, – er den Lykke, saavel ►hiint Foredrag som ►Artiklerne gjorde, og jeg vil blot anføre et Factum, at der udkom et Blad (►📖 StatsvennenNr. 3), hvori man, i den Formening, at ►den første Artikel (den i Nr. 76) var af ►👤Heiberg, sagde: »►at han havde skrevet mange vittige Ting men aldrig noget saa vittigt, og at gamle 👤Rahbek, dersom han havde levet, vilde have sagt, at det var ubetaleligt.« Dernæst at ►👤P. Møller, ogsaa i den Tanke at det var af 👤Heiberg, gik efter ham paa Gaden for at takke ham derfor, »►da det var det Bedste, der havde været, siden 📖 den flyvende Post var bleven politisk«, – naaede ham imidlertid ikke og traf ►👤E. Boesen, der sagde ham, at det var af mig. ep101ⓘ , ◀

✂

IB6ⓘ , ▶ (ms s. 49-53 if. B-fort.) EPI-IIDerpaa ophørte ►📖 Kjøbenhavnsposten at svare og lod altsaa mig det sidste Ord, men ►efter en lang Tids Forløb udkom der et nyt Blad, der kaldte sig »📖 Humoristiske Intelligentsblade«, redigerede og forlagte af ►Bogtrykker 👤Jørgensen. Hvem ►Forfatteren er, veed man endnu ikke med Vished, men det er naturligviis en eller anden af Digterne fra ►📖 Kjøbenhavnspostens æsthetiske Periode. ►De to første Nummere kom ud paa eengang og vare saa godt som ene rettede mod mig og knyttede sig fornemlig til ►Artiklen mod 👤Hage. Det kunde naturligviis aldrig falde mig ind ret egenlig at svare paa disse Blade, da efter saa lang Tids Forløb ►mine Artikler jo maatte være glemte og han ep102 forsaavidt baade var Referent og Dommer; jeg vilde derfor blot afvinde ham hans comiske Side og vise hans Daarlighed og Aandsfattigdom. Efter at jeg havde skrevet ►Svaret, faldt det mig dog ind, at det ikke var Umagen værdt at lade det trykke, da disse Intelligentsblade ikke havde vakt synderlig Opsigt og man i ►📌Studenterforeningen f. Ex., – et af de faa Steder, hvor man kunde faae dem at læse, – ansaae dem for saa daarlige, at ikke engang Tilhængerne af 📖 Kjøbenhavnsposten vovede at rose dem. ►Nr. 3 af disse Blade var rettet mod hele 📖 Flyveposten, og det ►tilkom forsaavidt ikke mig at svare, men 👤Heiberg. Uagtet det unægteligt var det bedste af de tre38 Nummere, ►erklærede 👤Heiberg, at de maatte svare bedre, naar de vilde have Svar af ham.

✂

– Svaret, som jeg havde skrevet, lød saaledes:

»📖 Humoristiske Intelligentsblade«Nr. 1 og 2.

»►Jeg lod ved Paasketid mit Hovedhaar afrage,

Af Skræk nu reiser sig den Stump, som blev tilbage,

Og løfter min Paryk en Tomme fra sit Sted,

Hvo kaldes vel Sophist og gruer ei derved.«

Atter en ny Modstander, atter med behørig Frist, atter Formynderskab for 📖 Kjøbenhavnsposten – thi at vi see disse Blade i et saa væsentligt Forhold til denne, deri vil vist de ærede Læsere give os Ret og endmere bestyrkes ved følgende Betragtninger. Disse Blade have ingen eller saa godt som ingen Redacteur, – ligesaa hos 📖 Kjøbenhavnsposten; – ►disses Foraarsbetragtninger svare til ►📖 Kjøbenhavnspostens Morgen Dito, og den med Vædsker, Vand og Dampe svangre Phantasie staaer i et væsentligt og nødvendigt Forhold til 📖 Posten. Det vil da være de ærede Læsere bekjendt, at der hertillands har udviklet sig ikke blot et politisk men ogsaa et æsthetisk ►Dværgelaug, og at de staae i Forhold til hinanden gjennem ►👤Liunge. Men da ep103 nu Vædsker, i Samqvem gjennem Rør, altid staae lige høit, saa kan vi fra Politikerne slutte os til Æsthetikerne. Som nemlig Herren er, saa følge Tjenerne; naar Ridderen er en ►👤Don Quixote, saa kan vi forud vide, hvorledes Digteren og Humoristen er. ►Traf vi derfor ved en foregaaende Leilighed det ærede Selskab i ►Auerbachs Viinkjælder, saa kan vi være sikkre paa ogsaa der at træffe ►vor Humorist – og lyt kun:

det støiende Chor:

»►Uns ist ganz kanibalisch wohl

als wie fünfhundert Säuen!«

See det er i denne Tilstand, vi maa fastholde vor Humorist. Som vi nemlig om Foraaret see bissende Køer med geniale Træk paa Halen i kort Gallop at fare ►paaskjøns hen over Markerne – et Phænomen, som den erfarne Landmand med dyb Ironie forklarer af39 Varme og Bremser – saaledes vor Humorist: med Foraarstanker om ►Grønforet springer han omkring. Nu at gjøre det samme ved ham, som vi ►ved en foregaaende Leilighed gjorde ved en af vore Politikere, da han fik Bersærkegang: at klemme ham ind i Dilemmaets Skjolde, – saaledes her at tøire ham, det ville vi ikke, og det fornemlig, fordi der ingen Fare er for 📖 Flyvepostens Enemærker. Da imidlertid denne geniale Faren-Omkring vilde blive noget monoton, har vor Humorist, ►lig hine syv magre Køer i 📌Ægypten, selv mager slugt syv fede uden derved at blive federe – med andre Ord: vor Humorist stjæler. Det er ikke blot ►paa 👤Holbergs meget frequenterede 📌Assistentshuus, han tager paa Borg; det er ikke blot hos navngivne og unavngivne Forfattere, nei, det er endog hos Venner og Bekjendte¹. Men jeg vilde sige til ham: »Tag Dig iagt, unge Mand! Betænk, hvis alle Eiermænd paa eengang ►gjorde Indførsel; husk paa, Du er ep104 maaskee ung, fordyb Dig derfor ikke i Din Ungdom i en Gjeld, Du vil have ondt ved at afbetale i hele Dit Liv². Derfor vil jeg ogsaa love Dig, at jeg af Omsorg for Dig ikke vil svare Dig, for ikke at give Dig Anledning og Fristelse til igjen at tage saa meget op paa Borg i Din Ungdom. Du vil misforstaae mig; Du vil sige, det er en utidig Indblanding i Andres oeconomiske Affairer, men jeg kan forsikkre Dig, at jeg desuagtet skal, om Du endog er svag nok til at misforstaae Venneraad, være stærk nok til at gjøre, hvad jeg engang har anseet for Ret.«

Hvad der nu forøvrigt skal komme ud af Striden, hvis det kan kaldes en Strid, naar den ene Part ikke svarer, veed jeg ikke; men da en Mythe saa rigtigt har opfattet disse Blades Tilblivelse, vil jeg, i det Haab, at den med sit prophetiske Blik maaskee ogsaa har skuet rigtigt ind i Fremtiden, her lade den aftrykke.

»►📖 Nordens Mythologie« ved 👤Grundtvig S. 409: »Desaarsag gjorde Jætterne sig en Kjæmpe paa Steens-Vedd af Leer og Langhalm, som var ni Favne høi og tre Favne bred over Brystet, og fandt langt om længe et Hestehjerte, der var stort nok til ham; men kunde dog ikke bare sig for at bævre, da 👤Thor lod sig tilsyne .... Vedⓘ , ◀ 53 Siden af40 ham (👤Hrugner) stod Leerkæmpen, som de kaldte 👤Narrifas; men han var saa betuttet, at han staldede, da han saae 👤Thor«.³ –

✂

4154IIA31Dette, jeg her afskriver, fandtes paa en Lap Papir og er ældre end mit Kjendskab til ►👤den yngre Fichte, af hvem jeg blot flygtigt havde læst »►📖 Idee der Personlichkeit«, udentvivl er det fra Feb.

19 Martz. 37.

Udover ►Vexelvirkningen kom (og kan speculativt vel neppe Nogen komme) hverken ►👤Schleiermacher ell. ►👤Schelling ell. nu ►👤den yngre Fichte. Det som ene er ⓘ GjenstandenGjenstanden] , < Gjendstanden for Anskuelsen og som Saadant det ene Sande er ►det ⓘ gjennemgjennem] , ændret fra gjenem det uendelig Mangfoldige sig bevægende uendelig Ene – det paa eengang uendelig Vordende og uendelig Færdige; det uendelig Mangfoldige som saadant vilde være en reen Abstraction og det uendelig Færdige ligesaa, de ere kun at see i og med hinanden ved et Slag i Begyndelsens Nu uendelig Tid og Rum opfyllende, paa samme Maade maa man i Consequents heraf forklare Individualiteten som det i en uendelig Vorden uendelig Færdige¹, derfor maatte ►Systemet blive ►calvinistisk, ell. dog see det med ►👤Schleiermacher Modification den uendelige Synden og uendelige Fyldestgjøren, ligesom Individet er prædestineret er Systemet det paa en Maade ogsaa – ►Alvidenhed og Almagt blive derfor det Samme kun seet fra 2 Sider, Guds Bevidsthed om Tingene er Tilblivelsen af dem.

Gud er det Muliges Virkelighed.

55Dette System faaer egl. i Tiden (rigtignok ►taler 👤Fichte et Sted om »ⓘ besonderebesondere] , < besondere<·> Zeit« hvorved han da skulde være kommen ud over ⓘ 👤SchellingSchelling] , < Schelling) men det bliver derved.) – ikke ►den chr Lære om Tiden – om ►Djævelens Syndefald fra Evighed og Msk. derved i Tiden²; ikke Fyldestgjørelsen i Tiden, ►ikke Troen (blot den umidd. Bevidsthed). –42 Forsaavidt har ►👤Fichte gjort et Fremskridt som han er kommen ud over 👤Hegels Abstraction til Anskuelsen.

Den første Skabelse giver den umidd. Bevidsthed (det er Indtrykket; men ligesom om ►Vinden veed man hverken, hvorfra den kommer ⓘ ellereller] , < ell.eller hvor den blæser hen), ud over den kan vi ikke komme; Χstd. er den anden Skabelse (derfor ►fødes Χstus af en reen Jomfru, hvilket igjen er ►en Skaben af Intet; derfor ►beskyggede Guds Aand Jfr. 👤Marie, ►ligesom den fordum svævede over Havet) ►et nyt Moment Ordets Hørelse – Tro, som er det andet Stadiums umidd. Bevidsthed – hele den ►Talen om Tradition paa det philosophiske Gebeet er en ►Subreption, et uægte Barn af Χstd. 56 Det, som imidlertid vistnok har givet Anledning til denne Talen om Tradition er ⓘ at man,komma tilføjet at man,] idet man gjorde Philosophien til Bevidsthedens theoretiske Fuldendelse, men for at undgaae den Indvending, at der dog egl. ikke var nogen Garantie for, at man havde truffet den normale Bevidsthed, nu føiede Traditionen hertil. –

Derfor kan her ogsaa blive et Spørgsmaal om, ►hvorfor Gud skabte Verden, som jo og de gl. Dogmatikere gik ind paa – idet den har en Aabenbaring – medens 👤Fichte etc naturligviis aldrig kunne komme ud over den almdl. msklige umidd: Bevidsthed.

Idet jeg afskriver det Foregaaende er det ikke fordi jeg troer, at der er sagt noget stort dermed; men fordi det fornøier mig at see, at en Deel af de Bemærkninger der findes stemme væsentlig overeens med hvad jeg ved senere Læsning af 👤d. y: Fichte er stødt paa. Det Samme gjelder om ►det følgende ⓘ Stykke.66Stykke.] s. 57-64 ubeskrevet if. B-fort., mangler nu i ms. S. 65 er ubeskrevet. 43

✂

IIA3266Det er en meget interessant lille Fortælling af ►👤Cl: Brentano: ►skjøn 👤Ane, og af Betydning m: H: t: Ahnelse. Den er i høieste Grad folkelig, og ►hvis der ikke ligger et Folkesagn til Grund for den, saa har B. ved den viist sig som en sand Mester. Foruden nemlig den glade (►sana mens in sano corpore) og livslystige Tone gaaer der ogsaa en dyb alvorlig Melancholie igjenem det egl. Folkelige; en Ahnelse om det Ondes Magt; en stille Resignation, der lader enhver Tidsalder betale sin Tribut til denne ubøielige Magt^a; derfor spille Rettersteder, Ravne og Krager, Fængsel, Forførelser etc en saa stor Rolle. Denne Tone gaaer nu ogsaa igjenem denne Fortælling, ►det simple gudsfrygtige Vers som vidunderlig prophetisk slynger sig igjenem den; ►Skarpretterens bange Ahnelse, da Sværdet bevæger sig; ►Historien om hvorledes skjøn Ane altid trak paa en egen Maade i Forklædet etc.

Den hele Historie maa man høre af en pialtet Kludesamlerske ►paa ⓘ Selvmorderes Selvmorderes] , foran er slettet de ⓘ Kirkegaard iKirkegaard i] , først skrevet Kirkegaard, hvor <·> diset Luft under Ravne og Kragers Skrig paa ►en Henrettelses Dag^b. –

(Forøvrigt har den ►Lighed med et Digt i 📖 Knaben Wunderh: 2d B. p. 204., som iøvrigt rigtignok er af temmelig almndl. Art; men dog det m: H: t: hiin Fortælling mærkelige, at ►det er en Fændrik og at han bringer Pardon; men for silde)

Med H: t: Ahnelse findes der ogsaa Adskilligt i ►Steffens' de 4 Nordmænd, det vil da sige ikke videnskabelige Undersøgelser; men Elementer til saadanne, kun er den hos ham bleven lidt monoton, næsten ligesaa meget som hans norske Fjelde, idet enhver af ►hans Helte begynder næsten enhver 67 af deres betydningsfuldere mere ind i Romanen gribende Repliker med at tale om de norske Fjelde, saaledes har ogsaa deres Ahnelse, foruden det Ubestemte den jo nødvendig maa have, noget Abstrakt; der gives ikke Momenter nok i deres Bevidsthed der idetmindste kunne lade ahne Sligt; thi vel er al Ahnelse dunkel og med et Slag i Bevidstheden fremtrædende ell. dog saa lidt efter lidt Sjælen beæng44stigende at den ikke optræder som Conclusion af givne Præmisser, men bestandig viser ud over sig i et ubestemmeligt Noget; men dog troer jeg at man nu mere end nogensinde bør gaae ind paa at eftervise den subjective Modtagelighed og det ikke som noget Sygeligt og Usundt; men som noget i en normal Constitution Medværende.

✂

IIA34 En Bemærkning for Theologie: ►📖 Kong Lear ►Act IV, Sz. 6. (efter 👤Tiecks Oversættelse 8de B. p 362 nederst) Lear: ..... Ja und Nein zugleich, das war keine gute Theologie. –

✂

IIA35Der gives Msk, der ved med en skrækkelig Geskjæftighed at blande sig ⓘ ii] tilføjet ⓘ AltAlt] , < alt, bestandig spille en meget comisk Rolle. Noget bedre Forbillede paa slige Folk kan jeg ikke tænke mig end det ►👤Baggesen har (i ►📖 Kalundborgskrøniken) givet i 👤Jens Skovfoged:

►Da kom paa Hesten trap trap trap

Jens Skovfod ridende saa rap.

✂

IIA36Det er en ret mærkelig Selvmodsigelse, ⓘ en Løgnen Løgn] , < end i al Naivitæt (derfor lader disse Fortællinger sig saa let parodiere) der gaaer igjenem ►Kjæmpehistorierne. Jeg vil blot her tage et Exempel af ►Historien om ⓘ 👤HervorsHervors] , først skrevet Kon og Kong 👤Heidreks Saga, der findes i ►👤Rafns nordiske 📖 Kjæmpehistorier 3de ⓘ B.B.Bind] , herefter er slettet p.paginaside Det er nemlig 68 ikke blot den Forglemmelse af hvad man har sagt i det Foregaaende, der gjør at de fE ►næsten om enhver ⓘ HeltHelt] , sige, at han var den stærkeste etc; men den er ogsaa af anden Art: saaledes fortælles der p. 8 at ►👤Svafurlame faaer Tyrfing af Troldene, et Sværd der havde den Egenskab, at hver Gang det blev trukket blev det en Mands Bane, nu drager han det, slaaer efter Troldene; men see dem rammer han ikke og altsaa skulde han egl. have dræbt sig selv.45 Videre p. 18 hvor ►👤Agantyr skal stride ⓘ med med tilføjet, måske af Barfod ] 👤Hialmar; men 👤Odd raader ham at lade ham gaae istedetfor sig fordi han havde en Silkeskjorte, der havde den Egenskab at Staal aldrig ^[a] fæstede paa den (altsaa et Sværd der bider Alt – og en Skjorte paa den anden Side der ikke kan sønderhugges af noget Sværd). Fremdeles den Modsigelse, der da gaaer igjenem alle slige Fortællinger, i Opfattelsen af Kjæmpelivet, ►paa eengang tales der om deres store Mod, Lyst til at stride etc, og paa samme Tid lader man dem paa den ængsteligste Maade sørge for ikke ⓘ blotblot] tilføjet at have gode Vaaben; men endogsaa forhexede Vaaben, der vilde give en iøvrigt ussel Kjæmpe Overvægt over den stolteste ^[b] ; paa samme Tid glemmer man, idet man fortæller om Kampen at kun den Ene havde denne ►Bihjælp, og lader det vare grum̄e længe inden Seiren bliver afgjort, ja det er endog med Nød og Neppe han seirer. – Det er den i dette romantiske Liv endnu slumrende i 69 sin Umidd. i og med dette værende Ironie. – Herhid hører ogsaa den fortræffelige Naivitæt i ►Historien om den Lænke, hvormed 👤Fenrisulven blev bundet, nævnes 5 Ting som ikke findes i Verden, og det hedder om dem: derfor findes de ikke [i] Verden. – ►👤Thor da han skal fiske 👤Midgaardsormen jager Benene igjennem Baaden (vistnok physisk umuligt) og kommer til at staae paa Havsens Bund. –

✂

^[a] IIA37Den Ro den Tryghed man har ved at læse et classisk Værk, ell. ved at omgaaes med et fuldstændigt udviklet Msk, finder ikke Sted ved det Romantiske, det gaaer næsten der ligesom naar man seer en Mand skrive, der ryster paa Haanden man frygter hvert Øieblik for at Pennen skal løbe fra ham til et ell. andet fratzenagtigt Træk. (Dette er den slumrende Ironie).

✂

IIA3946Det har ofte forundret mig at see ⓘ ellersellers] tilføjet strænge Χstne saa let fristes ved Smaating, som det aldrig falder en ⓘ AndenAnden] , < anden ind at antage for nogen Sag at overvinde (Jeg har seet dem saa gjerne at ville have Lidt af den Ret, som var dem forbuden, gjerne ville, naar de kunne kjøbe det mod 3 Timers Smerte have et lykkeligt Øieblik under Nydelsen ⓘ afaf] , først skrevet <··> Et ell. Andet, har seet dem gjøre det til Gjendstand for vidtløftige Undersøgelser, og bildt dem ind at have gjort en stor Seier, naar de have indskrænket Nydelsen til et meget lidet Quantum.) Hvoraf kan det vel komme? Vistnok deraf, at man paa det almdl. Standpunct anseer det for en Indifferents, som 70 altsaa ikke frister, ell. naar man indlader sig derpaa anseer det for ubetydeligt og ikke deler den almdl. christelige Anskuelse af at 👤Djævelen netop i Sligt frister dem, og forsaavidt kan der ligge Noget i ►ⓘ detdet] , < den af Katholiker saa ofte ⓘ til Beviis til Beviis] , foran er slettet udtalte Anskuelse for den Sætning at Hedningerne ikke kunne blive salige, uagtet de, som man indvendte dog vare skikkelige Folk opstillede Forsvar, at de synes vel saa; thi da 👤Satan alligevel var sikker paa dem fristede han dem ikke. –

✂

IIA40Mangen Digter skulde sige med ►en gl. tydsk Digter:

►O starker Gott! O gerechter 👤Richter

Erbarm dich über mich armen Dichter.

(►altdeutsche Lieder ⓘ vedved] , først skrevet af 👤Görres p. 159.)

✂

IIA41Barndommen er Livets paradigmatiske Deel; Manddommen dets Syntaxe. –

✂

IIA42Jeg har læst ►👤Andersens ►Novelle: 📖 Improvisatoren igjenem finder Intet deri, kun en god Bemærkning, Italieneren siger til Afskeed om Aften: ►felicissima notte og 👤Andersen bemærker: ►»Nordboen ønsker: god Nat sov47 vel, Italienerne ønske: den lykkeligste Nat! Sydens Nætter eie mere end – Drømme« (1 D. p. 102). Herved kommer jeg til at tænke paa disse trohjertige ►Vægtere der altid forekommer i gl. tydske Sange med deres: ►Wach uff Wach uff, hvorved de erindre de Elskende om at det gryer ad Dag.

✂

71IIA43I det Hele er det vist neppe muligt at læse ►Kjæmpehistorierne uden et Smiil. Man tænke sig blot det Comiske i at see en saadan Helt som ►👤Holger Danske komme rennende, et Udtryk ^[a] som er aldeles staaende, og undertiden hender det sig at de rende et Par Miil efter hverandre, saa kommer 👤Carl Magnus rendende og hugger til ham etc. En mærkelig Naivitæt findes der ogsaa m: H: t: ikke ⓘ atat] tilføjet huske hvad man før har sagt. ►Holger Danske (cfr ►👤Rabecks 1 D. p. 289) kommer til 👤Morgana, der sætter ham en Krone paa Hovedet, hvorved han glemmer Alt uden hende og hendes Kjærlighed og dog hedder det p. 292 at han taler med Kong 👤Artus, som han træffer der om deres Bedrifter og saa igjen længer hen, at, da 👤Morgana tager Kronen af ham, da først erindrer han det Forbigangne. En eensidig Moral gjør igrunden Heltene ►imoralske, og besynderligt er det at see den Tillid de have til en Tvekamps Kjendelse om hvo der har Ret, paa samme Tid som de ikke genere dem for, hver især at kjæmpe for den, de holde af, om han ell. hun end havde Uret. – Høist comisk er ogsaa ►de theol: ⓘ DisputerDisputer] , først skrevet Disputet, de føre midt under Striden. – Fortælleren har saa lidet dramatisk Blik, at han lader ►en [b] Muhamedaner sige: O Gud Mahomed og andre vore Afguder (cfr 45 i 👤Holger.)

Forøvrigt har jeg i ►mit Exemplar lagt Mærke ved adskillige Ting af samme Skuffe. –

✂

7248IIA45►👤Holger D. er vel oprindelig skrevet paa Fransk, derfra oversat paa Latin og derfra paa Dansk af 👤Christen Pedersen, i ethvert Tilfælde er ⓘ da denda den] , først skrevet den da Original 👤Pedersen har havt fra et chatolsk Land. Derfor da den taler om ►det Vidunderlige ved 👤Holger D.s sidste Liv siger den: p. 252: ►Hvo det troer ell. ikke, han synder ikke dermed; thi det staaer ikke i credo. – p. 272 hedder det derimod (og det er aabenbart en Bemærkning af 👤Chr. P. selv da han siger ►Den, som hende (📖 Krøniken) skrev etc): hvilket dog ikke er troligt ikke heller bør os det at troe; thi det findes ikke i den hellige Skrift.

✂

IIA46En Fortale.

De fleste Msk gaae gjerne til Læsningen af en Bog med en Forestilling om hvorledes de selv vilde have skrevet, hvorledes en anden har ell. vilde have skrevet, ligesom en lignende ►Hillethed indtræder, naar de første Gang skulle see et Msk, og som en Følge deraf saa meget faae Msk egl. veed, hvordan det andet Msk. seer ud. Her begynder nu den første Mulighed af ikke at kunne læse en Bog, der derpaa gaaer igjenem en utallig Mængde Nuanceringer indtil paa det høieste Trin – Misforstaaelse – de to meest modsatte Arter af Læsere mødes – de dummeste og de genialeste, som begge to have det tilfælleds, at de ikke kunne læse en Bog, de første af Tomhed de sidste af Rigdom paa Ideer; derfor har jeg givet dette Skrift en saa almdl Titel (det skulde hedde »Breve«) for at gjøre mit til at forhindre hvad der er ⓘ ofte<ofte>] , ændret fra altid^a et Tab for Forfat. stundom for Læserne – Misforstaaelse.

✂

73IIA47Philosopherne give gjerne med den ene Haand og tage med den Anden, saaledes fE►👤Kant, der vel lærte os noget om ►Kategoriernes Tilnærmelse til det egl. sande ⓘ νουμενανουμενα] , < νοομμενα men ved at gjøre den uendelig derved tog Alt tilbage. Overhovedet spiller denne ►Brug af Ordet uendelig en stor Rolle i Philosophien. –

✂

IIA4849Forsaavidt ►👤Hegel blev befrugtet af Χstd. søgte han at udskille det humoristiske Element, der er i Χstd. (hvorom der findes Noget ⓘ paapaa] tilføjet ►et andet Sted i mine Papirer), og forsonede sig derfor ganske med Verden, og førte til en ►Quietisme. Det Samme er Tilfælde med ►👤Goethe i hans 📖 Faust, og det er mærkeligt at den anden Deel kom saa silde. ⓘ DenDen] , først skrevet Det første Deel kunde han let give; men hvorledes han skulde berolige den engang vakte Storm det var Spørgsmaalet. Den anden Deel har derfor en langt mere subjectiv Side (det er jo Noget ►👤Goethe i det Hele tilstrækkeligt har udtalt, hvorledes hvad han gjenemlevede affødte sig i et ell. andet Kunstværk) det er ligesom for at berolige sig selv han aflægger denne Troesbekjendelse. –

✂

IIA49►👤Hegels efterfølgende Standpunct sluger det Foregaaende ikke som et Livs Stadium det andet, da dog ethvert beholder sin Gyldighed; men ►som Justitsraaden sluger Kameraaden. –

✂

74IIA50 *I Anledning af ►en lille Piece af 👤Johannes M...... (👤Martensen) over 📖 Lenaus Faust, hvori der ►fortælles at Stykket ender med at Faust dræber sig selv og 👤Mephistopheles holder en Epilog, kommer jeg til at tænke, hvorvidt det overhovedet er rigtigt at lade et Stykke af den Art ende paa den Maade. Og her troer jeg ►👤Goethe har Ret ved at ende første Deel med 👤Mephistopheless: 👤Heinrich, 👤Heinrich. Et Selvmord vilde nemlig gjøre denne Idee for meget til en Karachteer, det skal være hele Verdens Modvægten der knuser ham, ligesom ►i 👤D. Juan. – Eller ende med Fortvivlelse (►👤d. evige Jøde) Fortvivlelse er romantisk – Straf ikke saaledes som det var ►Tilfældet med 👤Prometheus.

✂

IIA5150Ja rigtigt! saaledes gaaer det mig med Alt jeg rører ved som der staaer i ►et Digt: 📖 Knaben Wunderhorn

►Ein Jäger stieß wohl in sein Horn,

wohl in sein Horn,

Und ⓘ AllesAlles] , < alles, was er ⓘ bliestbliest] , først skrevet <·>, das war verlorn.

✂

IIA52Ligesom der i Familie-Livet gives en vis Klasse af Msk, der, som det saa ypperligt hedder, ►føre Snak mell: Familier, saaledes gives der en talrig Skare af Msk, der med H. t. Spørgsmaalet om Χstd. Forening med Philosophie ret egl. føre Snak, idet de uden at kjende nogen af Parterne nøie, 75 paa anden ell. tredie Haand har faaet Noget at vide af ►den Magister, der paa sin Udenlandsreise har drukket Thee med den ell. hiin store Lærde etc. –

✂

IIA53📖 Faust maa paralelliseres med ►👤Socrates, ligesom nemlig denne sidste betegner Individets Løsrivelse fra Staten, saaledes betegner 📖 Faust det efter Kirkens Ophævelse fra dens Veiledning løsrevne til sig selv overladte Individ, og deri er hans Forhold til Reformationen betegnet og parodierer forsaavidt Reformationen, ved eensidig at fremhæve den negative Side.51

✂

IIA54Det er dog rørende, naar man gaaer forbi ►de allersimpleste Boghandleres Boutiquer og saa seer om ►den Ærke Troldkarl 👤Faust etc seer det Dybeste at falbydes den simpleste Classe.

✂

IIA55►👤D. Juan er aldrig bleven saa popoulair som Faust og hvorfor.

✂

IIA56►Faust kan ikke begaae et Selvmord han som den over alle ⓘ densdens] , ændret fra hans factiske Skikkelser svævende Idee maa fuldende sig selv i en ny Idee (►👤Den evige Jøde).

✂

IIA57Paa den besynderligste Maade kan Reflexionen slynge sig om Een: Jeg tænker mig, ^[a] at Een vil fremstille Samtidens Feil paa Theatret; men idet han selv befinder 76 sig blandt Tilskuerne, seer han at i Grunden Ingen lægger sig det paa Hjerte, uden for at finde det hos sin ⓘ Naboe;Naboe;] , ændret fra Naboe. Han gjør endnu et Forsøg han fremstiller denne Scene paa Theatret og Folk leer deraf og siger: det er forskrækkeligt med mange Msk., de kan godt see Feil hos Andre ei hos dem selv. etc. etc ..... –

✂

IIA58See det er det det kommer an paa i Livet, at man engang har seet Noget, følt Noget, der er saa stort saa mageløst at Alt andet er Intet imod det, at man om man end glemte Alt aldrig glemte det, at man med ►👤Benvenuto Cellini kan sige, da han, ►efter i længere Tid at have siddet i et mørkt Fængsel, fik Solen at see: ►die Gewalt der Strahlen nöthigte mich, wie gewönhlich die Augen zu schließen, aber ich erholte mich bald, öffnete die Augen wieder, sah unverwandt nach ihr und sagte: O meine Sonne, nach der ich so lange mich gesehnt habe, ich will nun nichts weiter sehen, wenn auch deine Strahlen mich blind machen sollten, und so blieb ich mit festem Blick stehen.

(►👤Goethes 📖 W. 8to Stuttgart og T. 1830 34 B. p. 365 n: og 66 ø.).

✂

IIA59Philosophien er Livets ►Goldamme, den kan ►vare om os – men ikke die. –

✂

77IIA6052ⓘ , ▶▶ (ms s. 77 if. B-fort.) B-fort.[»►Der arme 👤Heinrich«]

✂

IIA61 ►Den evige Jøde ⓘ , ◀◀

✂

IIA62ⓘ , ▶ (ms s. 77 if. B-fort.) EPI-IIO, Gud give, at den Styrke, jeg føler i dette Øieblik, ikke maa være som den kraftige Hær, utallig som Støvet og vel udrustet, der var at sammenligne med et afmægtigt Nattesyn i Drømme; – og den Beroligelse, jeg føler, ikke at sammenligne med Hærens Foretagende, der var lig en Hungrendes i Drømme, der troede at mætte sig paa de opdigtede Spiser og kun vaagnede des kraftløsere.

(Disse Udtryk har jeg taget af ►👤Schubert: ►»📖 Symbolik des Traums«, 2. Udg. S. 27, der ►anfører dem som Billeder, der hyppigst forekomme i de forskjellige symbolske Sprogformationer, og netop derved tyde hen paa en til Grund liggende Urformation.)

ⓘ , ◀

✂

IIA63ⓘ , ▶ (ms s. 78 if. B-fort.) EPI-IISaaledes tænker jeg mig Forholdet mellem ►satisfactio vicaria og Menneskets egen Sonen for sine Synder. Det er vel sandt, at paa den ene Side Synderne ere tilgivne ved Christi Død; men paa den anden Side bliver Mennesket derfor ikke ligesom ved et Trylleslag revet ud af sine gamle Forhold, det »Syndens Legeme«, som 👤Paulus taler om (►Rom. VII. 25). ►Han maa gaae samme Vei tilbage som han er gaaet frem, medens Bevidstheden om, at hans Synder ere ham tilgivne, holder ham opreist og giver ham Mod og forhindrer Fortvivlelsen – ligesom En, der i fuld Følelse af sin Synd angiver sig selv og nu med Frimodighed gaaer selve Misdæderens Død imøde¹, fordi han føler, at det maa53 saa være, men Bevidstheden om, at Sagen nu vil gaae over for en anden og mildere Dommer, holder ham oppe. Han gaaer den farefulde Vei (der jo nok kan være tornefuld, uagtet Bevidstheden om Syndsforladelse, fordi man saa ofte glemmer det) og vil ikke friste Gud eller fordre Mirakel af ham.

IIA65Man maa retrograd gjennemløbe den samme Vei, man har gaaet frem, ligesom ►Trylleriet først ophører ved det musicalske Stykke (Ellekongestykket), hvad man kan lære af Ellefolket, naar man spiller det nøiagtigt igjennem igjen baglænds (retrograd).

d. 11. Oct. 37.

✂

IIA66Jeg vil vende mig fra dem, der blot staae paa Luur for at opdage, at man har forseet sig i en eller anden Henseende, – til ►ham, der glæder sig mere over een Synder, der omvender sig, end over de 99 Vise, der ei have Omvendelse behov.

✂

IIA67O Gud, men hvor let glemmer man ikke sligt Forsæt! Jeg har atter været vendt tilbage til Verden for dog endnu nogen Tid,ⓘ , ◀ 79

Journalen AA, s. 79 (AA:53-55)
afsat i mit eget Indre at herske der. O men hvad hjalp det Msk, at han ►vandt den ganske Verden; men tog Skade paa sin Sjæl. Ogsaa idag (d. 8 Mai) har jeg forsøgt at ville glemme mig selv, dog ikke ved støiende ⓘ Larm –Larm –] tilføjet det Surrogat hjelper ikke, men ved at gaae ud til ►Rørdam og tale med ►👤Bolette, og ved (om muligen) at faae Vittigheds-Djævelen til at blive hjemme, ►den Engel, der med det luende Glavind, som jeg har fortjent det, stiller sig mell. mig og ethvert uskyldigt Pigehjerte – da Du indhentede mig, o Gud hav tak at du ⓘ ikkeikke] tilføjet lod mig strax blive afsindig, – jeg har aldrig været saa angst derfor, hav Tak, at Du endnu engang bøiede Dit Øre til mig.54

✂

IIA68 Idag igjen det samme Optrin – Jeg naaede dog ud til ►👤Rørdams – milde Gud, hvorfor skulde den Tilbøilighed netop nu vaagne – O hvor jeg føler, at jeg er ene – o Forbandet være hiin hovmodige Tilfredshed med at staae alene – Alle ville nu foragte mig – O men Du min Gud slaae Du ikke Haanden af mig – lad mig leve og forbedre mig –

✂

IIA69Da 👤Adam levede i Paradiis, da heed det: beed; ►da han blev uddrevet, da heed det: arbeid; da Χstus kom til Verden da heed det: beed og arbeid. (►ora et labora).

✂

80 IIA70 Jeg har i denne Tid læst Adskilligt af ►👤A: v. Arnim; blandt andet »📖 ►Armuth, Reichthum, Schuld und Buße der Gräfinn Dolores. 2 Bind.

2det B. p. 21 hvor han taler om ►hendes Forfører siger han: ►Von einem 👤Don Juan war er schon dadurch unterschieden, daß er keinesweges bloß sinnlich war mit al und jedem Weibe; nur mit den sinnlichen war er sinnlich; noch eifriger konnte er mit strengmoralischen sein Leben durchgehen und bessern, mit einer Religiösen Beten. Hätte 👤Don Juan seine Vielseitigkeit gehabt, er hätte sich durch des Teufels Großmutter vom Teufel los geschwatzt ....«. Jeg har opskrevet dette, fordi det stemmer med min Anskuelse af ►👤D. J:, der ikke var saa meget Talent som Genie, ikke saa meget Karachter som Idee.

p. 60. Grevinde 👤Dolores Mands Besøg hos ►den vidunderlige Doctor: ►hier wurde ihm sehr öde und einsam, und was alle die künstlichen Maschinen nicht vermocht hatten, er schauderte und eine namenlose Angst ergriff ⓘ ihn ihn] , < ihm vor dem Leben eines ganz einsamen Menschen, der wie der letzte auf der Erde sich in seinen Traümen verliert und verwildert, an Hölle und Himmel zugleich anstößt und nicht hineindringen kann«.

d. 16 Mai. 37.55