Uddrag fra Journalen AA

Et andet ved Vordingborg ... ødelagt i Grevens Feide : Der tænkes formentlig på den ruin, der lå i 📌Øbjerggaards have ved 📌Vordingborg, og som blev kaldt »📌Lille-Gurre«. Ruinen, der er omgivet af grave, udgives for at være resterne af et lyst- el. jagtslot, som skal have tilhørt Valdemar Atterdag, men som formentlig langt senere har fået sit navn ved en forveksling med 📌Gurre Slot i 📌Nordøstsjælland ud fra den formodning, at 📌Gurre måtte ligge i nærheden af 📌Vordingborg Slot, hvor Valdemar Atterdag opholdt sig meget. Denne formodning har intet historisk belæg, jf. Historisk Tidsskrift bd. 1, 📌Kbh. 1840, s. 471f. (anm. 4). – Valdemar Atterdag: kong 👤Valdemar IV (o. 1320-75, konge fra 1340) med tilnavnet Atterdag, som han senere fik på grund af det valgsprog, traditionen har tillagt ham: 'I morgen er der atter en dag'. Valdemar Atterdag døde på Gurre Slot. – Grevens Feide: den fejde el. borgerkrig, der udkæmpedes i 📌Danmark efter kong 👤Frederik I's død i 1533, og som betegnes således efter grev 👤Christoffer af Oldenburg, der tilskyndet af 📌Lübecks borgmester forsøgte at vinde magten i Danmark for at genindsætte den fængslede kong 👤Christian II og lægge Danmark og 📌Norge ind under Lübeck. Imidlertid blev Frederik I's ældste søn, 👤hertug Christian, kronet til konge i 📌Jylland; han slog først opstanden ned i Jylland, derefter på 📌Fyn og 📌Sjælland for endelig at indtage 📌København i juli 1536; og kort efter blev han som 👤Christian III anerkendt som konge over Danmark og Norge, hvorefter han i oktober s.å. indførte reformationen. Under fejden foretog grev Christoffers tropper en gengældelsesaktion mod adelen på Sjælland og Fyn, hvor mange borge og slotte blev ødelagt.

I trykt udgave: Bind 17 side 10 linje 19