↩ 57Det apostoliske Ord henvender sig til Den, hvis ydmyge Lod det blev at maatte modtage, og er som ethvert helligt Ord et ►Evangelium for den Fattige, en himmelsk Røst, der kalder ad ham, der indgyder Mod til at seire i den forfærdelige Strid, i hvilken man saa at sige strider med sin Ven, eller hvor det dog er saa saare vanskeligt at skjelne Ven fra Fiende, Frimodighed til at opløfte sig i Tak til Gud, ligesaa ofte som Sjelen er i Fare for at fængsles til Jorden ved at vorde et andet Menneskes Skyldner. Eller er dette maaskee Utaknemlighed, vi anprise? Kan da det apostoliske Ord ikke tilveiebringe Ligheden for Gud, eller er det en uretfærdig Lighed, der læres, naar det siger, at al god og fuldkommen 153 Gave er ovenfra, og at altsaa ethvert Menneske, hvad enten han giver eller modtager, ►væsentlig har at takke Gud; thi kun for det Gode er det jo rigtigt at takke, og det Gode kommer jo kun fra Gud? O! nei Ordet vil visselig ikke afskaffe Taknemligheden, thi som det er en Skjendsel for Den, der giver, at han selv veed det, at han ikke idetmindste stræber efter at gjøre sig usynlig i enhver Forstand, eller dog veed i høiere Forstand at gjøre sig usynlig, om han end staaer synlig hos, saa er det ogsaa en Skjendsel for Den, der modtager, at han ikke veed og af al Magt stræber at faae at vide, af hvem han modtog. Men i denne Stræben for at den Ene kan finde, hvad den Anden skjuler, ville de begge enes i at finde Gud, og naar han er funden, da er Skjendselen tagen fra dem begge, Skjendselen fra den, der skulde skjule sig, at han blev opdagen; Skjendselen fra den, der skulde opdage, at han ikke opdagede ham. 140Dersom nemlig Den, der modtager Velgjerningen, ikke gaaer med sin Tak ud for at finde Velgjøreren, da finder han aldrig Gud; thi det er i denne Søgen han finder Gud, ved ikke at finde sin Velgjører, ved at finde ham, som han bør være, og da ved hans 58 Bistand atter finde Gud, ved at finde ham som han ikke burde være, og da i sin Taknemligheds Søgen atter finde Gud. Vil et Menneske tabe den jordiske Taknemlighed af Syne, for eventyrligt med sin Tak at opdage Gud, da vogte han paa sig selv, thi dersom han ikke er villig til at ►takke den Velgjører, han dog seer, hvorledes skulde han i Sandhed takke Gud, som han ikke seer? Lad kun en Pharisæer fremsætte Sandheden for at gjøre en slet Anvendelse af den, Sandheden bliver dog: at man skal give Gud Æren for hvad man skylder et syndigt Menneske, at Ingen tør ophøie sig saaledes over en Anden, at han gjør det umuligt for denne at komme til at takke Gud, fordi han staaer ham i Veien; at Ingen tør være saa nedrig, saa feig, saa magelig, saa blødagtig, saa fortabt i det Jordiske, at han nøies med at takke et Menneske, fordi han gav ham, hvad han begjerede; men derfor skal det jo ikke negtes, at det i det Aabenbare at ville fornegte sin Velgjører, og i det Skjulte at ville modtage hans Gaver, er som det at skamme sig ved sine Forældre en Afskyelighed baade for Gud og Mennesker, en Vederstyggelighed, der stræber efter at gjøre Gavernes Giver til den eneste Forurettede i Livet. Vi prise ►hiin Blindfødte i Evangeliet, at den første Brug, han gjorde af sit Syn, var at see om muligt at finde sin Velgjører, vi prise ham, at Verdens Dom ikke formaaede at bringe 154 ham til, hvad den ►overvandt 👤Peter til, at fornegte sin Velgjører, vi prise ham, at han hellere vilde foragtet blive hos sin Velgjører end hædret maaskee tjene som et Redskab i de Mægtiges Haand; men hvis han nu ikke havde villet gjøre mere, hvis hans Velgjører havde været et syndigt Menneske som En af os, hvis Velgjerningen havde knyttet dem sammen i uopløseligt Venskab, istedetfor, at det Forenende skulde være fælleds Tak til Gud, hvem de gav Æren – havde da ikke det Sidste 59 fordærvet, hvad der var saa skjønt begyndt? Om Christus end tog den Blindfødtes Tilbedelse, var denne dog ikke nærmest for Velgjerningen men Troens, og Forholdet her dog vel af en saadan Natur, at det umuligt kunde friste noget syndigt Menneske til Lighed i Fordring. Velgjerningen selv gjorde Christus saa skjult som muligt; thi da han havde gjort det muligt for ham at faae sit Syn igjen, da sendte han ham bort og sagde: gak, toe Dig i Dammen Siloam. 141Her fik han sit Syn, men her stod jo Herren ikke hos ham, og saaledes havde han, der var hans Velgjører, vidst at gjøre sig usynlig for ham, og det endskjønt hans Velgjerning bestod i at skjenke ham Synet.