Kierkegaard, Søren Uddrag fra Fire opbyggelige Taler, 1843

Dog Forskjellighederne ere saa mange og i sig saa vexlende, idet hvad der forekommer den Ene en Ubetydelighed for den anden voxer op til det Uhyre, at det af den Grund er vanskeligt at tale om dem eller at finde et betegnende og afgjørende Udtryk for den enkelte. Imidlertid har dog den Livets Forskjellighed, der, naar man betænker det apostoliske Ord, at al god og fuldkommen Gave er ovenfra, nærmest byder sig frem for Enhver enten som en gjennemlevet og aflagt Erindring eller som et Nærværende, fundet et bestemtere Udtryk, hvilket Menneskene have vedkjendt sig som betegnende en almindeligere Modsætning i Livet. At kunne give eller at maatte modtage, denne Forskjel omfatter i sig Menneskenes store Mangfoldighed, om den end indenfor sit eget Omfang udpræger en Mængde af nærmere bestemmede Skikkelser. Det: at kunne give eller at maatte modtage inddeler Menneskene i to store Classer, og blot dette korte Ord nævnes, da forstaaer Enhver det vidtløftigere, knytter mange glade eller mange tunge Erindringer til det, mange freidige Forhaabninger eller pinlige Forventninger. Hvor megen Overveielse har ikke dette lille Ord foranlediget? Hvor Meget har ikke den Ældre vidst at fortælle, der var bleven gammel i denne Forskjelligheds møisomme Tjeneste? Hvor saare Meget har ikke den Yngre udgrundet, naar han første Gang studsede ved denne Indskrift over Livets Dør, og han nu, førend han havde iført sig Forskjelligheden, hensank i Grublerier: om det var det Lykkeligste at give, og hvor lykkeligt det var; om det var det Tungeste at maatte modtage, og hvor tungt det maatte være; hvad der var det Ønskeligste; hvad han vilde vælge, dersom Valget stod til ham; om det dog var sandt, hvad der var blevet sagt, at det, Intet med Verden at have at skaffe, var det Herligste, at kunne sige: jeg kom nøgen til Verden, jeg eiede Intet, jeg var en Fremmed i den, og forlader den atter nøgen; om det var saa tungt og besværende at eie Jordens Skatte; om det at kunne meddele Andre var saa vanskeligt et Arbeide og forbundet med saa meget Ansvar. Dog enhver saadan Overveielse, der lefler med Livets Betingelser og Forudsætninger som et Spil for Indbildningskraften, tjener blot til at standse Frihedens Virke-Kraft og til at bedrøve Aanden i eventyrlig Higen og Smerte. Selv i Forhold til en dybere Modsætning antyder 👤Paulus ved sin korte Tale, at der ikke er Tid til lang Overveielse: »er Du kalden Træl, da bekymre dette Dig ikke, kan du blive fri, da vælg hellere dette«. Om end intet Menneske saaledes har denne Evne til at være mægtig i Korthed, som en Apostel har den, saa ville vi dog ikke forøge Overveielserne, men kalde Sjelen sammen fra Adspredelserne i den Lighed, der viser sig, naar vi med det apostoliske Ord gjennemtrænge Forskjelligheden. Saa lader os da forsøge med Ordet ligesom at vandre ud i Forskjellighederne, idet vi bestandig lade Ordet minde os om: at al god Gave og al fuldkommen Gave er ovenfra. Staaer dette nemlig fast, da er Forskjelligheden jo hævet, da en Forskjellighed i Ufuldkommenhed, hvilken er den, der bliver tilbage for Menneskenes Gaver, ikkun kan være en forsvindende, da lyder bestandig tilsidst det apostoliske Ord som et guddommeligt Omqvæd, der er istand til at fuldende enhver Forskjellighed i Ligheden for Gud.