Indhold binding til udtryk. I dot nævnte eksempel (fonemerne a, jj, jj) ør dør foruden 2 umulige sammenstillinger 4 mulige (ank, kan, kna, nak) hvoraf kun de 2 forstø faktisk forekommer som udtryk. Det ør for sprogets bygning uden betydning, hvilke af de mulige kombinationer der faktisk er i bru& og dette henhorer følgelig under sprogbrugen. Det samme gælder ogsaa for, hvilke bindinger der etableres mellem udtryk og indhold. Foreligger f.eks. udtrykkene rtkat" og f,hund” og Indholdene kat og hund, saa ændrer det ikke sprogets bygning, om udtrykket "kat5* forbindes med indholdet hund og vice versa. Alt hvad der hører til sprogbrugen kan ændres uden at der derved fremkaldes omvæltninger 1 det paagældende sprog, strukturelt set. Saa- danne ændringer foregaar 1 stor udstrækning paa ethvert tidspunkt i et levende sprog. Udtaleændringer og saakaldte betydningsændringer saavel som orddannelse og ordlaan er for størstedelen kun ændringer af sprog- brugen, ligesom ot sprogs varieteter, f.eks. fagtermlnologier, repræ- eenterer særegne sprogbrug. Sprogbygningen er derimod et sprogs faste inventar. Den er fælles for et sprogs varieteter, eller anderledes sagti hvor sprogbygningen er ens har vi at gøre med et or samme sprog. Haar man afgrænser begre- bet et sprog (i modsætning til andre sprog) paa danne maade, maa man være forberedt paa visse uoverensstemmelser med den gængs© opfattelse, som imidlertid er 1 den grad vag og præget af sammenblanding af for- skellige synsmaader, at det ikke er muligt at formulere den paa en fuldt dækkende maade. Vi har hidtil udelukkende betragtet sprogstrukturen paa et vist tidspunkt. Det er en kendsgerning, at en sprogbygnlng kan ændres 1 ti- dens løb, men det vilde være uhensigtsmæssigt at sige, at hvert trin af denne ændringsproces var et nyt sprog, der ikke kunde sammenfattes med de foregaaende trin under en fællesbetegnelse. Antag, at der 1 Danmark i det sidste aartusind paa ethvert tidspunkt kun har været talt eet sprog, dvs. foreligget een sprogbygnlng; skønt der paa visse trin af tidsforløbet er sket ændringer i sprogbygning, saaledes ved kasus- bortfald og bortfald af talangivelse i verber, vil det være henéigts- mæssigt at sammenfatte rækken af sprogtrin under fællesbetegnelsen det danske sprog, dansk, og derved stille det 1 modsætning til andre rækker af sprogtrin, f.eks. fransk. Nærmere bestemt kan forskellige sprogtrin siges at være trin af samme sprog, naar sprogbygningens udviklingsfor- lob er kontinuert, hvorved forstaas - stemmende med matematisk brug - at sprogbygningens ændring med tiden er lille i et vllkaarligt lagt, lille tidsinterval. Undersøgelserne fører altsaa til den erkendelse, at sprogstruktu- ren ikke lægger hindringer i vejen for bevidste ændringer af aprogbru- gen. Ændringer 1 sprogbygningen er mere gennemgribende; ved bevidste ændringer af denne art bør udviklingsforløbet være kontinuert. Under denne betingelse er fra et sprogstrukturelt standpunkt en bevidst sprogrøgt fuldtud mulig.