Kristian Rørdam, 1860-1939 Uddrag fra Brevveksling og Dagbogsoptegnelser fra 1848-50 vedrørende Holger F. Rørdam

Holger F. Rørdam, der gennem Selvsyn og navnlig gennem Faderens i det foregaaende anførte Breve var kommen flere af Begivenhederne i Treaarskrigen paa nærmere Hold, skønt han ikke fik opfyldt sit Ønske at komme med som Frivillig, skulde senere paa anderledes alvorlig Maade atter engang mærke Følgerne af en Krig. Han blev i 1860 Præst i Sattrup i Angel, hvor han under yderst vanskelige politiske Forhold dog forstod at vinde den i Hovedsagen tyske og fra Begyndelsen fjendtligsindede Befolknings Venskab og Agtelse. I 1864 maatte han med Hustru og 4 smaa Børn, hvoraf det yngste (Sønnen Holger R.) var nyfødt, efter den ny tyske Regerings Ordre forlade sin Post og over Rendsborg og Lybæk søge til København. Det nærmere om disse Forhold, hvortil der ogsaa findes Materiale, hører dog ikke herhen.