Anna Caroline Lasenia Levin, 1862-1937 Uddrag fra Fra Herman Bangs Journalistaar ved "Nationaltidende" 1879-84 - Minder, samlede omkring breve til mine forældre

Nu nærmede Tiden sig til, at vi skulde have vor Komedie frem. Vi havde forbudt Bang, der naturligvis var indbudt til Ballet, at overvære Forestillingen; — vi turde ikke staa for hans Kritik — men Planerne til hele Fest-Arrangementet tog han ivrigt Del i. Han var med til at smykke Balsalen med Planter og Blomster, og jeg husker, at han gjorde vor Gartner helt tosset ved at forlange et Bed Hyacinter arrangeret paa Gulvet foran et stort Spejl. Det saa virkelig storartet ud, da det spejlede sig rundt, og det forhindrede de Dansende i at tage Spejlet for en Dør.