Frederik Schyberg, 1905-1950 Uddrag fra Den store Teaterrejse - Michael Rosings dagbog og breve fra pariserrejsen 1788

Preislers Debut som Skuespiller var ikke blændende, men hans gode Forstand og overordentlige Tilpasningsevne gjorde ham snart til en celeber Fremstiller af Repertoirets Verdensmænd, Galgenfugle, letsin- dige Elskere, Smigrere og Hyklere, yndet af Publikum for hvem det pikante ved en Skuespillers private Skæbne og den ubestemmelige, helst skandaløse, erotiske Aura omkring hans Person dengang som nu er med- virkende til at skabe „Atmosfære“ ogsaa om Spillet paa Teatret. Preisler spillede Prinsen i „Emilia Galotti“, Grev Almaviva i „Barberen i Se- villa“ endogsaa Tartuffe; allerbedst synes han at have været som Bonmot-Sigeren Dalton i P. A. Heibergs „Heckingborn“ og som Falskspille- ren Stukely i Saurins „Beverley“. Han har været en Førstekraft i det da- værende unge Personale, en Attraktion ved sin Dannelse og sine ydre Fortrin, men intet tyder paa, at han har haft et virkeligt, det vil sige et originalt, Skuespillertalent. Naar han ikke destomindre i vor Teater- historie indtil i Dag har indtaget en forholdsvis fremskudt Plads skyldes det en teaterhistorisk Tilfældighed, nemlig den Tilfældighed at Edvard Brandes til sin Essaysamling „Dansk Skuespilkunst" af Datidens Skue- spillere fremfor Schwarz, Rosing eller Gielstrup, der alle havde været nærmere til det, valgte sig Preisler som Hovedperson i et udførligt, vel- skrevet men altfor entusiastisk Essay. At han valgte sig netop Preisler kan kun fuldt forstaas set i Sammenhæng med den Polemik, E. B. i Slut- ningen af 1870erne og Begyndelsen af 80erne generelt førte mod det i hans Øjne altfor spidsborgerligt anstændige ved hans Tids danske Skue- spillerstand i dens Helhed — og i hvilken han blandt andet, til Køben- havnerborgerskabets Forargelse, fremhævede franske Skuespillere og især franske Skuespillerinders „frie Liv“ som et Erfaringsgrundlag, paa hvil- ket en interessantere Skuespilkunst lod sig opbygge og derigennem som et s. 53Eksempel til Efterfølgelse. Essayet om Preisler er et Led i denne Sædelighedskampagne — med modsat Fortegn. Ogsaa ved sin aldeles hasarderede Fremhæven af, hvilket ypperligt Personale og hvilket fremragende Repertoire Det Kgl. Teater havde paa Preislers Tid, er Essayet mere et Indlæg i en aktuel Kampagne end en teaterhistorisk Afhandling. Først og sidst er det Preislers mildt sagt ukonventionelle Antiborgerlighed, hans Letfærdighed og „franske“ Livsførelse, der har vakt E. B.’s Interesse og betinget hans Begejstring.