Frederik Schyberg, 1905-1950 Uddrag fra Den store Teaterrejse - Michael Rosings dagbog og breve fra pariserrejsen 1788

Det beundringsværdige ved Schröders Udvikling til Tidens største Skuespiller er, at han naaede at blive det, skønt hans ydre Betingelser for Scenen ikke var umiddelbart gunstige — undtagen maaske til Gaminrollerne fra hans pure Ungdom. Hans Figur var lang og ranglet, hans Stemme lys og tør med en hørlig Næseklang, den manglede Register (Staffeldt kalder den endnu saa sent som i 1796 i Schröders sidste Sæ son, „dæmpet, haard og ubøjelig“) ²⁾Samlinger til Schack Staßeldts Levnet I, 82—83., hans Ansigt var, som det fremgaar af flere af de hyppigst reproducerede Billeder af ham fra hans Manddomstid ³⁾se bl. a. Mantzius: Skuespilkunstens Historie V, 107, 135, 146., spidst, næsten pedantisk med den lange Næse og de smaa Øjne; „det er en Mand, som Naturen har negtet Figur, Ansigt og Øyne“, skriver Schwarz forundret til Warnstedt under Hamborger besøget i 1786 ⁴⁾Breve fra danske Skuespillere I, 186.. Han lignede i Virkeligheden mere en Kontormand end en Kunstner; ikke destomindre kunde han fra Scenen opnaa Virk ninger af en saa overordentlig, saa vældig en Karakter, som dem Sam tiden beretter om, og som vi i dansk Litteratur har saa fyrigt et Udtryk for i Baggesens Labyrinthen, hvor den danske Digter skildrer sine eks tatiske Følelser efter at have oplevet Fremstillingen af Kong Lear.