Frederik Schyberg, 1905-1950 Uddrag fra Den store Teaterrejse - Michael Rosings dagbog og breve fra pariserrejsen 1788

s. 117Rahbek røbede heller aldrig, end ikke med et Ord i sine Erindringer, hvilke dybe Uoverensstemmelser, saavel aabenlyse som blot i Mentali teten, der i Virkeligheden havde præget hele den store Teaterrejse. Og Preisler fortalte i sin Journal naturligvis intet derom — tværtimod, i et Brev til Warnstedt (endda lige efter at han og Rosing har haft et for Preisler meget pinligt Sammenstød) udbryder han uskyldigt: „Himlen skee Tak! Vi leve eenige, uden Rangstriid eller Fortrinssyge“ ¹⁾Breve fra danske Skuespillere I, 157.. Preis ler erindrer sig, at Direktionen udtrykkelig har paalagt de tre „Sam drægtighed“, og han er ikke den Mand, der vil beskyldes for Ulydig hed mod sine Foresatte! Der er af den Grund maaske intet at sige til, at vore Teaterhistorikere før nu ikke synes at have haft fjerneste Anelse om eller fjerneste Fornemmelse af den spændte Dramatik bag Teater rejsen. Edvard Brandes skrev i sit Essay om Preisler kort og kompen diøst som udtømmende Karakteristik af Rejsen: „De tre morede sig fortrinligt og saa sig godt om.“ Hos P. Hansen er det blevet til som Hovedindtrykket af Rejsen, at „de tre Rejsefæller have tilbragt en de hagelig Tid sammen“. Og hos en Skønaand som Knud Bokkenheuser er i Bogen „Kongelig Majestæts Acteurs“ Temaet som fri Digtning slutte lig blevet udarbejdet som følger: „Den lette og flagrende Preisler, der som Bien sugede sin Honning af alle de Blomster, han fandt paa sin Vej, kunde næppe kollidere med den stemningstunge, lidt melankolske Rosing — og den joviale og tørre Saabye var i alt Fald altid Mand for ved et stille forløsende Ord (!) at bringe Latteren frem, naar en Sky syntes at ville formørke Venskabets Himmel.“ Paa den Maade bliver Teaterhistorie i Rødlys og med Guirlander og Lampetter til. Sandheden om Teaterrejsen og det indbyrdes Forhold mellem de tre Ordensbrodre var, som man vil have forstaaet, en anden. I et Brev til Rahbek af 13. August fra Wien fortæller Rosing om de to „forbandede Mennisker“ og siger kort og godt: „Naar vi kommer hjem er vi saa langt fra hinanden, at vi ikke [mere] kan komme sammen.“