↩ Første strofe tegner et afgrænset rum i form af en lokalitet, kaldet Sorø skov, hvor foråret og de blomstrende bøgetræer fremstilles som naturens fejring af 👤Ingemann. Gaven, han får, er tillige en symbolsk repræsentation af hans digtning (strofe 2). I strofe 3 til 5 udfoldes sammenligningen mellem de to konkrete guldhorn og 👤Ingemanns digtning. Som guldhornene overlevede skjult under jorden, vil også digtningen overleve tidens tand (strofe 4). I strofe 6 og 7 understreger Grundtvig det særligt danske i forfatterskabet, og dette er tydeligst i strofe 7 vers 4, hvor 👤Niels Ebbesen kaldes “vor Helt”. I april 1340 dræbte han 👤Gerhard 3., der var rigsforstander og havde Fyn og Jylland i pant.