↩ ⓘ Efterat nemlig Sognebaandet er ►løst, og Psalme-Friheden kan ansees for saa godt som givet, da er det Hovedsagen, at ►Præste-Eden i aandelig Henseende ►læmpes saaledes, at Præsterne derved kun forpligtes til at lære overeensstemmende med den ►Hellige Skrift efter deres bedste Overbeviisning, og 18at forvalte Sacramenterne sømmelig efter deres bedste Overbeviisning om Herrens Indstiftelse. En saadan ►Præste-Eed vil give Regieringen al den Sikkerhed for Præste-Embedets værdige Førelse, som en Eed kan give, og dog vilde den intet Baand paalægge, som kunde besvære et veltænkende Menneskes Samvittighed, eller som kunde hindre ham fra at tale, som han troede. At jeg nu kalder denne ►Præste-Frihed den Hoved-Frihed, der maa gives i Folke-Kirken, naar Christendommen skal kunne trives deri, det er hvad mine Præstevenner, langtfra at bifalde, har ondt ved at tilgive mig, da det synes dem soleklart, at til denne Frihed trænger vi, som i det hele er vel fornøiede baade med den ►Augsburgske Confession og med den ►gamle Alterbog, i saa ubetydelig en Grad, at det neppe er værdt at nævne, medens vi trænger høilig til at faae Sognebaandet ►løst for Sognepræsternes, ligesom det 175 (VU) er ►løst for Sognefolkenes Vedkommende, saa vi ikke behøver at døbe eller confirmere, at vie, eller at betjene Andre med det Hellige, end dem, vi efter vor Samvittighed tør betragte som Medtroende, og det er ganske rigtigt, at denne Frihed, som de andre Præster neppe føle synderlig Lyst eller Trang til, den kan vi i 501 (US) Længden slet ikke undvære. Min Synsmaade er imidlertid den, at for at have en reen Fod at staae paa, maae vi først søge den Frihed, som alle Folke-Kirkens Præster, og de ærligste og sandrueste meest trænge til, og først, naar den er vundet, lade Staten afgiøre med sig selv, om den vil unde de strengt christelige Præster og Menigheder den Frihed, de især trænger til, og maa ►nød19vendig► søge udenfor, naar den i Folke-Kirken nægtes dem. Det staaer desuden saaledes for mig, at naar Øvrigheden og Lovgivningen først vitterlig har bestemt sig for en fri Folke-Kirke, da lade de sig let bevæge til at ►løse alle de gamle Baand, der forhindrer en ny Tingenes Orden, hvorved fri Menigheder træde istedenfor Kirkesogne, og blive istand ⓘ til at kappes om Prisen for folkelig Dannelses og Oplysnings Fremme. Det følger nemlig af sig selv, at naar man, ved at forvandle den tvungne Stats-Kirke til en fri Folke-Kirke, vil opnaae det store Øiemed, at beholde omtrent hele Folket frivillig i sin Kirke, hvor man ►raader for Præsternes Dannelse, har dem paa en god Maade paa sin og Folkets Side, og har dem under sit ►særdeles Opsyn, da giør man sig ikke mindste Betænkelighed ved at giennemføre Friheden, saa den sætter sig selv sine lovlige Grændser. Dette skeer blandt andet derved, at naar man har ►løst Sognebaandet, da giver man ogsaa Mindretallet i et Kirkesogn Lov til, uden Skade for Fleertallet, at benytte Sognekirken, og, hvis de ingen Præst i Nærheden kan slutte sig til, da selv at holde sig en Præst, som har opfyldt Statens Fordringer til Folke-Kirkens Præster. Naar man giver Bisperne i den fri Folke-Kirke den dem uundværlige Frihed til at ordinere efter deres Overbeviisning, følgelig ogsaa til at nægte Ordinationen, hvor de ikke troer med god Samvittighed at kunne ►meddele den, da giver man ogsaa alle Candidater, som har naaet den bestemte Alder, Lov til at lade sig ordinere af hvilken Biskop i Folke-Kirken de dertil kan 20formaae, og da er jeg vis paa, at, idetmindste i 📌Danmark, vil baade Folket i ►langsommelig Tid være vel fornøiet og Staten være særdeles vel tjent med sin fri Folke-Kirke, og at de vil have 176 (VU) Ære af den, i samme Grad, som man sørger for en ⓘ folkelig Præste-Dannelse, der, uden at tabe en passende Sprog-Kundskab og Bog-Lærdom af Syne, dog først og sidst er beregnet paa det virkelige Liv og paa den levende Præste-Syssel, med Ordførelsen paa Modersmaalet og med de alvorligste Ting og Tanker, som et Menneske kan hellige sine Aar og Evner.