↩ Hvad derimod er meget urimeligt, ligesaa latterligt som sørgeligt, det er, naar ogsaa Præster og Skriftkloge, som bekiender 492 (US) sig til den Tro, at de hverken er eller maa ville være Troens og Samvittighedens Herrer, men Guds og Menighedens Tjenere for Sandheds Skyld, og at vi, hvem der saa end blev Lovgivere i Folke-Kirken, aldrig kunde eller vilde føre anden ►Lærdom eller fremme en anden ⓘ Gudsdyrkelse end den, der efter vores egen Overbeviisning er den sande; naar ogsaa de fraraader og modsætter sig ►Lærdommens og Gudsdyrkelsens Frihed i Folke-Kirken, ja, erklærer endog stundum, at i en saadan confessionsløs (bekiendelsesfri) Kirke kunde de ikke med ►frelst Samvittighed være Lærere. Dette, at de nok med ►frelst Samvittighed kan være Lærere og Sandheds-Vidner i en tvungen Stats-Kirke, hvor de har giort Eed paa at føre en vis bestemt ►Lær 166 (VU) dom►, og lønnes for at giøre det, men kan ikke med ►frelst Samvittighed være Lærere i en fri Folke-Kirke, hvor de kun lønnes for at lære og virke efter deres egen bedste Overbeviisning, det er jo dog saa bagvendt, saa meningsløst og selvmodsigende, at man maa undres over, at nogen betænksom, endsige nogen oplyst Mand kan faae det over sine Læber. Allermindst skulde man tænke, det var mueligt nu i 📌Danmark, hvor vi alle veed, at selv længe før den tvungne Stats-Kirke blev ved Religions-Friheden og Sognebaandets ►Løs5ning► erklæret for en fri Folke-Kirke, var den i Henseende til Tro og ►Lærdom aldeles opløst, saa den i det Hele end ikke havde ►Skin af nogen fælles Bekiendelse, endsige af den Bekiendelse, som Kirkeloven krævede, der meget mere, som mit Exempel klarlig viser, var hartad udelukt, saa man skulde dog tænke, at vi bedre kunde være Lærere i en confessionsløs Folke-Kirke, hvori vores Bekiendelse havde samme Frihed, som enhver anden, end i en i Virkeligheden ligesaa confessionsløs Stats-Kirke, hvori vores Bekiendelse vel efter Bogstaven havde Eneret, men i Virkeligheden ene savnede den Frihed, de modsatte Bekiendelser havde. Saamange, som har den uforanderlige christne Bekiendelse tilfælles med mig, maa dog kunne forstaae, at om vi end havde de lyseste Udsigter til, at vores Bekiendelse baade blev den eneste lovlige i Folke-Kirken, og blev virkelig igien hele Folke-Kirken paatvunget, saa vilde vi dog hverken have mindste rimeligt Haab om, at det kunde vare, eller have mindste ⓘ aandelig Vinding eller christelig Glæde af det falske og tomme Skin, som enhver aftvunget eller paatvunget Bekiendelse er, men vilde tvertimod kun have uberegnelig aandeligt Tab og ►hjertelig Bedrøvelse deraf, da vort christelige ⓘ Vidnesbyrd derved blev langt mindre troværdigt og Guds Gierning i Menigheden langt mindre kiendelig, og, var 493 (US) vi selv Skyld i, at dette Gøgleri med christeligt ►Skin blev fornyet, da vilde vi i Tilgift have et Samvittigheds-Nag, der berøvede os al Frimodighed til Embeds-Gierningen. Naar derfor selv mine christne Venner mellem Præsterne siger: vi har ⓘ nu, da Sognebaandet er ►løst, Ud6sigt til al den Frihed, som vi behøver, og, skiøndt vi ikke har synderligt imod, at ogsaa de Andre faaer den Frihed, de trænger til, saa seer vi dog ingen Grund til at giøre os Livet surt for at skaffe dem den Frihed, som Staten neppe vil give dem, og som de end ikke selv synes at savne eller begiære; da er det ikke blot saa ukiærlig og ufolkelig, men ogsaa saa uchristelig tænkt 167 (VU) og sagt, at om jeg ogsaa skulde komme til at staae ligesaa ene 1860, som jeg stod 1810, saa maatte jeg dog uden al Forbeholdenhed udtale denne min fulde og faste Overbeviisning i de tydeligste og meest utvetydige Ord, jeg kan finde og sammenføie. Jo ældre jeg nemlig bliver, des klarere staaer det for mig, at mit christelige Ærinde i min Kreds er ret egenlig af yderste Evne at ►klare det baade for Venner og Fiender, at den sande Christendom, langtfra at staae i Forbund med nogensomhelst aandelig ⓘ Trældom og ►Samvittigheds-Tvang, eller med nogetsomhelst Hykleri, Dølgsmaal eller Skuespilvæsen, ikke blot kan taale al menneskelig Frihed saavelsom al menneskelig Oplysning, men kræver dem, og kan kun trives, kan kun virke med sin fulde Kraft og sees i sin Glands, hvor dens Fiender har samme Frihed, som den, til at giøre sig aandelig giældende.