►►Præste-Frihed i Folke-Kirken►.
✂ (N. F. S. Grundtvig).
✂ Man har raabt sig hæs paa, at efter ►Danmarks Riges Grundlov skulde Folke-Kirkens Forfatning bestemmes ved Lov, og at, hvad Kar den end skulde giøres i, maatte Forfatningen dog idetmindste give Folke-Kirken samme Ret som alle andre Troes-Samfund har: selv at bestemme sin Lære og Gudsdyrkelse, og selv at kunne 164 (VU) udelukke af sig hvem den ikke vil vedkiende sig; men uheldigviis for ►Hierarkerne kan nu netop dette Krav slet ikke opfyldes, naar Kongen og Folket skal kunne være tjent med Folke-Kirken. Da nemlig Kongen efter ►Grund-Loven skal være Medlem af Folke-Kirken, saa kan denne umuelig faae Ret til at udelukke hvem den vil deraf, da det vilde ►indslutte Ret til at udelukke Kongen og derved giøre ham ►udygtig til Regieringen, ligesom naar Paverne fordum ►bansatte Konger og Fyrster og løste Undersaatterne fra deres Troskabs-Eed. Det Andet er ligesom dette, eller endnu værre, thi da Kongen skal høre til Folke-Kirken, og en Folke-Kirke kun kan være nyttig og 2fortjene at vedligeholdes paa Almeenhedens Bekostning, naar den langt overveiende Deel af Folket godvillig befinder sig deri og betjener sig deraf, saa var det jo splittergalt og selvmodsigende at overlade det til et Mindretal, og egenlig til den saakaldte Geistlighed, at foreskrive Kongen og Folket en vis stillestaaende ►Lærdom og eensformig Gudsdyrkelse.
✂ Det er altsaa klart, at skulde Folke-Kirken, ligesom den gamle Stats-Kirke, giælde for et Troes-Samfund og være en Tvangs-Indretning, da maatte Lovgivningen for den fremdeles uindskrænket tilkomme Kongen og Rigsdagen, og enhver Bestemmelse enten om ►Lærdom og Gudsdyrkelse eller en Udelukkelse maatte skee ved Lov af Kongen og Rigsdagen, ligesom i ►Enevoldsmagtens Tid af Kongen alene. Da det nu imidlertid villig maa indrømmes, at ligesaalidt Kongen og Rigsdagen, som 491 (US) Kongen med sit Statsraad, duer til Hjemmel for en forsvarlig Tro og Gudsdyrkelse, saa følger deraf ingenlunde, som man har sagt, at Geistligheden eller et blandet Kirkeraad maa due dertil, men kun, at, hvis man ingen Folke-Kirke vil have ►uden under Skikkelse af hvad den hverken nu er eller i Sandhed og Virkelighed kan være: et Troes-Samfund, da maa man fornuftigviis, som 👤Søren Kierkegaard raadte til, ophæve Folke-Kirken og give Præsterne Pension; men at vil man derimod nøies med en Folke-Kirke, som et Huusraad til Folkets gudelige Oplysning og Opbyggelse, da maa man give Folke-Kirken saa fri en Forfatning, at den langt overveiende Deel af Folket godvillig kan befinde sig deri 3og betjene sig deraf, og saa Folke-Kirkens Præster kan giælde for Sandheds-Vidner, som de jo dog, naar man skal have Gavn af dem, maa giælde for, og det er mit Raad, ikke blot idag, men ►alt i femogtyve Aar, som 165 (VU) man kan see af min lille Bog om ►“Den danske Statskirke” upartisk betragtet (1834).
✂ Det følger nu af sig selv, at der skriges mod dette mit Raad, af alle dem, der vil redde enten lidt eller meget af Hierarkiet, eller, for at tale bredt Dansk, redde lidt eller meget af det verdslige ►Hold paa Folkets Tro og Samvittighed, som Paverne, og efter dem de protestantiske Fyrster, indbildt sig at have ved en paatvunget ►Lærdom og en aftvunget Bekiendelse og Gudstieneste; thi ligesom dette verdslige ►Hold, der dog egenlig kun er et verdsligt Aag paa Folkets Tro og Samvittighed, igrunden er opgivet ved Religions-Friheden, saaledes bortfalder unægtelig den sidste Levning deraf, naar den tvungne Stats-Kirke forvandles til en fri Folke-Kirke, der kun giør Krav paa i sin Heelhed aandelig og ►hjertelig at tilfredsstille hele Folkets gudelige Tarv og Trang. At nemlig alle de Præster og Skriftkloge, som meer eller mindre ønsker at troes paa, som 👤Christi eller den Helligaands Statholdere og som Mæglere mellem Gud og Mennesket, anseer det for en ►Ødelæggelsens Vederstyggelighed, naar ikke blot ►Udgangen af Folke-Kirken, men ogsaa Opholdet i den er en fri Sag, saa hele deres Myndighed og hele deres Velfærd kommer til at beroe paa deres aandelige Kraft og Virksomhed, det er saa begribeligt og 4saa nødvendigt, at vi strax skal indrømme, det er meget sandt, at den keiserlige Statskirke, saavelsom den pavelige Kirkestat, den arbeider vi paa at nedbryde, saa der ikke skal ►findes ►Steen paa Steen►.
✂ Hvad derimod er meget urimeligt, ligesaa latterligt som sørgeligt, det er, naar ogsaa Præster og Skriftkloge, som bekiender 492 (US) sig til den Tro, at de hverken er eller maa ville være Troens og Samvittighedens Herrer, men Guds og Menighedens Tjenere for Sandheds Skyld, og at vi, hvem der saa end blev Lovgivere i Folke-Kirken, aldrig kunde eller vilde føre anden ►Lærdom eller fremme en anden ⓘ Gudsdyrkelse end den, der efter vores egen Overbeviisning er den sande; naar ogsaa de fraraader og modsætter sig ►Lærdommens og Gudsdyrkelsens Frihed i Folke-Kirken, ja, erklærer endog stundum, at i en saadan confessionsløs (bekiendelsesfri) Kirke kunde de ikke med ►frelst Samvittighed være Lærere. Dette, at de nok med ►frelst Samvittighed kan være Lærere og Sandheds-Vidner i en tvungen Stats-Kirke, hvor de har giort Eed paa at føre en vis bestemt ►Lær 166 (VU) dom►, og lønnes for at giøre det, men kan ikke med ►frelst Samvittighed være Lærere i en fri Folke-Kirke, hvor de kun lønnes for at lære og virke efter deres egen bedste Overbeviisning, det er jo dog saa bagvendt, saa meningsløst og selvmodsigende, at man maa undres over, at nogen betænksom, endsige nogen oplyst Mand kan faae det over sine Læber. Allermindst skulde man tænke, det var mueligt nu i 📌Danmark, hvor vi alle veed, at selv længe før den tvungne Stats-Kirke blev ved Religions-Friheden og Sognebaandets ►Løs5ning► erklæret for en fri Folke-Kirke, var den i Henseende til Tro og ►Lærdom aldeles opløst, saa den i det Hele end ikke havde ►Skin af nogen fælles Bekiendelse, endsige af den Bekiendelse, som Kirkeloven krævede, der meget mere, som mit Exempel klarlig viser, var hartad udelukt, saa man skulde dog tænke, at vi bedre kunde være Lærere i en confessionsløs Folke-Kirke, hvori vores Bekiendelse havde samme Frihed, som enhver anden, end i en i Virkeligheden ligesaa confessionsløs Stats-Kirke, hvori vores Bekiendelse vel efter Bogstaven havde Eneret, men i Virkeligheden ene savnede den Frihed, de modsatte Bekiendelser havde. Saamange, som har den uforanderlige christne Bekiendelse tilfælles med mig, maa dog kunne forstaae, at om vi end havde de lyseste Udsigter til, at vores Bekiendelse baade blev den eneste lovlige i Folke-Kirken, og blev virkelig igien hele Folke-Kirken paatvunget, saa vilde vi dog hverken have mindste rimeligt Haab om, at det kunde vare, eller have mindste ⓘ aandelig Vinding eller christelig Glæde af det falske og tomme Skin, som enhver aftvunget eller paatvunget Bekiendelse er, men vilde tvertimod kun have uberegnelig aandeligt Tab og ►hjertelig Bedrøvelse deraf, da vort christelige ⓘ Vidnesbyrd derved blev langt mindre troværdigt og Guds Gierning i Menigheden langt mindre kiendelig, og, var 493 (US) vi selv Skyld i, at dette Gøgleri med christeligt ►Skin blev fornyet, da vilde vi i Tilgift have et Samvittigheds-Nag, der berøvede os al Frimodighed til Embeds-Gierningen. Naar derfor selv mine christne Venner mellem Præsterne siger: vi har ⓘ nu, da Sognebaandet er ►løst, Ud6sigt til al den Frihed, som vi behøver, og, skiøndt vi ikke har synderligt imod, at ogsaa de Andre faaer den Frihed, de trænger til, saa seer vi dog ingen Grund til at giøre os Livet surt for at skaffe dem den Frihed, som Staten neppe vil give dem, og som de end ikke selv synes at savne eller begiære; da er det ikke blot saa ukiærlig og ufolkelig, men ogsaa saa uchristelig tænkt 167 (VU) og sagt, at om jeg ogsaa skulde komme til at staae ligesaa ene 1860, som jeg stod 1810, saa maatte jeg dog uden al Forbeholdenhed udtale denne min fulde og faste Overbeviisning i de tydeligste og meest utvetydige Ord, jeg kan finde og sammenføie. Jo ældre jeg nemlig bliver, des klarere staaer det for mig, at mit christelige Ærinde i min Kreds er ret egenlig af yderste Evne at ►klare det baade for Venner og Fiender, at den sande Christendom, langtfra at staae i Forbund med nogensomhelst aandelig ⓘ Trældom og ►Samvittigheds-Tvang, eller med nogetsomhelst Hykleri, Dølgsmaal eller Skuespilvæsen, ikke blot kan taale al menneskelig Frihed saavelsom al menneskelig Oplysning, men kræver dem, og kan kun trives, kan kun virke med sin fulde Kraft og sees i sin Glands, hvor dens Fiender har samme Frihed, som den, til at giøre sig aandelig giældende.
✂ Jeg veed nok, man kan og vil svare: velan! da vi nu har Religions-Frihed, saa kan det jo skee paa to Maader, enten derved, at du, med de Faa eller Mange, som vil følge dig, træder ud af Folke-Kirken, som da baade vil beholde og sikkert bruge sin Frihed til at ►bestride hvad du kalder Christendom, eller ogsaa at de, som ikke kan eller vil følge 7vor uforanderlige christne Bekiendelse, kan frit træde ud, saa Folke-Kirken bliver et virkelig christent Troes-Samfund, et virkeligt Fløi af den hellige, ►almindelige Kirke.
✂ Meget rigtig, svarer jeg, det har jeg længe seet og sagt mig selv, men da vi alle veed, at ►Mængden af Præster og Skriftkloge aldrig gaaer ud af Folke-Kirken, uden de kan faae hvad de kalder Kirkegodset eller de visse Levebrød med, og da Folke-Kirken, efterat have mistet baade Levebrødene og ventelig den største Deel af Folket, neppe vilde friste Nogen til at blive i den blot for ►Præste-Edens Skyld, som da i alt Fald var overflødig, og for 494 (US) ►Alterbogens Skyld, som man jo, uden at begaae Ran, godt, naar man gik ud, kunde tage med sig, saa vilde det kun være paa Skrømt, om jeg trøstede mig ved det, og det er da som jeg har sagt, at naar jeg maatte opgive Haabet om ►Præste-Frihed i Folke-Kirken, saa maatte jeg gaae ud, og, da jeg er blevet saa gammel, skynde mig at gaae ud, før jeg sank i Graven.
✂ Vil nu mine ►Kyndinger sammenligne min personlige Stilling for Øieblikket med min Stilling for tredive Aar siden, da jeg ikke blot havde opgivet mit Levebrød i Stats-Kirken uden Pension, men var 168 (VU) hvad man kalder aldeles hjelpeløs, og bad dog bønlig Majestæten kun om Tilladelse til med dem, der vilde følge mig, at træde ud af Stats-Kirken, da maa man vel troe, jeg nok kunde have Mod og Sind til at byde Levebrødet og Stats-Kirken Farvel, nu da Kirkedøren staaer ►paa vid Gavl, og jeg ►ikke har mindste Grund til at bekymres for Føden og 8Klæden►, det Par Aar eller Uger, jeg endnu kan have tilbage, saa at naar jeg alligevel udsætter det til det yderste og stræber med al Flid at undgaae det, da kan det kun være, fordi at, ligesaa vis som jeg er paa ►Præstefrihedens christelige Nødvendighed, ligesaa vis er jeg paa, at, efter Omstændighederne, vilde den Christne Menighed være langt bedre tjent med, at ►Præste-Friheden blev givet inde i Folke-Kirken, end at den blev taget udenfor. Da imidlertid ►den Herre, som jeg tjener, ligesaa lidt vil have sit Rige begunstiget paa Verdens-Rigernes Bekostning, som han vil have sit Rige af denne Verden, saa turde jeg dog ikke, selv for hans Folks og Riges Skyld, forlange eller vente den ►Præste-Frihed i vor Folke-Kirke, der vel, ►selvtagen, ►alt længe har fundet Sted, men som dog i alle Stats-Kirker har været nægtet, og ophæver saavel det statskirkelige som det kirkestatslige Begreb, saavel det keiserlige som det pavelige ►Statholderskab i 👤Christus-Riget, naar det ikke stod klart for mig, at den fri Folke-Kirke vil være vort ►Borgerlige Selskab med Konge og Folk langt gavnligere end Stats-Kirken i sine bedste Dage har været dem, og vil herefter være ligesaa gavnlig, som den forfaldne, uopreiselige Stats-Kirkes ►Uglebillede vilde være dem skadeligt. Hvadsomhelst man nemlig nu vilde giøre til ufravigelig Rettesnor for ►Lærdommen i vor Folke-Kirke, som, efter ►Grundloven, har slet intet bestemt ►uden det tomme, aldeles ustatskirkelige og ukirkehistoriske Navn: evangelisk-luthersk, saa veed vi alle, det vilde være et dødt Bogstav, saa at selv Biskop 👤Mynster, mens vor Lutherske Stats-9Kirke endnu stod med ►Kongeloven paa Papiret, ei turde andet end foreslaae ►Lære-Frihed, der 495 (US) endog skulde gaae saa vidt, at Præsten skulde have Lov til ved Daaben og Nadveren at fralægge sig alt Ansvar for hvad han paa Befaling læste op af ►Alterbogen, saa at i denne eensformige Oplæsning og i alle muelige Baand paa Aands-Livets Yttringer, med uforanderlige Psalmebøger, ufravigelige Texter, Lærebøger, Læsetimer med Confirmander og Opstillinger paa Kirkegulvet, deri og i den 169 (VU) uforandrede ►Præste-Eed, som man dog skulde have Lov til at bryde ustraffet, deri skulde den statskirkelige Eenhed og det reent lutherske og almeenchristelige Præg bestaae. Hvad Skade Kongen og Folket vilde have af en saadan Stats-Kirke, er man vel endnu ►sædvanlig for aandsfattig til at fatte, men hvad Gavn de kunde have deraf, skal ►vist heller intet Menneske kunne sige, og hvilken Byrde og Skam den vilde være, hvilken Byrde for alle dem, der skulde hylde og betale den, og hvilken uslukkelig Skam for dem, der lod sig leie til at tjene i den, det kan og det vil hele Verden see. Og nu, da vi har Religions-Frihed, saa den, der lærer imod sin Overbeviisning eller bryder sin Eed, har slet intet at undskylde sig med, nu, da den fri Presse har ►opladt Verdens Øine for den “officielle Christendoms” klare Uchristelighed, hvad for Præster, hvad for en Stats-Kirke vilde man nu faae, naar man stræbde at giøre saadan en af vor fri Folke-Kirke, enten efter det ►Mynsterske ►Mønster, eller med endnu mere Selv-Modsigelse og endnu flere ligesaa unyttige som trykkende Baand i alle Ender? Hvilken Statsmand 10maa ikke indsee, at hvad end Tilfældet har været og vilde være under andre Omstændigheder, saa er der nu og herefter intet Fornuftigt at giøre ved Folke-Kirken, ►uden eet af to: enten reent at ophæve den og, som 👤Napoleon sagde, at indsætte “Beskyttelse af alle Confessioner” i ►Kronings-Eden, istedenfor det gamle “Udryddelse af alle Kiætterier”, eller i Folke-Kirken at løse Præsternes Tungebaand tilligemed Kirkegængernes Sognebaand, da man ellers bygger paa en skummel Grav-Kirke, som ikke blot de Christne men alle levende Mennesker maatte skye, og som Folket snart, om aldrig for andet, saa for den unyttige Bekostnings Skyld, vilde ønske langt borte. Jo mere ►almindelig nemlig den Oplysning bliver, at vil man agtes for et Sandheds-Vidne, da maa man først og fremmerst vise sig som en ►ærlig og samvittighedsfuld Mand, og at vil man have sin Tale troet, maa man først og fremmerst holde sin Mund fri og ikke for nogen Priis leie den ud ►enten til Keiser eller Pave; jo ►almindeligere og jo klarere denne menneskelige Børnelærdom bliver, des umueligere bliver ►aabenbar en Stats-Kirke med tvun 496 (US) get ►Lærdom og Gudsdyrkelse, eller med tvetungede Præster, som kan have mindste sand Høiagtelse hos et Folk og levende Indflydelse paa dets Tro og Samvittighed, og des umueligere bliver det for andre end ►Kiødhoveder, Rænkesmede og Plageaander, at føre Ordet i saadanne Tugthuse.
✂ Lægger vi hertil, at ligesom der hos os altid var en dyb Følelse af 170 (VU) 👤Christi Evangeliums venlige Forhold til vor Folkelighed, saaledes har nu denne Følelse ►klaret sig til Indsigt i den uopløselige Sammen11hæng mellem Christen-Livet og Folke-Livet, da seer man først ret, hvilken ubodelig Skade det vilde være for 📌Danmarks Rige, Dansken og Danskheden, hvis Evangeliets fri og levende Forkyndelse skulde nødes til at forlade den saakaldte “Folke-Kirke”, thi da vilde netop vor Folkelighed snart bringe den saakaldte Folke-Kirke til Fortvivlelse, forurolige hele ►det borgerlige Selskab og sætte Regiering og Rigsdag i høieste Forlegenhed. Selv denne Betragtning maatte og vilde ►vistnok ikke forhindre de folkelige Christne fra at træde ud, naar deres christelige Tro og Kaldelse krævede det, men den maa dog giøre os det store Skridt med uberegnelige Følger dobbelt betænkeligt, og jo mere jeg i en Række af Aar, med Øiet fæstet paa det virkelige Menneske-Liv, dets Natur-Love og historiske Udvikling, overveiede Spørgsmaalet, des klarere blev det mig, at jeg ligesaa fuldt paa Christen-Folkets, som paa Dansker-Folkets, ligesaa fuldt paa 👤Christi Riges, som paa 📌Danmarks Riges Vegne, maatte ønske Udtrædelsen undgaaet, eller dog forsinket til henimod Verdens Ende, og da jeg forudsaae, at dette kunde og vilde skee, naar vores til en fri Folke-Kirke forvandlede Tvangs-Kirke virkelig kom til at svare til sit ny Navn og sin ny Stilling, saa arbeidede og arbeider jeg ufortrøden derpaa. Selv førend vi havde Religions-Frihed, arbeidede jeg, i Haab herom, paa Sognebaandets ►Løsning, og nu, da Religions-Friheden har aandelig tilintetgiort Tvangs-Kirken, og nu da Sognebaandets ►Løsning har giort den før utaalelige ►Præste-Frihed i alle Maader ►følgelig og ønskelig, 12nu arbeider jeg for den, med et Haab, der vilde være endnu langt lysere end i hine mørke Dage, naar ikke min Løbebane var sit Maal saa nær, og maa dog naae til ►Præste-Friheden, naar jeg med en god Samvittighed skal kunne lægge min Vandringsstav og mine Been i den danske Folke-Kirke. Selv saa yderlig, som jeg i denne Henseende har vovet mig, saa vi har ►alt i ti Aar havt Religions-Frihed og jeg nærmer mig stærkt ►de “fire Snese” Aar, som 👤Moses kalder det yderste Maal for vor Livskraft,► uden at giøre Mine til ►Kæmpeskridtet, 497 (US) der dog i tredive Aar stod mig for Øie, saa yderlig turde jeg aldrig vovet mig, naar jeg ikke havde seet de store, hardtad uovervindelige Vanskeligheder, en christelig Frimenighed udenfor Folke- 171 (VU) Kirken netop hos os vilde have at overvinde, naar den virkelig med Æren skulde svare til sit mageløs store og gode Navn.
✂ Ja, Christendommen med Sandhedens Aand har intet at dølge, men alt at aabenbare, saa det skal slet ikke forties, at 👤Christi Menighed hos os, som en Fange, ikke blot født i Fængsel, men gammel vant til at betragte Fængselet som sit aandelige Fæderneland, er saa ubekiendt med den christelige Frihed, og saa forvænt under den lange Trældom, at man hverken tør vente, den strax skulde skatte Friheden efter sit Værd eller undgaae dens Misbrug, saa at en hensigtsmæssig Opdragelse til Frihed maa ►nødvendig tjene den langt bedre end halsbrækkende Spring dertil. Vel troer jeg ikke, at danske Christne vilde misbruge den kirkelige Frihed mere end de misbruge Sogne13baandets ►Løsning, eller end det danske Folk har misbrugt sin ►borgerlige Frihed, og det veed man, er ubetydeligt, men desmere maatte man være bange for, at de, af Frygt baade for Frihedens Misbrug og for dens Ansvar, vilde friste Præsterne til pavelig at tage Ansvaret paa sig og tage Herredømmet til sig, hvorved ►det Sidste maatte blive værre end det Første. ►Vistnok skulde det Lys, som nu er opgaaet over det christelige Forhold, baade mellem Troen og ►Skriften og mellem Menigheden og dens Tjenere, bevare os paa begge Sider fra den store Fristelse, men enhver christelig Frimenighed i Modsætning til en Stats-Kirke vil dog mere eller mindre bukke under for den store Fristelse til at give sig ►Skin af den christelige Fuldkommenhed, som den vel umuelig kan have, men som dog den modsatte Stats-Kirke med ubøielig Strænghed vil kræve af den, og dette ►Skin af christelig Fuldkommenhed kan, efter Livets Natur-Love, som al Erfaring stadfæster, kun vindes paa Frihedens og paa Livets, Grund-Ærlighedens og Ydmyghedens Bekostning.
✂ Men selv naar denne Fare blev lykkelig overstaaet, saa er der en anden langt mindre iøinefaldende, men derfor igrunden frygteligere, thi det er en Fare, som reiser sig af det inderlige Forhold mellem Forældre og Børn. Selv da, naar man tænker sig Frimenighedens Grund-Slægt saa ærlig og ►troesenig, som det efter Omstændighederne vel er mueligt, saa tør man nemlig, især med ►Hensyn paa de gruelig blandede Ægteskaber, aldrig vente 498 (US) Andet, end at der allerede i den næste Slægt vil findes Endeel af Børnene, som, enten for stedse eller dog til en 14Tid, vender Troes-Livet Ryggen, og naar da na 172 (VU) turlig Kiærlighed, Ære og Skam, og alt hvad dertil hører, paa begge Sider hindrer den kirkelige ►Skilsmisse, som skulde indtræde, da begynder med det samme den gamle sagte men sikkre Udartning, som ødelagde de apostoliske Menigheder, og Talen kunde da slet ikke være om levende Fremskridt, som dog fra nu af hos Herrens Menighed hører til Dagens Orden.
✂ Her seer vi Frihedens og Ærlighedens og dermed det fremskridende christelige Menigheds-Livs Fare udenfor Folke-Kirken, og skiøndt det vilde være Dansker-Folket langt meer end Christen-Folket, der ved den uvenlige ►Skilsmisse vilde tabe Midlerne til Fremgang i sand menneskelig Udvikling og Oplysning, saa er dog Vexel-Virkningen her saa giennemgribende, og den levende Deeltagelse i alt Menneskeligt er os saa uundværlig til at vinde den rette Klarhed, at Frimenigheden i sin skæve Stilling til Staten og dens Kirke, vilde have meget ondt ved at løse sin Opgave til fælles Bedste.
✂ Dette kan vel være nok til at vise, at Ingen nødigere end jeg kan raade de Christne til Udtrædelse, endsige da selv gaae i Spidsen, men derfor kan jeg dog umuelig slaae mig til Ro med en Stilling i Folke-Kirken, som jeg seer, er aldeles uforenelig med Menigheds-Livets Udvikling til Bevidsthed og frugtbare Fremskridt ►henad sit høie Maal, thi det fortløbende Mirakel, som ►vistnok udkrævedes til at overvinde alle Vanskelighederne ved Frimenighedens tilbagetrukne Stilling, kan aldrig være saa stort, at 15jeg ►jo turde vente det af Vorherre, naar Udtrædelsen var uundgaaelig, mens derimod den virkelige Umulighed af at benytte sin Frihed i en bundet Stilling ei kan tænkes hævet ved noget andet Mirakel end det, hvorved Baandene briste, altsaa ved det Mirakel, om man vil kalde det ►saa, som jeg endnu venter paa, nemlig Folke-Kirkens virkelige Frigiørelse.
✂ At nu en saadan Frigiørelse maa støde paa mange Hindringer, hos en Slægt, der, saa at sige, er født med den Tanke, at Tro og Gudsdyrkelse staaer og falder med statskirkelig Tvang, og som endnu for en stor Deel med Sandhed siger om sig selv, at naar de ikke var nødt til det, lod de sig hverken vie af nogen Præst, eller lod deres Børn døbe, det er jo begribeligt nok; thi vel skulde man tænke, at en saadan Slægt, der igrunden ønskede alle Præster og al Kirkelighed Pokker i Vold, maatte 499 (US) ansee det for det Næstbedste, naar Stillingen i Folke-Kirken blev saa fri, at de midt i den var fri for at lade 173 (VU) sig vie og at lade deres Børn døbe, naar det tækkedes dem; men deels vil Præsterne, som har Indtægt af Brudevielser og Barnedaab, netop naar de har samme Betragtning, finde Friheden aldeles utaalelig, og deels vil Kvinderne, som i Regelen altid beholder lidt Forkiærlighed for gamle Kirkeskikke, men ►giør kun Regning paa vantroe Kiærester og Ægtemænd, grue ved Tanken om, at Mandfolkene ikke længer skulde være tvungne til at lade sig vie og at lade deres Børn døbe. Naar imidlertid Religions-Friheden først er givet saa fuldstændig, som hos os, og Sognebaandet derhos er ►løst, da er Ævret opgivet, og da er 16det et meget rimeligt Haab, at baade Præsterne og Kvinderne nok vil forlige sig med en Tingenes Orden, hvorunder Præsterne baade kan præke, døbe og vie omtrent, som de selv vil, og hvorunder selv de ►vantroeste Mænd ei synderlig kan fristes til at forlade Folke-Kirken, eller til at unddrage sig de sædvanlige Kirkeskikke. Saaledes har vi jo seet i mange Aar, at selv de ►vantroeste Mænd meget godt har fundet sig i at lade sig vie, endogsaa midt for Alteret, naar det skedte af en Præst, der, ligesom de selv, kaldte ►Alterbogens ►Formular gammelt ►Papisteri, og at lade deres Børn døbe og confirmere, naar det var hos en Præst, der enten reent sprang Daabspagten over, eller behandlede dog det hele som en død ►Formular, og talde smukke, fornuftige Ord om den huuslige Lyksalighed og om den ►slibrige Bane fra Vuggen til Graven, og vi har jo hørt Præster og Professorer løfte baade ►Lære-Friheden og den liturgiske Frihed midt i Stats-Kirken til Skyerne, som det eneste, der kunde giøre en saadan Indretning taalelig og forholdsviis gavnlig, og denne Tilstand var dog vel ikke bedre, fordi den var ulovlig, og, uden Sognebaandets ►Løsning, var de Christne utaalelig! Har da nu de meer eller mindre vantroe eller rationalistiske eller calvinistiske Præster og Kirkegængere med eet faaet en saa umaadelig Lyst til at ►lænkebindes til de gamle Lærebøger og ►Formularer, eller venter de endnu paa Leilighed til at faae begge Dele giort om efter deres Hoved, og derved tvinge de gammeldags Christne til enten at frafalde Troen eller forlade Folke-Kirken? Det første er jo dog umueligt, hvad Præsterne angaaer, 17thi selv naar de beholdt den ►Mynsterske Frihed til ►aabenbar at modsige sig selv paa Prækestolen og ►for Alteret, og Frihed til at ►nedrive ►Alterbogen, naar de kun tilsyneladende fulgde den, og Frihed til at lære ►tvertimod de ►symbolske Bøger, naar de kun 174 (VU) svor paa dem; saa kan dog hvert fornuftigt 500 (US) Menneske indsee, at det kan herefter, i Religions-Frihedens Dage, intet skikkeligt Menneske være bekiendt. Det Sidste derimod trøster ►vistnok Enkelte sig med over Øieblikkets Pinagtighed, men selv om det ⓘ Kirkeraad, der nys faldt igiennem, var kommet paa Benene, saa vilde dog Forventningen ►vist for en lang Tid blevet skuffet, thi vel kunde man ved et saadant Kirkeraad nemt drevet mig og alle Ligesindede ud, men man vilde udentvivl netop derved fundet sig nødt til strengt at holde paa det orthodoxe ►Skin.
✂ Jeg kan derfor virkelig ikke see rettere, end at det maa være netop hvad man kalder “de hellige” Præster, og deriblandt endeel af mine Præstevenner, der holder fast paa hvert Ord i ►den gamle Præste-Eed, som de dog veed, har ►alt længe været død og magtesløs, og holder strengt paa hvert Ord i ►Alterbogen, som de ikke engang selv kan og vil følge strengt, og det er, hvad jeg høilig maatte laste, om det end ikke, som jeg troer, var for Øieblikket den største Hindring for Folke-Kirkens Frigiørelse.
✂ ⓘ Efterat nemlig Sognebaandet er ►løst, og Psalme-Friheden kan ansees for saa godt som givet, da er det Hovedsagen, at ►Præste-Eden i aandelig Henseende ►læmpes saaledes, at Præsterne derved kun forpligtes til at lære overeensstemmende med den ►Hellige Skrift efter deres bedste Overbeviisning, og 18at forvalte Sacramenterne sømmelig efter deres bedste Overbeviisning om Herrens Indstiftelse. En saadan ►Præste-Eed vil give Regieringen al den Sikkerhed for Præste-Embedets værdige Førelse, som en Eed kan give, og dog vilde den intet Baand paalægge, som kunde besvære et veltænkende Menneskes Samvittighed, eller som kunde hindre ham fra at tale, som han troede. At jeg nu kalder denne ►Præste-Frihed den Hoved-Frihed, der maa gives i Folke-Kirken, naar Christendommen skal kunne trives deri, det er hvad mine Præstevenner, langtfra at bifalde, har ondt ved at tilgive mig, da det synes dem soleklart, at til denne Frihed trænger vi, som i det hele er vel fornøiede baade med den ►Augsburgske Confession og med den ►gamle Alterbog, i saa ubetydelig en Grad, at det neppe er værdt at nævne, medens vi trænger høilig til at faae Sognebaandet ►løst for Sognepræsternes, ligesom det 175 (VU) er ►løst for Sognefolkenes Vedkommende, saa vi ikke behøver at døbe eller confirmere, at vie, eller at betjene Andre med det Hellige, end dem, vi efter vor Samvittighed tør betragte som Medtroende, og det er ganske rigtigt, at denne Frihed, som de andre Præster neppe føle synderlig Lyst eller Trang til, den kan vi i 501 (US) Længden slet ikke undvære. Min Synsmaade er imidlertid den, at for at have en reen Fod at staae paa, maae vi først søge den Frihed, som alle Folke-Kirkens Præster, og de ærligste og sandrueste meest trænge til, og først, naar den er vundet, lade Staten afgiøre med sig selv, om den vil unde de strengt christelige Præster og Menigheder den Frihed, de især trænger til, og maa ►nød19vendig► søge udenfor, naar den i Folke-Kirken nægtes dem. Det staaer desuden saaledes for mig, at naar Øvrigheden og Lovgivningen først vitterlig har bestemt sig for en fri Folke-Kirke, da lade de sig let bevæge til at ►løse alle de gamle Baand, der forhindrer en ny Tingenes Orden, hvorved fri Menigheder træde istedenfor Kirkesogne, og blive istand ⓘ til at kappes om Prisen for folkelig Dannelses og Oplysnings Fremme. Det følger nemlig af sig selv, at naar man, ved at forvandle den tvungne Stats-Kirke til en fri Folke-Kirke, vil opnaae det store Øiemed, at beholde omtrent hele Folket frivillig i sin Kirke, hvor man ►raader for Præsternes Dannelse, har dem paa en god Maade paa sin og Folkets Side, og har dem under sit ►særdeles Opsyn, da giør man sig ikke mindste Betænkelighed ved at giennemføre Friheden, saa den sætter sig selv sine lovlige Grændser. Dette skeer blandt andet derved, at naar man har ►løst Sognebaandet, da giver man ogsaa Mindretallet i et Kirkesogn Lov til, uden Skade for Fleertallet, at benytte Sognekirken, og, hvis de ingen Præst i Nærheden kan slutte sig til, da selv at holde sig en Præst, som har opfyldt Statens Fordringer til Folke-Kirkens Præster. Naar man giver Bisperne i den fri Folke-Kirke den dem uundværlige Frihed til at ordinere efter deres Overbeviisning, følgelig ogsaa til at nægte Ordinationen, hvor de ikke troer med god Samvittighed at kunne ►meddele den, da giver man ogsaa alle Candidater, som har naaet den bestemte Alder, Lov til at lade sig ordinere af hvilken Biskop i Folke-Kirken de dertil kan 20formaae, og da er jeg vis paa, at, idetmindste i 📌Danmark, vil baade Folket i ►langsommelig Tid være vel fornøiet og Staten være særdeles vel tjent med sin fri Folke-Kirke, og at de vil have 176 (VU) Ære af den, i samme Grad, som man sørger for en ⓘ folkelig Præste-Dannelse, der, uden at tabe en passende Sprog-Kundskab og Bog-Lærdom af Syne, dog først og sidst er beregnet paa det virkelige Liv og paa den levende Præste-Syssel, med Ordførelsen paa Modersmaalet og med de alvorligste Ting og Tanker, som et Menneske kan hellige sine Aar og Evner.
✂ Om alt dette var ►vistnok langt mere at sige og skrive, men for dem, der ikke sætter Menneske-Livet, dets fri Udvikling og 502 (US) fremskridende Oplysning over alt Andet, vil ingen Fremstilling være tilfredsstillende, og for Frihedens og Oplysningens Venner vil det ►vist være klart, at det er ikke nogen bestaaende Herlighed, jeg vil forstyrre, men er en grændseløs Forvirring, jeg vilde have afløst med en ny Tingenes Orden, der paa een Gang lod baade det Christelige og det Folkelige skee Ret, og vilde være Almeenheden og Enkeltmanden lige tjenlig, og at det kun er til fælles Fordeel for alle fribaarne Sjæle, jeg vilde have Levningerne af den gamle Aands-Trældom udfeiede.