↩ Førend vi imidlertid med mindste Held kan ►lede herom, maae vi have opdaget de christelige Livstegn i Menighedens levende Troesbekjendelse, i Aands-Forkyndelsen af det tilsvarende Evangelium, og i den deraf udspringende Menigheds-Lovsang, som naar de er levende, unægtelig udtrykker et ►eiendommelig christent Liv, da det levende Udtryk altid beviser et tilsvarende levende Indtryk. Dog, selv naar vi tillige har besindet os paa, at disse christelige Livstegn forudsætter et trefoldigt 202👤Christus-Liv af ►Tro og Haab og Kjærlighed, hvori vi maa kunne spore Treenighedens personlige Virksomhed, saa støder vi dog strax paa en uoverstigelig Hindring for Treenighedens klare Erkjendelse (►Beskuelsen Ansigt til Ansigt) i Guds-Rigets tilsvarende 477 (US) Tredobbelthed, som Aandens og Sønnens og Faderens Rige, thi da Menigheds-Livet, lige til Herren kommer ►øiensynlig igjen, kun er aandeligt, saa er Livs-Erfaringen indskrænket til Guds-Riget i Aanden, fordi det er kun gjennem den Helligaands Personlighed, baade Sønnens og Faderens Personlighed virker hos Menigheden. Fra dette Stade sees det vel allerklarest, hvad for Resten fra alle Sider er klart nok, at med Troen paa den Helligaands Personlighed staaer og falder al levende Christendom, thi kun i Aanden 151 (VU) er Gud virkelig levende og levendegjørende hos os, og derfor er Troen, som den Helligaand personlig virker, Grundvolden for hele 👤Christus-Livet under Herrens tilsyneladende Fraværelse, som skrevet staaer: ►nu færdes vi i Troen, ikke i Beskuelsen, og atter: ►hvad vi lever, det lever vi i ►Gud-Søns Tro.►