↩ 472 (US) Da det nu imidlertid under alle Omstændigheder er umuligt, ►paa fri Haand, uden Forudsætning af den christne Tro og Menighed, at bevise ►enten lidt eller meget af ►Apostel-Skriftens Ægthed, saa maae vi erkjende, at Vorherre forsaavidt havde sin Haand i hine Skriftkloges uhyre Misgreb, som vi seent eller aldrig vilde blevet vor indgroede Fordom kvit, om Bogstav-Skriften som Troens Grundvold og Menighedens første Kundskabskilde, dersom ikke vore Skriftkloge i det syttende Aarhundrede, da de udgav hver Tøddel i ►Skriften for ►indblæst, havde erklæret en sammenlappet Boghandler-Vare, hvis Uægthed var soleklar,*Den efter de hollandske Forlæggere saakaldte ►Elzewiriske Udgave af det Ny Testamente. for den ægte Grund-Text, og saa ovenikjøbet bygget den christne Grund-Tro paa et af de meest ►uhjemlede ►Skriftsprog, saa Menigheden enten maatte opgive sin christne Tro eller søge en anderledes fast Grundvold og gyldig Hjemmel for 146 (VU) den. I Sammenligning hermed maa det vel kaldes ubetydeligt, at det eneste Haandskrift, som man kan sige, har havt det tvivlsomme ►Sprog om de tre himmelske Vidner, den Haandskrift nemlig, hvorefter ►det Ny Testamente først blev trykt i 📌Alcala (Compluten195seren)►, har ikke ►Sproget saaledes, som man beraaber sig paa det, og dernæst, at ►Sproget, selv naar dets Ægthed havde været ligesaa sikker som den var tvivlsom, slet ikke kunde hjemlet den christne Tro paa Faderen og Sønnen og den Helligaand, da det andet Vidne jo ikke, som i Troes-Bekjendelsen og Daabs-Ordet, kaldes “Sønnen”, men “Ordet”, og ►Sproget altsaa godt lod sig indrømme, uden at bekjende, at 👤Jesus Christus er Guds Søn, som jo dog baade efter ►Johannes-Brevet og efter al Erfaring er Christendommens Grundsætning, hvormed den staaer og falder; men man seer dog let, at det Halve vilde være nok til at bevise vedkommende Skriftkloges Daarskab, som roste sig af, at de kunde bevise hele Christendommen af ►Skriften og forudsatte dog i de saakaldte Beviser Alt hvad der ved dem skulde bevises.