↩ Dette saa meget ►omtvivlede og omtvistede ►Sprog har vore lutherske Skriftkloge været skjødesløse nok til at stille i Spidsen for alle de 145 (VU) christelige Vidnesbyrd om den guddommelige Treenighed, og det ikke blot i deres ►konstige ►Lærebygninger, men ogsaa i Børnelærdommen, og havde derved frembragt den Mening baade i den lærde Verden og i Menigheden, at med dette ►Sprogs Ægthed stod og faldt den christne Tro paa Faderen og Sønnen og den Helligaand. Herved havde de Skriftkloge givet Troens Modstandere det skarpeste Vaaben i Hænderne, som de i det attende Aarhundrede brugde saa ubarmhjertig, at til Slutning hardtad ingen Skriftklog turde være Troen paa den virkelige Treenighed bekjendt, og Menigheden vidste slet ikke mere, hvad den turde troe; thi uagtet det er uforsvarlig sagt i vort ►oppudsede ►Nytestament fra 1817, at ►Sproget om de tre himmelske Vidner fattes i alle Haandskrifter og gamle Oversættelser, saa maatte dog en saadan Forsikkring gjøre læge Læsere i 📌Danmark bange, og det er desuden ►ustridigt, at det omtvistede ►Sprogs Ægthed er tvivlsommere end de fleste saakaldte Beviissteders (►loca probantia), som man har pralet med. Skulde derfor den christne Tro virkelig udledes og bevises af ►Bibelen, da var den ved de Skriftkloges Misgreb blevet aldeles ube194viislig for os, thi naar man selv udraaber, at det ►Skriftsprog, hvoraf man især har udledt og hvorpaa man især har bygget Troen, maa opgives som uægte, da nytter det os jo slet ikke, om man byder os tyve andre ►Skriftsprog isteden, da Menigheden een Gang for alle har tabt Troen paa sine Skriftkloges Ufeilbarhed, hvormed dens ►Bogtro staaer og falder.