Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra Den guddommelige Treenighed

Dette saa meget omtvivlede og omtvistede Sprog har vore lutherske Skriftkloge været skjødesløse nok til at stille i Spidsen for alle de christelige Vidnesbyrd om den guddommelige Treenighed, og det ikke blot i deres konstige Lærebygninger, men ogsaa i Børnelærdommen, og havde derved frembragt den Mening baade i den lærde Verden og i Menigheden, at med dette Sprogs Ægthed stod og faldt den christne Tro paa Faderen og Sønnen og den Helligaand. Herved havde de Skriftkloge givet Troens Modstandere det skarpeste Vaaben i Hænderne, som de i det attende Aarhundrede brugde saa ubarmhjertig, at til Slutning hardtad ingen Skriftklog turde være Troen paa den virkelige Treenighed bekjendt, og Menigheden vidste slet ikke mere, hvad den turde troe; thi uagtet det er uforsvarlig sagt i vort oppudsede Nytestament fra 1817, at Sproget om de tre himmelske Vidner fattes i alle Haandskrifter og gamle Oversættelser, saa maatte dog en saadan Forsikkring gjøre læge Læsere i 📌Danmark bange, og det er desuden ustridigt, at det omtvistede Sprogs Ægthed er tvivlsommere end de fleste saakaldte Beviissteders (loca probantia), som man har pralet med. Skulde derfor den christne Tro virkelig udledes og bevises af Bibelen, da var den ved de Skriftkloges Misgreb blevet aldeles ube194viislig for os, thi naar man selv udraaber, at det Skriftsprog, hvoraf man især har udledt og hvorpaa man især har bygget Troen, maa opgives som uægte, da nytter det os jo slet ikke, om man byder os tyve andre Skriftsprog isteden, da Menigheden een Gang for alle har tabt Troen paa sine Skriftkloges Ufeilbarhed, hvormed dens Bogtro staaer og falder.