Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra Det christelige Ægteskab

Har vi nu imidlertid faaet Øinene op, og stræber at bære os bedre ad herefter, da maae vi fremfor alt drage to vigtige Slutninger af disse Oplysninger om Ægteskabets Forhold til det ny Menneske-Liv, og den første Slutning er den, at al Tale om et christeligt Ægteskab mellem andre end ret christelige Ægtefolk er Snak hen i Veiret, da Ægteskabet, for at kunne være christeligt, nødvendig maa være hvad Apostelen kalder et Ægteskab “i Herren; saa at de Christnes Letsindighed i dette Stykke vilde være Grund nok til, at det christelige Liv ei endnu har vundet synderlig Tilvæxt ved Ægteskabet, medens paa den anden Side de christelige Præsters Omsorg for at faae christelige Hustruer dog har baaret saa velsignet Frugt i det Lutherske Kirkesogn, at det berettiger til de største Forventninger, naar Menigheden herefter for Alvor “beraader sig med Gud og sit eget Hjertelag” i Ægteskabs-Sagen, og naar den tillige oplyses om, hvor Velsignelsen til et christeligt Ægteskab findes og maa udelukkende søges.