↩ Naar man desuagtet, beraabende sig paa den ►Hellige Skrift, har paastaaet, at hos det gamle Menneske er ►Guds-Billedet aldeles udslettet, og alt virkelig Godt udryddet, og kun Skin-Hellighed, med ►glimrende Laster muelig; da har man jo vel seet, at man umuelig, uden at trodse hele den hellige Historie, kunde anvende denne ►Fordømmelses-Dom paa 👤Abraham, de Troendes Fader, paa 👤Moses, den tro Tjener i Guds Huus, paa 👤David, ►Manden efter Guds Hjerte, paa Propheterne, og paa ham, som ►Herren selv kaldte meer end en Prophet, kaldte sit Aasyns Engel; men man har dog aldeles overseet, at det slet ikke gaaer an at undtage en 455 (US) eneste af den gamle 👤Adams naturlige Børn fra den Dom, man fælder over 128 (VU) ham og hele hans Slægt, fælder over den faldne Menneske-Natur, og at man lige saa lidt kan sætte det ny Menneskes Fødsel ►foran Barnets i 📌Bethlehem, uden at giøre hele 👤Christi Evangelium til Løgn og Fabel. Ved desuagtet i Blindhed at giøre det Sidste, ved, som allerede Biskop 👤Eusebius i hans ►Kirkehistorie, at gjøre 👤Abraham og alle 👤Christi Forfædre ►efter Kiødet til Christne ►foran 👤Christus, til Guds gienfødte Børn førend Gienfødelsen af Vand og Aand, kun derved har man forblindet sig selv for den indlysende Sandhed, at der hos det faldne Menneske 11kan være, har været og maa, saalænge Gienfødelsen skal være muelig, findes tænkelig og giørlig i Sandhed, være baade Spor og Levning af Menneskets oprindelige Godhed og Herlighed, som ►en Skabning i Guds Billede, der ►veed af Gud og sig selv at sige, og, saavist som “Tro, Haab og Kiærlighed” udtrykker hele den menneskelige indvortes Billed-Lighed med Gud, saavist maa der hos det faldne Menneske, som skal kunne ►opreises, hos det fortabte Menneske som skal kunne frelses, og hos det vanartede Menneske, som skal kunne gienfødes, findes en virkelig Levning af Troen, Haabet og Kiærligheden, som de oprindelig med Ordet udgjorde og udtrykde Menneske-Livet i ►Guds Billede.