►Herrens Bøn “Fadervor.”
✂ (N. F. S. Grundtvig.)
✂ At ►“Fadervor”, som Vorherres 👤Jesu Christi egen Bøn►, netop gjort til at lære hans Discipler, hvordan de skal bede, hører ret egenlig til den “Christelige Børnelærdom”, det har været anseet for saa ►følgelig en Sag, at det knap behøvede at nævnes og da langt mindre at lægges med Fynd paa Hjerte, at drøftes og med Flid oplyses, men det har været til stor Skade, at man tog sig den Sag saa let, da aldrig nogen af os kan have en ►velgrundet Sikkerhed paa at være et “Guds Barn” uden at have søgt denne Sikkerhed netop i vort “Fadervor”!
✂ Det er nemlig ingenlunde ►saa, som man hos os alt for længe har indbildt sig, at det var med “►Herrens Bøn”, ligesom med alt andet, vi kun kan læse os til i ►Apostel-Skriften, thi det nytter kun lidt, som al Erfaring lærer, “at læse sit Fadervor”, og til at “bede” Fadervor, hører der, som allerede 👤Morten Luther har indskærpet, noget 50 (VU) ganske Andet end at have læst det, saa man kan det udenad paa sine Fingre, dertil hører, hos os, ligesaavel som hos Herrens første Discipler, at have modtaget det af Herrens egen Mund og af ham at have faaet Magt til at være Guds Børn, ved Troen paa hans Navn.
✂ Dette kan imidlertid kun være Tilfældet, naar “Fadervor” ikke blot saaledes hører til Daaben, som det hører heeligiennem til den christelige Gudstjeneste, men hører nødvendig og uadskillelig til ►Daaben efter Herrens egen Indstiftelse, saa at 290ved Daaben lærer Herren selv alle sine Discipler at bede, og giver dem med det samme, i Daaben, Magt baade til at være Guds Børn og til at bede som Guds Børn, hvad igrunden kommer ud paa eet, da ligesaalidt, som man kan være et Guds Barn, uden, saasnart Han giør den Stumme talende, at bede til den himmelske Fader, ligesaalidt kan Nogen i Sandhed bede som et Guds Barn, uden ogsaa at være et Guds Barn.
✂ 378 (US) ►Herrens Bøn “Fadervor” kommer følgelig til os alle ved Daaben, først og fremmerst som den Forsikkring af Herrens egen Mund, at naar vi troer i vort Hjerte hvad vi ved Daaben bekiender med vor Mund, og er døbte derpaa i Faderens og Sønnens og den Helligaands Navn, da er vi sandelig Guds Børn, som skrevet staaer: ►I er ved Troen alle Guds Børn i 👤Jesus Christus, thi I, saamange som er ►👤Christus tildøbte►, I er 👤Christus iklædte.►
✂ Det var nemlig et stort Ord af 👤Morten Luther, da han, i Anledning af de høitravende Folk, der ►saae hele den christelige Børnelærdom over Hovedet, anmærkede, at naar han bare kunde udtale de første Ord i sit “Fadervor” rigtig, saa vilde han være meget fornøiet, for det er ganske vist, at Ingen af os kan af ►Hjertens-Grund med Tillid og Fortrøstning kalde Himmelens og Jordens Skaber “vor Fader,” med mindre vi føler os sikkre paa, at vi er Hans Børn, hvorfor da ogsaa Apostelen 👤Paulus udtrykkelig vidner, at ►det er kun med den sønlige Udkaarelses Aand vi kan raabe: ►Abba, Fader! til Gud, idet Hans Aand vidner med vor Aand, at 291vi er Guds Børn.► Derfor er ►Herrens Bøn “Fadervor,” som han selv ved Daaben lægger os i Munden til at være vor daglige Bøn, os et guddommeligt Pant paa vor Gjenfødelse i Daaben til Guds Børn, da Fadervor, som en Bøn, kun passer i Guds Børns Mund og kan kun i deres Mund og Hjerte være Sandhed. Herved opgaaer der da et deiligt og skinnende Lys over to store Dunkelheder, som det hidtil var for os 51 (VU) Alle, deels, hvori vi skulde finde den udvortes guddommelige Forsikkring om, at vi i ►Daaben efter Herrens Indstiftelse gjenfødes til Guds Børn, og deels, hvorpaa vi skulde kiende Guds Aands indvortes Vidnesbyrd med vor Aand, at vi er Guds Børn; thi nu seer vi, at det samme “Fadervor,” som, naar vi ved Daaben modtager det af Herrens egen Mund, er den udvortes guddommelige Forsikkring om vor himmelske ►Børne-Ret, det samme Fadervor bliver, naar vi føler os istand til at bede det af ►Hjertens-Grund, ►Kraft-Beviset paa, at vi er Guds Børn, altsaa den guddommelige Fader-Aands Vidnesbyrd med vor Aand, da vi umuelig kan bede “ⓘ Fadervor” som Guds Børn, med mindre vi virkelig er Guds Børn.
✂ Først, naar vi saaledes betragter ►Herrens Bøn “Fadervor” i sin levende christelige Sammenhæng, baade med Gjenfødelsen i Daaben og med den Helligaands Vidnesbyrd i det troende Hjerte, saa vi seer, baade hvor vi har faaet ►Herrens Bøn fra, nemlig fra Herrens egen Mund, og hvad vi især har faaet den til, nemlig til et udvortes og 292indvortes guddommeligt Pant baade 379 (US) paa vor Ret til at kaldes og paa vor Magt til virkelig at være Guds Børn, først da seer vi Grunden til, at Fadervor er og maa være alle Christnes bestandige Bøn baade i Eenrum og Forsamling, være hver Enkelts og hele Menighedens Bøn, da det er Guds Børns eneste Bøn, som de har for dem selv, og kan stole paa, baade indeholder og udtrykker alt hvad Guds Børn paa Jorden har for dem selv at bede deres himmelske Fader om, og som de kan være visse paa, den himmelske Fader hører og bønhører, opfylder altid, som sin eenbaarne Søns Bøn.
✂ Naar derfor vore gamle Præster om Søndagen, efterat de havde bedt for Menigheden, for de Kongelige, og for alle Syge og ►Sorrigfulde, enten fjern eller nær, pleiede at sige: alt andet, som vi har at bede om, vil vi ►indslutte i Vorherres ►👤Jesu egen og fuldkomne Bøn: Fadervor, da kunde det vel være baade velmeent og paa en Maade opbyggeligt, men det vidnede dog om Mangel paa den christelige Oplysning, at alt hvad vi, netop som Christne Mennesker og Guds Børn, har at bede den himmelske Fader om, det er guddommelig ►indsluttet og udtrykt i ►Herrens egen fuldkomne Bøn, og maa være det, da den ellers hverken var Herrens, den eenbaarne Søns, egen eller Guds Børns fuldkomne Bøn.
✂ Heraf maa vi ingenlunde slutte, at enhver anden Bøn end “Fa 52 (VU) dervor” skulde være Christne forbudt, eller Guds Børn paa Jorden uværdig, thi Evangeliet er ingen Lov, saa det forbyder heller intet, hvorfor jo ogsaa Apostelen skriver: ►alting er mig tilladt, men alting er ikke nyttigt, saa 293at, naar ogsaa en anden Bøn end “Fadervor” kan paa Jorden være nyttig, enten for Guds-Barnet selv eller for andre Mennesker, da er den ikke blot tilladt, men da vil den Guds Aand, som træder frem for os med usigelige Suk, selv drive os dertil, ligesom vi af Evangelierne seer, at Guds eenbaarne Søn, Vorherre 👤Jesus, selv bad ►herneden, snart for sig selv og snart for andres Skyld, baade med andre og flere Ord, end dem, han i “Fadervor” lagde sine første Discipler og lægger ved Daaben hele sin Menighed i Munden; men vi skal kun slutte, at ►Herrens Bøn “Fadervor” indeholder og udtrykker alt hvad Guds Børn allesammen, altid og allevegne har at bede om, med fuld Sikkerhed paa Bønhørelse, saa at enhver anden Bøn, vi giør, enten af Skrøbelighed eller ved visse Leiligheder og under visse Omstændigheder, enhver anden Bøn er kun christelig, forsaavidt Christne bede den, og har kun Bønhørelse ivente, forsaavidt den kan sammensmelte med “Fadervor” eller lader sig dog forbinde dermed. Saaledes 380 (US) bad 👤Jesus sin himmelske Fader om ►👤Lazari Opvækkelse►, om ►Bevarelsen af 👤Simon Peders Tro midt under Fornægtelsen►, og om ►sin egen Forskaanelse med den bittre Kalk, men dog herom kun, forsaavidt det, ►Gienløsnings-Værket uskadt, kunde findes mueligt, forsaavidt ►Gud-Faders Villie alligevel kunde skee, som i Himmelen, ►saa paa Jorden►!
✂ At nu ogsaa ►Herrens Bøn er en saadan fuldkommen Bøn for alle Guds Børn paa Jorden, det, maae vi troende forudsætte, er ligesaa sikkert, som Vorherres 👤Jesu Christi Guddommelighed, men det seer vi ogsaa klarere, jo længere og bedre ⓘ vi be294der denne Bøn i Vorherres 👤Jesu Navn; thi des lysere bliver dens Indhold og des livfuldere dens Udtryk for os, saa at alle de Bønner, enten vi selv eller andre har sammensat, og som, til en Tid, forekom os tildeels enten klarere eller indholdsrigere, de blegne efterhaanden for “Fadervor”, som Soel og Maane for Guds Herligheds Glands.
✂ Det gaaer nemlig med de saakaldte “syv Bønner” i “Fadervor,” ligesom med de saakaldte “tre ⓘ Troes-Artikler” i den Apostelige Troes-Bekjendelse, at hine Syv ligesom disse Tre er Eet, saa man kan ligesaalidt bede een af de syv Bønner i “ⓘ Fader 53 (VU) vor” ret, uden at bede dem alle og hele “Fadervor” ret, som man kan sige rigtig “Ja” til een af de tre Artikler i “Troes-Bekjendelsen”, uden at sige rigtig Ja til dem alle Tre og til alle Leddene deri. Ligesom det derfor er soleklart, at Ingen kan af ►Hjertensgrund kalde den sande Gud sin Fader, uden i Sandhed at føle sig som et Guds Barn, saaledes svæver Guds Faderlighed over hele Bønnen, saa kun naar vi troer det, da forstaaer vi Bønnen, og kun naar vi kan lægge en tilsvarende Barnlighed ind i hele Bønnen, kun da kan vi bede den af ►Hjertensgrund og i den eenbaarne Søns, Vorherres 👤Jesu Christi, Navn.
✂ Hermed har man imidlertid, selv efter 👤Morten Luthers Dage, taget sig det meget let, saa man ikke engang har lagt Mærke til, at ►det Navn, Guds Børn bede om, maa helliges, det Rige, de bede om, maa komme, og den Villie, de bede om, maa skee paa Jorden, som i Himmelen, er vor himmelske Faders Navn, Rige og Villie, og man har 295dog ►endnu langt mindre lagt Vægt paa, at Bøn i Vorherres 👤Jesu Navn, som selv Herrens Apostler ikke var blevet ►mægtige til, da Herren gik til Korset, det er noget langt mere end blot med Munden at lægge 👤Jesu Navn til Bønnen, hvad jo selv de Vantroe kan, naar de vil, og har gjort utallige Gange, og dog er begge Dele af en saadan Vigtighed, 381 (US) at hvem der ikke føler det, kan umuelig enten ►raabe: ►Abba! Fader!► til den sande Gud, eller bede et eneste Ord af Herrens og alle Guds Børns Bøn i Vorherres 👤Jesu Navn.
✂ Saalænge vi nemlig ikke føler, at det ⓘ udtrykkelig er vor himmelske Faders Navn og Rige og Villie, der tales og bedes om i “Fadervor”, saalænge kan vi hverken have nogen ret Følelse af, at “Fadervor” er en evangelisk Bøn, der ligger netop ligesaa langt fra alle Bønner under Loven, som 👤Christi Evangelium ligger fra ►Mose-Loven, og ligesaa lidt kan vi bevæge mere end vore Læber: bevæge vore Hjerter til at begynde med Guds Navn, Rige og Villie, istedenfor med vort daglige Brød og vore Synders Forladelse.
✂ Det er jo ►vist nok en ►følgelig Sag, at ligesom den første Lovens Tavle handler om hvad vi skylder Gud, og den Anden om hvad vi skylder Næsten, saaledes maa ogsaa en rigtig Bøn, efter Loven, først sigte til Guds Ære og kun dernæst til det faldne Menneskes ►Opreisning og Frelse, men evangelisk: glædeligt og barmhjertigt kan vi ikke finde det, thi deri bestaaer jo Guds i Evangeliet 54 (VU) aabenbarede Kiærlighed, at skiøndt vi ikke elskede Gud, som vi efter Loven skulde, saa elskede Gud dog os 296og sendte sin Søn til vore Synders Afsoning, og Gud veed det jo, at kun denne Hans ►uforskyldte Naade og faderlige Kiærlighed kan bevæge vort Hjerte til ►at elske Ham igien, som har elsket os først, saa Han vil ligesaalidt i Henseende til Ordet, som til Gierningen, giøre sit lovmæssige Krav paa os giældende. Men at Gud nu heller ikke har gjort det, skiøndt ►Herrens Bøn begynder med hvad der hører Gud til, det seer vi først, naar Guds Faderlighed udbreder sine Vinger over os og vor Bøn; thi derved sammensmelter Hans og vores, som Faderens og Børnenes, Navn, Rige og Villie, saa at alt hvad der er til vor himmelske Faders Ære, til Hans Riges Herliggiørelse og Hans Villies Opfyldelse, det er til alle Hans Børns evige Ære, Fred og Glæde, og da bliver det en ►følgelig Sag, at vi, som Guds Børn, af ►Hjertensgrund bede først om det, hvorpaa vor evige ►Salighed beroer, og derefter om hvad vi kun trænge til idag og imorgen, mens Timeglasset rinder.
✂ Saaledes kommer vi paa den evangeliske Vei til hvad vi aldrig kunde komme til paa Lovens Vei: ►først at søge Guds Rige og Hans ►Ret►, visse paa, at alt andet Godt følger med, da ►vor himmelske Fader, som veed, hvad vi behøver, under os det altsammen, og saaledes stadfæster sig hvad skrevet staaer, at ►Lovens 382 (US) Rettighed fyldestgjøres hos os, som ikke gaaer efter Kiødet men efter Aanden►, fordi den ►Kiærlighed, som er Lovens Fylde, er af Guds Faderlighed udøst i vore Hjerter ved Skiænkelsen af den Helligaand, saa vort ►Saligheds-Haab skal ikke beskæmmes.
✂ 297Men ligesom det nu ene og alene er Guds Faderlighed, der kan ►meddele os Villien til at bede “Fadervor” rettelig, saaledes er det ene og alene Vorherres 👤Jesu Navn, der kan ►meddele os Magten dertil, som i det hele Magten til at være Guds Børn, og det har sin dybe Grund deri, at Vorherre 👤Jesus Christus er Gud-Faders eenbaarne Søn, hvad der vel ved første Øiekast synes at udelukke os fra ►Børne-Retten i den himmelske Faders Huus, men viser dog kun, nøiere betragtet, Nødvendigheden af Tro paa Guds eenbaarne Søns Navn og af at bede “Fadervor” i hans Navn, for at kunne virkelig være Guds Børn og bede denne Bøn. Da nemlig Gud er fra Evighed til Evighed alt hvad Han er, saa maa Gud ogsaa, for i Sandhed at være Fader, være Fader 55 (VU) fra Evighed, og de, som i Tidens Løb skal blive Guds Børn, kan da kun blive det ved Troen paa Gud-Faders eenbaarne Søn fra Evighed, hvorfor ►Skriften ogsaa, ved at kalde os Guds ►udkaarede Børn, sætter forsvarligt Skiel mellem os selv og Gud-Faders egen, eenbaarne Søn. Naar imidlertid denne ►Udkaarelse skal være en sand ►Ætledning og ►Knæsætning, der virkelig giver os ►Børne-Ret og evig Arve-Ret til Guds-Riget, da maae vi ikke blot oprindelig staae i et saadant Forhold til Gud-Faders eenbaarne Søn, ►ved hvem Alt er ►blevet►, at vi kan have fuldkomment baade aandeligt og hjerteligt Fællesskab med ham, men det maa ogsaa være Troens Hemmelighed, at dette Fællesskab indtræder ved Troen, saa vi komme til den Følelse og den Lykke, at alt den eenbaarne Søns 298er vores, ligesom alt vores er hans, altsaa komme til den samme Eenhed med Sønnen, som den fuldkomne Kiærlighed evig har medført mellem Faderen og Sønnen. At bede “Fadervor” i 👤Jesu Navn, det er derfor ikke blot at bede det som hans Bøn, og det er ikke Nok, at vi kun vente Bønhørelse for hans Skyld, men vi maae bede “Fadervor” paa hans Vegne, ligesom han beder det paa vore Vegne, altsaa i Følelsen af vor Eenhed med ham, ved Troen, i den Helligaand. Derfor var det selv Apostlerne umueligt at bede i Vorherres 👤Jesu Navn, førend de havde faaet Gud-Faders Aand tilfælles med ham, og er os umueligt uden samme Aand, som lader os føle Fællesskabet med Herren, og bevidner netop vor guddommelige ►Børne-Ret i den eenbaarne Søn ved at give os Magt til at bede Fadervor i Vorherres 👤Jesu Navn.
✂ 383 (US) Alle de saakaldte ►Forklaringer af “►Herrens Bøn,” som er gjort uden dette Lys, de er følgelig gjort iblinde, paa Lykke og Fromme, og give snarere den “fuldkomne” Bøn Udseende af den sorte Armod, end de aabenbare dens Rigdom, og selv 👤Morten Luthers ►Forklaring af “Fadervor,” skiøndt en af de allerbedste, har dog den store Lyde at fremstille Guds-Navnets Helligholdelse, Guds-Rigets Komme og Guds-Villiens Opfyldelse, som matte Gientagelser af Eet og det Samme, og som angaaende Guds-Navnet, Guds-Riget og Guds-Villien i det hele, ikke Gud-Faders i Særdeleshed.
✂ Naar det nemlig staaer lyst og levende for os, at det er Guds Fader-Navn, der skal helliges fra al Besmittelse og Misbrug, at det er Gud-Faders 299Rige, der skal komme, med den Kiærlighed, som er Alt i Alt, og at det er Guds Fader-Villie, der skal skee, 56 (VU) ligesaa ►fuldelig, ►udelukkende og kiendelig paa Jorden, som i Himmelen, da seer vi strax, at vi hermed beder om det Allerbedste, om det Fuldkomne i alle Maader, som endnu ingenlunde er opnaaet, hvor reent og purt saa end Guds Ord læres, hvor kiendeligt end Guds Rige er midt iblandt os, og hvor viselig end Gud forhindrer de onde Raad og de ugudelige ►Idrætter, og i samme Grad, som Længselen stiger efter hvad vi bede om, i samme Grad lader Aanden os føle Forsmagen paa den tilkommende Verdens Kræfter, thi i hvert troende Hjerte, hvor den Aand, som udgaaer fra Faderen, faaer Raaderum, der baade helliges i Løn Guds Fader-Navn, der kommer Faderens Rige i Løn med Hans Kiærlighed, og der skeer i Løn Hans Fader-Villie paa Jorden ligesom i Himmelen.
✂ Dog, hvormeget der end saaledes var at sige om hvert Trin paa den Himmel-Stige, som ►Herrens Bøn “Fadervor” i Sandhed er, naar Bønnen modtages af hans Mund, oplives og oplyses af hans Aand, saa maae vi dog aldrig mere glemme, at vi med Pennen ikke kan udsige et eneste Ord med vor egen, endsige da med Guds egen Aand og Livs-Kraft, men kan med Pennen kun pege paa den Mund, hvoraf Guds-Ordet udgaaer, og pege paa det Hjerte, hvori det ved Troen gaaer ind og ►fæster Bolig, og at dette Finger-Peg kun er dem til Oplysning, som har ►opladte Øine for ►det store Lys, der er oprundet over os, hvor vi sad i Mørke og Døds-Skyggens Land, og for disse vil Finger-Peget ►vist nu 300være tydeligt nok, saa de ikke alene seer, at al den Forkiærlighed, de har følt til deres “Fadervor” som Bønnen over alle Bønner, og at al den Lid, de har ►slaaet til “Fadervor”, som den eenbaarne Søns egen Bøn, der altid hos den himmelske 384 (US) Fader er Bønhørelsen vis, den Forkiærlighed og Tillid er guddommelig ►velgrundede, men saa de seer tillige, at der ►vil meget til, i christelig Forstand, “at kunne mere end sit Fadervor,” mens det kun ►vil sige meget lidt, hvad hidtil gjaldt for en stor Roes, at kunne noget som sit Fadervor, saalænge man ikke kan det bedre end de fleste baade Lærde og Læge nuomstunder.
✂ Det varede længe med mig selv, inden jeg ret kom efter, hvor deilig Herren ved Daaben selv lærer os at bede, ligesom han der selv lærer os at troe, og hvormed han skiænker os ►Børne-Retten, ligesom han med ►Fredlysningen skiænker os Synds-Forladelsen, saa det maa ikke forundre mig, om det, uagtet mit Fingerpeg, gaaer mange andre Discipler ligedan, saa de har ondt ved at troe 57 (VU) deres egne Øine og deres egne Øren og at finde sig tilrette i al den guddommelige Rigdoms-Fylde, som Herren har vidst at lægge i sin guddommelige Børne-Lærdom, og skiøndt jeg inderlig maa ønske alle mine Med-Christne til Lykke med det Hele, og forudsige dem, at vi faaer igrunden slet intet deraf, uden vi troende tilegner os det Hele, som det er os skiænket under eet, saa skal jeg dog med Guds Hjelp ikke glemme, at det ►ene er Ham, der har begyndt den gode Gierning hos os, som kan fuldføre den, og at den Aand, som udgaaer fra Faderen, har alle den himmelske Faders Dyder, og ret klarlig Hans faderlige Langmodighed!