Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra Danskeren 1

Hvad dernæst de Danske Præster, Dommere og selv Professorer angaaer, som Kiøbenhavnerne mener, maatte skamme sig ved ikke at kunne Tydsk, da tør jeg mene, de skulde dog langt snarere skamme sig ved ikke at kunne Dansk, som duer og som klækker noget, og dog er det i Regelen den nødvendige Følge af, at fremmede Sprog, og især at Tydsk, ved deres Dannelse ei blot sættes over Modersmaalet, men modsættes Modersmaalet, som Dannet modsættes Raat og Barbarisk, og nu, da alle jo tilstaaer, at Folket skal raade, saa maa jo eet af to skee: enten maa Folket fortydskes eller vi, som skal tale hvad Folket gider hørt og skrive hvad de gider læst, vi maae fordanskes. Med eet Ord saa godt som fireogtyve: enten maa Tydsken indføres i alle Danske Skoler, som forleden i det Slesvigske, eller Tydsken maa udføres, kiøres ud, af dem alle, thi den Middelvei, at fortydske alle Talere og Skrivere i 📌Danmark, mens alle de, der kun skal være Tilhørere og Læsere, skal blive ved at være Danske, den er dog alt for mageløs baade latterlig og sørgelig til et Øieblik længer at følges, da Følgen jo nødvendig maatte blive opblæst 233Tomhed paa den ene og tyk Fæiskhed paa den anden Side. Skal der altsaa blive ved at være et Dansk Folk, der ikke giør sin nordiske og menneskelige Art og Byrd uslukkelig Skam, da maae vi alle spytte ad den ramtydske, ærerørige og utaalelige Beskyldning, at man ikke fuldt saa godt paa Dansk som paa Tydsk kan blive en dannet og oplyst Mand, til i hvilkensomhelst Stilling baade at tjene og ære sit Folk og sit Fæderneland, og jeg tør endnu godt lægge til, at selv, hvor det ret egenlig giælder om grundig og udbredt Sprog-Kundskab, som hos en Professor i Verdens-Historien, kan en Dansker blive langt dygtigere uden at kunne Tydsk, end en Tydsker kan uden at kunne Dansk, fordi der i 📌Danmarks og vort 📌Nordens Aand og Tungemaal, Poesi og Historie, er langt mere eiendommelig Stort og Godt, end i hele 📌Tydsklands, der kun “lever af Vrag” og er blevet “rig af Rov”.