Den Danske, den Tydske og den Franske Sag.
VI.
✂ “Frihed og Lighed og Broderskab” det, har vi hørt, er ligesaavel 1848 som 1792 det Franske Løsen, og da der endnu raabes paa dem som noget, man savner, men venter dog ganske vist af den splinterny Republik paa anden Omgang, saa klinger det Franske Løsen ►aabenbar meget latterlig, men hvori det latterlige egenlig stikker, det hverken har de selvkloge Tydskere lært os, ikke heller har min jævne Danske Oplysning derom hidtil i 📌Kiøbenhavn gjort ►mærkelige Fremskridt, saa det er ingenlunde overflødigt, om det end skulde være spildt Uleilighed, atter med Flid at pege derpaa.
✂ Dog, jeg er sikker paa, det vil ingensteds i vort 📌Norden og allermindst i 📌Danmark være spildt Uleilighed at oplyse denne store Livs og Velfærds Sag, 212og naar det dog hidtil ►syndes ►saa, da var det kun, fordi Oplysnings-Timen var ⓘ endnu ikke rigtig kommet, men stod kun for Dørren i den dunkle Forstue og bankede paa, og det under saa mistænkelige Omstændigheder, at mange, om de end havde Lyst dertil, turde ei lukke op.
✂ Den sjeldne Lykke, der er faldet i min Lod, at kunne bie taalmodigst naar Tiden er knappest, og at turde sikkrest vente Ørenlyd naar Mælet er lavest, den udspringer nemlig nærmest af mit tilsyneladende ►Misheld; thi jo ældre jeg bliver, og jo mere det ►nærværende Aarhundrede udvikler sig, des tydeligere seer jeg, hvorfor det ►syndes slet ikke at ville lykkes med den Dansk-Nordiske Oplysning, som det var min Lyst uafladelig at spille og blev mit Kald utrættelig at arbeide paa. Dels kom jeg nemlig hovedkulds og bagvendt ind i Oplysnings-Væsenet, saa det varede længe, før jeg selv blev rigtig vendt, og maatte vare endnu længere, før Folk kunde faae det i deres Hoved, at det virkelig var mit Alvor med en Oplysning, der ikke blot var langt mere folkelig end kongelig, men ►syndes langt mere hedensk end christelig, og endelig blev jeg hvert Øieblik misforstaaet, baade fordi Poesi og Prosa lære selv i 📌Norden seent at ►læmpe sig efter hinanden, fordi Begivenhederne, som jeg dunkelt forudsaae og forudsatte, endnu fattedes, og endelig fordi man i den onde Tid, da 213“►Tydsken ►raadte for 📌Danmark” om ►borgerlige Ting sjelden kunde ►tale reent ud af Skiæget, naar man ikke bogstavelig vilde sættes i Daarekisten, hvad jeg, med al min Forvovenhed, dog immer gruede for, og slog derfor meget hen i Spas, som dog maatte tages meget alvorlig for at blive til Gavn.
✂ At der nu intet latterligt er, men noget meget lifligt, ved Ordene “Frihed, Lighed og Broderskab,” det veed vi alle, men de Fleste, som lee ad det Franske Løsen, har hidtil meent, at det Latterlige laae i Haabet om og Arbeidet paa at fremkalde en langt friere, ligeligere og broderligere Tilstand for hele Folkefærd, end man ►enten giennem Aartusinder har seet, eller de fleste Steder nogensinde har drømt om; men heller ikke heri er det mindste Latterlige, men noget meget glædeligt; thi alle 📌Europas ►Borgerlige Selskaber ►forskriver sig fra Middelalderen, da Trældom var Regelen og Frihed kun Undtagelse (Privilegium), og de er næsten alle i ►Nyaarstiden blevet forvandlede og forstenede til kiedsommelige, kun meer eller mindre klogt indrettede Tugthuse og Slaverier, som Menneske-Livet enten maatte kvæles i eller bryde ud af, og naar Udbruddet lykkes, venter man sig med Rette baade en friere, ligeligere og yndigere Tilværelse.
✂ Det Latterlige hos Franskmændene ligger da kun deri, at de paa den ene Side har ventet sig 214umuelige Ting og tænkt at naae dem, naar de ret bar sig urimelig ad, og paa den anden Side deri, at de, efter et halvt Aarhundredes dyrekiøbte Erfaringer, synes ikke endnu at være blevet kloge af Skade, men synes endnu barnagtig at indbilde sig, at Navnet Fristat (Republik) skal giøre dem guddommelig frie, at alle Titlers Afskaffelse og alle Riges Forarmelse skal giøre dem alle lykkelige, og det uagtet de allesammen har Lyst til Titler og Rigdom, og at endelig Blodblandingen i Hovedstadens Rendestene skal blive Kilden til et livsaligt Fostbroderskab!
✂ Denne paa een Gang uhyre latterlige og grændseløs sørgelige Side af den Franske Revolutions-Sag har man imidlertid, især i 📌Engeland, ►alt længe baade betragtet saa vist og fremstillet saa klart, at kunde man i 📌Kiøbenhavn endnu ikke see, det vilde være ubeskrivelig baade latterligt og sørgeligt at efterabe den Parisiske Vanvittighed, da var man stokblind. Derimod fortjener det og trænger ►høit til at fremdrages og indskærpes, at, trods alle Franskmændenes gale Indfald, voldsomme Adfærd og mageløse Flygtighed, har dog den blotte Nedbrydelse af det grundmurede Tugthuus og Slaveri skænket dem langt mere ►borgerlig Frihed og Lighed end der ellers til Hverdagsbrug findes nogensteds i 📌Europa, saa Skaden er kun, at de endnu hverken har Sind til at skiønne derpaa eller kan faae Ro til at nyde dem, fordi 215Broderligheden, som skulde ligge i Blodet og holde Alt i Ligevægt, den staaer kun til ingen Nytte paa Papiret og med forgyldte Bogstaver paa de offenlige Bygninger.
✂ Man behøver nemlig kun at vide, at indtil Revolutionen var alle Franskmænd i deres Hjem saa ►fuldelig Slaver, som man kan være det uden bogstavelig at have Slaveklæder paa og ►Bøilen om Benet, thi det var dem foreskrevet ikke blot hvor de maatte kiøbe eller sælge, og hvor de maatte staae eller gaae, men hvad de skulde troe og tænke, medens Ingen af dem vidste hvad de turde sige, skrive eller giøre, da Folk tit, før de drømde om det, blev taget ved Vingebenet og smidt i det sorte Hul, som de kaldte 📌Bastillen, uden at deres Nærmeste engang vidste, hvor de var ►støiet eller fløiet. Franskmændene fik da virkelig ved Revolutionen eller det store Skibbrud, en Frihed af samme Slags, som en Flok Tugthuslemmer engang i min Tid fik hos os, da de stak Ild paa 📌Børnehuset ude paa 📌Christianshavn og ►brækkede ud under Forvirringen. Saadan en Frihed kan man jo nok vide, i Almindelighed hverken bruges synderlig godt eller varer ret længe, men det er imidlertid ikke at fortænke et Folk i, der behandles som Slaver og Trælle, at de ved Leilighed ►brækker ud, og saamegen Frihed har Franskmændene siden dog enten beholdt eller immer vundet tilbage, at naar de 216kunde nøies med den, vilde de hidtil været misundelsesværdige. Tale og ►Skrive-Friheden, som for Menneske-Livet baade er den uundværlige og kan, som man klarest seer i 📌Engeland, ►trøste over megen Trældom, den gik vel, med megen anden Frihed, til Hverdagsbrug fløiten under 👤Napoleon, men dels beholdt de den dog paa en Maade til Søndagsbrug, og dels har de siden havt meget mere deraf end de forstod at bruge tilgavns. Har man nemlig af 📌Engelands og 📌Nordamerikas Betragtning lært, at hvad man kalder “Religjons-Friheden” som er Tale og ►Skrive-Friheden til gudelig og videnskabelig Brug, er Moder til al anden menneskelig Frihed i ►det Borgerlige Selskab, og veed man, at denne Frihed, som hele det øvrige 📌Europa, paa 📌Engeland nær, hidtil fattedes, den Frihed har 📌Frankrig havt lige siden Revolutionens første Udbrud, da seer man, det er ikke Revolutionen, men Franskmændenes egen Skyld, at Friheden ikke har baaret smukkere Blomster og bedre Frugter hos dem.
✂ Hvad nu Ligheden angaaer, da veed vi nok, at alle Folk i et Land umuelig kan blive lige kiønne, uden man med Flid kunde og vilde giøre dem alle umaadelig stygge, og at alle Folk ikke heller kan blive lige lærde, uden de alle blev umaadelig vankundige; men desuagtet bildte Pariserne sig dog ind, at alle Folk kunde blive lige kloge, uden at alle 217skulde være umaadelig dumme, og at alle Folk kunde blive lige rige, uden alle at nedsynke i den sorteste Armod, og da Erfaring naturligviis har lært, at det er ligesaa umueligt, saa synes man let, at Franskmændene ved Revolutionen slet ikke har vundet anden Lighed end den, de altid har havt, at være omtrent lige muntre, forfængelige og letsindige. Lægger man nu hertil, at ved Bestræbelsen for at afskaffe al anden Ulighed blandt Menneskens Børn, kommer den haandgribelige Ulighed i Legems-Styrke uundgaaelig til at spille Hoved-Rollen, saa de tre Fjerdedele af ethvert Folk, som er Oldinger, Kvinder og Børn, faaer det meget slemt, ja, saa, med eet Ord, Hoved og Hjerte bliver i Forhold til Næverne saa godt som ingen Ting, da fristes man let til at tænke, at enhver giennemgribende Bestræbelse for at udjævne den unaturlige Ulighed i vore gamle Stater kun giør Ondt værre; men selv den Franske Erfaring viser, at det er en grov Feiltagelse.
✂ Førend Revolutionen var nemlig næsten hele Landet, al Jorden, som dog til Slutning er det fælles Levebrød for et Folk, kommet i Geistlighedens og Adelens Vold, og dog betalde de i Sammenligning kun faa Skatter og Afgifter, saa Byrden hvilede egenlig paa Borger og Bonde, som dog regnedes for ingen Ting og fandt for det meste Adgangen spærret til alle høiere og anseete Stillinger, der enten ligefrem 218solgtes for Penge eller blev de Fornemmes Børn forbeholdt. Endelig misbrugdes de uhyre og hardtad utaalelige Skatter mest til Hoffets mageløse Pragt og til en stor Krigshær af hvervede Tropper, der underkuede Folket og slog til paa dem for et godt Ord. See, al denne konstige og aandsfortærende Ulighed blev Franskmændene unægtelig kvit ved Revolutionen, thi Adel og Geistlighed enten udvandrede af sig selv, eller blev dels henrettet og dels fordrevet, saa de mistede i alt Fald deres saakaldte Grund-Eiendomme, der vel ingenlunde blev ligelig fordeelte, men blev dog udstykkede mellem saa Mangfoldige, at Folket fik den Følelse, at de var Ingens Eiendom, men at de eiede sig selv og hele Landet. Dette er nemlig den eneste fornuftige Mening i den hos Franskmændene saa meget omtalte og saa grovt misforstaaede “Folke-Suverænitet,” men denne Folkets Selv-Besiddelse er ogsaa baade saa ►utabelig en Rettighed og i hele det øvrige 📌Europa saa føleligt et Savn, at før det afhjelpes, maa man ikke tænke, noget Folk, om det end giver sig til Taals, slaaer sig til Ro!
✂ Dernæst fik hele Folket ved Revolutionen lige Adgang til alle Stillinger, saa enhver modig Krigsmand kunde blive Hærfører, enhver dygtig Taler og Skriver blive Lovgiver, enhver klog og myndig Mand blive Rigsforstander, og hvilken 219Kappelyst der ved denne Lighed vækkes, hvormange ellers skjulte Evner og Kræfter derved komme for Lyset, og hvormegen anden Ufrihed og Ulighed selv Franskmænd ►over den kan glemme, det saae man under Keiser 👤Napoleon, som, hvis han og Franskmændene vilde nøiedes med deres eget, ►aabenbar havde gjort 📌Frankerig saa stormægtigt og lykkeligt, som det kan blive. Hvad der, trods al den Vold og Undertrykkelse, 👤Napoleon øvede, og trods al den Ulykke, han førde over Riget, dog giør hans Keiser-Dage i Franskmændenes Øine til en Guld-Alder, det er ►vist nok især den mageløse Glimmer, som hans store ►Seiervindinger, hans grove Udplyndring af næsten hele 📌Europa og i det hele hans Verdens-Herredømme, kastede paa det Franske Folk og Rige, men havde han ikke hævdet det Franske Folk den virkelige Besiddelse af Landet og den lige Adgang til Nydelsen af den store ►Virksomhed, Rigdom og Ære, der omstraalede ham, da kunde det Franske Folk umuelig have følt sig hævet og smigret ved hans Storhed, da kunde det umuelig baaret Aaget som de bar det, som et gyldent Stor-Kors af Æres-Legionen! I aandelig Henseende havde Franskmændene ligefra 👤Ludvig den Fjortendes Dage havt det store folkelige Fortrin, at alle udmærkede Talere og Skrivere beilede paa Modersmaalet til Folkets Gunst og Bifald, og da de nu ved Revolu220tionen fik det samme store folkelige Fortrin i ►borgerlig Henseende, saa enhver Huusmands-Søn kunde føle sig som Lodseier i det store 📌Frankerige, og kunde blot med sit Franske Hoved og sit Franske Modersmaal bane sig Vei til de høieste Æresposter og den største ►Virkekreds, nu er det intet Under, om Franskmændene har fordunklet os alle, men kun forunderligt, at de ikke vil nøies med en Lighed, der ikke blot er langt større end noget andet ►Borgerligt Selskab i 📌Europa har den, men er den største, der nogensteds virkelig kan bestaae.
✂ En af Grundene til at Franskmændene ikke vil nøies med den høieste muelige Lighed, der i ►det Borgerlige Selskab kan bestaae, er nu vel den Flygtighed, hvormed de ►sædvanlig betragter og behandler alt, men Hovedgrunden saavel til Unøisomheden, som til den grove Misbrug baade af Hovedets og Haandens Frihed, det er dog deres store Mangel paa Broderskab, som ingen Love kan fremkalde og ingen Indretninger skabe, thi ligesom det ene er en vis broderlig Følelse, der hindrer de mange Medbeilere fra at blive hinandens hadske Misundere, saaledes er det ogsaa kun den, der kan hindre Mængden fra ►grovelig at misbruge sin legemlige Frihed og Lighed og sin haandgribelige Overmagt.
✂ Heraf skal vi blandt andet lære, at det er en meget utidig Frygt, man har havt for, at den samme Grad 221af ►borgerlig Frihed og Lighed, som i 📌Frankrig, vilde i vort 📌Norden, og selv i 📌Danmark, følges af samme Ufornøielighed og føre til samme Voldsomheder, da det ingenlunde ligger i den menneskelige Friheds og Ligheds Natur, men kun i en vis Umenneskelighed, som der hverken i 📌Frankerig, eller nogensteds er gjort noget klækkeligt for at dæmpe, men kun alt for meget til at vække, til at nære og fremme. Da nu 📌Frankerig desuden i Middelalderen er blevet erobret af ►allehaande indbyrdes fiendtlige Krigsfolk, og i ►Nyaarstiden er blevet en ⓘ unaturlig Ensformighed paatvunget, og da endelig Mængden i Hovedstaden, hvor der altid selv mellem kiødelige Brødre er mindst Broderskab, ved Revolutionen fik saa godt som hele 📌Frankerig i sin Magt, saa er det klart, at Frihed og Lighed paa ingen Maade bør høre ilde for de endogsaa langt mere parisiske end franske Optøier, eller for den rædsom usikkre, indvortes opløste og udvortes sammensmeddede, ulykkelige Tilstand, hvori 📌Frankerig med al dets Glimmer unægtelig befinder sig.
✂ Mine Kiøbenhavnske Læsere har vist længe forundret sig over, at jeg under denne lange Tale om den Franske Sag synes reent at have glemt, hvad der i deres Øine enten er hele den Franske Sag, eller dog Broderparten deraf, nemlig Regierings-Formen, den almindelige Valgret, den lovgivende 222Udøvelse af Folke-Suveræniteten giennem en absolut Majoritet, og med eet Ord, de frie, constitutionelle Former, som skal være den eneste virkelige Garanti for Folke-Villiens fornuftige Giennemførelse.
✂ Som en jævn Dansker maa jeg imidlertid bemærke, for det første, at hele denne ►Lexe er ►pluddervælsk, og falder meget vanskelig at fordanske, saa dertil maa i det mindste en heel Afhandling, og for det andet, at saameget har dog selv Franskmændene nok lært, under alle de muelige Regierings-Former og alle de forskiellige ►Kammer-Pakninger og Stemme-Tællinger, at det er i det mindste ikke nogen af dem, der skaffer eller sikkrer et Folk ►enten Frihed eller Lighed eller Broderskab, men at Folket kan blive lige forkuet og mishandlet, blive lige ulykkeligt under dem alle! Derfor var det jo netop, at den ægte Republikanske National-Forsamling i 📌Paris, nys udsprunget af almindelig Valgret, forleden Dag deelde Skæbne med den Roialistiske ►Minister-Pakning og fik kun Bod, fordi der var Mennesker, som, uden at spørge om Former, vovede deres Liv for det ►almindelige Bedste. Den slemme Overtro paa Former, som ovenikiøbet er aldeles udansk, maa Kiøbenhavnerne derfor endelig lade fare, hvis de virkelig ønsker at 📌Danmark skal blive lykkelig ved ægte Frihed, Lighed og Broder223skab, der aldrig havde bedre Jordbund at voxe paa, eller bedre Udsigt til at blomstre og bære Frugt end i vort 📌Norden, hvor Folkene har anderledes Byrd og Blod og Minder tilfælles, og har til alle Tider i det daglige Liv havt meget mindre Ufrihed og Ulighed og viist meget mere Broderskab end i 📌Frankerige.
✂ Til at bekæmpe denne og al anden fremmed Overtro maa jeg da ogsaa baade først og sidst paa det varmeste anbefale Kiøbenhavnerne et fortroligt Bekiendskab med vore Danske Ordsprog, som de, dem selv og os alle til stor Skade, har været nær ved reent at glemme. Derfor begyndte jeg med det Ordsprog, at ►hvem der vil klæde sig paa Fransk, maa fryse paa Dansk, og tilføiede den lille, her ingenlunde uvigtige Sprog-Bemærkning, at hvad man ►sædvanlig paa ►pluddervælsk kalder “Former,” det hedder “Klæder” paa Dansk. Af samme Grund vil jeg slutte med det Ordsprog “►Klæder skabe Folk,” uden at bryde mig om, at det tilsyneladende netop taler stærk for de constitutionelle Formers Almagt; thi jeg bryder mig sjelden om at have ►Skinnet imod mig, naar jeg har Kiendsgierningen for mig. Uagtet derfor alle Skrædere med een Mund bekræfter, at ►det er Klæder, som skaber Folk, saa paastaaer jeg lige fuldt, at netop alle Skrædere veed selv bedst, at det tvertimod er Folk, der skaber Klæder, som de kan bedst, saa at, naar de paastaaer det Modsatte, 224da er det enten ►deres egen Æske, de snakker for, eller dog “Professionens Ære” de er alt for ømme over. Om derfor end alle politiske Skribenter vilde skrive med een Pen, at det er de constitutionelle Former, der skaber frie Folk, saa skrev jeg dog lige sikkert, det er ►aabenbar ikke sandt, og de politiske Skribenter maae netop selv bedst vide, at det er Folk, der skaber constitutionelle Former, og skaber dem naturligviis efter deres eget Hoved, saa de Former baade kan været meget ►slaviske, og kan passe ligesaa slet, som Klæderne af en Skræder, der enten er en ►Fusker paa sit Haandværk, eller dog for storagtig til at tage Maal af Personen, fordi han har hørt, der er Skrædere i 📌London og 📌Paris, som altid siger fornemt: Klæderne skal passe! See, det samme tænkde og sagde 👤Guizot, med en Mine som den fornemste Skræder i 📌Paris, om de constitutionelle Former efter ►Chartet, men det hjalp ikke, og Overtroen paa Formernes Almagt giør netop, at selv de bedste, meest passende Former blive vragede og knuste, thi man venter af dem, ligesom af sine Afguder, hvad de umuelig kan giøre, og hevner sig barnagtig paa dem, hvergang man seer, man har ►skuffet sig selv!