↩ Men hvor ganske anderledes staaer ikke Sagerne i 📌Danmark nu, saa hverken vilde det Danske Folk, om det end var nok saa bange for at døe Straadød, udæske sin gamle ►Grande, ikke heller skal nu saa let 7nogen ►Falske-Blakke sætte Splid imellem dem, da de har fundet paa selv at gjæste hinanden, og blive hver Gang enigere om, at 📌Nordens ►Grander, baade for gammelt Slægtskabs Skyld og til deres eget Bedste, herefter ►nødvendig maa, som gode Fostbrødre, staae Last og Brast med hverandre. Og spørger man mig, hvor al den Kjærlighed nu saa hovedkulds er kommet fra, da svarer jeg kækt: naturligviis er den kommet igjen med ►Odin, som fra Arildstid ingenlunde blot var 📌Danmarks men hele 📌Nordens Skytsaand, eller har man kanskee midt i 📌Danmark endnu ikke hørt, hvor det ligefra dette Aarhundredes Begyndelse har runget baade i Skov og Fjeld af Skjaldekvad i 📌Nordens gamle Aand, saa at døde eller hendøde Folkene i 📌Norden, da de billedlig eller paa Billedsproget opgav deres Aand, saa maae de dog vel ogsaa paa Billedsproget leve op igjen, naar Aanden kommer over dem, med mindre de skulde være blevet saa forhærdede Dødbidere, at de ikke fandt hele Folke-Livet saameget som et Aandedræt værdt. Vel kan det nu let synes, som at saa forhærdede Dødbidere var netop det Danske Folk blevet, thi ingensteds i 📌Norden har Skjaldekvadet i den gamle Aand ►enten runget saa høit eller saa uophørlig fra Anden April 1801 til midt i Marts 1848, og dog hersker der vel ingensteds i 📌Norden endnu saa tyk Uvidenhed om ►Asamaalet og giver sig saa grov en Ringeagt tilkiende for det, som midt i 📌Danmark, 8i den saakaldte Danske ►Læseverden; men jeg har dog altid i den Anledning baade tænkt og sagt: ►Skinnet bedrager, og ingensteds meer end i 📌Danmark, hvor mange Munde baade smiler fornemt ad ►Asamaalet og snakker tosset om det, medens Hjerterne dog hoppe dem i Livet, naar de hører det. Og nu faaer vi det da at see, om det Danske Folk virkelig har mere Lyst til at døe og begraves end til at leve og see gode Dage, for nu er det ganske vist og bliver daglig klarere, at det Danske Folk ►hverken kan leve længere af Brød alene, eller af alt det Suul med, der voxer paa al Markens Svin, men at nu maa der Aand, Folke-Aand til, og tænker man endnu, den ►lader sig forskrive enten fra 📌Frankrig eller fra 📌Tydskland, da vil man dog snart nødes til at lære, det er kun Vinden, ikke Aanden, der blæser eens over alle Lande, saa enten maa der være en Dansk Aand, med en egen Lyd og Kraft, Ild og Farve, Glands og ►Sving og Vingeslag, over det Danske Folk og i det Danske Tungemaal, eller der er slet ingen Aand, slet ingen aandelig Kraft til at holde sammen, til at staae fast mod det Fremmede og Fiendtlige, til at bevise sin Indfødsret paa Guds grønne Jord, og til at glæde sig med hinanden over det ældgamle Fællesskab paa Mark og Hede og paa Bølgen blaa, over fælles Bedste, fælles Kamp og Seier, fælles Dansk, udødeligt Minde.