Den Danske, den Tydske og den Franske Sag.
V.
✂ ►Hvem der vil klæde sig paa Fransk, maa fryse paa Dansk! det er ►alt et gammelt ►Ord hos os, og vi Kiøbenhavnere har tit seet det bogstavelig gaae i Opfyldelse, især paa 📌Østergade og paa 📌Kongens Nytorv, naar Damerne enten for tidlig eller for silde priste Sommer efter de Franske Moder, som tit kan være urimelige nok midt i 📌Paris, og er naturligviis næsten altid latterlige i 📌Kiøbenhavn.
✂ Der ligger imidlertid meget mere i det gamle ►Ord, at ►hvem der vil klæde sig paa Fransk, maa fryse paa Dansk, end man ►sædvanlig tager sig i Agt for, thi dels giælder det ►aabenbar om de Franske Noder ligesaavel som om de Franske Moder, da begge Dele klæder stygt i 📌Danmark, og dels bruger vi paa Dansk Ordet “Klæder” i en Lignelse, eller paa Billedsproget, om alt hvad man med et fremmed og derfor blindt 162Ord ►sædvanlig kalder “Formen.” Saaledes siger vi paa Dansk, naar vi har gjort noget, det bedste vi kan, ►enten det saa er et Billede, en Bog eller en Indretning, og nogen da bliver ved at ►hegle paa, at det skulde være anderledes: nu faaer det at gaae i de Klæder, det har, og dermed mener vi, hvad de, der pynter op hos os med slet Fransk eller Latin, kalder at det maa beholde den Form, vi har givet det.
✂ Om nu Ordsproget har Ret, saa man i 📌Kiøbenhavn, naar man ikke vil blive narret, skal ligesaavel tage sig i Agt for de Franske Former, som for den Franske Klædedragt, det er der ►vist nok to Meninger om, men jeg mener desuagtet, det er soleklart, at ethvert Folk, som vil være sit eget, maa see sig vel for med alt Fremmed, og at det Franske er langt fra at være nogen Undtagelse, saa at naar man kommer til os med noget splinternyt, og beraaber sig paa, at det er kommet “frisk fra 📌Paris,” da er vi store Narre, om vi tænker: ja, saa maa det endelig være godt nok til os, men vi skal langt hellere tænke: saa duer det ►sagtens ikke til vort Brug, siden det Franske pleier at være fiint og falsk, egenlig kun gjort til at see paa, knap til at røre ved og slet ikke til ⓘ at bruge ►uden med stor Forsigtighed, engang imellem til Stads, slet ikke til Hverdagsbrug, naar man skal røre sig frit og giøre Gavn!
✂ 163Dette, om de Franske Klæder og de Franske Former, der ►sædvanlig slet ikke duer i 📌Danmark ►uden til at lee ad, det har da ogsaa forlænge siden gamle 👤Holberg, der vel var en stor Skielm, men ogsaa en klog Karl, ypperlig indskærpet alle dem, der enten har læst eller været paa Komedie og seet 👤Hans Frandsen som en “👤Jean de France,” men jo bedre en Spas er, desmindre tænker Mængden noget alvorligt ved den, og derfor kan man i 📌Kiøbenhavn let opleve det Syn, at de, der leer allerhierteligst ad 👤Holbergs ►Jean de France, ligefuldt ⓘ forguder alle de Franske Former, og det er nuomstunder en meget farlig Sag.
✂ Det gaaer derfor nu ikke an, saaledes som for hundrede Aar siden i 👤Holbergs Tid, at betragte den Franske Sag hos os blot fra den latterlige Side, thi det var endogsaa Skade, at den ikke allerede dengang blev betragtet lidt alvorligere. Vel nytter det aldrig at istemme Jeremiader eller holde ►Sparlagens-Prækener, enten fordi nogle Spradebasser i 📌Kiøbenhavn knapper Kjolen paa Ryggen, naar de hører, det er den nyeste Mode i 📌Paris, eller fordi nogle ►Skabilkenhoveder indbilder sig, at store Parykker kan give dem Værdighed, som 👤Ludvig den Fjortende, eller fordi ►Stine Knivsmeds, som før nøiedes med tykt eller tyndt Øl, nu, paa sin Fransk, drikker tynd eller 164tyk Kaffe; men dog var det selv i 👤Holbergs Tid en meget betænkelig Sag, at man ►til Hove og i alle adelige Huse langt hellere vred Munden paa Fransk end lukkede den ordenlig op paa Dansk. Ligesom nemlig de Lærde ►alt længe med deres forbistrede Latin i alle Ender havde skilt sig fra det Danske Folk og Modersmaal, saaledes skildte Hoffet og Adelen sig ved sit ►Pluddervælsk endnu langt kjendeligere fra Begge end de ►alt længe havde gjort paa Plattydsk. Alle vore Kiøbenhavnske Pigeskoler af ►Vælgten, hvor der endnu pludres Fransk, minder os desuden daglig om ►den “honette Ambition,” der foer i Borgerskabet, da de saae Adelen ►forskrive “►Francæser” som det bedste Legetøi for deres Børn, men i alt dette, ligesom i vore parisiske Pigeskoler, var Latterligheden dog saa iøinefaldende, at hvert Alvors-Ord vilde være spildt derpaa, og da det desuden mere var ►Tydsken end ►Dansken, der tabde hvad ►Fransken vandt, maatte man vel sige: ►ligesaa godt Kragen som Ravnen, de er begge vor Herres Fugle!
✂ Der var nu vel ogsaa en anden Pariser-Mode, som 👤Holberg selv ingenlunde var fri for at efterligne, og som der selv midt i 📌Paris er en meget slem Hage ved, thi det er den at slaae alting hen i Spas, eller dog at binde Munden paa alle hvem man ikke ►gider hørt 165med en Vittighed, saa træffende og tit saa bidende, som mueligt, men dels er der med Vittigheder, ligesom med ►Stikkere i Kortenspil, ikke andet at giøre end at ►stikke over eller ►lade dem staae, da man selv for den allermest ►grundede Beklagelse kun faaer et Grin, eller hvad ►end er værre, et medlidende Smil, og dels havde man i 👤Holbergs Tid en meget grovere Maade at ►binde Munde paa i 📌Kiøbenhavn, saa af to onde Ting var ►aabenbar selv den værste Vittighed den mindste. De Danske er desuden saa langt fra at være et uvittigt Folk, at jeg tør vove dem i det Stykke ikke blot mod de smaavittige Franskmænd, men selv mod de storvittige Græker, saa det er netop 👤Holbergs udødelige Fortjeneste at have vakt den snorksovende Danske Vittighed, som ►nødvendig maatte blive lysvaagen, naar den skulde slaae sig til Ridder baade paa de Latinske og de Tydske Dødbidere!
✂ Det er da kun igrunden fra Sidstningen af forrige Aarhundrede at Efterligningen af det ⓘ Franske Væsen begyndte at blive en alvorlig og betænkelig Sag for 📌Danmark, thi da, jeg kan netop huske det fra mine første Drengeaar, udbrød den saameget omtalte, men hos os ikke meget velbekiendte Franske Revolution.
✂ Det ►pluddervælske Ord “Revolution” er nemlig hos os ►sædvanlig brugt uden al Fordanskning, og hvem 166der altsaa hverken har oplevet den Franske Revolution, eller læst en bedre Historiebog om den end den berømte af 👤Thjers, tænker derved kun paa en stor Seier over uindskrænket Kongemagt, ►Adels-Tryk og Præste-Herskab, altsaa en i alle Maader kun for Konger, Adelsmænd og Præster sørgelig, men for Frihed og Oplysning, Folk og Menneskehed glædelig Omskiftelse. At dette nu er en skæv Opfattelse, seer man vel allerede, naar man veed at det Danske Ord “Omvæltning” er det, ⓘ der nærmest svarer til det Franske “►revolution”, thi derved tænker vi strax paa en Vogn, som vælter, hvorved gierne altid noget og tit meget spildes og ødelægges og Folk let kan brække Halsen, men vi faaer dog først et rigtigt Begreb om den saakaldte Franske Revolution, naar vi tænker paa et “Skibbrud” i en flyvende Storm, naar Skibet slaaes mod en Klippe og gaaer i tusinde Stykker, saa de af Mandskabet, der ikke drukner, kun med Nød og Neppe kommer iland, og maae nøies med de Stumper af Skib og Ladning, som enten selv kommer drivende eller kan fiskes op fra Havsens Bund. Ja, en saadan Undergang var den Franske Revolution i Aarene 1792, 93 og 94, hvorved der ikke blot vendtes op og ned paa alting, men hvorved alle Baand brast, ⓘ som binder de enkelte Mennesker og Kredse til hinanden i ►det Borgerlige Selskab, føl167gelig ogsaa alle de Baand, som Lov og Ret, Ære og Skam, Optugtelse og Vane, lægger paa de vilde og voldsomme Lyster og Begiærligheder, som der findes meer end nok af allevegne, og fandtes i 📌Paris saa gruelig meget af, at Gaderne, saa at sige, bestandig flød med Menneskeblod, og Ingen var Dag eller Nat sikker paa sit Liv, end sige da paa Gods eller Frihed, eller paa nogen anden Ting i denne Verden.
✂ Paa denne Rædselstid, som selv Franskmændene kalde den, fulgde naturligviis ikke blot megen Udmattelse, men især en uimodstaaelig Trang til at blive den daglige Uro, Ængstelse og Livsfare kvit, og deraf benyttede den store og lykkelige, men mageløs ærgierrige og herskesyge Krigsmand, 👤Napoleon Bonaparte, sig til at blive 📌Frankrigs ►Enevoldsherre og regiere det med et ►Jernspir, som alle maatte bæve og bøie sig for. For at nære hans umættelige Ærgierrighed og Herskesyge, maatte 📌Frankerig i hele femten Aar kæmpe og bløde paa saamange Valpladse, at der tilsidst hardtad bogstavelig kun var Drenge og Oldinger, hverken Mænd eller Karle, paa Benene. Følgen var, at Tydskere, Russer, Engelskmænd og, saa at sige, hele 📌Europa, som Revolutionen havde forskrækket, og som 👤Napoleon havde udæsket og, saavidt muelig, underkuet, to Gange holdt Indtog i 📌Paris, brandskattede Riget ⓘ og nødte 168Franskmændene til paany at lade sig beherske af en Konge og en Adel og et Præsteskab, der enten var de samme, eller dog af samme Tønde, som de, man ved det store, forsætlige Skibbrud havde ventet for evig at blive kvit.
✂ Saaledes gik da atter femten Aar i gammel Slendrian, og skiøndt Kiedsommeligheden og Misfornøielsen gav sig Luft i 1830, ved et nyt Blodbad i 📌Paris, en Konge-Forjagelse o. s. v. ⓘ saa ⓘ forbedrede det dog paa ingen Maade det Franske Folks Tilstand eller Lune, saa de atten Aar, hvori 👤Ludvig Philip sad paa den Franske Throne, var, som Franskmændene selv sagde, beherskede af den “uforanderlige Tanke,” hvordan 👤Ludvig Philip, det ►koste 📌Frankrig hvad ►koste vilde, kunde befæste og berige sig og sin talrige Afkom i den misundelsesværdige Stilling, ►Slumpe-Lykken havde skiænket dem!
✂ Nylig har vi hørt, at ogsaa ►denne Krukke gik saalænge ⓘ til Kilde, at den kom hankeløs hjem►, saa der blev atter et stort Blodbad i 📌Paris baade Dag og Nat, baade Kongen og hans Afkom, hans kloge Ministre og tappre Generaler, som han havde stolet paa, tog Flugten, og han fik selv ikke engang Stunder til at ►pakke ind, men kom, som man siger, halvnøgen og heelfattig over til 📌Engeland.
✂ 169Nu endelig, efter i over halvtredsindstyve Aar at have stridt og blødt og døiet alle de Ulykker, der vel kan komme over et Folk, synes Franskmændene da at være lige nær, synes kun at have væltet med den Vogn, der bar Levningerne fra det store Skibbrud, væltet i 📌Parises Gader, hvor Alt nu er ►Gribsgods for hvem der har den haardeste Pande og de bedste Næver!
✂ Saaledes synes da den Franske Revolution, med alle dens Følger i sit Hjem, kun at være et uhyre stort Sørgespil, der, hvor glimrende end Alt øiebliklig kan stille sig, dog i hvert Optog baade begynder og ender med Blodbad, ►Forstyrrelse og grændseløs Forvirring, og dog veed vi, at det er ingenlunde det almindelige Indtryk, de sidste blodige Optrin i 📌Paris, der let kan synes de allersørgeligste, har gjort paa det øvrige 📌Europa, men at tvertimod har man efterlignet dem baade i 📌Vien og 📌Berlin, og anseer dem hardtad allevegne, ogsaa i 📌Kiøbenhavn, for en langt mere glædelig end sørgelig Begivenhed, der, baade i 📌Frankrig og i hele 📌Europa, dels allerede har havt, og dels efterhaanden vil have de mest velgiørende Følger.
✂ ►Vist nok gives der dem, baade her og overalt, som hvidske om, at det er kun den Franske Viin, der taler ud af alle den Franske Revolutions Lovtalere, kun Rusen af alle den Franske Aands ⓘ fine men 170falske Talemaader om ►utabelige Menneske-Rettigheder, Folkets umistelige ►Enevoldsmagt, og i det Hele om ►almindelig “Frihed, Lighed og Broderskab,” der hele Tiden var de hidsige Franskmænds Løsen og Omkvæd, uden at man dog saae det mindste deraf i Virkeligheden, som man enten kunde misunde dem, eller engang have Lyst til at eie, end sige da Lyst til at kiøbe i saa dyre Domme, som et halvt Aarhundredes Ulykker og uhyre, utallige Blodbad unegtelig er.
✂ At heri ligger noget meget sandt, og at deraf skulde udspringe den yderste Forsigtighed med enten at anprise eller efterligne Parisernes Tankegang og Adfærd, det baade indrømmer jeg og vil gierne spidse min Pen til at indskærpe, for jeg er selv nærved baade at lee og græde over hvad jeg midt i 📌Kiøbenhavn maa høre om det høit oplyste 📌Paris og det lykkelige, fri 📌Frankrig, som dog 📌Kiøbenhavn og 📌Danmark ei skulde bytte med, om de end kunde faae alle Milliarderne, 📌Frankrig skylder bort, til ►Opgiæld; men desuagtet tør jeg dog ingenlunde istemme den Dom, Hvidskerne fælder over hele den Franske Revolution, blandt andet, fordi de ikke selv tør sige det høit, og har aldrig turde sagt det høit, ►uden hvor Folke-Munden var bundet.
✂ Heraf følger nemlig, at enten maatte alle Hvidskerne være Krystere, eller de maae selv fattes Tro 171paa hvad de siger, og den Sag kan umuelig være god, som enten kun har lutter Krystere paa sin Side, eller som dog ikke kan taale Modsigelse, det veed jeg af Erfaring, thi jeg har selv i en heel ►Menneske-Alder kæmpet for en Sag, som Mængden af alle de Høirøstede og ►Skrivesalige kaldte tabt, men fordi jeg troede, den var god og baade skulde og kunde vindes, derfor turde jeg godt sige det høit og fristedes aldrig til at ønske Modstanderne andre Tungebaand, end dem, Kiærlighed føder og Sandhed befæster!
✂ Men idet jeg nu om den Franske Revolutions-Sag hverken kan stemme med de saakaldte Conservative eller de saakaldte Liberale, da staaer jeg naturligviis Fare for at regnes til dem, der bærer Kappen paa begge Skuldre, eller til ►Hverken-Kiønnet, som dog ogsaa i mine Øine er de kiedsommeligste ►Tobener, der kan gaae paa Guds grønne Jord, thi det er uhyre kiedsommeligt at være deres Tilhørere, der bestandig raaber paa, at alle andre gaaer for vidt, naar man ikke enten holder dem i Kjolen eller lader sig holde i Kjolen af dem, der altid er daarlig tilbeens.
✂ Det faaer imidlertid ikke at hjelpe, jeg holder Ingen i Kjolen og lader mig ikke holde i Kjolen, men ►gaaer mit Skud paa hvad jeg kalder den gyldne Middelvei, uden at bryde mig om, at de fleste saakaldte Middelveie kun er som de Rendestene midt ad Gaden i 172📌Paris, hvori 👤Guizot traskede alle sine Dage og faldt naturligviis tilsidst paa Næsen over sine egne Been, saa han reiser sig aldrig meer.
✂ Sagen er nemlig den, at de meget ►pluddervælske Øgenavne “conservativ og liberal,” som paa Øieblikkets Kragemaal skal betyde de stædige og de løbske Statsmænd af Haandværk, med alle deres Svende og Drenge og Dagleiere, de er ligesom hvad man i ►Kortenspil kalder “►Fisk eller Slentringer,” der kan gaae for hvad det skal være, da de i sig selv er saa godt som slet ingen Ting, og derfor har man i 📌Frankrig tit med samme Ret kaldt Folk conservative idag, som man kaldte dem liberale igaar, fordi igaar løb de efter Minister-Pladsen alt hvad de kunde, og idag stod de paa den saa stivt, som mueligt. Naar man derfor tager det allerstrængest med bemeldte Øgenavne, og siger conservativ er hvem der holder paa alt det Bestaaende, men liberal kalder vi hvem der holder Skridt med Tiden, ►Folke-Stemmen og Folke-Villien, saa er man endda lige nær; thi dersom ellers ►det Borgerlige Selskab har et vist Maal, man skal stræbe at naae, og da i alt Fald ►det Borgerlige Selskab har en stor Indflydelse paa hele Menneskelivets Lykke og Ulykke, Vee og Vel, saa maa ►aabenbar den ædle og kloge Statsmand kiendes paa noget ganske andet end hans overveiende Hang enten til at ►fire eller hale, 173enten til at holde fast eller at lade gaae, thi Sagen er immer først, hvad han holder paa og hvad han lader gaae, og dernæst, hvordan han bærer sig ad med begge Dele. Engelskmanden bruger derfor det rette Udtryk om hvad man i et Statsraad skal agte paa, naar han kalder det Midler og Veie (means and ways), thi den bedste Vei til Maalet og de rette Midler til Øiemedet, det er hvad det giælder om, og Vildfarelser og Misgreb er netop allerskadeligst, naar de for Øieblikket har de fleste Stemmer for sig. Har ⓘ man nu ikke andet Maal for sin Stats-Klogskab end 👤Ludvig Philip og hans Ministre, som blot vilde beholde deres Stilling saa længe og benytte sig selv af den saa godt, som mueligt, da er det ►vistnok klogest at hænge Kappen paa begge Skuldre og at ►fire og hale, som Vinden blæser, men har man Folkets og Rigets sande Vel for Øie, da stiler man stadig derefter, og er der et Morads, man maa over, da slaaer man en Bro, saa godt, man kan, om saa end to høirøstede Partier sætter sig imod, fordi det ene vil blive ved at vade i Dynd til Knæerne, og det andet vil dandse paa ►Gynger, som hvertandet Øieblik brister under dem og, faaer de ⓘ Lov at ►raade, under hele Riget.
✂ En saadan Bro over hvad Erfaring lærer hverken lader sig giennemvade eller overspringe, det er hvad jeg foreslaaer og tilraader, som den gyldne Middelvei, 174og hører ganske rolig paa, at Somme kalder mig conservativ, fordi jeg holder paa Broen, og Andre kalder mig revolutionær, fordi jeg virkelig vil over Broen til en splinterny Tilstand af ►det Borgerlige Selskab, hvori de ►utabelige Menneske-Rettigheder virkelig giøres giældende, hvori Folket virkelig betragtes, som Landets og Rigets Besiddere, og hvori der virkelig ►stiles paa al den Frihed og Lighed og alt det Broderskab, der, efter Tidens og Folkets ⓘ Beskaffenhed, under stigende Oplysning og voxende Dannelse, med mindste Rimelighed lader sig vente!
✂ Det er følgelig, i mine Øine, en Fortjeneste, 📌Frankerig har af 📌Europa, at det ⓘ først har fattet Haab om den ny Tingenes Tilstand, som vi alle savne og ei længer kunne undvære, og har, ved utrættelig at stræbe derefter, vakt os af Drømmen om dens Umuelighed i vor Verdensdeel; men da 📌Frankerig, med uhyre Opoffrelser, ⓘ endnu kun har naaet meget lidt af hvad vi alle maae ønske, saa skulde vi tage os vel i Agt for at vælge Franske “Midler og Veie”, om det end ikke var soleklart, at just fordi de bedste Midler og Veie i 📌Frankerig maae være Franske, derfor maae de i 📌Danmark være Danske!