↩ Men kan vi saa ikke nok med det Samme paa en Maade indlemme Hertugdømmet 📌Slesvig i Kongeriget 📌Danmark, uden at bryde os om, ►enten hvad 📌Holsteen, eller det store 📌Tydskland, eller hvad 📌Slesvig selv siger dertil? Ja, her i “📌Casino” skal de fleste Herrer i Lørdags Aftes have sagt, jo, det lod sig nok gjøre, og skiøndt Damerne iaften seer meget fredelig ud, saa troer jeg dog ikke saa ganske Freden, der i deres Ansigter, ligesom i 👤Lamartines aabne Brev, vel kunde forstaaes saaledes, at om vi end tog lidt med Staalhandsker, ligesom Franskmændene tog 📌Antwerpen, behøvede vi jo ikke at kalde det Krig, men desuagtet vilde dog vist baade 📌Holsteen og hele 📌Tydskland tage det for en Krigs-Erklæring, og jeg maatte ikke blot kalde det en Krig, men en meget uretfærdig, urimelig og ulyksalig Krig med Hertugdømmet 📌Slesvig, hvorved vi umuelig kunde vinde noget, men meget muelig miste Alt hvad et Folk har at tabe. Herrerne vil ►sagtens sige, det kommer af, at jeg er ingen Helt, og de har forsaavidt Ret, at jeg er i mange Henseender en Kryster, men dels er der flere Krystere i 📌Danmark end jeg, dels maa saa lille og udsat et Rige, som 📌Danmark, tit af Klogskab spille en Krysters Rolle, og endelig kommer min Frygt og 92Advarsel for Krigen mod Slesvigerne slet ikke af, at jeg er en Kryster, men virkelig af, at jeg er mere frisindet end de Fleste. Det er nemlig ingenlunde enhver Krig om 📌Slesvig, jeg enten vilde grue for eller fraraade, thi hvis enten Slesvig-Holstenerne, eller deres forventede Hjelpetropper ►daraussenfra, vilde kyse os fra at adskille det gamle Danske Hertugdømme 📌Slesvig fra det gamle Tydske Grevskab 📌Holsteen, eller true os til at lade de Tydske i 📌Slesvig træde de Danske paa Nakken, da vilde jeg sige: her staaer baade 📌Danmarks Liv og Ære igrunden ligesaa fuldt paa Spil, som om Fienden laae ►for Hovedstaden, saa nu maa det briste eller bære! Saasnart man derimod, uden 📌Slesvigs ►Minde, vil gaae et Skridt videre, og under hvilketsomhelst Navn eller Paaskud lægge eller smække det til Kongeriget 📌Danmark, da siger jeg: det gaaer vist aldrig godt, men selv om det gik hvad man i 📌Frankerig vilde kalde baade glat og godt, saa veed jeg, man i 📌Slesvig for det meste vilde føle, det gjorde ondt, og min frisindede Tankegang er den, at kan, som Juristerne strax vil lære 265 (VU5) os, selv Retten til døde Ting saaledes forældes, at det bliver Voldsgierning at tilegne sig dem, da maa det Samme endnu langt mere giælde om en forældet Ret til levende Mennesker, der aldrig kan hævdes med Magt uden at behandle dem som bortløbne Slaver, hvad umuelig kan være til Fordeel for andre end Slavehandlere, som det, 93Gud skee Lov! ikke er i den Danske Smag ►enten at være eller at ligne. Om jeg derfor ogsaa havde Magt til, mod Slesvigernes Villie, med denne min Haand at ramme Kongeriget 📌Danmarks Grændsepæle saa dybt ned langs med 📌Eideren, at Slesvig-Holstenerne med alle deres Venner fra 📌Romer-Riget skulde lade være at rokke dem, saa vilde jeg dog ikke giøre det, især af den gyldige Grund, at det aldrig kunde nytte 📌Danmark, men maatte umaadelig skade 📌Danmark, at pine endeel baade Tydsk og Utydsk ind i sig, der netop da bestemt aldrig blev Dansk, saalidt som Irsk nogensinde bliver Engelsk, vilde derfor altid giøre Splid, aldrig forøge, men altid svække 📌Danmarks samlede Styrke!