Slesvig-Dansk Minde-Sang.
✂ Mel. ►Saa kæmped de Helte af anden April.
✂
Kong ►Vermund den Gamle, af Alderdom blind,
Men klog paa de ⓘ
►fremfarne Dage,
Ved 📌Eideren sad med Bekymring i Sind,
Han sørged for ►Uffe hin Spage.
✂
Han havde ei meer end den eneste Søn,
Og ham kaldte Alle den Dumme,
Et Mandigheds Ord, som han ►nemmed ►iløn,
Var dog faret ud af den Stumme.
✂
276
(VU8)
Og ►Uffe, han stod nu mod Tydskere to
I Holmgang, hvor 📌Eideren strømmer,
Og ►Vermund den Gamle, han græd og han loe
Som Barnet, der underfuldt drømmer!
✂
Den Gamle, han sad paa den yderste Kant
Af 📌Dannemarks Rige det gæve,
Og det var hans Forsæt, om Tydskerne vandt,
Han vilde det ei overleve!
✂
Han hørde det fløite i Luften som Stær,
Han hørde det knittre som Lynet,
Da ►kiendte han ►Skræp, sit opgravede Sværd,
Trods Skaden, han havde paa Synet.
✂
80Velkommen igien fra de Døde! sa'e han,
Og indad sig flytted en Tomme,
Han tænkde: skiøndt ei paa den yderste Rand,
Tidsnok kan i Graven du komme.
✂
36
(PS7)
Han hørde det fløite i Luften paany,
Han hørde det knittre som Lynet,
Da sprang han fra Tue, da kvad han i Sky:
Nu ►Sagnet hos mig gaaer for Synet!
✂
Nu Tydskerne begge laae døde som Sild,
Og ►Uffe stak Sværdet i Skede,
Og Rygtet om Seiren, det foer som en Ild
Fra 📌Eider i ►Nør over Hede!
✂
Og 📌Dannemark jubled fra Hav og til Hav,
►Saa Bladet sig ►underlig vender,
Og ►Uffe til Thronen, som ►Frode til Grav
Hans Bondemænd bare paa Hænder!
✂
►Saa gik det ved 📌Eider i ældgammel Tid,
For lang er med ►Tydsken vor Trætte,
Og der immer ►saa, naar os Lykken er blid,
Med ►Tydsken vi komme tilrette!
✂ Det slaaer nu lykkeligviis lige til, at gamle ►Vermund ►alt (jeg mener den glædelige niende April) har hørt Lyden af ►Skræp første Gang, saa vi tør vente, den høres ogsaa snart anden Gang!